Tuesday, December 18, 2007
New Zealand - Fantastisk smukt
Vi befindes lige nu i Queenstown midt i de New Zealandske alper - og her er utroligt smukt, imorgen skal vi ud paa vores foerste trek eller tramp som det hedder er i landet. Vejret skulle holde saa det bliver fedt. Vi fejre jul paa et andet trek - det bliver nok lidt en speciel oplevelse - men vi glaeder os rigtig meget. Vi har booket en kajak tur og vi skal ogsaa paa ride tur - Ride of the Ring! Glaedelig jul til alle jer derude.
Sunday, December 16, 2007
Uge #48 Indflytter fest, julekoncert, USA
Jeg brugte to dage på universitet, endelige er handskeboksen blev klar til brug så jeg kan begynde at lave nogle nye forbindelser. Det har jeg efterhånden ventet ret længe på. Fredag have Roland inviteret til indflytter fest – det dog ved at være noget tid siden han flyttede. Det var stort set de samme mennesker som havde været inviteret til fest hos mig og endnu engang var det en rigtig hyggelig aften.
Lørdag tog vi til byen dels for at Nina kunne købe julegaver og dels for at se udstillingen ”Jorden set fra Himlen”. Det viste sig at der var julekoncert nede i Darling Harbour, med en flydende scene placeret midt i havnen. Der var forskellige aktører på scenen, forskellige TV kendisser, som vi selvfølgelig ikke kendet, derudover tre egern, Bob the Builder og selvfølgelig julemanden. Sidst nævnt arriverede på en jetboat med et nødblus i hånden – okay morsomt faktisk. Derudover havde de også ændret teksten i Jingle-Bells i stedet for ’One horse open sledge’, var det ’Jet-ski open boat’. Derudover blev juletræet tændt, jeg har sjældent set noget så grimt. Hele festligheden sluttede med et kæmpe fyrværkeri – meget flot. På turen tilbage til Sutherland mødte vi en ældre dansk herre, som viste sig at bo i Jannalli – nabo byen til Sutherland.
Søndagen gik i en flyvemaskine – jeg fløj United Airlines – som er noget gammeldags i forhold til de sidste mange flyveture jeg har haft. Således var der kun fællesskærme og intet udvalg af film. Jeg ankom til San Francisco før jeg var fløjet fra Sydney på grund af datolinien, lidt spøjst, desværre var mit fly til Los Angeles allerede afgået, så jeg blev ombygget til et direkte fly til Chicago – fint med mig. Desværre blev dette fly væsentligt forsinket af forskellige årsager, blandet måtte vi vente 1 time på at der kom nogle piloter. I Chicago var min reserverede limo kørt hjem - uden mig, så jeg måtte tage en normal taxi pris 100 USD, ups. jeg nåede dog omsider frem til gæstehjemmet på Argonne National Laboratory og kunne krybbe til køjs.
Lørdag tog vi til byen dels for at Nina kunne købe julegaver og dels for at se udstillingen ”Jorden set fra Himlen”. Det viste sig at der var julekoncert nede i Darling Harbour, med en flydende scene placeret midt i havnen. Der var forskellige aktører på scenen, forskellige TV kendisser, som vi selvfølgelig ikke kendet, derudover tre egern, Bob the Builder og selvfølgelig julemanden. Sidst nævnt arriverede på en jetboat med et nødblus i hånden – okay morsomt faktisk. Derudover havde de også ændret teksten i Jingle-Bells i stedet for ’One horse open sledge’, var det ’Jet-ski open boat’. Derudover blev juletræet tændt, jeg har sjældent set noget så grimt. Hele festligheden sluttede med et kæmpe fyrværkeri – meget flot. På turen tilbage til Sutherland mødte vi en ældre dansk herre, som viste sig at bo i Jannalli – nabo byen til Sutherland.
Søndagen gik i en flyvemaskine – jeg fløj United Airlines – som er noget gammeldags i forhold til de sidste mange flyveture jeg har haft. Således var der kun fællesskærme og intet udvalg af film. Jeg ankom til San Francisco før jeg var fløjet fra Sydney på grund af datolinien, lidt spøjst, desværre var mit fly til Los Angeles allerede afgået, så jeg blev ombygget til et direkte fly til Chicago – fint med mig. Desværre blev dette fly væsentligt forsinket af forskellige årsager, blandet måtte vi vente 1 time på at der kom nogle piloter. I Chicago var min reserverede limo kørt hjem - uden mig, så jeg måtte tage en normal taxi pris 100 USD, ups. jeg nåede dog omsider frem til gæstehjemmet på Argonne National Laboratory og kunne krybbe til køjs.
Wednesday, November 28, 2007
Uge #47 skøjteløb, fest og julegaveindkøb
Der havde været en del snak om at afholde en fælles post doc. tur til Blue Mountains, men desværre var vejrudsigten meget dårlig, så turen blev aflyst. Derfor inviterede jeg lørdag aften på fællespisning i Glencoe street. Lørdagen startede dog med en indkøbstur og derefter tog vi toget til Town Hall i Sydney, hvor vi mødtes med Neeraj og Mia. Herfra tog vi en bus videre til Macquarie, hvor der findes en skøjtebane. Jeg må nok erkende at min skøjte evner ikke lige er de bedste, men det var da rigtig sjovt alligevel – også selvom jeg fik våde bukser, efter en tur på rumpen. Vi spiste frokost sammen inden vi tog tilbage til Sutherland for at forberede gæstemiddagen. Det blev en hyggelig aften med masser af hygge og snak.
Søndag tog vi en tur ind til Sydney for at Nina kunne købe julegaver. Inde i Memorial Park var der skotsk-irisk mindedag med masser af sækkepiber og mænd iført kilt. Det var meget underholdende, sjovt nok så jeg den selv samme event for to år siden da jeg var i Sydney på konference. Vi gik videre ned til ’The Rocks Market’ hvor Nina fandt et par julegaver. Omkring operahuset skulle finalen i Idols afholdes – vi kendte dog ingen af deltagerne og havde heller ingen billet, så vi gik videre ind i den botaniske have.
Søndag tog vi en tur ind til Sydney for at Nina kunne købe julegaver. Inde i Memorial Park var der skotsk-irisk mindedag med masser af sækkepiber og mænd iført kilt. Det var meget underholdende, sjovt nok så jeg den selv samme event for to år siden da jeg var i Sydney på konference. Vi gik videre ned til ’The Rocks Market’ hvor Nina fandt et par julegaver. Omkring operahuset skulle finalen i Idols afholdes – vi kendte dog ingen af deltagerne og havde heller ingen billet, så vi gik videre ind i den botaniske have.
Uge #46 Perth
Det var en kort arbejdsuge eftersom vi tog fri fredag. Torsdag tog jeg med på universitet og om eftermiddagen tog vi direkte til lufthavnen – i bedste film stil prajede vi en taxa fra gaden. Nina havde været bange for at vi skulle med en Dash-8, men hendes ængstelse blev gjort til skamme da det viste sig at turen til Perth gik med en 747 – med andre ord verdens næst største passagerfly. Turen var begivenhedsløs og i lufthavnen blive vi hentet af Henrik og Stine. Til vores store overraskelse må der ikke bringes frugt og grønt fra andre dele af Australien til Western Australia – i det hele taget virker det som om Western Australia eller Perth er en ø, hvilket ikke er helt forkert mod vest findes det indiske ocean og mod øst et hav af sand. Henrik og Stine havde en rigtig pæn lejlighed med usigt til Perth skyline. Møbler var af lidt ældre dato og store og tunge, hvilket et typisk for Australske møbler. Vi drak en øl og sad og snakkede en tid inden vi gik i seng – tidsforskellen er 2 timer efter Sydney så det blev forholdsvis sent på det biologiske ur.
Fredag startede dagen med en tur gennem Kings Park og ud til universitet, som på mange måder minder om Århus Universitet, i stedet for eg og bøg er det dog palmer som pryder den omkring liggende park. Det kemiske institut ligger i sprit nye bygninger, som skiller sig lidt ud fra resten af universitet. Det var dog nogle utroligt lækre lokaler, specielt var der en kæmpe foyer. Vi fik en rundvisning og hilste på forskellige personer. Fra universitet gik vi ned til Swan River og fik morgen kaffen på en café ved vand kanten. Herefter gik vi tilbage langs vandet.
Efter frokosten kørte vi til Cohunu Koala park, et af de meget få steder, hvor man kan få lov at holde en Koala, hvilket var noget af en drøm der gik i opfyldelse for Nina. Det må dog også erkendes at de er meget ’cute and cuddly’.
Parken var noget faldefærdig, hvilket nok betød at besøger antallet var meget lavt, hvilket egentlig var okay med os. Der var et stort område med Kænguruer, som man måtte fodre med popkorn – de var dog noget dovne i varmen og det var næsten nødvendigt at ’tvangsfodre’ dem.
I parken var der også Quakas, Wombats Echindnas og Emuer, samt en masse fugle som også var vældig interesseret i popkorn.
Tilbage i Perth gik vi på indkøb til aftensmaden som vi ville tilberede og spise nede ved vandet. Australien har rigtig mange steder, hvor der står gasbarbecues til fri afbenyttelse. Efter nogle forhandlinger blev vi enige om at gense kænguruerne på grillen. Det smagte herligt og det blev en rigtig hyggelig aften ved vandet.
Vi skulle en lille smule tidligt op om lørdag morgen da vi skulle med båden til Rottness Island – stort set det eneste sted i Australien, hvor der findes Quakas. Øen ligger omkring 25 km fra fast landet og er 4 km bred og 11 km lang. Først gik turen på Swan River ud til Fremantle, hvor vi skiftede fartøj. Rottness Island er lidt af en turist magnet på grund af det specielle landskab. Øen er bil fri, men udstyret med en masse gang og cykelstier, så man kommer let rundt. Landskabet består mest af en række saltvands søer, som på grund af forskellige geologiske forhold har forskellig farve. Kysten er også meget flot vekslende mellem klipper og falde strande. Vi gik en tur rundt på øen og havde da også held til at se dens beboere både ude i det vilde og tæt på restepladserne, hvor de kom hen for at spise af hånden – det var dog ikke tilladt at fodre dem.
Om eftermiddagen tog vi båden tilbage til Fremantle, hvor vi gik en tur rundt i gaderne før vi tog toget til Cottesloe Beach – formodentligt den bedst kendte strand i Western Australia.
Vi gik en tur langs stranden og fik Fish and Chips på det lokale fiskesnedkeri, herefter så vi solnedgangen, hvilket dog var lidt en kold fornøjelse, desværre gik solen også ned i en sæk så det var ikke helt så flot som man kunne have håbet en stadig en oplevelse – ikke mange Australiere ser faktisk solnedgangen over havet. Vi tog en bus tilbage til Perth og sad og snakkede om aftenen før vi gik forholdsvis tidligt til ro – de store mængder frisk luft havde haft sin virkning.
Søndag stod jeg tidligt op for at finde et bageri og købe morgenbrød, men sådan et findes slet ikke i Perth. Jeg var helt nede i midt byen og vende før jeg besluttede at vende om og opgive forehavendet. Det eneste der var åbent om morgenen var Mc Donalds og Burger King, sidst nævnt er i øvrigt kendt under navnet Hungry Jack’s. Vi kørte en tur mod nord langs standen til Yanchep National Park, hvor der skulle være nogle flotte limestenshuler, desværre var strømmen gået og hulerne kunne ikke besøges. I stedet gik vi en tur rundt i parken, som var en blanding af marskland og bush.
Det var en meget flot park, der også havde en indhegning med Koalaer og vi så da også en par Roo’s. Vi gik et par korte turer rundt i parken og spiste vores medbragte mad før vi satte kursen mod indenrigslufthavnen i Perth. Dermed sluttede vores besøg i Western Australia og klokken lidt over 22 var vi tilbage i New South Wales.
Fredag startede dagen med en tur gennem Kings Park og ud til universitet, som på mange måder minder om Århus Universitet, i stedet for eg og bøg er det dog palmer som pryder den omkring liggende park. Det kemiske institut ligger i sprit nye bygninger, som skiller sig lidt ud fra resten af universitet. Det var dog nogle utroligt lækre lokaler, specielt var der en kæmpe foyer. Vi fik en rundvisning og hilste på forskellige personer. Fra universitet gik vi ned til Swan River og fik morgen kaffen på en café ved vand kanten. Herefter gik vi tilbage langs vandet.
Efter frokosten kørte vi til Cohunu Koala park, et af de meget få steder, hvor man kan få lov at holde en Koala, hvilket var noget af en drøm der gik i opfyldelse for Nina. Det må dog også erkendes at de er meget ’cute and cuddly’.
Parken var noget faldefærdig, hvilket nok betød at besøger antallet var meget lavt, hvilket egentlig var okay med os. Der var et stort område med Kænguruer, som man måtte fodre med popkorn – de var dog noget dovne i varmen og det var næsten nødvendigt at ’tvangsfodre’ dem.
I parken var der også Quakas, Wombats Echindnas og Emuer, samt en masse fugle som også var vældig interesseret i popkorn.
Tilbage i Perth gik vi på indkøb til aftensmaden som vi ville tilberede og spise nede ved vandet. Australien har rigtig mange steder, hvor der står gasbarbecues til fri afbenyttelse. Efter nogle forhandlinger blev vi enige om at gense kænguruerne på grillen. Det smagte herligt og det blev en rigtig hyggelig aften ved vandet.
Vi skulle en lille smule tidligt op om lørdag morgen da vi skulle med båden til Rottness Island – stort set det eneste sted i Australien, hvor der findes Quakas. Øen ligger omkring 25 km fra fast landet og er 4 km bred og 11 km lang. Først gik turen på Swan River ud til Fremantle, hvor vi skiftede fartøj. Rottness Island er lidt af en turist magnet på grund af det specielle landskab. Øen er bil fri, men udstyret med en masse gang og cykelstier, så man kommer let rundt. Landskabet består mest af en række saltvands søer, som på grund af forskellige geologiske forhold har forskellig farve. Kysten er også meget flot vekslende mellem klipper og falde strande. Vi gik en tur rundt på øen og havde da også held til at se dens beboere både ude i det vilde og tæt på restepladserne, hvor de kom hen for at spise af hånden – det var dog ikke tilladt at fodre dem.
Om eftermiddagen tog vi båden tilbage til Fremantle, hvor vi gik en tur rundt i gaderne før vi tog toget til Cottesloe Beach – formodentligt den bedst kendte strand i Western Australia.
Vi gik en tur langs stranden og fik Fish and Chips på det lokale fiskesnedkeri, herefter så vi solnedgangen, hvilket dog var lidt en kold fornøjelse, desværre gik solen også ned i en sæk så det var ikke helt så flot som man kunne have håbet en stadig en oplevelse – ikke mange Australiere ser faktisk solnedgangen over havet. Vi tog en bus tilbage til Perth og sad og snakkede om aftenen før vi gik forholdsvis tidligt til ro – de store mængder frisk luft havde haft sin virkning.
Søndag stod jeg tidligt op for at finde et bageri og købe morgenbrød, men sådan et findes slet ikke i Perth. Jeg var helt nede i midt byen og vende før jeg besluttede at vende om og opgive forehavendet. Det eneste der var åbent om morgenen var Mc Donalds og Burger King, sidst nævnt er i øvrigt kendt under navnet Hungry Jack’s. Vi kørte en tur mod nord langs standen til Yanchep National Park, hvor der skulle være nogle flotte limestenshuler, desværre var strømmen gået og hulerne kunne ikke besøges. I stedet gik vi en tur rundt i parken, som var en blanding af marskland og bush.
Det var en meget flot park, der også havde en indhegning med Koalaer og vi så da også en par Roo’s. Vi gik et par korte turer rundt i parken og spiste vores medbragte mad før vi satte kursen mod indenrigslufthavnen i Perth. Dermed sluttede vores besøg i Western Australia og klokken lidt over 22 var vi tilbage i New South Wales.
Wednesday, November 14, 2007
Uge #45 AsCA’07 og skællede skov dyr
Jeg koldt mit foredrag om mandagen og det gik uden problemer. Jeg fik også snakket med nogen stykker, som var interesseret i at komme til at ANSTO for at lave forsøg, så det var alt i alt ganske udmærket. Om aftenen blev vi kørt til en sponseret middag på universitet. Denne gang blev der serveret øl, men de løb meget hurtigt tør! Jeg sad til bords med et par skotter og et par Australiere. Efter middagen besluttede vi at gå ned i baren og få en øl – det udviklede sig dog lettere katastrofalt da den ene skotte også havde medbragt en flask whisky. Før han åbnede flasken spurgte han om, det okay vi drak det i baren – og tjeneren strøg af sted for at hente et glas til han – da hun kom tilbage og det blev klart for hende at vi alle sammen gerne ville smage undskyldte hun mange gange og synde sig ud efter nogle flere glas. Service, ja det kan man vist ikke klage over. Det lettere katastrofale gav sig udslag i tirsdagens hovedpine – og jeg må også erkende at jeg sov gennem det meste af den første forelæsning. Eftermiddagens program var ikke videre spændende – protein stuff – så jeg besluttede at skulke og tage ud og være turist engang mere – jeg besluttede at gå på opdagelse i elektronik gaderne – og købte da også en ultra lille USB-pind. Jeg gik også en ekstra tur forbi Longshan templet. Som så noget anderledes ud ved dagslys. Der var en ceremoni, mens jeg var der, hvilket var meget sejt for der blev sunget og spillet – lidt en ekstra dimension i forhold til mit tidligere besøg. Om aftenen var der gallamiddag på Grand Formosa Hotel, hvilket var meget imponerende. Det gav ikke mindre end 11 forskellige retter – blandet hajfinnesuppe. Der var et kammerorkester der spillede klassiske kinesiske stykker. Herefter kom der traditionel taiwansk folkemusik, jeg tror ikke det havde alle for mange år på bagen det mindede mest af alt om Eurovision, ja undskyld mig, men jeg var ikke imponeret.
Onsdag var konferences sidste dag, hvor blev serveret en imponerende frokosten ligeså imponerende som gallamiddagen faktisk. Der manglede en taler i eftermiddagens program, hvilket betød vi sluttede tidligt og jeg besluttede sammen med nogen af de andre Australiere at tage en tur forbi Taipei 101 – for mit vedkommende igen. Udsigten var ikke helt så god på grund af dårligt vejr. Aftensmaden fik vi igen i den meget imponerende foodcourt. På vej tilbage til konference hotellet tog jeg en tur ind på et nightmarket. Der er mange nightmarkets i Taiwan, det må skyldes at det om dagen kan være meget varmt og fugtigt. Torsdag gik turen til lufthavnen, sammen med Rob som jeg fulgtes med helt til Sutherland – jeg fik et lift med hans taxi. Således ankom jeg klokken 9.00 fredag morgen, forholdsvis mør efter en lang flyvetur. Jeg tog en time på øjet før jeg tog på arbejde.
Lørdag blev der sovet længe og slappet af – indkøb og rengøring, samt en lille gå tur i området omkring Woranga river det var alt, hvad det blev til. Søndag var lidt i samme stil vi gik en tur ned i Royal National Park, fra Sutherland til Audley og derfra videre til Engadine. På turen så vi ikke mindre end 3 Go-annas – store øgler – omkring 1 m lang. Jeg har aldrig set dem før så det var lidt spændende. Om aftenen tog vil til Sydney – egentlig ville vi have været til en festival, men det var desværre slut så i stedet besluttede vi os for at spise ude – det blev til engang japansk nudelsuppe til mig.
Onsdag var konferences sidste dag, hvor blev serveret en imponerende frokosten ligeså imponerende som gallamiddagen faktisk. Der manglede en taler i eftermiddagens program, hvilket betød vi sluttede tidligt og jeg besluttede sammen med nogen af de andre Australiere at tage en tur forbi Taipei 101 – for mit vedkommende igen. Udsigten var ikke helt så god på grund af dårligt vejr. Aftensmaden fik vi igen i den meget imponerende foodcourt. På vej tilbage til konference hotellet tog jeg en tur ind på et nightmarket. Der er mange nightmarkets i Taiwan, det må skyldes at det om dagen kan være meget varmt og fugtigt. Torsdag gik turen til lufthavnen, sammen med Rob som jeg fulgtes med helt til Sutherland – jeg fik et lift med hans taxi. Således ankom jeg klokken 9.00 fredag morgen, forholdsvis mør efter en lang flyvetur. Jeg tog en time på øjet før jeg tog på arbejde.
Lørdag blev der sovet længe og slappet af – indkøb og rengøring, samt en lille gå tur i området omkring Woranga river det var alt, hvad det blev til. Søndag var lidt i samme stil vi gik en tur ned i Royal National Park, fra Sutherland til Audley og derfra videre til Engadine. På turen så vi ikke mindre end 3 Go-annas – store øgler – omkring 1 m lang. Jeg har aldrig set dem før så det var lidt spændende. Om aftenen tog vil til Sydney – egentlig ville vi have været til en festival, men det var desværre slut så i stedet besluttede vi os for at spise ude – det blev til engang japansk nudelsuppe til mig.
Uge #44 Traditionel dansk mad og Taiwan
Jeg var på universitet om mandagen på mit ugentlige besøg. Mandag havde vi inviteret Chris, Althea, Mona og Bill til middag i Sutherland. Menuen var en måske lidt underlig sammensætning af dansk mad – appetitvækker, lakrids sild, forret, sildemader, hovedret kartoffelsalat med frikadeller og til dessert Ris a’la mande – til maden blev der naturligvis serveret Carlsberg – ”Vores øl!” herude i verdens er deres slogan ”Probably the best beer in the world”. Desværre glemte Bill og Mona invitationen og dukkede aldrig op – de undskyldte mange gange om tirsdagen. Vi havde en hyggelig aften og maden faldt tilsyneladende i de ankommende gæsters smag. Ellers gik det meste af ugen uden de store oplevelser. Torsdag aften var vi ude at spise på Little Saigon – vietnamesisk restaurant i Sutherland.
Fredag morgen skulle jeg flyve til Taipei i Taiwan via Singapore med Singapore Airlines. Det spændende i den forbindelse er at Singapore Airlines på nuværende tidspunkt er det eneste flyselskab, som har en Airbus 380 og denne A380 flyver netop mellem Sydney og Singapore. Så jeg kan altså prale med at være en af de første som har fløjet med verdensstørste passagerfly. Faktisk havde flyet været i drift i mindre end en uge – rimelig blæret. Indvendig ligner det dog alle andre fly, der er lidt bedre benplads, skærmen er større og klarere end på andre fly og der er selvfølgelig et utal af muligheder. Derudover kunne skærmen og håndsættet også bruges som computer og et USB-pind kunne sættes i sædet, ligesom der også var en 110 V udgang til bærbare computere. Ellers er A380 et fly som alle andre og det tager stadig 8 timer at flyve til Singapore. Singapore lufthavn er også lidt en oplevelse, med forskellige tematiske haver, swimmingpool og biograf, samt et utal af forretninger naturligvis.
Jeg ankom sendt fredag aften til Taipei – tids forskellen er heldigvis ikke mere end 3 timer så det er til at overse. Jeg tog en taxa til konference hotellet og gik stort set direkte i seng – klokken var da også blevet omkring 2 om natten Australsk tid. Lørdag havde jeg tid til site seeing eftersom konferencen først startede søndag.
Først gik jeg en tur forbi Chiang-Kai-Shek Memorial Hall, hvor også national teateret og den nationale koncert hal findes. Chiang-Kai-Shek Memorial Hall er dog blevet omdøbt til ”National Taiwan Democracy Memorial Hall”.
Taiwan har et udstående med Kina, som anser Taiwan, som en del af Kina, mens Taiwan anser sig selv for at være selvstændige, de fleste vestlige lande føre dog en et-lands politik overfor Taiwan og Kina. At Chiang-Kai-Shek bliver udråbt til den store demokrat er måske lidt misvissende – han var uden tvivl diktator, som så mange andre. Han moderniserede Kina, men under den folkelige revolution måtte han flygte til Taiwan. Jeg gik en tur gennem Peace park og forbi Taipei by museet og videre til Parlamentet.
Parlamentet var godt bevogtet udover en masse Nato-pigtråd var der skarpt bevæbnede soldater, men også en del vagter iført casual dress, men med head-set. Jeg gik gennem den botaniske have, hvor lotus søen desværre var afblomstret og mine ben tog mig også forbi det nationale naturhistoriske museum. Herefter forsøgte jeg at finde Longshan templet, men måtte opgive efter nogen søgen, men jeg kom gennem et par gågader. Tid var lidt knap for jeg ville besøge det verdensberømte National Palace Museum, som indeholder en stor del af Kinas kunstskatte, blandet andet en del klenodier fra den forbudte by.
Museet indhold har været årsagen til en de kontroverser mellem Kina og Taiwan – tingene ville dog næppe findes i dag, hvis ikke de havde været bragt til Taiwan uden den kulturelle revolution. Museet er stort og spændende nogen af hovedattraktionerne er stykke jade udformet som en kinakål og en sten der ligner et stykke kød, derudover er der masser af bronze og porcelæn. Efter at have gået rundt på museet nogen timer tog jeg Longshan templet og herfra videre til Taipei 101, hvor jeg spiste aftensmad i en kæmpe foodcourt med alskens asiatiske køkner.
Jeg var naturligvis også en tur oppe i Taipei 101 – verdens højeste bygning, turen der op blev taget i verdens hurtigste elevator 1010 m/min – det tog 40 sekunder at komme op til ~400 m. Der var en rimelig blæret udsigt over byen.
Søndag var vejret desværre ikke noget at råbe hurra for – jeg holdt mig dog til min oprindelig plan og tog en tur ud i det blå – eller skulle jeg rettere sig det grønne – Yangmingshan National Park. Bus var propfuld af taiwanere der skulle ud af byen trods det dårlige vejr. Jeg gik en tur fra Yangmingshan til Lengshuikeng, hvor der lå et offentligt hot spring, desværre havde jeg ikke fået noget håndklæde med – det kunne ellers have været dejligt. Vejret var som sagt koldt og vådt, så jeg lage vejen forbi turistcentret i Lengshuikeng, hvor jeg købt en skålfuld varm suppe – nam nam. Herfra fulgte jeg et vandløb ned gennem en slugt, hvor der var mange flotte vandfald.
Jeg tog en bus til Beitou, nord for centrum, hvor der ligger mange hot springs. Der var også mulighed for at se udspringet af en af de varmekilder, her er vandet 90°C og pH omkring 1.5. I det hele taget var Beitou meget flot. Der var rigtig mange hoteller der reklamerede med thermalbade, hvilket ligesom var byens varemærke. Jeg tog toget tilbage til konferencehotellet, hvor velkomst middagen startede kort efter. Det var desværre en ’dry’ mixer – altså ingen våde var til alle australiernes store fortrydelse.
Fredag morgen skulle jeg flyve til Taipei i Taiwan via Singapore med Singapore Airlines. Det spændende i den forbindelse er at Singapore Airlines på nuværende tidspunkt er det eneste flyselskab, som har en Airbus 380 og denne A380 flyver netop mellem Sydney og Singapore. Så jeg kan altså prale med at være en af de første som har fløjet med verdensstørste passagerfly. Faktisk havde flyet været i drift i mindre end en uge – rimelig blæret. Indvendig ligner det dog alle andre fly, der er lidt bedre benplads, skærmen er større og klarere end på andre fly og der er selvfølgelig et utal af muligheder. Derudover kunne skærmen og håndsættet også bruges som computer og et USB-pind kunne sættes i sædet, ligesom der også var en 110 V udgang til bærbare computere. Ellers er A380 et fly som alle andre og det tager stadig 8 timer at flyve til Singapore. Singapore lufthavn er også lidt en oplevelse, med forskellige tematiske haver, swimmingpool og biograf, samt et utal af forretninger naturligvis.
Jeg ankom sendt fredag aften til Taipei – tids forskellen er heldigvis ikke mere end 3 timer så det er til at overse. Jeg tog en taxa til konference hotellet og gik stort set direkte i seng – klokken var da også blevet omkring 2 om natten Australsk tid. Lørdag havde jeg tid til site seeing eftersom konferencen først startede søndag.
Først gik jeg en tur forbi Chiang-Kai-Shek Memorial Hall, hvor også national teateret og den nationale koncert hal findes. Chiang-Kai-Shek Memorial Hall er dog blevet omdøbt til ”National Taiwan Democracy Memorial Hall”.
Taiwan har et udstående med Kina, som anser Taiwan, som en del af Kina, mens Taiwan anser sig selv for at være selvstændige, de fleste vestlige lande føre dog en et-lands politik overfor Taiwan og Kina. At Chiang-Kai-Shek bliver udråbt til den store demokrat er måske lidt misvissende – han var uden tvivl diktator, som så mange andre. Han moderniserede Kina, men under den folkelige revolution måtte han flygte til Taiwan. Jeg gik en tur gennem Peace park og forbi Taipei by museet og videre til Parlamentet.
Parlamentet var godt bevogtet udover en masse Nato-pigtråd var der skarpt bevæbnede soldater, men også en del vagter iført casual dress, men med head-set. Jeg gik gennem den botaniske have, hvor lotus søen desværre var afblomstret og mine ben tog mig også forbi det nationale naturhistoriske museum. Herefter forsøgte jeg at finde Longshan templet, men måtte opgive efter nogen søgen, men jeg kom gennem et par gågader. Tid var lidt knap for jeg ville besøge det verdensberømte National Palace Museum, som indeholder en stor del af Kinas kunstskatte, blandet andet en del klenodier fra den forbudte by.
Museet indhold har været årsagen til en de kontroverser mellem Kina og Taiwan – tingene ville dog næppe findes i dag, hvis ikke de havde været bragt til Taiwan uden den kulturelle revolution. Museet er stort og spændende nogen af hovedattraktionerne er stykke jade udformet som en kinakål og en sten der ligner et stykke kød, derudover er der masser af bronze og porcelæn. Efter at have gået rundt på museet nogen timer tog jeg Longshan templet og herfra videre til Taipei 101, hvor jeg spiste aftensmad i en kæmpe foodcourt med alskens asiatiske køkner.
Jeg var naturligvis også en tur oppe i Taipei 101 – verdens højeste bygning, turen der op blev taget i verdens hurtigste elevator 1010 m/min – det tog 40 sekunder at komme op til ~400 m. Der var en rimelig blæret udsigt over byen.
Søndag var vejret desværre ikke noget at råbe hurra for – jeg holdt mig dog til min oprindelig plan og tog en tur ud i det blå – eller skulle jeg rettere sig det grønne – Yangmingshan National Park. Bus var propfuld af taiwanere der skulle ud af byen trods det dårlige vejr. Jeg gik en tur fra Yangmingshan til Lengshuikeng, hvor der lå et offentligt hot spring, desværre havde jeg ikke fået noget håndklæde med – det kunne ellers have været dejligt. Vejret var som sagt koldt og vådt, så jeg lage vejen forbi turistcentret i Lengshuikeng, hvor jeg købt en skålfuld varm suppe – nam nam. Herfra fulgte jeg et vandløb ned gennem en slugt, hvor der var mange flotte vandfald.
Jeg tog en bus til Beitou, nord for centrum, hvor der ligger mange hot springs. Der var også mulighed for at se udspringet af en af de varmekilder, her er vandet 90°C og pH omkring 1.5. I det hele taget var Beitou meget flot. Der var rigtig mange hoteller der reklamerede med thermalbade, hvilket ligesom var byens varemærke. Jeg tog toget tilbage til konferencehotellet, hvor velkomst middagen startede kort efter. Det var desværre en ’dry’ mixer – altså ingen våde var til alle australiernes store fortrydelse.
Uge #43 Sydney og Royal National Park
Om fredagen havde jeg uni-dag, så vi udnyttede at vi begge var i byen og gik en tur downtown til Darling Harbour, hvor udstillingen jorden set fra oven pt. er udstillet – jeg synes den er blevet mere politisk i forhold til de andre gange jeg har set den. Vi gik lidt rundt på Darling Harbour og spiste på en nærliggende pub – pubfood.
Lørdag gik turen igen til Sydney for at se Operahuset og Harbour Bridge, Nina mente at det var for dårligt at have været 14 dage i Sydney uden at se dens mest berømte mindesmærker. Vi startede turen ved Milsons point, hvor et marked med internationalt præg var i fuldgang. Vi gik over Harbour Brigde fra hvilken der er en fantastisk udsigt til Operahuset. Turen gik gennem The Rocks før vi endeligt nåede operaen og herfra gik vi videre ind i den botaniske have. Efter noget søgen fandt vi en boghandel, hvor vi købte en guide bog til Damian, som havde inviteret til fødselsdag om aftenen. Således tog vi til Cronulla for at fejre aftenen med Damian og en del af mine kollegaer. Det var en vældig hyggelig aften. Damian havde lavet spansk omelet, desværre havde han kun ingredienser til to, hvilket kun tog den værste sult, men det var dog også lidt for utaknemligt at gå ud at købe noget take-away. Anyways det var en hyggelig aften med masser af snak – og druk. Tømmermændene var heldigvis ikke så slemme om søndagen og det blev til en kort vandretur i Royal National Park. Desværre kunne vi ikke helt gå den planlagte tur og vi var nødt til at omlæge ruten alligevel var det en dejlig tur – specielt var det godt med noget friskluft efter lørdagens udskejelser.
Lørdag gik turen igen til Sydney for at se Operahuset og Harbour Bridge, Nina mente at det var for dårligt at have været 14 dage i Sydney uden at se dens mest berømte mindesmærker. Vi startede turen ved Milsons point, hvor et marked med internationalt præg var i fuldgang. Vi gik over Harbour Brigde fra hvilken der er en fantastisk udsigt til Operahuset. Turen gik gennem The Rocks før vi endeligt nåede operaen og herfra gik vi videre ind i den botaniske have. Efter noget søgen fandt vi en boghandel, hvor vi købte en guide bog til Damian, som havde inviteret til fødselsdag om aftenen. Således tog vi til Cronulla for at fejre aftenen med Damian og en del af mine kollegaer. Det var en vældig hyggelig aften. Damian havde lavet spansk omelet, desværre havde han kun ingredienser til to, hvilket kun tog den værste sult, men det var dog også lidt for utaknemligt at gå ud at købe noget take-away. Anyways det var en hyggelig aften med masser af snak – og druk. Tømmermændene var heldigvis ikke så slemme om søndagen og det blev til en kort vandretur i Royal National Park. Desværre kunne vi ikke helt gå den planlagte tur og vi var nødt til at omlæge ruten alligevel var det en dejlig tur – specielt var det godt med noget friskluft efter lørdagens udskejelser.
Monday, October 22, 2007
Uge #42 Nina’s ankomst – Kurnell og IKEA.
Ugen startede glimrende, jeg tog på Sydney Universitet, men stoppede allerede til middag for at hente Nina i lufthavnen. Efter en rundvisning i det lokale Sutherland inklusiv Bonde John’s lade of Franklin’s – de to mest brugte indkøbsmuligheder tog vi til Cronulla. Vi gik en tur ned til stranden og spiste aftensmad på ThaiRiffic, en smule pricy, men rigtig lækkert. Tirsdag fulgte jeg Nina på universitet og efter arbejde gik vi en tur ned i downtown Sydney. Vi spiste kineser mad i Chinatown før vi tog hjem til Sutherland. Om torsdagen tog vi ud i det lokale storcenter i Miranda, dels for at shoppe og dels for vise Nina de lokale muligheder.
Lørdag var vi en tur tilbage i Cronulla for at tage bussen til Kurnell – fra Kurnell gik vi tilbage til Cronulla det er en dejlig tur der primært går kysten, hvoraf en stor del af en dejlig sandstrand. På turen blev vi dog plaget flyer, som her på den sydlige halvkugle er utroligt nærgående. Det var dog alt i alt en dejlig tur. Søndag var vi i IKEA for at købe møbler og dyne til Nina.
Lørdag var vi en tur tilbage i Cronulla for at tage bussen til Kurnell – fra Kurnell gik vi tilbage til Cronulla det er en dejlig tur der primært går kysten, hvoraf en stor del af en dejlig sandstrand. På turen blev vi dog plaget flyer, som her på den sydlige halvkugle er utroligt nærgående. Det var dog alt i alt en dejlig tur. Søndag var vi i IKEA for at købe møbler og dyne til Nina.
Uge #41 Minnamurra regnskov og Great Northern Walk
Ugedagene gik igen uden store begivenheder, fredag var jeg med nogen af kollegaerne på ’Rock, Salts’, som er stamværtshuset, det har dog ifølge de andre ændret sig fra at være en bar til at være en ret mondæn restaurant, hvor der dog stadig kan drikkes fyraftensbejere. Jeg blev ved denne lejlighed inviteret til aftensmad om søndagen hos Mona og Bill – et tilbud jeg ikke kunne afstå.
Lørdag havde jeg en aftale med Damian om at tage en tur syd på til Minnamurra Rainforest, som ligger i nærheden af Jamberro. Vi samlede Xu-Mai (kinesisk studerende) op i Engardin og fortsatte syd på. Vi fandt parken uden problem og den var dog også ganske imponerende også selvom man kun måtte gå på en plankesti der var arrangeret gennem parken. Vi gik både i tropisk og subtropisk regnskov, hvilket udover de forskellige plante arter er bestemt ved den mængde lyst der når underskoven. i Tropisk regnskove giver træerne omkring 95% skygge, mens for subtropiske regnskove bliver 75% af lyset stoppet af trækronerne. Planke turen var ret imponerende og gik på nogen tidspunkter forholdsvis højt over jorden, så man praktisk talt gik gennem trækronerne. Der var en lille afstikker til et nærliggende vandfald. Vi spiste vores medbragte mad, mens vandfaldet brusede i baggrunden.
Fra regnskoven kørte vi til byen Minnamurra, hvorfra vi gik langs kysten til Kiama. Ligeledes en dejlig tur, hvor vi så forskellige spænde havdyr og havde fantastiske udsigter til klippeskær og bredde sandstrande. Velankommet til Kiama, besøgte vi det famøse blowhole, som dog ikke var specielt imponerende eftersom det var lavvande. Fra Kiama tog vi med tog tilbage til Minnamurra, hvorfra vi kørte tilbage til Sutherland. Jeg inviterede mine kollegaer på aftensmad og Damian accepterede tilbudet, selvom han som Xu-Mai var død træt, vi havde da også været ude i friskluft det meste af dagen og gået i omkring 4 timer total set.
Søndag stod jeg tidligt op for at tage til Cowan og gå til Mt Kuring-gai eller Berowra afhængig af hvor meget tid jeg havde. Jeg skulle jo være tidligt tilbage for at spise middag hos Mona og Bill. Vandre turen er en del af Great Northern Walk, hvor jeg en måned forinden havde gået første etape. Turen var meget smuk og meget varieret fra Eucaluptus skov, til Mangrovesump og langs en vandløb gennem tæt skov. Under frokosten havde jeg en fantastisk udsigt til Berowra backwaters. Tidsmæssigt havde jeg tid til at tage den længste udgave af turen, som gik til Mt Kuring-gai, herfra tog jeg toget tilbage til Sutherland. Jeg nåede også et bad inden Ross samplede mig op på vej til Mona og Bill. Her bød værterne på aftensmad bestående af grillet lammekølle ovnbagte kartofler og cous-cous, hvor til der blev budt på hjemmelavet øl. Det var en rigtig hyggelig aften og selvom jeg var træt efter den udmattende vandring så havde jeg ingen problemer med at holde mig vågen.
Lørdag havde jeg en aftale med Damian om at tage en tur syd på til Minnamurra Rainforest, som ligger i nærheden af Jamberro. Vi samlede Xu-Mai (kinesisk studerende) op i Engardin og fortsatte syd på. Vi fandt parken uden problem og den var dog også ganske imponerende også selvom man kun måtte gå på en plankesti der var arrangeret gennem parken. Vi gik både i tropisk og subtropisk regnskov, hvilket udover de forskellige plante arter er bestemt ved den mængde lyst der når underskoven. i Tropisk regnskove giver træerne omkring 95% skygge, mens for subtropiske regnskove bliver 75% af lyset stoppet af trækronerne. Planke turen var ret imponerende og gik på nogen tidspunkter forholdsvis højt over jorden, så man praktisk talt gik gennem trækronerne. Der var en lille afstikker til et nærliggende vandfald. Vi spiste vores medbragte mad, mens vandfaldet brusede i baggrunden.
Fra regnskoven kørte vi til byen Minnamurra, hvorfra vi gik langs kysten til Kiama. Ligeledes en dejlig tur, hvor vi så forskellige spænde havdyr og havde fantastiske udsigter til klippeskær og bredde sandstrande. Velankommet til Kiama, besøgte vi det famøse blowhole, som dog ikke var specielt imponerende eftersom det var lavvande. Fra Kiama tog vi med tog tilbage til Minnamurra, hvorfra vi kørte tilbage til Sutherland. Jeg inviterede mine kollegaer på aftensmad og Damian accepterede tilbudet, selvom han som Xu-Mai var død træt, vi havde da også været ude i friskluft det meste af dagen og gået i omkring 4 timer total set.
Søndag stod jeg tidligt op for at tage til Cowan og gå til Mt Kuring-gai eller Berowra afhængig af hvor meget tid jeg havde. Jeg skulle jo være tidligt tilbage for at spise middag hos Mona og Bill. Vandre turen er en del af Great Northern Walk, hvor jeg en måned forinden havde gået første etape. Turen var meget smuk og meget varieret fra Eucaluptus skov, til Mangrovesump og langs en vandløb gennem tæt skov. Under frokosten havde jeg en fantastisk udsigt til Berowra backwaters. Tidsmæssigt havde jeg tid til at tage den længste udgave af turen, som gik til Mt Kuring-gai, herfra tog jeg toget tilbage til Sutherland. Jeg nåede også et bad inden Ross samplede mig op på vej til Mona og Bill. Her bød værterne på aftensmad bestående af grillet lammekølle ovnbagte kartofler og cous-cous, hvor til der blev budt på hjemmelavet øl. Det var en rigtig hyggelig aften og selvom jeg var træt efter den udmattende vandring så havde jeg ingen problemer med at holde mig vågen.
Uge #40 Tokyo, cykeltur til Wollongong.
Mandag morgen stod jeg tidligt op og tog skinkansen til Tokyo, hvor jeg først skulle flyve sent om aftenen, så jeg låste min bagage inde på banegården og gik en tur ud i byen. Jeg gik uden rigtig at have noget men bare for at se mig lidt omkring og så spise frokost et sted. Der er store kontraster i Tokyo – i en by af glas og stål findes stadig små træhuse, som står så tæt at de udgør en sand labyrint. Mellem husene afholdes traditionelt marked og frokosten kan indtages sammen med de ulasteligt jakkesætsklædte japanske forretningsmænd. Jeg bevægede mig ind i labyrinten og fandt en listig lille restaurant, der tilbød ris med rå fisk – ikke sushi, men bowle ris, som blev dækket med stykker af rå fisk, i mit tilfælde laks – mums det smager bare godt.
Om eftermiddagen besøgte jeg er park, som blandet kunne prale med at have et over 1000 år gammelt lærketræ. Der var et meget flot te-hus anlagt i midten af en sø. I det hele taget var det søer der prægede parken, der var to søer indrettet til at fange ænder. De virkede på den måde at tamænder blev brugt som lokker og fik vildænderne til at søge ind i smalle kanaler, hvor mænd med net stod klart net og umulig gjorde flugten.
Flyveturen tilbage til Sydney gik smerte frit indtil karantæne kontrollen i Sydney lufthavn, her måtte jeg vente en time før jeg kom ud på den anden side. Da jeg var tilbage i Sutherland var det allerede et godt stykke op af dagen, så jeg besluttede at flexe resten af dagen.
Resten af ugedagene gik uden de store begivenheder, torsdag tog jeg på universitet. Lørdag tog jeg til Sydney for at besøge fiskemarkedet – det var dog noget af en skuffelse, for man måtte slet ikke komme ind og kigge der hvor de landede og aktionerede fiskene. Det kun muligt at besøge et utal af fiskeforretninger, hvilket da også var meget spændende, men jeg havde regnet med mere. Fra fiskemarkedet gik jeg til Darling Harbour, hvor en var et marked for økologiske varer. Det var spændende at se, men der var meget trængsel, så jeg gik forholdsvis hurtigt videre til Paddy’s marked. En ugentligt tilbage vendende begivenhed – her sælges alt muligt fra skrammel til torsk. Selv parykker kan man få. Jeg købte noget tørret frugt forholdsvis billigt og nogen grønsager. Tilbage i Sutherland købte jeg en ny cykel – lavet i letvægts aluminium og med masser af gear og skivebremser – en sand fornøjelse at køre rundt på – faktisk føles det som om nogen skubber en op ad bakken, så let er den at cykle. Jeg var inviteret til sen frokost hos Milen, hvor et par af de andre post doc’s også var inviteret. Det var en meget hyggeligt eftermiddag og jeg droppede aftensmaden.
Søndag morgen tog jeg min ny erhvervede cykel ud på den første langfart – jeg kørte ned gennem Royal National Park og fortsatte ned langs kysten til Wollongong og Port Kembla. Wollongong kan vel siges at være den nærmeste storby i forhold til Sydney. Byen har den dejlig strand og hele to fyrtårne! Det er de ifølge turist brochuren meget stolte af. Der var festival i byen – Viva la Gong, så jeg så noget karate danse og makedoniske mavedans, før jeg kørte videre til Port Kembla – jeg ville have taget en tur rundt om Illawarra Lake, men vejret så meget truende ud, så efter Port Kembla cyklede jeg tilbage til ’Gong’. Der er meget stor kontrast mellem Port Kembla og Wollongong, først nævnte er total forfalden industriby, hvor de fleste forretninger i hovedgaden stod tomme med til tømrede vinduer, mens Wollongong virker noget mere levende. Fra Wollongong tog jeg toget tilbage til Sutherland. En rigtig god tur, hvor min cykel virkelig bevist at det god stykke isenkram.
Om eftermiddagen besøgte jeg er park, som blandet kunne prale med at have et over 1000 år gammelt lærketræ. Der var et meget flot te-hus anlagt i midten af en sø. I det hele taget var det søer der prægede parken, der var to søer indrettet til at fange ænder. De virkede på den måde at tamænder blev brugt som lokker og fik vildænderne til at søge ind i smalle kanaler, hvor mænd med net stod klart net og umulig gjorde flugten.
Flyveturen tilbage til Sydney gik smerte frit indtil karantæne kontrollen i Sydney lufthavn, her måtte jeg vente en time før jeg kom ud på den anden side. Da jeg var tilbage i Sutherland var det allerede et godt stykke op af dagen, så jeg besluttede at flexe resten af dagen.
Resten af ugedagene gik uden de store begivenheder, torsdag tog jeg på universitet. Lørdag tog jeg til Sydney for at besøge fiskemarkedet – det var dog noget af en skuffelse, for man måtte slet ikke komme ind og kigge der hvor de landede og aktionerede fiskene. Det kun muligt at besøge et utal af fiskeforretninger, hvilket da også var meget spændende, men jeg havde regnet med mere. Fra fiskemarkedet gik jeg til Darling Harbour, hvor en var et marked for økologiske varer. Det var spændende at se, men der var meget trængsel, så jeg gik forholdsvis hurtigt videre til Paddy’s marked. En ugentligt tilbage vendende begivenhed – her sælges alt muligt fra skrammel til torsk. Selv parykker kan man få. Jeg købte noget tørret frugt forholdsvis billigt og nogen grønsager. Tilbage i Sutherland købte jeg en ny cykel – lavet i letvægts aluminium og med masser af gear og skivebremser – en sand fornøjelse at køre rundt på – faktisk føles det som om nogen skubber en op ad bakken, så let er den at cykle. Jeg var inviteret til sen frokost hos Milen, hvor et par af de andre post doc’s også var inviteret. Det var en meget hyggeligt eftermiddag og jeg droppede aftensmaden.
Søndag morgen tog jeg min ny erhvervede cykel ud på den første langfart – jeg kørte ned gennem Royal National Park og fortsatte ned langs kysten til Wollongong og Port Kembla. Wollongong kan vel siges at være den nærmeste storby i forhold til Sydney. Byen har den dejlig strand og hele to fyrtårne! Det er de ifølge turist brochuren meget stolte af. Der var festival i byen – Viva la Gong, så jeg så noget karate danse og makedoniske mavedans, før jeg kørte videre til Port Kembla – jeg ville have taget en tur rundt om Illawarra Lake, men vejret så meget truende ud, så efter Port Kembla cyklede jeg tilbage til ’Gong’. Der er meget stor kontrast mellem Port Kembla og Wollongong, først nævnte er total forfalden industriby, hvor de fleste forretninger i hovedgaden stod tomme med til tømrede vinduer, mens Wollongong virker noget mere levende. Fra Wollongong tog jeg toget tilbage til Sutherland. En rigtig god tur, hvor min cykel virkelig bevist at det god stykke isenkram.
Uge #39 Tivolikø i Heathrow og Kobe
Vi spiste morgenmad med Iben og Peder, som der efter tog på arbejde, og omkring middag tog jeg i lufthavnen. Jeg skulle flyve via London Heathrow, hvilket bestemt ikke kan anbefales. Det var ret held at jeg nåede frem til Tokyo. Tre gang måtte jeg stå i kø, for blot at blive lukket ind til den næste kø – ligesom i Disneyland, hvor man først står i en kø og derefter kommer endnu en kø før man kommer til attraktionen. Eftersom jeg var ude ved gaten 20 minutter planlagt afgang troede jeg ikke selv på at jeg ville nå det, men jeg var heldig – og nåede ombord. Det samme var desværre ikke tilfældet for min bagage, som jeg først modtog et par dage senere. British Airways havde dog mere styr på tingene end andre luftfart selskaber, der hang simpelthen en note til mig, hvor der stod at min bagagen desværre ikke var kommet med. Normalt venter man indtil at bagagen er kommet på båndet for derefter at konstatere at ens bagage mangler. Så det her var noget nemmer og betjeningen var meget hurtigt og jeg fik 35£ til at dække mine umiddelbare udgifter.
Jeg tog fra Narita til Tokyo og derfra direkte videre til Kobe med Nozomi – shinkansen også kendt som japansk pullet train – i stil med TGV togene. Jeg fandt og checkede ind på Hotellet, herefter gik jeg en tur rundt i byen. Jeg fik Okenomiaki til aftensmad – japansk pizza lignende ret – eller nej, det er ikke sådan til at beskrive.
Næste morgen gik jeg til Merican pier, jordrystelsesmindesmærket og besøgte det marinemuseum, det var dog ikke så imponerende. Der var konference registrering på universitet om aftenen, kombineret med lidt kommen sammen tamtam. Jeg mangler dog at færdiggøre mit foredrag, som skulle præsenteres allerede næste dag, så jeg tog forholdsvis tidligt hjem.
Onsdag gik foredraget udmærket og det blev til en ganske udmærket diskussion. Det meste af konferencen var viet til fysiske egenskaber ved lave temperaturer 5 mK til 5 K under høje felter optil 40 T og højt tryk 20 GPa. Der var dog et par andre gode og forståelige foredrag, det andet var nu også spændende, men lidt svære at relaterer til. Poster præstationen var meget god – her var der forskellige meget interessante postere at diskuterer. Det var lidt en skrabet konference, maden til frokost var ikke inkluderet i arrangement og blev indtaget i studenter kantinen. Det var selvfølgelig meget sjovt at se hvordan de studerende spiser. Onsdag aften blev jeg inviteret ud at spise med Takabatake gruppe. Takabatake var bagmanden for min invitation til deltagelsen in konferencen og en af vores konkurrenter. Lørdag var der gallamiddag, som blev afholdt på en kinesisk restaurant. Jeg havde dog nogen problemer med at finde stedet – da det engelske navn kun stod med små bogstaver på facaden, således var det faktisk lykkedes mig at passere den to gange uden at opdage den. Det var først da jeg lærte mig de japanske tegn at jeg opdagede restauranten.
Søndag sluttede programmet tidligt, hvorefter der var arrangeret forskellige mulighed for udflugter: En tur til Himeji slottet, et Cruse i Kobe havn eller en til Mt Rokko, og Arima Spa efterfulgt af restaurant besøg. Jeg valgte sidst nævnte desværre var vejret ikke med os, så vi kunne intet se fra Mt Rokko, men det var utroligt afslappende med et japansk spa bad (on-zen). Højdepunktet var dog restaurant besøget, som forgik siddende på gulvet i et aflukket rum, med satami måtter på gulvet og rispapirvæge. Der blev bragt et utal af retter til bordet – den ene mere velsmagende end den anden. Til maden blev der drukket sake og jeg må indrømme at det lykkedes mig at blive halv snalleret.
Jeg tog fra Narita til Tokyo og derfra direkte videre til Kobe med Nozomi – shinkansen også kendt som japansk pullet train – i stil med TGV togene. Jeg fandt og checkede ind på Hotellet, herefter gik jeg en tur rundt i byen. Jeg fik Okenomiaki til aftensmad – japansk pizza lignende ret – eller nej, det er ikke sådan til at beskrive.
Næste morgen gik jeg til Merican pier, jordrystelsesmindesmærket og besøgte det marinemuseum, det var dog ikke så imponerende. Der var konference registrering på universitet om aftenen, kombineret med lidt kommen sammen tamtam. Jeg mangler dog at færdiggøre mit foredrag, som skulle præsenteres allerede næste dag, så jeg tog forholdsvis tidligt hjem.
Onsdag gik foredraget udmærket og det blev til en ganske udmærket diskussion. Det meste af konferencen var viet til fysiske egenskaber ved lave temperaturer 5 mK til 5 K under høje felter optil 40 T og højt tryk 20 GPa. Der var dog et par andre gode og forståelige foredrag, det andet var nu også spændende, men lidt svære at relaterer til. Poster præstationen var meget god – her var der forskellige meget interessante postere at diskuterer. Det var lidt en skrabet konference, maden til frokost var ikke inkluderet i arrangement og blev indtaget i studenter kantinen. Det var selvfølgelig meget sjovt at se hvordan de studerende spiser. Onsdag aften blev jeg inviteret ud at spise med Takabatake gruppe. Takabatake var bagmanden for min invitation til deltagelsen in konferencen og en af vores konkurrenter. Lørdag var der gallamiddag, som blev afholdt på en kinesisk restaurant. Jeg havde dog nogen problemer med at finde stedet – da det engelske navn kun stod med små bogstaver på facaden, således var det faktisk lykkedes mig at passere den to gange uden at opdage den. Det var først da jeg lærte mig de japanske tegn at jeg opdagede restauranten.
Søndag sluttede programmet tidligt, hvorefter der var arrangeret forskellige mulighed for udflugter: En tur til Himeji slottet, et Cruse i Kobe havn eller en til Mt Rokko, og Arima Spa efterfulgt af restaurant besøg. Jeg valgte sidst nævnte desværre var vejret ikke med os, så vi kunne intet se fra Mt Rokko, men det var utroligt afslappende med et japansk spa bad (on-zen). Højdepunktet var dog restaurant besøget, som forgik siddende på gulvet i et aflukket rum, med satami måtter på gulvet og rispapirvæge. Der blev bragt et utal af retter til bordet – den ene mere velsmagende end den anden. Til maden blev der drukket sake og jeg må indrømme at det lykkedes mig at blive halv snalleret.
Thursday, October 11, 2007
Uge #38 Weekend i Paris
Dagene gik med målinger – vi havde ikke den store succes – vi lærte noget nyt men forstå hvad der foregår, det gør vi endnu ikke – prøven spreder spin incoherent, hvilket den ikke burde.
Fredag morgen var måletiden slut – jeg tog TGV-toget til Paris for at besøge Iben og Peder. De havde lagt en nøgle, så jeg kunne komme ind i lejligheden – det var ikke blevet til alt for meget søvn den sidste nat, så jeg lagde mig lidt på sofaen og pludselig var jeg væk. Vi lavede aftensmad i fællesskab og sad og snakkede indtil hovederne begyndte at nikke. Lørdag gik morgenmaden over i brunch, mens vi snakkede og det var næsten middag inden vi forlod Rue de la Glacier. Tur gik ud til Mont-Matre og Sacre-Ceær, hvor Iben og Peder ikke havde været længde. Vi sad på trappen og betragtede forskellige gøgler. Specielt var der en der skilte sig ud – han havde en snor, en pind og en halveret bold samlet i bunden – han var okay sej, faktisk meget god. Desværre synes han ikke selv at det var noget at prale af så efter et større vredesudbrud pakkede han sammen og gik. Det gjorde vi også – vi slog et slag forbi den sidste vinmark i Paris – ja der ligger en vinmark midt i Paris. Vi gik en tur forbi Muolin Rouge, ikke fordi der var så meget at se. Vi fik frokost på en tagrestaurant med kanon udsigt over byen. En flok duer terroriserede restauranten, men der skulle dog mere til at skræmme os væk! Vi fik lidt travlt fordi vi skulle være tilbage i lejligheden ved 17-tiden, hvor Nina ville ankomme. På vej ned til busstoppestedet opdage Iben og Peder at de havde glemt deres fællespung – de spænede tilbage til restauranten. Jeg fortsatte med bussen mod Rue de la Glacier. Til alt held var pungen blevet afleveret til restauranten og Iben og Peder kom tilbage 10 minutter efter mig. En halv time senere kom Nina. Om aftenen gik vi på Koreansk restaurant – det smagte utrolig godt til næsten ingen penge. Efter maden var vi inde på en listig knippe, hvor de solgte forskellige gløgg varianter – jeg fik vin med karamel smag – det smagte ikke så dårligt som det måske lyder.
Søndag stod vi tidligt op for at tage på udflugt til Provins. Turen bestod i 4 timers vandring til Provins, som engang havde været en stor handelsby. På grund af ændringer i fragt ruterne var handlen totalt kollapset, hvilket betød at byen stort set var blevet efterladt som den stod i 14-hundretallet. En tåg lå tung omkring landskabet, da vi startede vandringen og i det fjerne kunne vi hører jægerne plaffe løs som gale. Undervejs fouragerede vi på både brombær og valnødder, som fandtes i stort tal. Vi nåede omsidder til Provins, hvor vi spiste frokost på et pandekageri. Byens stolthed er en stor domkirke og et vagttårn. Byen er flot og bestemt et besøg værd, hvis man er blevet træt af Paris – den er væsentlig forskellig fra Versaille eller Fontaine Blaue. Der er meget charme i Provins, hvor hele den gamle by er fyldt med gamle bindingsværkshuse. Med tog gik turen tilbage til Paris. Vi spiste aftensmad på en udmærket japansk restaurant. Jeg kunne vel ligeså godt vænne mig til at spise rå fisk – mandag gik turen nemlig til Japan.
Fredag morgen var måletiden slut – jeg tog TGV-toget til Paris for at besøge Iben og Peder. De havde lagt en nøgle, så jeg kunne komme ind i lejligheden – det var ikke blevet til alt for meget søvn den sidste nat, så jeg lagde mig lidt på sofaen og pludselig var jeg væk. Vi lavede aftensmad i fællesskab og sad og snakkede indtil hovederne begyndte at nikke. Lørdag gik morgenmaden over i brunch, mens vi snakkede og det var næsten middag inden vi forlod Rue de la Glacier. Tur gik ud til Mont-Matre og Sacre-Ceær, hvor Iben og Peder ikke havde været længde. Vi sad på trappen og betragtede forskellige gøgler. Specielt var der en der skilte sig ud – han havde en snor, en pind og en halveret bold samlet i bunden – han var okay sej, faktisk meget god. Desværre synes han ikke selv at det var noget at prale af så efter et større vredesudbrud pakkede han sammen og gik. Det gjorde vi også – vi slog et slag forbi den sidste vinmark i Paris – ja der ligger en vinmark midt i Paris. Vi gik en tur forbi Muolin Rouge, ikke fordi der var så meget at se. Vi fik frokost på en tagrestaurant med kanon udsigt over byen. En flok duer terroriserede restauranten, men der skulle dog mere til at skræmme os væk! Vi fik lidt travlt fordi vi skulle være tilbage i lejligheden ved 17-tiden, hvor Nina ville ankomme. På vej ned til busstoppestedet opdage Iben og Peder at de havde glemt deres fællespung – de spænede tilbage til restauranten. Jeg fortsatte med bussen mod Rue de la Glacier. Til alt held var pungen blevet afleveret til restauranten og Iben og Peder kom tilbage 10 minutter efter mig. En halv time senere kom Nina. Om aftenen gik vi på Koreansk restaurant – det smagte utrolig godt til næsten ingen penge. Efter maden var vi inde på en listig knippe, hvor de solgte forskellige gløgg varianter – jeg fik vin med karamel smag – det smagte ikke så dårligt som det måske lyder.
Søndag stod vi tidligt op for at tage på udflugt til Provins. Turen bestod i 4 timers vandring til Provins, som engang havde været en stor handelsby. På grund af ændringer i fragt ruterne var handlen totalt kollapset, hvilket betød at byen stort set var blevet efterladt som den stod i 14-hundretallet. En tåg lå tung omkring landskabet, da vi startede vandringen og i det fjerne kunne vi hører jægerne plaffe løs som gale. Undervejs fouragerede vi på både brombær og valnødder, som fandtes i stort tal. Vi nåede omsidder til Provins, hvor vi spiste frokost på et pandekageri. Byens stolthed er en stor domkirke og et vagttårn. Byen er flot og bestemt et besøg værd, hvis man er blevet træt af Paris – den er væsentlig forskellig fra Versaille eller Fontaine Blaue. Der er meget charme i Provins, hvor hele den gamle by er fyldt med gamle bindingsværkshuse. Med tog gik turen tilbage til Paris. Vi spiste aftensmad på en udmærket japansk restaurant. Jeg kunne vel ligeså godt vænne mig til at spise rå fisk – mandag gik turen nemlig til Japan.
Uge #37 Grenoble, spin-echo
Dagene gik med arbejde, men også den del restaurent besøg i Grenoble. Den 13 var egentlig fridag, men jeg brugte den til at arbejde med data og lære den nye software at kende. Fredag startede et nyt eksperiment med Raphael og Fanni på IN11 – spin-echo. Meget svært og langsomt eksperiment. Vi kunne reproducere tidligere resultater, men vi så ikke noget spin-echo signal, så alt i alt var forsøget en lille smule skuffende.
Uge #36 Festuge, Grenoble, Vivaldi
Mandag gik vi en tur ned i byen for at se på festugen – men jeg har dog sjældent oplevet noget så dødt – på store torv stod en DJ og spillede helt for sig selv, der var ikke en sjæl som lyttede. Tirsdag var vi ude at besøge Henrik, Bodil og pigerne, Mette der også. Det var som altid hyggeligt. Onsdag aften tog vi på restaurant Le Basilic, som er en af de sjældne BYO’er i Århus (BYO Bring Your Own, det henviser til vinen, som man selv skal medbring – de findes overalt i Sydney). Vi fik kokkens surprise menu med 3 retter – det var utroligt lækkert og dejligt at være i byen.
Torsdag aften gik turen til Grenoble – det gik smertefrit og uden problem – også selvom jeg ankom ved midnatstid til ESRF/ILL. Fredag morgen startede eksperimentet, vi testede et par krystaller, men fandt hurtigt et egnet eksemplar og startede data indsamlingen. Lørdag var sådan set ikke så meget forskellig fra fredag. Vi havde dog tid til en lille spadser tur op på Bastilien og videre op til krigsmonumentet. Chris marcherede af sted men Neeraj forholdsvis hurtigt sakkede agter ud – og jeg må erkende at heller ikke jeg kunne holde Chris’s tempo.
Målingerne kørte stadig uden vi havde mulighed for nogen større indflydelse. Dette var også tilfældet lørdag, hvor Chris havde arrangeret at tage ud at klatre med en old buddy. Neeraj og jeg fik et lift og gik en tur i området – som jeg ikke umiddelbart genkendte, men snart skulle det vise sig at jeg havde været der et par gange allerede.
Torsdag aften gik turen til Grenoble – det gik smertefrit og uden problem – også selvom jeg ankom ved midnatstid til ESRF/ILL. Fredag morgen startede eksperimentet, vi testede et par krystaller, men fandt hurtigt et egnet eksemplar og startede data indsamlingen. Lørdag var sådan set ikke så meget forskellig fra fredag. Vi havde dog tid til en lille spadser tur op på Bastilien og videre op til krigsmonumentet. Chris marcherede af sted men Neeraj forholdsvis hurtigt sakkede agter ud – og jeg må erkende at heller ikke jeg kunne holde Chris’s tempo.
Målingerne kørte stadig uden vi havde mulighed for nogen større indflydelse. Dette var også tilfældet lørdag, hvor Chris havde arrangeret at tage ud at klatre med en old buddy. Neeraj og jeg fik et lift og gik en tur i området – som jeg ikke umiddelbart genkendte, men snart skulle det vise sig at jeg havde været der et par gange allerede.
Thursday, August 30, 2007
Uge #35 Måneformørkelse og hjemrejse
Jeg var både på universitet om mandagen og om onsdag – det lykkedes mig at lave mere arbejde for min arbejdsgiver på disse dage end nogen af de forudgående dage. Tirsdag var der måneformørkelse, som var utrolig spektakulær – der blev taget mange billeder – over 300, hvor af jeg har beholdt færre end 20. Resultatet ses herunder.
Torsdag holdte jeg foredrag for folkene på ANSTO, jeg synes selv det gik meget godt og de virkede da også meget interesserede. Fredag skulle jeg flyve engang om eftermiddagen, så jeg blev hjemme fra arbejde og pakkede min ting – som jeg skulle bruge den næste måneds tid.
Lørdag ankom jeg til Kastrup lufthavn klokken 7.30 om morgenen og jeg havde en time i København før jeg skulle med toget til Sønderjylland. Jeg nåede at gå en tur på Strøget, hvor der ikke sker meget klokken 8.00 om morgenen – jeg havde dog held til at hjælpe en ulykkelig fuld svensker på vej til hans hotel.
Nina mødte jeg på toget i Middelfart og derfra tog vi til Tønder via Tinglev. I Stokkebro var Kurt, Ellen og Marie til middag om aftenen - det var meget hyggeligt. Jeg tror det er mere end et halvt år siden jeg har set dem sidst. Søndag var vi til kaffe hos farfar Karl, der til trods for sine 86 år holder sig utroligt godt. Herefter på besøg i Vejen hos Mikkel og Tina, hvor vi blev unævnt til at være de første officielle gæster – det var vældig hyggelig aften og efterhånden også meget længe siden jeg havde set dem sidst – forsvar i oktober vil jeg tro, hvilket i skrivende stund er næste et år siden. Ved 10-tiden tog vi toget til Århus, hvor der var liv i byen grundet festugen. Det var en forholdsvis action packed weekend, men det er nu dejligt at se gamle venner og familie.
Torsdag holdte jeg foredrag for folkene på ANSTO, jeg synes selv det gik meget godt og de virkede da også meget interesserede. Fredag skulle jeg flyve engang om eftermiddagen, så jeg blev hjemme fra arbejde og pakkede min ting – som jeg skulle bruge den næste måneds tid.
Lørdag ankom jeg til Kastrup lufthavn klokken 7.30 om morgenen og jeg havde en time i København før jeg skulle med toget til Sønderjylland. Jeg nåede at gå en tur på Strøget, hvor der ikke sker meget klokken 8.00 om morgenen – jeg havde dog held til at hjælpe en ulykkelig fuld svensker på vej til hans hotel.
Nina mødte jeg på toget i Middelfart og derfra tog vi til Tønder via Tinglev. I Stokkebro var Kurt, Ellen og Marie til middag om aftenen - det var meget hyggeligt. Jeg tror det er mere end et halvt år siden jeg har set dem sidst. Søndag var vi til kaffe hos farfar Karl, der til trods for sine 86 år holder sig utroligt godt. Herefter på besøg i Vejen hos Mikkel og Tina, hvor vi blev unævnt til at være de første officielle gæster – det var vældig hyggelig aften og efterhånden også meget længe siden jeg havde set dem sidst – forsvar i oktober vil jeg tro, hvilket i skrivende stund er næste et år siden. Ved 10-tiden tog vi toget til Århus, hvor der var liv i byen grundet festugen. Det var en forholdsvis action packed weekend, men det er nu dejligt at se gamle venner og familie.
Uge #34 Vinsmagning, cykeltur og Great Northern Walk
Ugen gik uden større begivenheder, jeg var igen på universitet om onsdagen, denne gang var det Rolands tur til at holde foredrag. Det blev fredag og en del Bragg Institutes ansatte tog til MCA, hvor der var vinsmagning. Entreen kostede 30 AUD, men så fik man til gengæld også et ”vinglas” – jeg solgte dog mit for 10 AUD. Efter smagning af utallige Shiraz, Pine Noir, Chardonnay and Carbennet-Sauvignon var det lykkedes mig at blive en smule snaleret – for kun 20 AUD. Efter smagningen gik vi på pub, hvor jeg fik en gang fish and chips – det er heldigt at der kommet mange Thailænder, Vietnamesere og liggende, så det er muligt at få andet end det engelske køkken, så nu har jeg fået fish and chips. Jeg aftalte med en af mine yngre kollegaer (Andrew – eller Andy) at tage på mountainbike tur i Royal National Park om lørdagen – min plan havde i forvejen været at cykle til Wollongong, så det passede mig fint.
Før turen ind i Royal National skiftede jeg bremserne på min cykel og det skulle vise sig at være en ganske god ide. Mountain bike er lidt ligesom down-hill skiing – det går nogen gange lidt hurtigere end man egentlig synes at kunne styrer, men det vel sagtens denne følelse af hastighed, der gør det spændende. Sjovt var det i hvert fald – også selv om jeg måtte en tur i gruset og pådrog mig skrammer på arme og ben. Jeg tror det var selve tandhjulet på kranken der ramte en forhindring – men herefter gik det enormt hurtigt med at komme ned at ligge – det gav et ordentlig skud adrenalin. Styret på cykel var blevet drejet 360° rundt – så det så normalt ud, men … Heldigvis kunne cyklens ordens uden problem og vi kørte videre. Det blev dog ikke til så forfærdeligt meget mere da gearet på Andy’s cykel begyndte at opføre sig mærkeligt.
Jeg blev inviteret til om aften og det var ganske hyggeligt. Andy’s kone er i England for at færdiggøre sin Ph.D. og kommer tilbage til Sydney i december måned. En situation som ikke synes så fremmed.
Søndag tog jeg på vandre tur i Ku-ring-gai chase. Jeg tog toget til Berowra og herfra gik jeg til Hornsby. Turen er kendt under navnet Great Northern Walk og går fra Sydney centrum til New Castle, hele turen tager 14 dage, men der mulighed for at stige af og på turen en del steder, hvilket jeg netop benyttede mig af. Faktisk havde jeg allerede gået en del af turen uden at vide det - fra Manly til Spits. Stien er vel markeret og i god stand, hvilket naturligvis er meget rart. Turen gik det meste at tide langs en eller anden form for vand – og en gang imellem også over vandet, hvilket ikke altid var lige simpelt og jeg præsterede da også pludselig at stå i vand til knæene – og så hjælper det faktisk ikke så meget at støvler er vandtætte… Turen gik også gennem mangrovesump og alt i alt var det en meget god tur – også med våde fødder.
Før turen ind i Royal National skiftede jeg bremserne på min cykel og det skulle vise sig at være en ganske god ide. Mountain bike er lidt ligesom down-hill skiing – det går nogen gange lidt hurtigere end man egentlig synes at kunne styrer, men det vel sagtens denne følelse af hastighed, der gør det spændende. Sjovt var det i hvert fald – også selv om jeg måtte en tur i gruset og pådrog mig skrammer på arme og ben. Jeg tror det var selve tandhjulet på kranken der ramte en forhindring – men herefter gik det enormt hurtigt med at komme ned at ligge – det gav et ordentlig skud adrenalin. Styret på cykel var blevet drejet 360° rundt – så det så normalt ud, men … Heldigvis kunne cyklens ordens uden problem og vi kørte videre. Det blev dog ikke til så forfærdeligt meget mere da gearet på Andy’s cykel begyndte at opføre sig mærkeligt.
Jeg blev inviteret til om aften og det var ganske hyggeligt. Andy’s kone er i England for at færdiggøre sin Ph.D. og kommer tilbage til Sydney i december måned. En situation som ikke synes så fremmed.
Søndag tog jeg på vandre tur i Ku-ring-gai chase. Jeg tog toget til Berowra og herfra gik jeg til Hornsby. Turen er kendt under navnet Great Northern Walk og går fra Sydney centrum til New Castle, hele turen tager 14 dage, men der mulighed for at stige af og på turen en del steder, hvilket jeg netop benyttede mig af. Faktisk havde jeg allerede gået en del af turen uden at vide det - fra Manly til Spits. Stien er vel markeret og i god stand, hvilket naturligvis er meget rart. Turen gik det meste at tide langs en eller anden form for vand – og en gang imellem også over vandet, hvilket ikke altid var lige simpelt og jeg præsterede da også pludselig at stå i vand til knæene – og så hjælper det faktisk ikke så meget at støvler er vandtætte… Turen gik også gennem mangrovesump og alt i alt var det en meget god tur – også med våde fødder.
Tuesday, August 21, 2007
Uge #33 Foredrag, BBQ, buddhistisk tempel og blow hole.
Mandag var jeg undtagelsesvis på ANSTO, fordi jeg havde et møde med en fra Materials Department. Materials Department har en hip (hot isostatic press) og vi skulle gerne have hippet noget af vores prøver. Tirsdag forlod Soazig (en fransk pige) ANSTO, så vi var noget stykker der tog til afskedsmiddag i Engadine – på et Hotel der først så ud til at være lukket, men det lykkedes dog at komme ind. Afskedsmiddagen betød ’desværre’ at vi kom for sent til det obligatoriske sikkerhedsmøde. Vi kom tilbage lige tidsnok til at deltage i de sidste strækøvelser – i bedste Kaptajn Jepsersen stil – ’alle ud på gulvet også…’ ikke fordi, men helt ærligt… Det var blevet bemærket at vi havde været fraværende eller nærmere, det blev bemærket at vi kom sent – så det gav skideballe.
Onsdag skulle jeg holde foredrag på universitet, det var nu ikke fordi der var det store antal tilhører – jeg tror der var omkring 15 personer, men nå, foredraget gik godt og der var en god diskussion bagefter. Efter foredraget var der frokost i universitet meget fine restaurant – sådan et sted, hvor man reserverer bord og der er tjenere – jeg fik gnoggis med kanin. Fredag var jeg igen på universitet, det var det letteste eftersom der var barbecue (BBQ) i baghaven hos Chris. Det var en meget hyggelig eftermiddag og aften med – der var dog mange af de yngre studerende, som tog tidlig derfra, og det blev da heller ikke så sent for mit vedkommende jeg tror jeg var hjemme klokken 22.00.
Lørdag havde jeg en aftale med Damian – den spanske post doc. vi skulle på tur til Wollongong og besøge et nybygget buddhistisk tempel – 17 år gammelt. Turen derned gik stort set langs stranden og der var en kanonudsigt. Templet var også meget imponerende med en 7 etagers Pagoda og et stort hovedtempel.
Det var dog lidt morsomt for alt var lavet i plastik og med diodepærer, men på afstand var det meget flot og haven omkring var da også vældig fin, måske lige bortset fra de fede børnefigurer med alt for store hoveder.
Efter tempelbesøget tog vi op på Mt Keira, tilsyneladende havde alle motorcykel ejere fået samme ide – tilsyneladende var der et træf af en eller anden slags. På parkeringspladsen så vi en Kookaburra – Kookaburra tilhører Kingsfisherfamilien, men det mest karakteristiske ved fuglen er dens fuldstændige sindssyge grin (kald/sang). Vandrestien var desværre delvist afspærret på grund af nedstyrtningsfarer så det blev ikke til så meget vandretur som håbet. Vi valgte kører videre mod syd til Kiama, som er berømt for sit blow hole. Et blow hole er en snæver passage i klipperne ved kysten, som presser bølgerne op gennem et hul, som en hval der puster luft ud – desværre var der ikke så meget vind, så vandet kom ikke så højt op.
På parkeringspladsen mødte vi sjovt nok Rob – vores øverstkommanderende. Turen hjem var begivenhedsløs bortset fra en kraftig regnbyge.
Søndag havde regnet vejret bid sig fast og der blev på intet tidspunkt lukket for himmelsluserne – der var kun variation i hvor kraftigt vandet faldt. Der faldt på en dag 100 mm eller det samme som en hel måned under normale omstændigheder. Jeg ville have været på cykeltur i Royal National Park, men det droppede jeg – og eftersom der var skinnearbejde var det også lettere besværligt at komme til Sydney, med andre ord jeg blev hjemme og arbejde hele dagen – lidt trist, men ret effektivt.
Onsdag skulle jeg holde foredrag på universitet, det var nu ikke fordi der var det store antal tilhører – jeg tror der var omkring 15 personer, men nå, foredraget gik godt og der var en god diskussion bagefter. Efter foredraget var der frokost i universitet meget fine restaurant – sådan et sted, hvor man reserverer bord og der er tjenere – jeg fik gnoggis med kanin. Fredag var jeg igen på universitet, det var det letteste eftersom der var barbecue (BBQ) i baghaven hos Chris. Det var en meget hyggelig eftermiddag og aften med – der var dog mange af de yngre studerende, som tog tidlig derfra, og det blev da heller ikke så sent for mit vedkommende jeg tror jeg var hjemme klokken 22.00.
Lørdag havde jeg en aftale med Damian – den spanske post doc. vi skulle på tur til Wollongong og besøge et nybygget buddhistisk tempel – 17 år gammelt. Turen derned gik stort set langs stranden og der var en kanonudsigt. Templet var også meget imponerende med en 7 etagers Pagoda og et stort hovedtempel.
Det var dog lidt morsomt for alt var lavet i plastik og med diodepærer, men på afstand var det meget flot og haven omkring var da også vældig fin, måske lige bortset fra de fede børnefigurer med alt for store hoveder.
Efter tempelbesøget tog vi op på Mt Keira, tilsyneladende havde alle motorcykel ejere fået samme ide – tilsyneladende var der et træf af en eller anden slags. På parkeringspladsen så vi en Kookaburra – Kookaburra tilhører Kingsfisherfamilien, men det mest karakteristiske ved fuglen er dens fuldstændige sindssyge grin (kald/sang). Vandrestien var desværre delvist afspærret på grund af nedstyrtningsfarer så det blev ikke til så meget vandretur som håbet. Vi valgte kører videre mod syd til Kiama, som er berømt for sit blow hole. Et blow hole er en snæver passage i klipperne ved kysten, som presser bølgerne op gennem et hul, som en hval der puster luft ud – desværre var der ikke så meget vind, så vandet kom ikke så højt op.
På parkeringspladsen mødte vi sjovt nok Rob – vores øverstkommanderende. Turen hjem var begivenhedsløs bortset fra en kraftig regnbyge.
Søndag havde regnet vejret bid sig fast og der blev på intet tidspunkt lukket for himmelsluserne – der var kun variation i hvor kraftigt vandet faldt. Der faldt på en dag 100 mm eller det samme som en hel måned under normale omstændigheder. Jeg ville have været på cykeltur i Royal National Park, men det droppede jeg – og eftersom der var skinnearbejde var det også lettere besværligt at komme til Sydney, med andre ord jeg blev hjemme og arbejde hele dagen – lidt trist, men ret effektivt.
Uge #32 Kystvandringen
Det er efterhånden blevet hverdag igen i det Australske. Jeg undgik fuldstændig jet-lag bort set fra de 12 timers søvn – det må siges at være meget billigt sluppet. Ja, nu har jeg jo faktisk helt glemt at fortælle at reaktoren er gået i stykker… Tilsyneladende problemer med brændselsstavene – hvilket betyder mellem 8 uger og 8 måneders nedlukning – forhåbentlig bliver det 8 uger – 8 måneder ville ikke være til at bære. ’Hvis man skal vende det til noget positivt så er diffraktometret nok kommet tilbage fra Frankrig til den tid – hurra…
Mandag var jeg på universitet, der var sket en del siden sidst, så idet mindste lader det til at jeg snart kan komme i gang med noget syntese, spørgsmålet bliver nu bare om det bliver før eller efter jeg tager til Europa i september?
Ellers gik ugen uden de store udskejelser, torsdag eftermiddag tog jeg på shopping i Miranda – og fik dermed omsidder anskaffet et tørrestativ. I shopping centret mødte jeg Don og Herma – Don er den videnskabelig rorgænger og Herma styrer brugerkontoret. Med indkøbene overstået om torsdag havde jeg hele weekenden til vandreture – og vejret var helt perfekt, hvilket det faktisk har været siden jeg ankom mellem 17-24 grader og høj blå himmel – udmærket vintervejr.
Lørdag gik det med tog og båd til Bundeena, hvor kystvandringen tager sit udspring. Jeg skulle nå et tåg 26 km bort og 8 timer senere. Først gik jeg en lille ekstra tur ud til Jibbon Point, hvorfra der er en fantastisk udsigt til Cronulla og Cronulla beach. Denne lille detour tog dog en 1 time og nu havde jeg kun 7 timer til at nå de 26 km.
Kystvandring er fantastisk smuk – landskabet er meget varierende fra stejleklipper der går direkte ned til Stillehavet, hvorpå bølgerne slås sig selv til plukfisk til lange hvide strande, hvor bølgerne ruller og giver gode surfer muligheder. Der er dybe laguner med frisk vand og vandfald der falder direkte ned i havet. Der er et rigt og varieret fugleliv, og vegetationen er også meget speciel.
Turen går gennem 7 bløde sandstrande før den går gennem palme junglen til Otford (denne del af turen var identisk med turen i uge 31). Som det ses afbillederne kunne nogen af stederne bruges direkte i et feriekatalog. Jeg spiste frokost under palmen!
De betagende omgivelser fik mig dig også til at glemme tiden, men eftersom jeg havde gået sidste del af turen en uge forinden havde jeg en god ide om hvor lang tid det ville tage mig at gå sidste delen af turen. Med to timer til togafgang måtte jeg konstatere at jeg var langt bagefter tidsplanen. Jeg skruede tempoet i vejret – satte den lange ben foran – halsede af sted - … - Det opskruede tempo betød desværre at jeg ikke fik set så meget af omgivelserne – men jeg havde jo været der før. Det blev til en lang to timers ilmarch til at held bar anstrengelserne frugt jeg nåede banegården 5 minutter før afgang – vente tiden blev dog fordoblet fordi toget var 5 minutter forsinket, hvilket var meget heldigt for to andre vandregrupper som lige akkurat nåede toget.
Jeg var således allerede hjemme klokken 18.00, men jeg var total smadret – et karbad, et aftensmåltid og jeg tror lige at klokken sneg sig op på 20.30 før jeg lå i min seng.
Søndag vågnede jeg tidligt – veludhvilet men stadig øm i benene jeg gjorde ret og gik en lille tur, hvilket løsnede op for benene og jeg besluttede at tage toget til Engardine og derfra gå tilbage til Sutherland via Audley. Jeg tog den stille og roligt og tog en masse billeder af blomster.
Det var således en meget behagelig søndagstur i lavet gear, men det blev alligevel til 5 timers gå tur.
Mandag var jeg på universitet, der var sket en del siden sidst, så idet mindste lader det til at jeg snart kan komme i gang med noget syntese, spørgsmålet bliver nu bare om det bliver før eller efter jeg tager til Europa i september?
Ellers gik ugen uden de store udskejelser, torsdag eftermiddag tog jeg på shopping i Miranda – og fik dermed omsidder anskaffet et tørrestativ. I shopping centret mødte jeg Don og Herma – Don er den videnskabelig rorgænger og Herma styrer brugerkontoret. Med indkøbene overstået om torsdag havde jeg hele weekenden til vandreture – og vejret var helt perfekt, hvilket det faktisk har været siden jeg ankom mellem 17-24 grader og høj blå himmel – udmærket vintervejr.
Lørdag gik det med tog og båd til Bundeena, hvor kystvandringen tager sit udspring. Jeg skulle nå et tåg 26 km bort og 8 timer senere. Først gik jeg en lille ekstra tur ud til Jibbon Point, hvorfra der er en fantastisk udsigt til Cronulla og Cronulla beach. Denne lille detour tog dog en 1 time og nu havde jeg kun 7 timer til at nå de 26 km.
Kystvandring er fantastisk smuk – landskabet er meget varierende fra stejleklipper der går direkte ned til Stillehavet, hvorpå bølgerne slås sig selv til plukfisk til lange hvide strande, hvor bølgerne ruller og giver gode surfer muligheder. Der er dybe laguner med frisk vand og vandfald der falder direkte ned i havet. Der er et rigt og varieret fugleliv, og vegetationen er også meget speciel.
Turen går gennem 7 bløde sandstrande før den går gennem palme junglen til Otford (denne del af turen var identisk med turen i uge 31). Som det ses afbillederne kunne nogen af stederne bruges direkte i et feriekatalog. Jeg spiste frokost under palmen!
De betagende omgivelser fik mig dig også til at glemme tiden, men eftersom jeg havde gået sidste del af turen en uge forinden havde jeg en god ide om hvor lang tid det ville tage mig at gå sidste delen af turen. Med to timer til togafgang måtte jeg konstatere at jeg var langt bagefter tidsplanen. Jeg skruede tempoet i vejret – satte den lange ben foran – halsede af sted - … - Det opskruede tempo betød desværre at jeg ikke fik set så meget af omgivelserne – men jeg havde jo været der før. Det blev til en lang to timers ilmarch til at held bar anstrengelserne frugt jeg nåede banegården 5 minutter før afgang – vente tiden blev dog fordoblet fordi toget var 5 minutter forsinket, hvilket var meget heldigt for to andre vandregrupper som lige akkurat nåede toget.
Jeg var således allerede hjemme klokken 18.00, men jeg var total smadret – et karbad, et aftensmåltid og jeg tror lige at klokken sneg sig op på 20.30 før jeg lå i min seng.
Søndag vågnede jeg tidligt – veludhvilet men stadig øm i benene jeg gjorde ret og gik en lille tur, hvilket løsnede op for benene og jeg besluttede at tage toget til Engardine og derfra gå tilbage til Sutherland via Audley. Jeg tog den stille og roligt og tog en masse billeder af blomster.
Det var således en meget behagelig søndagstur i lavet gear, men det blev alligevel til 5 timers gå tur.
Sunday, August 19, 2007
Uge #31 Tilbage i Australien
Tirsdag formiddag gik turen med bus til banegården, Nina tog med for at sige farvel. Herfra var det med tog til Købehavns lufthavn, jeg fik sovet en lille smule på turen. Herfra gik det med fly til Bangkok og fra Bangkok videre til Sydney. I Sydney med tåg til Wolli Creek og herfra endelig til Sutherland, hvor jeg ankom omkring klokken 22.00, efter en rejse på 28 timer. Jeg havde holdt mig vågn på flyveturen for at sikre mig at jeg kunne sove når jeg kom til Australien og på den måde undgå det værste jet-lag. ’Harry Potter and the order of the Phoenix’ var en stor hjælp til at holde mig vågn. Jeg var således enormt træt og jeg sov faktisk 12 timer i streg.
Lørdag tog jeg tåget til Waterfall og gik på vandretur i Heathcote National Park, hvor jeg gik op på Mount Westmacott, her var en fantastisk udsigt ud over Royal National Park, Sydney downtown og The Blue Mountains.
På vandreturen kom jeg også forbi en række imponerende vandfald, men desværre forsvandt stien pludseligt og jeg måtte erkende at ikke kunne finde vej og vendte derfor om og gik tilbage.
Søndag tog jeg tåget til Helensburgh for at gå en tur i Royal National Park, men det skulle vise sig umuligt at komme ind i parken fra Helensburgh, så jeg var tvunget til at tage tåget videre til Otford. Herfra havde jeg en ganske udmærket tur, som gik et stykke langs kysten – Burning Palm Beach og gennem Palm Jungle.
Palme junglen mindede allermest om noget fra Jurassic Park inklusiv lydkulissen og jeg ville ikke være blevet spor overrasket, hvis det pludseligt var kommet en dinosaur farende.
Lørdag tog jeg tåget til Waterfall og gik på vandretur i Heathcote National Park, hvor jeg gik op på Mount Westmacott, her var en fantastisk udsigt ud over Royal National Park, Sydney downtown og The Blue Mountains.
På vandreturen kom jeg også forbi en række imponerende vandfald, men desværre forsvandt stien pludseligt og jeg måtte erkende at ikke kunne finde vej og vendte derfor om og gik tilbage.
Søndag tog jeg tåget til Helensburgh for at gå en tur i Royal National Park, men det skulle vise sig umuligt at komme ind i parken fra Helensburgh, så jeg var tvunget til at tage tåget videre til Otford. Herfra havde jeg en ganske udmærket tur, som gik et stykke langs kysten – Burning Palm Beach og gennem Palm Jungle.
Palme junglen mindede allermest om noget fra Jurassic Park inklusiv lydkulissen og jeg ville ikke være blevet spor overrasket, hvis det pludseligt var kommet en dinosaur farende.
Uge #30 Besøg i Beder og Mosegård vikinger
Tirsdag havde Henrik og Stine inviteret til afskedsfest i forbindelse med deres studie ophold i Australien, nærmere bestemt Perth, hvilket er den anden side af kontinentet i forhold til Sydney. Det var en hyggelig aften og det blev da også forholdsvis sent, selvom det var en hverdagsaften. Fredag var vi på besøg i Beder, hvor Anne og Thomas havde købt hus i et bofællesskab: Sol og vind. Vi cyklede til Beder gennem Marselisborg skov – det var en flot, men også meget bakket tur. Det var et dejligt sted Anne og Thomas havde købt og det lød som om bofællesskabet var velfungerende. Det blev da også sent inden vi svang os i sadlen og cyklede hjem i buldermørke.
Lørdag var jeg på universitet for lige at ordne et par ting inden afrejse.
Søndag tog vi til vikingemarked ved Mosegård, hvor vi så slaget mellem Dansken og Svensken – Dansken vandt.
Herefter var der heste opvisning med islænderheste – meget imponerende. Til sidst tog vikingen hæren opstilling mod publikum og stormede frem som om vi skulle løbes over ende.
Vi gik en tur på markedspladsen før vi cyklede hjem.
Vi havde inviteret Henrik, Bodil og pigerne til aftensmad på Ivar Huitfeldts gade 27, 1.tv. Det var rigtig hyggeligt og pigerne ville gerne blive noget længere, men eftersom børnehaven næste dag var der ikke så meget at gøre.
Lørdag var jeg på universitet for lige at ordne et par ting inden afrejse.
Søndag tog vi til vikingemarked ved Mosegård, hvor vi så slaget mellem Dansken og Svensken – Dansken vandt.
Herefter var der heste opvisning med islænderheste – meget imponerende. Til sidst tog vikingen hæren opstilling mod publikum og stormede frem som om vi skulle løbes over ende.
Vi gik en tur på markedspladsen før vi cyklede hjem.
Vi havde inviteret Henrik, Bodil og pigerne til aftensmad på Ivar Huitfeldts gade 27, 1.tv. Det var rigtig hyggeligt og pigerne ville gerne blive noget længere, men eftersom børnehaven næste dag var der ikke så meget at gøre.
Subscribe to:
Posts (Atom)
