Ugebrev #9, Indflytterfest og vandreture (uge 21)

Så blev det mandag igen, denne var dog anderledes end de andre for jeg mødte til arbejde på Sydney University og ikke på ANSTO. Første og største problem var at købe en billet – køen til billetkøb var ligesom lang som fortovet, det gik heldigvis rimelig hurtigt og jeg nåede da også at komme med det planlagte tog – ja togene går cirka 1 gang hvert 10 min så jeg kunne bare tage den næste, men toget jeg ønskede at køre med er mere direkte, hvilket betyder at det er 5 min hurtigere end de andre tog – ja, det kunne vel egentlig være lige meget hvilket tog jeg kørte med.
Jeg ankom til uni før Chris, så havde jeg taget senere tog, ville min ventetid have været mindre. Nå, men i første omgang ser det ud til at Chris ønsker at involvere mig i to studerendes arbejde, plus at jeg skal lave noget syntese. Studenter arbejdet er meget avanceret krystallografi, så her forventer jeg også at lære en del. Mit kendskab til incommensurable og superstrukturer er mere af omtale end egentlig erfaring – så det bliver spændende og det betyder også at jeg kommet til at lære at bruge nye programmer – skulle der være fagfolk som læser dette så drejer det sig om JANA2000/2006. Normalt afholdes der gruppemøde om mandagen, men grundet et foredrag var gruppemødet udsat til næste mandag. Jeg brugte dagen på at sætte mig ind i de forskellige projekter og få styr på mulighederne for syntese, hvilke remedier der er til rådighed. Til frokost spiste jeg sammen med et par af de andre fra gruppen på en lille japansk restaurant liggende i en sidegade til Kingsstreet. Efter arbejde gik jeg lige en tur ned i down-town Sydney, ja nu hvor jeg var kommet til bys kunne jeg vel ligeså godt kigge mig lidt omkring.
På tirsdags program ude på ANSTO stod der obligatorisk sikkerhedsmøde. Ikke fordi der var nogen der var kommet til skade, men ja vel for at genopfriske hvad vi skulle gøre, hvis vi havde et uheld eller et så kaldt near-miss. Jeg skal gerne indrømme at jeg kæmpe med mig selv for ikke at bryde ud i latter, for sjældent eller skulle jeg heller sige aldrig har jeg hørt eller set noget så dumt. Procedurerne og skemaerne, som skal udføres og udfyldes, henholdsvis må gøre ANSTO til det mest sikre sted at arbejde, hvis man skal tro statistikken for det er så besværligt at rapportere noget, at som min sidemand sagde til mig – ”I would have to lose a limb, before going throught that!” og jeg kunne kun give ham ret. Hvor er vi så henne – nul sikkerhed. Den generelle holdning efter mødet var – det er bedst at undgå ulykker – tænk bare på det papirarbejde du skal igennem, hvis du kommer ud for et uheld. Helt sikkert ikke intensionen fra sikkerhedsudvalgets side, men jeg forstår ikke at nogen af vores ledende personer ikke, sagde; ”Det er en OMMER,…”.
Både torsdag og fredag holdt jeg tidligt fri – det vil sige før 17.00. Torsdag brugte jeg på indkøb og rengøring, sidst nævnte var jeg dog allerede gået i gang med onsdag aften. Jeg var også en tur forbi posthuset og sende et brev – en overraskelse, men det var nærmere mig der blev overrasket da ekspedienten kunne fortælle at det ville tage optil 10 arbejdsdage før brevet nåede Danmark. Jeg spurgte om der ikke var muligheder for at sende noget hurtigere – jo, jeg kunne sende det express, hvilket betød at brevet ville forlade posthuset næste dag, men det kunne stadig tage optil 10 dage om at nå Danmark – hurra. Jeg begynder at forstå, hvorfor alting tager usandsynlig lang tid herude – eller forstå det gør jeg egentlig ikke – det var nærmere endnu en manifestation af at ting bare går rigtig, rigtig langsom herude.
Fredag skete det der ikke måtte ske… jeg punkterede på vej hjem. En 25 mm lang, 2 mm bred og meget tynd metal jagertus var gået gennem dækket og havde perforeret slagen. Det skete lige efter Woronora Bridge så jeg havde heldigvis ikke så langt hjem, men jeg skulle nå at gøre et par indkøb, hvor cyklen ville gøre det væsentligt hurtigere at komme til og fra Sutherland. Blandet skulle jeg købe nogen flere stole, 12 af 15 inviterede havde nemlig tænkt sig at komme. Stolene blev købt hos den lokale ”Kirkens korshær” 5 plasticstole for 15$ det er da rimelig okay – så har jeg også stole til altanen. Det skulle dog vise sig at stolene var meget beskidte så de skulle vaskes, endnu en tidsrøver. Nå, eftersom alle tilsyneladende kollektivt havde valgt at kommer 30 min senere end den inviterede tid, så gik det da så nogenlunde. Menuen var Tortilla chips og Burtitos – altså noget, hvor bestik ikke er essentielt. Jeg fik det arrangeret så skrivebordet blev placeres i forlængelse af min spisebord og så var der faktisk fint plads til alle. Det var, når jeg nu selv skal sige det som vært, en meget hyggelig aften. De fleste blev da også til afgangstidspunktet for det sidste tog lidt over 1.00. Stort set alle de andre bor i Cronulla – der hvor jeg også boede de første 3 uger, dejligt sted. Jeg magtede ikke at ryde op, så opvasken fik lov at stå til lørdag.
Lørdag formiddag gik således med oprydning, rengøring og cykellapning. Det viste sig at den i Frankrig købte og til Australien medbragte cykelpumpe ikke virkede, da min mountain bike er udstyret med bildæk ventiler og ikke ’normale’ cykelventiler. Så jeg måtte lige en tur forbi den lokale cykelbiks. Faktisk har jeg været i cykelbiksen de sidste tre weekender. Det var ikke noget problem at finde eller lappe hullet for den sags skyld – det var vel på størrelse med et knappenålshoved. Jeg havde på forhånd ikke lavet nogen planer for dagen, men vejret var utroligt flot og efter oprydning og frokosten tog jeg toget til Heathcote 4 stationer syd for Sutherland. Fra stationen går der en sti direkte ind i Royal National Park, noget bedre end at trave langs vejen. Tanken var at gå mod syd til Waterfall, som tænkt så gjort. Turen var første gang markeret, hvilket også var ret heldigt da den ofte gik over forholdsvis store stenarealer, hvor det ellers kan være svært at orientere sig.

Der var både udsigtspunkter, vandløb, vandfald og en lille klar vandpøl alt i alt en behagelig tur på omkring 4 timer. Solen sidste stråler oplyste stien til stationen i Waterfall og før jeg nåede hjem var det blevet mørket. Efter aftensmad og et karbad gik jeg meget tidligt i seng, jeg tror, fredag aftens udskejelser hævnede sig.


Søndag sendte solen en dejlig reminder om sommer – tja faktisk er det ved at være længe siden jeg har set en sky. Dagens udflugt gik til det nordlige Sydney nærmere bestemt Ku-ring-gai national park New South Wales’ anden ældste national park – den ældste er faktisk Royal National Park, som tidligere hed The National Park. Ku-ring-gai er noget anderledes end Royal da det under sidste istid var afvandingsområde, hvor store floder skar sig gennem landskabet. I takt med at isen smeltede steg vandet i havene og efterlod et landskab med utallige fjorde. Efter en 1½ times tog tur var det mening jeg ville tage en bus til trail head, men det viste sig at der kun var reduceret service om søndag og jeg måtte vente 1 time og 20 minutter eller gå 5 km gennem Sydney sububia – jeg valgte det sidste. Jeg havde desværre ikke noget deltaljeret kort over området, men området lå lige indenfor det der var indtegnet på det udetaljerede bykort jeg havde og som havde givet mig inspirationen til turen. Stien gik først langs en bred fire trail – tilsyneladende et levn efter opsætningen af el-masterne i området, i hvert fald holdt stien brat op ved den sidste elmast. En lille smal sti fortsatte til et udsigtspunkt, hvorfra man kunne se ned på Robbins Head, som var målet for turen. Her skulle der være en Mangrovevandring, hvor en sti på pøle skulle gå ud i mangrove området – i hvert fald ifølge det erhvervede bykort.

Ifølge kortet skulle der også gå en sti fra udsigtspunktet ned til en vej, som ville fører ned til Robbin head. Stien var da også tydelig nok i starten, men snart havde jeg mistet den og terrænet var forholdsvist stejlet – jeg fandt dog stien igen og mistede den da også igen, men det var ret tydeligt i hvilken retning jeg skulle gå, så det var ikke rigtig noget problem! – senere da jeg erhvervede et bedre kort gik det op for mig at der ikke var nogen sti ned fra udsigtspunktet… ups. Nå, men jeg klarede turen og traskede ned til Robbin head, hvor der overhovedet ikke var noget mangrove at se, men derimod en kæmpe resteplads og en rimelig stor marina?

Her var også et parkkontor, hvor jeg erhvervede mig detaljerede kort 1:25000 og efterfølgende måtte erfarer at der ikke var noget sti. Jeg spurgte til den tur jeg havde tænkt mig at gå og fik at vide at en bush fire i januar havde ødelagt store dele af stien og at den var under genopbygning og derfor lukket for offentligheden – det er så anden gang en eller anden bush fire skal ødelægge min eller nøje planlagte rute. Denne gang vist jeg det dog på forhånd så det var ikke så ærgerligt, som første gang i Blackheath. Jeg tog en alternativ tur som gik langs vandet et godt stykke før den brækkede af og gik op til en station i nærheden – Mount Kuring-gai.

Trods ændringen i planen var det alligevel en meget dejlig tur. Det er ret spændende at se, hvordan planterne ændre sig fra vandet op ad skåningen til toppen af bakken. I bunden og på skråningen er underskoven forholdsvis tæt og træerne forholdsvis høje, mens toppen var bræget af lavere bevoksning også træer men ikke så høje. Formenligt et spørgsmål om adgang til vand og en overdosis sol på toppen. Det var også spændende at se, hvordan den bush branden havde været årsag til at Eukalyptusene havde mistet barken. Eukalyptustræerne har deres frø under barken og er faktisk afhængige af bush brande for at viderebringe arten. Turen sluttede med en kort vandring gennem et bebygget område før ankomsten til banegården. En god afslutning på en vandretur, som bestemt ikke gik helt efter planen.

Alt i alt den dejlig weekend med høj sol og vandre turer i Sydney to ældste national parker. Således har jeg været i nationalparkerne, nord, syd og vest for Sydney – og når jeg nu tænker over det er den offentligt transport til og fra disse fantastiske nationale parker faktisk ikke så dårlig. De tre nævnte parker er måske undtagelser, fordi de ligger så tæt på Sydney, men på den anden side adgang til tre store national parker med meget varieret landskab indenfor 2 timers transport tid, det er ret unikt, og det skal helt sikkert udnyttes.

Ugebrev #8, Barbecue og bade tur (uge 20)

Ugen startede med invitation til barbecue hos bossen i Stanwell Park omkring 30 km syd for Sutherland. Alle vi nye post doc’s og andet nys ankommet personel var inviteret. Bossen Robert (eller Rob) Robinson er det øverste kommenterende i Bragg Institute. Tja, ellers startede ugen stille og roligt i Australien, mens panikken begyndte at bedre sig i Danmark, hvor Nina netop lægger sidste hænd på sin ph.d. halvvejsrapport. Det blev derfor også til en halv hektisk slutning på ugen, eftersom jeg indvilligede i at læse korrektur. Derfor gik alle de vågne timer med arbejde. Torsdag var jeg på et heldagssikkerhedskursus – jeg vil ikke sige at det var komplet spild af tid, men hvad der tog en hel dag – kunne være overstået på 1 måske 2 timer – det var jo ting, som alle vidste, men bare skulle mindes om, gab… Der var sågar en af foredragsholdene der havde indset, hvor kedeligt det var og derfor har taget chokolade med, som hun uddelte, når der blev sparet rigtigt – ja undskyld, men det mindsker jo ikke det faktum at det er tidsspilde. Det eneste der var lidt spændende var brandbekæmpelsesdelen – det var lidt af en gammelknage, men han var ret spændende at høre på – han havde prøvet lidt af hvert. ’Og, det er jo fede at høre det fra en der har ar i hele ansigtet, så ved man jo også ligesom at hvis man ikke høre efter så man tæsk, som Anden siger. Der typisk tre bushbrande i området om året, plus diverse andre småting. Efter et kvarters foredrag havde vi sluk branden øvelser, hvor vi fik lov at prøve de forskellige typer brandslukkere; vandpumper, CO2-slukkere, pulverslukker og skumslukker, samt brandtæppe naturligvis. Til de første test blev nogle gamle brandslanger brugt som en fiktiv brand, dernæst havde han et gas-kar, hvor vi fik lov at prøve CO2-slukkerne. Herefter besluttede hans sig for at overhælde brandslagerne og et mindre område med benzin, hvad havde ellers sagt at det måtte han ikke gøre mere, men det var, sku’ lidt for kedeligt og urealistisk, hvis der ikke var rigtig ild. Kurset tog totalt set fra klokken 9-15, jeg havde egentlig tænkt mig at tage tidligt hjem – for jeg havde jo noget jeg skulle have rettet, men så kom Chris forbi. Han synes efterhånden det var på tide at jeg begyndt at lave noget – altså for ham eller ANSTO og det kan jeg jo kun give ham ret i – så aftalen blev at jeg mandag tager forbi universitet og bliver involveret i noget syntese arbejde – det passer mig glimrende.
Fredag tillod jeg mig at bruge arbejdstiden på at korrektur læse Nina’s seneste tilsendte afsnit. Om aftenen havde Ampero – spansk post doc inviteret vi andre post doc’s til hyggelig sammenkomst hos hende. Det var en vældig aften hendes mand – Alberto lavede en kæmpe balje Sangria – det smagt godt – som saftevand. Det var en hyggelig aften og snakken gik bare der ud af – jeg havde når misset mit sidste tog. Der må have været nogen procenter i Sangriaen, … for lørdag morgen kunne jeg godt mærke at jeg var lidt langsom i låget og tung i kroppen, nu er det selvfølgelig også længe siden at jeg har drukket mere end to øl på en aften, så selvfølgelig kunne det mærkes.
Lørdag formiddag blev brugt på rengøring og indkøb – jeg må virkelig sige at ’Bonde John’s Lade’ har meget at bude på ikke kun frugt, men der også oste, alle mulige marinerede oliven og kødpålæg, faktisk kunne jeg helt undlade at gå i Franklin’s – supermarkedet hvor jeg normalt lader mig betjene. Jeg var også lige en tur forbi den lokale slagter og købte en minut-steak – den var tynd og så ikke så stor ud – men det var den – det var vel omkring 44 i skostørrelse.
Jeg spiste brunch og gjorde mig klar til at cykle til Stanwell park, hvor jeg som nævnt skulle til barbecue, klokken 14.00. Planen fra min side var at cykle derned , det meste af de 30 km går gennem Royal National Park og en betragtelig del er på cykelstier, hvor der ikke kommer biler. Jeg havde estimeret at turen ville tage 3 timer, det er selvfølgelig lidt svært at vurdere tiden ud fra et kort alene, faktorer som vejens beskaffenhed, terrænets hældninger og omgivelsernes skønhed (jeg skal jo tage billeder) spiller naturligvis en rolle for gennemsnitshastigheden.
Første delen af turen havde jeg allerede gået den foregående weekend, men det er noget af en fordel at være på cykel. Cykelruten gik på en såkaldt fire trail – ’brand sti’, en grusvej, som er bred nok til at en personbil eller en brandbil i princippet kan køre der. På højre side af stien løb en bæk eller måske nærmere en å. Beplantning ændre sig ikke, som under vandreturen den foregående weekend, men forblev, hvad man vel kan tillade sig at kalde tæt regnskov. Grundet lydende og omgivelser ja så ville det ikke have overrasket mig, hvis der pludselig kom en dinosaur springende ud af buskene – landskabet minde virkeligt om Durrasic Park. Der kom dog aldrig nogen dinosaur, men i stedet så jeg en ’Superb lurebird’ lidt underligt navn – en fugl på fasan størrelse, hvis halefjer henleder tankerne på en påfugl, dog mindre i øjenfaldende, fordi farverne er mere afdæmpede. Fuglen findes kun i det sydøstlige Australien og den er faktisk afbilledet på Royal National Park’s logo. Det lykkedes mig desværre at få rettet objektivet mod kræet før det var stykket af.

Efter 10-12 km på den behagelig cykelsti holdt den desværre op og resten af turen måtte deles med biler og motorcykellister, specielt den sidste gruppe lod til at nyde godt af det gode vejr. Vejen var på igen måde så trafikeret at det var ubehageligt. Mens ruten går næsten stik syd, så bevæger kystlinien sig mod vest, det vil sige at ruten ender ude kysten – samtidig med at parken slutter. Det betød en fantastisk udsigt over kyststrækningen mod syd.
Jeg ankom til Rob’s place klokken 13.55 så det kunne ikke have været timet meget bedre. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag med en god gang traditionel barbecue. Beliggenheden af huset er fantastisk med udsigt til stranden og kun 5 minutters gang til vandet. Efter at have spist gik vi en tur ned på stranden. Planene var at tage toget tilbage, men min cykel kunne lige og lige være i bagagerummet på Roland’s stationcar, så jeg fik et lift hjem. Jeg var ret træt efter de seneste dages strabadser så jeg gik tidligt i seng.
Søndag tog jeg toget til Bondi Junction – Bondi Beach er formodentligt den mest berømte strand i Sydney. Der findes en meget betagende vandresti fra Bondi Beach til Coogee beach, som jeg havde tænkt mig at betræde. I første omgang vist det sig dog at være noget længere fra Bondi Junction til Bondi Beach end jeg havde forventet.

Jeg var kommet tidligt afsted så det betød dog ikke så meget. I Bondi er der også et søndagsmarked, hvor lokale kunstnere og skrammelsælger fald byder deres vare. Det var meget sjovt at se, en stor del af de solgte affekter lod til at være inspireret af surf subkulturen, som i høj grad dyrkes ved Bondi Beach.
Turen gik nu over stejleklippe med dramatiske fald direkte ned i Stillehavet til den næste strand. Der var i alt 6 strande på den strækning jeg gik. De vilde forrevne klipper og de bløde strand kurver gav en spændende og meget fotogen kontrast. Det er i sandhed en meget betagende tur.
På Coogee beach tog jeg et sol og et vand bad, vandet er absolut perfekt 21 grader, hvilket omtrent samme temperatur som luften. Her skal det lige tilføjes at maj måned er ækvivalent til november måned på den nordlige halvkugle!
Fra Coogee beach ville jeg gå tilbage til Bondi Junction gennem Centennial Park på denne tur passerede jeg også University of New South Wales (det andet universitet i Sydney). Jeg brugte bevist ordet ’ville’ gå gennem Centennial Park – faktisk lykkedes det mig også at gå gennem parken stort set uden at opdage det, fordi parken er så stor at der går veje med huse på begge sidder gennem den. Det vil sige jeg ikke havde den store park oplevelse. Jeg passerede dog også Sydney Cricket Ground og Syndey Stadion. Tilsyneladende havde Syndey Swans lige spillet cricket for uhyggeligt mange mennesker på gaden med banner, hatte, halstørklæder og trøjer, ja og hvad anden merchendise man kan finde på. De mange mennesker havde også givet anledning til total trafik kaos, hvilket jeg heldigvis ikke behøvede at bekymre mig om som fodgænger. Jeg nåede frem til Bondi Junction og tog tåget tilbage til Sutherland, hvor jeg spiste aftensmad og skrev dagbog.

Ugebrev #7, Hverdag - omsider (uge 19)

Nu hvor det er blevet mere hverdagsagtigt herude vil jeg fravige den stringente dagbogsform som jeg startede disse ugebreve i stedet vil jeg forsøge at bringe highlight fra ugens begivenheder i mere flydende form.
Jeg checkede postkassen for først gang om søndagen – det var jo ikke fordi jeg havde oplyst min adresse til nogen så jeg regnede ikke rigtig med at finde noget, men her tog jeg grueligt fejl… Der var nemlig brev fra Energy Australia – dem der står for strøm forsyningen – brevet var ikke direkte stillet til mig, men til beboeren af 35/54 Glencoe Street. Tilsyneladende, viste de at matriklen stod tom og således ville de lukke for strømmen med mindre en nye beboer tilmelde sig deres energi forsyning. Derfor ringede jeg mandag til Energy Australia – og som normalt for den slags firmaer så har de en upersonlig omstilling, hvor man kan vælge, hvem man ønsker at tale med – faktisk havde de hele 6 forskellige muligheder, jeg har engang ladet mig fortælle at man ikke bør have mere end 4 - fordi de fleste mennesker alligevel ikke kan rumme flere muligheder. Nå, men nye kunder skulle trykke to så det var jo forholdsvis let – så jeg trykkede to og fik således personligbetjening. Jeg berette at jeg havde modtaget brevet fra dem, men først havde set det søndag, selvom jeg havde fået overdraget nøglen fredagen ugen inden. Da således meget fyldest gørende havde fremlagt min sag blev der helt stille, hvorefter stemmen i den anden ende sagde – ”eh, you have called ANSTO” – meget underligt – men det vist sig at hvis man ikke trykker to gange #, ved disse upersonlige betjeningsmaskiner bliver opkaldet stillet tilbage til ANSTO – meget mærkeligt firma. I anden forsøg lykkedes det at komme igennem til Energy Australia – og de kunne ikke alene tilbud mig strøm, men også syndsforladelse i form af bedre eller skulle man sige renere samvittighed. De havde nemlig en energy plus pakke, hvor 10% af ens strøm ville komme fra vedvarende energi, hvilket var 50% dyre en ren kulkraft – i princippet var det også muligt at 100% grøn energi, desværre havde de i øjeblikket ikke kapacitet til at tilbyde denne service. Jeg valgte en energitype der er lige så sort som min samvittighed – nemlig ren kuld.
Tirsdag fik jeg købt ind og gjort ret i hytten, jeg har endnu ikke anskaffet mig en støvsuger, men nøjes med kost og moppe. Jeg havde nemlig inviteret Chris og Althea til middag om onsdagen. Middagen blev forbedret onsdag aften og bestod af ”Mushroom soup” og fiskelasagne, suppen blev nok lidt rigeligt spritet, men fiskelasagnen var meget vellykket selvom jeg et øjeblik var i tvivl om det var dyrefoder jeg havde købt. Jeg havde købt en dåse laks – som simpelthen indehold en skive af tidligere nævnte fisk med ben og ryghvirvler og hele pibetøjet ved at læse på dåsen kunne jeg dog konstatere at det var menneskeføde. Retten blev da også ganske vellykket og den faldt også i gæsternes smag – så det var jo heldigt – til dessert fik vi ananas udskåret på indere maner. Det var en hyggelig aften, både Chris og Althea er meget nemme at snakke med. Det blev da også halv sent før jeg kom i seng, så torsdag aften var jeg ret kvæstet og gik tidligt i seng. Fredag kom jeg forholdsvis sent hjem om det var ikke rigtig noget tilbage i køleskabet så jeg besluttede at spise engang Indian take away – de har helt friske og rigtig gode Naan brød.
Lørdag stod jeg forholdsvist tidligt op, formiddagen blev brugt på diverse indkøb, jeg manglede stadig en skraldspand i køkkenet og det ville også være snedigt med et tørrestativ på altanen. Skraldespanden gik fint og uden problem, men desværre tørrestativerne udsolgt. Jeg fandt også en ny grønthandler – ”Farmer John’s barn” – ”Bonde Johns lade”, selvom navnet virket noget provinsielt så var udvalget enormt og priserne tilsyneladende noget bedre den grønthandler jeg tidligere havde besøgt – et kilo ”Pink Lady” (æbler) kunne således fås til under 30 kr. kiloet – ja æbler er meget dyre herude – selvom det højsæson netop nu. Grunden er at æbler ikke er så lette at dyrker, derudover kan de holdes sig, hvis du opbevares korrekt – så i stedet for at oversømme markedet og dope priserne gemmer de æblerne til senere på året og kan således holde en høj pris året igennem – snyd. Jeg var også en tur forbi slagteren – de har altid lukket når jeg kommer fra arbejde – jeg tænkte at det måtte være tid til en steak – det skal lige siges at udvalget er ret stort, jeg valgte efter størrelse og pris – altså ikke alt for stort ikke alt for dyrt, så jeg var da lidt overrasket da kødklumpen listede sige op på 350 g – med andre ord et steak til flere dage. Efter således at have fuldt tomrummet i køleskabet spiste jeg tidlig frokost og gjorde den to hjulede karret klar – jeg havde også købt smørelse til kæden.
Eftermiddags turen var ligesom sidste uges udflugt til Canberra bræget af historiens vingesus. Turen gik til Cronulla, hvorfra jeg kørte mod nord til Botany Bay, hvor Botany Bay National Park findes. Tilbage i ugebrev 4 forsøgte jeg at gå langs stranden fra Cronulla til Captain Cooks landing (beliggende i Botany Bay National Park) – desværre var turen lidt for lang og jeg blev nødt til at vende om før jeg nåede stedet, hvor Captain Cook var gået i land. Med cyklen til hjælp gik det lettere med at tilbagelægge afstanden – jeg havde ved min tidligere reconesering lagt mærke til at der var en udmærket cykelsti langs Captain Cook’s drive så der var ikke så meget betænkt medhensyn til at cykle derud.
Inde i parken er et lille museum der beskriver opdagelse af Australien – meget passende i størrelse og meget informativt. Captain Cook eller Løjtnant Cook (han blev forfremmet efter fundet af Australien) kom vest fra, tilsyneladende kendte man til den mulige eksistens af et nyt kontinent. Besætningen på Endeavour bestod af sømænd, men også et betragteligt antal videnskabsfolk, samt videnskabeligt udstyr. Videnskabsfolkene var ledet af Sir James Bank, hvis højre hånd var den svenske botaniker Daniel Solander – lugter man lidt Linnes ånd.


Besætningen havde allerede besøgt New Zealand og man havde haft Terra Australia incognito i sigte i fem dage før en passende landingsplads tilbød sig. Således den 28. april 1770 sætte Captain Cook og besætning for første gang foden på det der skal blive til et nyt kontinent. På stranden fandt man en gruppe Aboriginer, hvoraf alle på når to flugtede – dette var det første møde mellem den vestlige civilisation og det urgamle lokale folk. Det var ikke noget ligefrem noget glorværdigt møde – Aboriginerne havde ifølge Cook’s log bog en truende adfærd og de lod sig tilsyneladende ikke skræmme af et muskedonnerskud, først efter gentagende skydning som påførte de ældste af de to Aboriginer sår på benene besluttede de tage dem (benene) på nakken.
Man gjorde 8 dages ophold ved Botany Bay og mens mandskabet fornyede reserverne af frisk vand, kan man ikke påstå at forskerne lå på den lade side – de var i stand til at indsamle 3000 forskellige arter, hvoraf det skulle vise sig at 200 var ukendte. Grundet den botaniske succes blev stedet døbt Botany Bay. Under opholdet omkom et af besætning medlemmerne, en vis Forby Sutherland, han blev begravet på det nye kontinent og senere udødeliggjort ved at få en by opkaldt efter sig – det er netop denne by, hvor jeg personligt har residens – sjovt, gade vide, hvor mange af indbyggerne der kender til Forby Sutherland?


Jeg cyklede en tur rundt i parken og så mindesmærker for de forskellige personer. Jeg besøgte også udsigtspunktet Cape Solander, hvor man i vinter månederne har chance for at se de migrerende pukkelhvaler – et sådan held til smilede desværre ikke mig. Det skal dog siges at klippe kysten er meget imponerende også uden pukkelhvaler. Jeg kortede en del af hjemturen af ved at tage toget fra Cronulla til Sutherland.


Søndag var en smule overskyet – jeg besluttede at gå en tur in i Royal National Park, som ikke ligger specielt langt fra Sutherland. Ligesom andre weekend morgener bemærkede jeg et stort antal cyklister ved tankstationen i Sutherland – tilsyneladende tager mange en cykeltur lørdag og søndag morgen. På vej mod Royal National Park kom jeg forbi Sutherlands sportscenter – jeg tror også der er en svømmehal.


Desværre var det ikke så nemt at komme ind i Royal National Park – det vil sige at der umiddelbart ikke var nogen sti at se, så jeg måtte følge Princes Highway, som nærmest er en motorvej – der var dog markeret cykelsti i rabatten, så det måtte også være okay at jeg gik der. Jeg gik først til Visitor center som ligger omkring 3 km inde i parken for at købe et kort og spørge til de forskellige muligheder, gangstien gik langs den asfalterede vej, hvilket var lidt synd, men alligevel flot. Efter at have købt kort og forhørt mig, besluttede jeg at gå til Bundeena en 6 times tur. Fra Bundeena går der en færge til Cronulla og derfra kunne jeg tage toget hjem ligesom den foregående dag.
Vandring gik gennem et ret varieret terræn fra tæt nåleskov til mere åbne Eukalyptus bevoksede områder og på plateauerne fandtes kun lave planter og stort set ingen træer. Turen gik også forbi et par ikke imponerende vandfald – men alligevel vandfald – kun engang var jeg virkelig i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå – markeringen af stierne lader meget at ønske eftersom den er næsten ikke eksisterende – ganske forskellig fra Schweiz – ja og sådan set også Frankrig, for nu at fremdrive de to steder hvor jeg har et indgående kendskab.


Endnu engang så jeg en kænguru – ja, det er stadig spændende på et eller andet tidspunkt har jeg vel set så mange at det ikke længere er noget at berette. Efter at have gået længere tid gennem bushen holdt stien desværre op, eneste mulighed var at følge den asfalterede vej videre – lidt et anti-klimaks, heldigvis var vejen ikke særlig befærdet så det ødelagde ikke helt den idylliske stemning. Fuglelivet synes enormt, der heltiden en skræppen og en kaulen og lidt sang, selvom det tilsyneladende ikke er de Australske fugle går højest op i.


Jeg kom således til Maianbar, hvor jeg blev konfronteret med et forholdsvis bredt bælte af vand – jeg havde regnet med at der var en bro eller i det mindste et vadested. En Australier bemærkede min søgen og jeg fik lejlighed til at spørge om der ikke var en bro eller noget, han fortalte at der var ikke nogen bro, men for en time siden da tidevandet var ude, kunne jeg være gået over – og det skulle vel heller ikke være umuligt at vade over nu. Jeg tøvede ikke og tog sko og strømper af samt fjernede benene fra mine zip-off, der næste vadede jeg om… Det gik rimelig godt i hvert fald den først halv del vandet nåede mig til midt på låret så ved at hive op i shortsene undgik jeg at benene blev våde, men så blev vandet en anelse dybere og nåede med andre ord skridt dybde og der var ikke så meget andet at gøre end og få våde busker og sikre at kamera og taske blev holdt oven vande de sidste meter ind til land. Kunststoffet i mine zip-off tørrede hurtigt – og jeg ville ønske jeg kunne sige det samme om mine underbusker – men nej.


Turen videre gik langs stranden så jeg ventede at i føre mig mine støvler og det var helt rart at lade fødder få lidt luft og få den afkølet i stillehavsvand. Jeg ankom til Bundeena ligesom færgen lagde fra land – øv, heldigvis sejler den engang i timen, så det var ikke det store problem, i øvrigt havde jeg kun brugt 5 timer på at gå turen inklusiv frokost pause og ikke 6 timer som turen angiveligt skulle have taget. Jeg gik en tur rundt i Bundeena og kom tilbage til kajen tids nok til at nå den næste båd. Sejlturen tog det mest af en halvtime, men gav udsigt til en række af de formodentligt dyreste huse i Sydney. Aftenen gik med tøjvask, madlavning og dagbogsskrivning, derudover gik jeg tidligt i seng efter at have indåndet en masse friskeluft.

Ugebrev #6, Udflugt til hovedstaden (uge 18)

Mandag den 30. april
Efter endnu en nat på gulvet håber jeg meget at alt vilde gå glat med hensyn til leverancen af mine møbler. Det var dog lidt problematisk for flyttemændene ville ringe 30 minutter før deres ankomst for at sikre sig at man var hjemme. Nu har jeg ikke nogen telefon derhjemme og det tager mig cirka 45-50 min at komme fra arbejde og hjem. Jeg ringede derfor til flytte firmaet for at bede dem ringe 1 time før de ankom – den telefon ansvarlige kunne dog ikke garantere at beskeden ville nå ud til flyttemændene. Klokken 13.05 ringede telefonen forventet levering om 1-1½ time. Mig op på cyklen og hjem – og jeg var kun lige svinget ind på matriklen da en stor flyttevogn kom kørende ned af tilkørslen. Med andre ord – perfekt timing. Flyttemændene bar møblerne op – hvorefter jeg så havde en del muntre timer med at samle møbler. Det tog fra klokken 14.15 til klokken 22.00 kun afbrudt af en gang Indian take-away, men så havde jeg også fået samplet et styks spisebord med tilhørende fire stole – fire taburater, hvoraf to bruges som natbord – en styks kæmpe hjørnesofa/fold ud seng – en reol – et sofabord – et skrivebord med tilhørende kontorstol – et styks Queen size seng. Jeps, således blev jeg faktisk ganske veludstyret på blot 8 timer og ja det tog vel omkring 24 timer fra jeg havde bestilt møblerne til de var leveret – det kan man ikke rigtig klage over.

Ja, således har jeg rigeligt plads og gode overnatningsmuligheder, så hvis nogen skulle betænke at komme på besøg, så kan det sagtens klares – ganske bekvemt vil jeg endog hævde. Efter det hårde arbejde med at samle møblerne tog jeg mig et bad – renselsesritual – før jeg lagde mig i den nye seng. Ja, det er jo ikke for ingenting at jeg er ved at læse Mammutjægerne of Jean Auel. At have samlet møblerne fra IKEA er jo næsten ligeså godt som at have lavet dem selv… På den måde kan man jo føle sig lidt marmutjæger agtig. Først går man på jagt kun bevæbnet med sit kreditkort på de IKEA’nske stepper, hvorefter man tilbage i hulen tilvirker byttet til nyttige redskaber og møbler.


Tirsdag den 1. maj
Rart at starte dagen med at kunne svinge benene uover sengekanten og sætte dem på jorden. Det er nok svært at forstille sig fornemmelsen af tilfredshed, hvis man ikke har prøvet at leve uden møbler et par dage. Ja, idet hele taget fornemmelsen af at have sit eget.
Ellers kan jeg vel ikke påstå at der skete det helt store denne dag. Der var gruppemøde for Bragg Institutes medarbejdere – vi er godt nok mange – hvilket gruppefotoet også par præg af. Jeg forsøgte at komme videre med noget af papirnusset, som jeg har udskudt en tid i håb om at det ordnede sig selv – intet sker, hvis man ikke skubber – det er lidt frustrerende for ikke at sige meget frustrerende. Jeg mangler stadig at få et dosiometer… nå, men jeg var da overbevist om at du havde fået den formular var sekretærens kommentar, nej det havde jeg ikke. Først skulle jeg udfylde et par meget simple spørgsmål, herefter skulle formularen underskrives af vejlederen for at godt gøre at jeg havde brug for et dosiometer – der næst skulle jeg ned til Medical Center og havde lægens/ sygeplejerskens underskrift på at jeg var sund og rask og kunne udsættes for arbejde med ioniserende stråling – ja det var faktisk et krav for at jeg kunne få jobbet. Efter den tredje underskrift – altså min underskrift, vejlederens underskrift, sygeplejerskens underskrift skulle formularen bringes over til Health Physics, som så formodentlig vil udfærdige det endelig dosiometer, som jeg så selvfølgelig først kan få efter at have været på endagskursus. Nå men gutten jeg skulle snakke med i Health Physics var flyttet over til OPAL – reaktoren, tæt på Bragg Institute. Desværre var han ikke tilstede… Jeg ved ikke om der er nogen jer der har set Asterix i Rom (tror jeg det er) hvor de bliver sendt rundet mellem forskellige kontorer for at samle stempler og lignende – jeg følte det lidt på samme måde. Tilsvarende formularer findes for indkøb af kemikalier, software etc. etc. Et andet skema det lykkedes at udfylde denne dag var min forskningsplan for de næste to måneder – en procedure der fortages hvert finansielle år – som går fra juni til juni – ja man kan vel ligeså godt gøre det anderledes end resten af verden. Det virker lidt som en farce, men sådan er der jo så meget.

Onsdag den 2. maj
En hel almindelig hver dag – jeg fik afleveret de sidste skeamer i forbindelse med udlejningen af lejligheden – et større afkrydsnings helvede i forbindelse med tilstandsrapporten af lejligheden. Således skulle alt være i orden – håber jeg.

Fredag den 4. maj
Store bededag i Danmark – naturligvis ikke en hellig dag i Australien, med mindre man har samme overenskomst jeg har nemlig ret til 15 sygedage, kulturelle fridage eller fridage i forbindelse med flytning eller lignende. Kort fortalt jeg tog hen kulturel fridag og tog til Canberra – Australiens hovedstad.
Jeg havde allerede om tirsdagen bestilt togbilletter over nettet – en anden gang tager jeg nok bussen. Togrejsen var meget behagelig masser af plads og med glimrende udsigt til landskabet som skiftede mellem langstrakte engarealer med græssende får eller køer til Eukaluptys skove. Eneste problem med rejsen var hastigheden – jeg er lidt i tvivl om de indiske tog faktisk kørte hurtigere end disse Australske tog – det er selvfølgelig også ligegyldigt pointen er at toget var ufatteligt langsomt. Dernæst ligger togstationen i Canberra et godt stykke udenfor byen – jeg faktisk er størrelsen på banegården sammenlignelig med Tønder banegård eller Østbanegården i Århus for dem der ikke måtte være bekendte med Sønderjylland.
Således velankommet fandt jeg hurtigt det hostel, hvor jeg havde tænkt mig at overnatte – dette lå i nærheden af banegården, men dermed også langt fra alt. Første mål var Parlamentet placeret på en bakketop, med et KÆMPE flag på toppen. Skal jeg være ærlig må jeg sige at det ikke er særlig pænt. Parlamentet ligner mest af alt en kæmpe bunker eller et senmiddelalder fort. Indvendig var det dog noget pænere – og jeg lærte en del om Australien parlamentariske historie – således er det kun knap 100 år siden at de Australske territorier overgik fra at være kolonier til at blive selvstændige stater samlet under en føderal regering i Canberra – indtil 1927 lå det politiske hovedsæde i Melbourne. Det nuværende parlament er kun et par dekader gammelt. Til trods for de ydre mindre tiltalende former – så var det ganske pænt indvendigt. Det var sågar muligt at komme ind i senatet. Udsigten fra toppen af parlamentet var da også ganske imponerede.
Før Parlamentet kom til byen var der intet udover græs arealer til får – derfor er hele byen gennemsyret af en overordnet arkitektur, hvilket på den ene side er meget grandiost og imponerende på den anden side efterladen det byen uden større charme – det hele virker ganske enkelt for sterilt - for kunstigt.

Nå fra det nye Parlament gik jeg ned til Old Parlament, som havde huset regeringen, oppositionen, og de to kamre; Repræsentanternes hus og Senatet fra 1927-1988. Jeg krydsede den store kunstigt anlagte Lake Burley Griffin – navngivet efter chefarkitekten. Således kom jeg ned i byen - byen, som har nogenlunde samme størrelse som Århus, hvilket også passer nogen lunde med indbygger antallet – der bor 300.000 mennesker i Canberra. Som de fleste Australske byer består byen hovedsageligt af villakvarterer med undtagelse af et lille tætpakket centrum.
Jeg gik hen til Australien National War Memorial, som jeg havde set og hørt om i forbindelse med ANZAC day – den 25. april. Australien National War Memorial ligger på linie med Parlamentet og danner således den ene af de tog kæmpe akser, som definerer grundplanen til Canberra. Det var dog så sent at museet var lukket og mørket var ved at sænke sig, jeg benyttede chancen til at tag et par fotos med lys på disse historiske bygning er, som knap er fire generationer gamle.
Jeg gik tilbage til byen og spiste aftensmad i en food court i det lokale indkøbscenter og kiggede lidt på forretninger får jeg besluttede at begive mig tilbage til Victor Lodge – navnet på hostellet, hvor jeg var indlogeret.


Lørdag den 5. april.
Efter en ganske udmærket morgenmadsbuffet gik turen indtil krigsmindesmærket. De havde endnu ikke åbnet så jeg besluttede mig at gå op på Mount Ainslie, som ligger umiddelbart bag mindesmærket. Udsigten fra toppen var storslået, det gav mulighed for at se ned langs den ene akse i denne arkitekt tegnede by. Spejl symmetrien er ret iøjnefaldende – der er faktisk mulighed for at se byen fra en luftballon, hvilket jeg tror, kunne være utroligt spændende.
Der var gratis adgang til krigsmindesmærket, og min forventning var da også at det ville være en stor hal – ligesom en kirke med navne på de faldende soldater. Stedet viste sig dog at huse et kæmpe krigsmuseum, i reglen bryder jeg mig ikke om krigsmuseer, jeg synes det er ubehageligt at blive mindet om den menneskelige naturs afstumpethed. Dette museum var sådan set ikke noget undtagelse, men det var nu alligevel lidt spændende og det gav yderligere indsigt i baggrunden for ANZAC. Derudover lærte jeg også en del om anden verdenskrig, jeg viste for eksempel ikke at Australien ren faktisk havde været under direkte angreb. Faktisk måtte jeg indse at jeg ikke viste ret meget om Asiens historie under krigen. Ud over plakater, montre og miniature modeller var der også en del fuldstørrelses flyvemaskiner og kampvogne – jo stedet var uden tvivl noget større end jeg havde regnet med og således brugte jeg også mere tid her end det var tiltænk.
Jeg gik tilbage til byen, hvor jeg spiste engang Sushi på en japansk restaurant. Jeg ville egentlig have været i den Zoologiske have, fordi vejret var rigtig smukt, men det var allerede blevet sent så i stedet besluttede jeg at gå en tur i den Nationale Botaniske have og derfra op på Black Mountain. Turen gik først gennem National University, hvilket sådan set også var meget sjovt at se – et forholdsvis stort universitet smukt anlagt på et forholdsvis stort campus område.
Den botaniske have var også mægtig flot – og meget interessant – her var der ikke brug for vækst huse til eksotiske planeter, så der var et kæmpe regnskovsområde med gangbroer så man gik et godt stykke over jorden. Inde i den botaniske have så jeg også en lille grå-sort kinguro.
Turen til toppen af bjerget var asfalteret ligesom den havde været det til toppen af Ainslie. På toppen af Black Mountain står et tv tårn, hvorfra udsigten over byen er ganske ånds berøvende – specielt i den synkende sols skær var det et betagende syn. Jeg blev på toppen til mærket faldet på og tog nogen billeder af den oplyste by, før jeg begav mig ned af bjerget igen. Aftensmaden blev indtaget på en pænere restaurant, som tilbød mad fra Singapore. Jeg drak to øl til maden og følte mig efterfølgende en lille smule beruset. Jeg gik tilbage til hostellet og krøb til køjs efter at have gået adskillige kilometer den dag.

Søndag den 6. april.
Jeg skulle allerede meget toget ved middagstid, jeg der var ikke tid til så meget om søndagen, jeg besluttede at tage en tur til Old Parlament, hvor jeg blev stedets først gæst. Der var utrolig mange guider til at vise en rundt – jeg tror de var frivillig alle sammen. Jeg tog da også på en guidet rundvisning – det var faktisk mægtig spændende og jeg tror efterhånden jeg har forstået, hvordan det australske system virker. Det er konstitutionelt monarki ligesom Danmark, med den engelske dronning som formelt overhoved, hendes magt bliver dog udøvet gennem en Governer-general. Det er et to kammer system med et House of Parlament og et Senat i lighed med USA og Englands under- og overhuset. I Senatet har vær stat lige mange pladser, mens Parlamentets pladserne er proportionalt med antallet af afgivne stemmer. Love skal godkendes i begge kamre for at blive vedtaget. Det er et to parti system med et Labour og et Liberal parti, ligesom England og USA.
Eftersom Old Parlament ikke længere bliver brugt er der mulighed for at se steder som normalt ikke er tilgængelig for offentligheden – Primære ministers kontor og Senat præsidents kontor. Disse kontorer var bygget til senere i takt med at antallet af medlemmer i den lovgivende forsamling steg. Jeg fandt det interessant at bemærke, hvordan møbler og rum udsmykning afspejlede den tid de var bygget. Parlamentet og Senatet delte bygningen, således at Parlamentet blev fundet til venstre, mens Senatet havde til huse i højre side. Medlemmerne af de to kamre måtte ikke befinde sig på de andres område, således måtte ingen senatorer være i parlamentet. Således var gulvtæpper og møbler polstret med grønt i parlamentet, mens det var rødt i Senatet. Fælles areal, så som indgangspartiet og spisesalen have blå gulvtæpper.
Således oplyst skyndte jeg mig tilbage til banegården for at nå toget til Sydney. Jeg ville egentlig have haft noget at spise på vejen eller købt noget kunne spise i toget, men jeg kom aldrig forbi noget forretning. Så i stedet bestilte jeg varm mad på toget – græskar ravioli okay måske ikke lige det mest fantastiske måltid, men prisen og stedet taget i betragtning var det nu ikke så ringe.
Jeg havde overvejet at blive i Sydney om aftenen, men skumringen var ikke langs borte og alle tog var blevet erstattet af busser på grund af sporarbejde. Så jeg tog simpelthen med den først bus hjem. Den var godt proppet med mennesker, turen tog også noget længere end sædvanlig med toget, men det er vel heller ikke så overraskende. om aftenen tog jeg karbad – ja, man skal jo udnytte det udstyr de er til rådighed. Det var rart lige at få løsnet musklerne i benene – ikke fordi det havde været hårdt at gå rundt i Canberra, men alligevel det var da blevet til nogen kilometer.