Ugebrev #12, Manly og middag (uge 24)

Grundet Dronningens fødselsdag var mandagen en fridag, det lader til at dronnings fødselsdag hvert år falder på en mandag – en lille smule mistænkeligt synes jeg nok. Dronningen, som der her er tale om er selvfølgelig hendes Majestæt Dronningen Elisabeth den II af Commonwealth (England og tilhørende kolonier og ex-kolonier). Elisabeth II findes også på bagsiden af den mindste pengeseddel 5$.

Nå men dronningens fødselsdag eller ej – mandagen var en fridag. Jeg besluttede at tage til Manly – med undertitlen ’the northern star’. Manly er den mest berømte mod nord beliggende strand og den næst mest berømte strand i Sydney. Hvor Bondi Beach ubetinget tager først pladsen i stand berømmelse.
Den letteste vej til Manly er med færge, hvilket også giver en indirekte havnerundfart en slags to i en løsning. Turen indbyder til at tage fotos, der er fantastik udsigt til Sydney skyline, Harbour Bridge og Operahuset – så jeg vil sige turen er et must. Himlen var høj blå og solen sendte sine morgen stråler på Sydneys berømte arkitektur, hvilket gav et fantastisk flot lys, hvad mere kan man bede om som turist og fotograf? Turen til Manly tager 30 min og er meget fredelig lige med undtagelse af de sidste 5 minutter, hvor man passerer gennem havneåbning, hvilket betyder at båden vipper lidt.

Vel ankommet til Manly, gik jeg først en tur langs stranden til et udsigtspunkt, og det er bestemt ikke uden at stranden kaldes nordens stjerne – det er virkelig en fantastisk strand. Vejret var også helt fantastisk i forhold til de seneste dages store vandmængder.

Efter strandturen gik jeg en tur langs Manly Scenic Walk, som går fra Manly til Spits. Turen er omkring 9 km lang med et par mulige afstikker til udsigtspunkter. Første delen af turen var lidt kedelig, men sidste delen var utrolig flot med mange udsigtspunkter og dramatiske fald og stigninger på stien.

Fra Spits tog jeg en bus tilbage til Manly, hvor jeg besøgte Ocean World. Ocean World er et akvarium, der er bedste kendt for at arrangere dyk i deres haj og rokke basin. Der var da også nogen i vandet mens jeg besøgte akvariet. Jeg lærte også et par spændende ting omkring giftige havdyr/organismer og … zombier. En af de mest delikate spiser i Japan er en fisk indeholdende Tetradotoxin TTX. TTX er ekstremt farlig nervegift, som ved indtagelse i for store mængder med fører total lammelse med døden til følge. Mindre mængde kan med fører delvist lammelse, mængderne der bruges til Sushi i Japan er lille og giver kun anledning til en kildrende fornemmelse på læberne og tungen. Giften TTX er også en af ingredienserne som bruges af Haitis Voodoo troldmænd/kvinder (også kaldet Zombiemaster) til at udfører Zombie ritualet. Giften er blandet med planteekstrakter og gives til offeret for Zombie ritualet. Offeret bliver lammet, men er stadig ved fuldbevidsthed – personen kan ikke bevæge sig og der er ingen livstegn, offeret antages derfor for at være død. Et begravelsesritual udføres og offeret begraves – mens offeret vel og mærke er ved fuldbevidsthed. Efterfølgende graves offeret op af Zombiemasteren og et tilbage kaldelse ritual udføres. Lammelsen fortager sig efter 24 timer, hvorefter offeret er overbevist om at han er død, men er blevet kaldt tilbage fra de dødsriger for at tjene Zombiemasteren. Han tror derfor selv at han tilhører de levende døde med andre ord en Zombie – historien minder lidt om dødsforbandelsen i hulebjørnensklan, hvis I skulle have læst den.

Udover fisk var der også en samling af farlige dyr – Slanger; Taipaner, Brown Snake, Death Adder, etc., edderkopper; Fundle web, Redbags og andre. Der var også en krokodille unge – som jeg ville tage et billede af – close up af hovedet. Krokodillen var dog ikke helt indstillet på at blive fotograferet, så jeg var ret glad for det pansrede glas, da den pludselig åbnede gabet og gjorde et lyn hurtigt udfald, som alene blev afværget var glasset – jeg skal gerne erkende at jeg blev forskrækket.

Turen tilbage til Sydney forgik med en katamaran færge, som tog den halve tid i forhold til færgen jeg var med på ud turen. Alt i alt en rigtig spændende dronningens fødselsdag for mig.
Jeg har arrangeret en kageordning, hvor kagespisningen forgår om tirsdagen. Første gang var sidste uge, hvor jeg ikke kunne detalje på grund af stråle sikkerhedskurset. Denne uge var det Damian – den spanske post doc., som stod for kage bagningen – det var første gang i hans liv at han skulle bage en kage – han havde valgt en Cateau Baske, eftersom han er fra Basker landet. Det var en meget avanceret kage – med cremefyld, men han var sluppet utroligt heldig fra projektet, som han fortalte havde taget hele mandagen. Det viste sig faktisk at jeg var det eneste hankønsvæsen ud af fire deltagende i kageordningen der tidligere havde bagt…
Da mandagen var fridag tog jeg på universitet onsdag, men det var nu ikke fordi der skete noget sindsoprivende spændende. Fredag var der igen en større gruppe fra ANSTO der tog forbi Rock Salt, som er stamværtshuset for ANSTO ansatte. Eftersom det ligger på vejen hjem slog jeg også et slag forbi – ja ikke kun fordi det ligger på vejen hjem, men selvfølgelig fordi det er hyggeligt og det giver mulighed for en lidt større kontakt flade. Det endte også med at en mindre gruppe af Bragg folkene spiste aftensmad der – der er en forholdsvis fin restaurant knyttet til baren, så jeg følte mig lidt malplaceret i mit cykel outfit. Maden var rigtig lækker jeg blev inviteret til aftensmad hos Mona og Bill om lørdagen. Mona og Bill var de første mennesker fra ANSTO, jeg mødte, eftersom de bor i Cronulla og tog mig med til ANSTO den første dag.
Lørdag var vejret elendigt – til en forandring. Formiddagen blev brugt på rengøring og tøjvask, herefter tog jeg til Museum of Contemporary Art (MCA). Udfra er MCA placeret i en enorm bygning, men det var nu ikke hele bygningen der blev brugt til museum. Der var et par meget interessant installationer, blandet andet Matthew Ngui; Point of View, hvor 50-100 hvide søjler med uforståelige tegn, ville danne en sætning, hvis man stod i den helt rigtige vinkel – der var naturligvis også andre spændende værker. Efter museet gik jeg en tur rundt i The Rocks, jeg håbede at finde en gave til mine niecer, men trods besøg til utallige souvenirshops og en tur på The Rock marked lykkedes det ikke at finde noget ordentligt.
Jeg tog lige en tur hjem forbi inden jeg satte mig i toget til Cronulla. Det var en meget hyggelig aften, vi var så mange: Bill, Mona, Ross, Don og mig – altså 5, alle de andre er fastansatte, så jeg var den eneste post doc. og vel sagtens 15-20 år yngre end gennemsnitsalderen af de andre. Alle undtagen Ross er ny tilkommende, Bill og Mona er flyttet fra USA, mens Don sidst arbejde i Holland. Det var som sagt en hyggelig aften og en god mulighed for at lære de andre at kende lidt bedre. Maden var også fænomenal, gulerodssuppe, avocado med rejer, kartoffel gratin og spareribs.
Vejrudsigten for søndag var nogen nogenlunde stabilt vejr, så jeg besluttede at tage en vandretur langs kysten. Det er nemlig hvalsæson i øjeblikket, så der skulle være gode muligheder for at se hvalerne der migrerer mod syd. Desværre så jeg igen hvaler og vejret var ikke stabilt – tvært imod, kom der mange korte men kraftige bygger. Det kan godt være at jeg så hvaler, men på grund af blæsten var der mange krusninger på bølgerne så det var ikke rigtigt muligt at sige om det var hvaler eller vejr. Til gengæld var der mange spændende ting, som var skyllet op på stranden, jeg har inden ide om hvad det er, men jeg tog et par billeder. Der var også en ottearmet sprutte på en armslængde, men den var godt maltrakteret af måger, som i øvrigt så ud til at have stor gavn a blæsten med hensyn til at fourager, men det var noget af en bet når de forsøgte at flyve. Blæsten var også så stræk at et vandfald blev forvandlet til et springvand. Vandet ville normalt løbe ud over kanten af klippen og ned i havet, men på grund af blæsten fløj vandet opad og endte tilbage i bækken på vej mod havet. Det var lidt sjovt at se.
Der var også andre fugle i området end måger – sorte papegøjer – jeg har aldrig tidligere set sorte papegøjer og jeg vist overhovedet ikke at de fandtes. Det er noget ret store fugle – vel på højde med en underarm med strakt hånd. En større flok på omkring 10 individer slog sig ned omkring mig – en lille smule spookie på en eller anden måde. Jeg tog et par billeder og skiftede til telelinse for at få bedre nærbilleder, desværre må jeg have været lidt for kedelig at studere i hvert fald fløj de alle sammen inden jeg var klar med telelinsen – øv. De er i øjeblikket ved at lave forsøg med de saltningsanlæg i området, så en del af vandrestierne var spærret af. Det var stadig lys da jeg kom hjem, jeg tog et karbad og bagte ølkage til om tirsdagen. Faktisk bagte jeg to kager, en til tirsdag og en til mandag, hvor jeg var inviteret til middag hos Chris.

Ugebrev #11, Regn, regn og atter regn (uge 23)

Chris er på måletur til APS – i Chicago, så denne mandag arbejde jeg ude på ANSTO. Jeg kunne godt mærke at benene havde været i brug om søndagen, men det var ikke just noget større problem. Vandreturen havde været en stor oplevelse for Damian, i hvert fald fortalte han om turen til alle, som han kom i nærheden af. Han synes den havde været så god at han måske ville gå turen igen – jo den var da mægtig flot også noget bedre end den tur jeg havde alene weekenden forinden, men der er så utrolig mange ruter at vælge – så jeg ville da ikke som det første gå den samme tur igen, men det handler selvfølgelig om sikkerhed.
Tirsdag skulle jeg på strålesikkerhedskursus – en hel dagsoplevelse. Dagen startede godt nok med noget af en bundskraber – jeg tror, slide tre var – et atom er opbygget af neutroner, protoner og elektroner. Jeg tror de fleste læsere af dette nyhedsbrev ville være bekendt med det foredragsholderen gennem gik – niveauet svarede cirka til 8. klasse, bare undervist i et langsommer tempo – gab. Det skyldes selvfølgelig at alle ansatte også teknikker og nogen kontorfunktionærer der måtte arbejde med radioaktive materialer skal have kurset. Næste foredragsholder var heldigvis noget bedre – ikke fordi niveauet var bedre men fordi hun var en meget bedre underviser. Kurset skal gentages hvert andet år og ingen er undtaget – så jeg havde faktisk kurset sammen med Don Kearly – den videnskabelige leder af Bragg Institute, hvor Rob Robinson er den øverste leder af Bragg Insitute – også er der selvfølgelig en eller anden über – über leder af hele ANSTO, men ham har jeg værket set eller kender navnet på. Nå, men kurset gav mig således mulighed for at snakke med Don i pausen, hvilket gjorde at det ikke var helt spild af tid. Min ansættelse er jo i virkeligheden en smule besværlig, fordi det er Chris der er min vejleder, men han arbejder ikke på ANSTO – derfor er min daglige vejleder på ANSTO Ross. Jeg har dog fornemmelsen at Ross helst ville være fri for at have ansvaret for mig så de gange jeg er gået til ham er han altid på en eller anden måde krøbet uden om mine spørgsmål. Helt konkret drejer det sig om udfyldelsen af mit ’nøgleprojektskema’ – hvad har jeg tænkt mig at lave det næste år? Chris havde nogen ting han gerne ville have at jeg lavede og som vi skrev på skemaet – Ross var sådan naja – øhm, hvad har vi – hmm, måske du skulle spørge Don. Jeg fik således arrangeret et møde med Don om onsdagen. Jeg havde lavet en lang liste over ting jeg kunne tænke mig at arbejde på – de ting Chris havde forslået, et nyt projekt omhandlende køling ved hjælp af magnetisme og et par ting fra Århus som ikke er blevet helt færdig. Jeg gik gennem listen med Don og han synes det var 10-4, for ham var det vigtig at pointere at jeg ikke var Chris’ Post doc., men ANSTO post doc. så jeg skulle ikke bare lave Chris’ arbejde – fint nok med mig, det betyder ultimativt at jeg har fået utrolig stor frihed – hvilket jeg naturligvis er glad for.
Om torsdagen gennemgik jeg ANSTO laboratorietræning, hvilket betyder at jeg nu har lov til at arbejde i laboratoriet og jeg har fået en kittel – hurra nu kan jeg snart komme rigtig i gang. Torsdag aften tog jeg til Miranda for at shoppe (Mall’en har åben til 21.00) så selvom jeg kom lidt sent var det ikke noget problem. Udover nogen få fødevarer havde jeg tænkt mig at investere i en radio/stereoanlæg og en køkken powertool. Jeg fandt et mini-anlæg, som havde USB anlæg – nå hvor snedigt, så det købte jeg. Det skulle dog vise sig at det ikke er helt så potent som jeg havde håbet – det kan kun afspille sange fra USB stiks – ikke fra min USB harddisk og det kan kun spille .mp3 numre ingen andre formater -så lidt skuffende.
Vejret var gradvist blevet ringere om torsdagen, men det lykkedes mig at komme både til og fra arbejde uden at bliver synderligt våd – det galt også fredag, hvor jeg dog gik galt. Jeg måtte ned og ligge da min cykel sted ud på nogen fugtige træplanker og jeg følte tyngdekraftens tiltrækning. Det gav to blå knæ og en øm hånd – men derudover igen varige men eller skade på cyklen – ja var dog noget stiv da jeg kom op på cyklen igen. Uvejret tog til i styrke og det begyndte at piske ned – mildest talt. Om aften ville en del af de ansatte en tur på den lokale pub - alle post docs. var også inviteret til jeg synes umiddelbart at det lød som en glimrende ide og der var da også mange af de andre som sagde ja tak – men da vejret viste sig fortsat at være elendigt bakkede de alle sammen ud. Pubben ligger på vejen hjem, så jeg besluttede at tage en tur forbi om jeg så skulle være den eneste post doc. Vejret var godt nok ringe – da jeg havde klædt om for at tage af sted, var den eneste Australier på kontoret også på vej ud – han tilbød mig at køre forbi pubben – min cykel kunne let være bag i hans varevogn. Et tilbud jeg ikke kunne takke nej til – jeg tilbød så til gengæld at give en øl – han havde egentlig ikke tænkt sig at han ville på pubben, men nu hvor jeg gav – så ville han godt med ind og have en enkelt – jeg havde nu heller ikke tænkt mig at drikke mere end en enkelt. Det er så nu historien bliver meget pinlig for jeg erfarer nu at jeg har glemt min pung – den var stadig i de bukser jeg havde haft på da jeg var ude at handle om torsdagen. Så ikke nok med at flinke Nick giver mig et lift til pubben, lader sig overtale til at komme med ind og få en øl, nej han får også lov at betale for sig øl selv – plus for min øl – man skal ikke række Fanden en lille finger… Det endte faktisk med at Nick kørte mig helt hjem. Ja, en meget pinlig historie, men Fanden er meget taknemlig for det stod godt nok ned i stænger.
Lørdagen var ligesom fredagen præget af regn og her snakker vi rigtig meget regn plus en hård kuling. Selvfølgelig ikke så forskellig fra en god efterårs dag i Danmark – problemet er bare at den slags dage er meget mere sjældne herude – og man vender sig faktisk let til sol og moderate varme. Nej, situationen er faktisk ret alvorlig for en del menneske i skrivende stund, to er omkommet og en familie på fem forventes også at være blevet offer for vandmasserne – problemet er naturligvis at landskabet som er let bakket giver anledning til mudderskred på udsatte steder. Nogen veje er forsvundet mens andre er totalt oversvømmede. Vinden har også medført en del væltede træer, som har betydet store forsinkelser med toget og at flere tusind er uden strøm. Således måtte togpassagerer til Newcastle omdirigeres til busser, hvor en af busserne dog satte sig fast grundet oversvømmelserne og passagerne var først hjemme klokken 3.00 lørdag morgen. Blæsten har også forsaget at et tankskib er gået på grund. Alle disse nyheder er jeg selvfølgelig blevet delagtig gjort i gennem min nyerhvervede radio – så den er ikke helt tosset selvom den ikke kan tage musik fra min USB-harddisk. Nå, men hvad lavede jeg lørdag – jeg holdt mig inden døre – det var opfordringen fra myndighederne. Så det blev gjort grundigt rent og jeg fik skrevet en del på en artikel jeg er ved at forberede i forbindelse med konferencen i Lund. Til aftensmad lavede jeg en god gang gullaschsuppe, ja det synes at være det helt rigtig med sådan et vejr udenfor. Faktisk er det første gang i to måneder at jeg ikke tilbringer mindst 1 time udendørs og ærligtalt jeg glæder mig til at vejret bliver normalt igen, men der er regn på hele fem døgns prognosen. I radioen sagde de at mængden af vand der var faldet fredag – lørdag svarede til den mængde der normalt falder på to måneder.

Himlen var overskyet søndag morgen og enkelte regnebyger gjorde tilværelsen udendørs en smule risikable. Jeg tog tåget til Sydney og besøgte Observatory Hill, hvor der findes en lille anstronomisk museum. Det var et fint lille museum og oven i købet gratis.

Jeg erfarede også at en del målet med Captain Cook’s rejse i sin tid var at måle Venus’ passage gennem solen fra Tahiti. I nærheden af observatoriet klemt inde mellem skyskrabere ligger en lille kunst museum som jeg også besøgt. Herefter var et en tur over Harbour Bridge, med gode muligheder for tage billeder af Operahuset. Himlen mod vest var klart op, så det var en ganske fornøjelig tur.

Tilbage på den sydlige side af Sydney gik jeg en tur gennem The Rocks, hvor det weekend markedet netop var ved at lukke. Turen gik videre til Operahuset, mens solen sank ned i vest – en god anledning til at tage nogen billeder af dette Sydney’s varetegn, som arkitekten aldrig så færdig bygget.

Ugebrev #10, Endnu en Indflytterfest og endnu en vandreture (uge 22)

Ugen startede på universitet, jeg mangler dog at modtage mine kemikalier, så jeg kan ikke rigtig komme igen på universitet. Jeg fik dog præcenteret en ide jeg havde fået på vandreturen i weekenden og ideen blev vel modtaget, så det betyder endnu et lille side projekt.
En af problemerne med hensyn til at få startet syntesearbejdet er en glasblæser, universitet har en glasblæser, men han vil kun blæse glas og ikke kvarts, så han kan ikke bruges til noget. Til gæld er der faktisk en glasblæser ude på ANSTO, som ikke har noget imod at arbejde med kvart – så er problemet at de ikke har nogen handskeboks på ANSTO – det vil sige Bragg Instute har ikke nogen handskeboks, men Materials Department har en, som vi forhåbentlig kan snige os til at låne. Nå, men tirsdag var jeg på besøg hos glasblæseren – en hyggelig livlig gammel gut, som tydeligvis savnede selskab. Så der blev snakket lidt i øst og vest – det kan typisk godt betale sig at bruge 10 minutter på at small talke. Det kan betyde mange ugers reduceret vente tid og det var nu egentlig også hyggeligt på en eller anden måde. De ønskede ampuller var allerede fremstillet dagen efter, så det var jo glimrende – ja nu er det jo ikke fordi det tager lang tid – glasblæseren i Århus ville typisk lave det med det samme så du havde ampullerne 5-10 minutter senere! Nu er vi jo i Australien, hvor man kan forvente at ting tager længere tid.
Tirsdag fik jeg også min første sending af kemikalier – det er egentlig lidt sjovt for det var kemikalier købt i Kina. Et par af mine kollegaer havde frarådet mig at afsøge at købe kemikalierne i Kina da de mente, at det kunne tage lang tid inden kemikalierne ville ankom. Fordi firmaet ikke tidligere havde været benyttet af ANSTO og derfor skulle evalueres først. Så faktisk havde jeg blot lavet en test ordre for at se dels hvor lang tid det ville tage og for at få en fornemmelse af kvaliteten. Jeg må erkende at jeg er imponerede over hvor hurtigt firmaet kunne levere kemikalierne – ligeledes er jeg imponeret over hvor lang tid ting tager hos ANSTO. Det tog 10 dage fra jeg havde afgivet ordren internt til at ordren gik videre ud i den vide verden. Det kiniske selskab modtog orden den 20. maj, den 22. maj var prøven sendt afsted med kurerer (normal forsendelsesmetode for dette firma). Den 24. maj blev prøven modtaget af ANSTO – den 29. maj bliver prøven levet til mig - - - Det tog altså mere dobbelt så lang tid at få prøven fragt 500 m på ANSTO end det gjorde at få prøven sendt fra Kina til Australien. Det begynder at undre mig lidt, hvordan der kan drives seriøs forskning i Australien – eller jeg skulle måske heller sige på ANSTO, for universiteterne er ikke helt så ile tilredt som ANSTO.
Som titlen på ugebrevet antyder, var der endnu en indflytter fest denne weekend – om lørdagen den gang var det den bulgarske post doc. Milen, som slog dørene op for et gilde. Milen har både kone og barn, så det blev koldt tidligt på eftermiddagen. Formiddagen brugte jeg på tøjvask og indkøb – det vil sige jeg tog endda en tur til Miranda, hvor der ligger et kæmpe indkøbscentre og købte en støvsuger – jeg havde lidt overvejet om ikke jeg kunne klare mig med en kost og en mobbe, men jeg tror sku’, at jeg bliver mega træt af det i længden. Det var en meget hyggelig indflytter fest hos Milen, stille og roligt. Milen virker som en meget stille og rolig – siger ikke så meget med mindre man direkte spørger ham – hans kone Renie derimod er et sandt vandfald. Nu har hun selvfølgelig heller ikke fundet et arbejde endnu – så hun går der hjemme så man kan godt forstille sig at hun virker savner nogen at snakke med (til). Det var noget lækkert mad nogen bulgarsk og russiske specialiteter. Udover os post docs havde han også inviteret sine vejledere. Det blev ikke alt for sent, hvilket var udmærket for jeg skulle tidligt op om søndagen. Jeg havde aftalt med den spanske post doc. Damian at tage på vandretur i Ku-ring-gai Chase National Park. Stedet, hvor jeg vandrede i sidste uge. Ruten havde jeg dog tilrettelagt lidt anderledes således at den denne gang gik gennem mangroven. Jeg havde naturligvis også taget hensyn til at Damian ikke så erfaren når det kommer til vandring eller ’bushwalking’ som det jo hedder herude. Jeg tror også han har lidt svært ved at motiverer sig selv til at tage af sted på egen hånd, men så var det jo fint nok han tog en tur med mig. Vandreturen var noget bedre end den jeg havde været på den foregående weekend – nu hjalp det selvfølgelig også at jeg havde investeret i bedre kort. Stien gik fra et forholdsvist højt liggende plateau ned til hav niveauet, hvor mangrove suppen findes. Således var landskabet meget varieret og størstedelen af turen gik langs flod/fjord; vand, skov og blå himmel har et eller andet magisk over sig – ja det vil sige at der faktisk var nogen få sky på himlen – første gang i en uge tror jeg.

Stien endte ved det samme meget turistede sted, hvor jeg havde været weekenden forinden. Vi mødte faktisk en del mennesker på stien – ikke nysgerrige turist bushwalkere, men hård pumpede idrætsfolk, som tydeligvis var ude for fitness og ikke fred og frihed. Næ, det var i tætsiddende trikot, MP3 afspiller i ørene og høj hastighed.
Vi spiste vores medbragte mad på den enorme resteplads sammen med alle de andre søndagscampister. Fra restepladens gik en anden vej tilbage – gennem mangroven på en blanke sti, som var hævet ½ meter over den suppede grund – selvom turen kun var 200 m så var det nu alligevel ret sejt at være inde midt i mangroven. Det var ret spændende at se selve mangrovebunden, hvor et meget stort antal krabber holdt til.

Vi så også et tidligere Aboriginal site – et sted, hvor de havde slebet deres økser – det var dog ikke overdrevet spektakulært når jeg nu skal være helt ærlig. Turen tilbage gik langs den grågrønne grumsede ’Limpopo’ flod, der er dogen ingen farer eller chance for at se krokodiller – de findes kun længere mod nord i North Queensland og Northern Territory. Helt til sidst på turen skulle vi de 150 m op, som vi tidligere var gået ned, hvilket var ved at tage livet af Damian, men alt i alt mente han også at det havde været en rigtig god tur – og måske ville han tage turen igen senere – ja ville jo nok vælge en anden tur når nu udvalget er så stort. På turen tilbage i toget blev der ikke snakket så meget, som på udturen. Vi var begge trætte - vi havde da også effektivt gået omkring 6-7 timer.