Jeg checkede postkassen for først gang om søndagen – det var jo ikke fordi jeg havde oplyst min adresse til nogen så jeg regnede ikke rigtig med at finde noget, men her tog jeg grueligt fejl… Der var nemlig brev fra Energy Australia – dem der står for strøm forsyningen – brevet var ikke direkte stillet til mig, men til beboeren af 35/54 Glencoe Street. Tilsyneladende, viste de at matriklen stod tom og således ville de lukke for strømmen med mindre en nye beboer tilmelde sig deres energi forsyning. Derfor ringede jeg mandag til Energy Australia – og som normalt for den slags firmaer så har de en upersonlig omstilling, hvor man kan vælge, hvem man ønsker at tale med – faktisk havde de hele 6 forskellige muligheder, jeg har engang ladet mig fortælle at man ikke bør have mere end 4 - fordi de fleste mennesker alligevel ikke kan rumme flere muligheder. Nå, men nye kunder skulle trykke to så det var jo forholdsvis let – så jeg trykkede to og fik således personligbetjening. Jeg berette at jeg havde modtaget brevet fra dem, men først havde set det søndag, selvom jeg havde fået overdraget nøglen fredagen ugen inden. Da således meget fyldest gørende havde fremlagt min sag blev der helt stille, hvorefter stemmen i den anden ende sagde – ”eh, you have called ANSTO” – meget underligt – men det vist sig at hvis man ikke trykker to gange #, ved disse upersonlige betjeningsmaskiner bliver opkaldet stillet tilbage til ANSTO – meget mærkeligt firma. I anden forsøg lykkedes det at komme igennem til Energy Australia – og de kunne ikke alene tilbud mig strøm, men også syndsforladelse i form af bedre eller skulle man sige renere samvittighed. De havde nemlig en energy plus pakke, hvor 10% af ens strøm ville komme fra vedvarende energi, hvilket var 50% dyre en ren kulkraft – i princippet var det også muligt at 100% grøn energi, desværre havde de i øjeblikket ikke kapacitet til at tilbyde denne service. Jeg valgte en energitype der er lige så sort som min samvittighed – nemlig ren kuld.
Tirsdag fik jeg købt ind og gjort ret i hytten, jeg har endnu ikke anskaffet mig en støvsuger, men nøjes med kost og moppe. Jeg havde nemlig inviteret Chris og Althea til middag om onsdagen. Middagen blev forbedret onsdag aften og bestod af ”Mushroom soup” og fiskelasagne, suppen blev nok lidt rigeligt spritet, men fiskelasagnen var meget vellykket selvom jeg et øjeblik var i tvivl om det var dyrefoder jeg havde købt. Jeg havde købt en dåse laks – som simpelthen indehold en skive af tidligere nævnte fisk med ben og ryghvirvler og hele pibetøjet ved at læse på dåsen kunne jeg dog konstatere at det var menneskeføde. Retten blev da også ganske vellykket og den faldt også i gæsternes smag – så det var jo heldigt – til dessert fik vi ananas udskåret på indere maner. Det var en hyggelig aften, både Chris og Althea er meget nemme at snakke med. Det blev da også halv sent før jeg kom i seng, så torsdag aften var jeg ret kvæstet og gik tidligt i seng. Fredag kom jeg forholdsvis sent hjem om det var ikke rigtig noget tilbage i køleskabet så jeg besluttede at spise engang Indian take away – de har helt friske og rigtig gode Naan brød.
Lørdag stod jeg forholdsvist tidligt op, formiddagen blev brugt på diverse indkøb, jeg manglede stadig en skraldspand i køkkenet og det ville også være snedigt med et tørrestativ på altanen. Skraldespanden gik fint og uden problem, men desværre tørrestativerne udsolgt. Jeg fandt også en ny grønthandler – ”Farmer John’s barn” – ”Bonde Johns lade”, selvom navnet virket noget provinsielt så var udvalget enormt og priserne tilsyneladende noget bedre den grønthandler jeg tidligere havde besøgt – et kilo ”Pink Lady” (æbler) kunne således fås til under 30 kr. kiloet – ja æbler er meget dyre herude – selvom det højsæson netop nu. Grunden er at æbler ikke er så lette at dyrker, derudover kan de holdes sig, hvis du opbevares korrekt – så i stedet for at oversømme markedet og dope priserne gemmer de æblerne til senere på året og kan således holde en høj pris året igennem – snyd. Jeg var også en tur forbi slagteren – de har altid lukket når jeg kommer fra arbejde – jeg tænkte at det måtte være tid til en steak – det skal lige siges at udvalget er ret stort, jeg valgte efter størrelse og pris – altså ikke alt for stort ikke alt for dyrt, så jeg var da lidt overrasket da kødklumpen listede sige op på 350 g – med andre ord et steak til flere dage. Efter således at have fuldt tomrummet i køleskabet spiste jeg tidlig frokost og gjorde den to hjulede karret klar – jeg havde også købt smørelse til kæden.
Eftermiddags turen var ligesom sidste uges udflugt til Canberra bræget af historiens vingesus. Turen gik til Cronulla, hvorfra jeg kørte mod nord til Botany Bay, hvor Botany Bay National Park findes. Tilbage i ugebrev 4 forsøgte jeg at gå langs stranden fra Cronulla til Captain Cooks landing (beliggende i Botany Bay National Park) – desværre var turen lidt for lang og jeg blev nødt til at vende om før jeg nåede stedet, hvor Captain Cook var gået i land. Med cyklen til hjælp gik det lettere med at tilbagelægge afstanden – jeg havde ved min tidligere reconesering lagt mærke til at der var en udmærket cykelsti langs Captain Cook’s drive så der var ikke så meget betænkt medhensyn til at cykle derud.
Inde i parken er et lille museum der beskriver opdagelse af Australien – meget passende i størrelse og meget informativt. Captain Cook eller Løjtnant Cook (han blev forfremmet efter fundet af Australien) kom vest fra, tilsyneladende kendte man til den mulige eksistens af et nyt kontinent. Besætningen på Endeavour bestod af sømænd, men også et betragteligt antal videnskabsfolk, samt videnskabeligt udstyr. Videnskabsfolkene var ledet af Sir James Bank, hvis højre hånd var den svenske botaniker Daniel Solander – lugter man lidt Linnes ånd.
Besætningen havde allerede besøgt New Zealand og man havde haft Terra Australia incognito i sigte i fem dage før en passende landingsplads tilbød sig. Således den 28. april 1770 sætte Captain Cook og besætning for første gang foden på det der skal blive til et nyt kontinent. På stranden fandt man en gruppe Aboriginer, hvoraf alle på når to flugtede – dette var det første møde mellem den vestlige civilisation og det urgamle lokale folk. Det var ikke noget ligefrem noget glorværdigt møde – Aboriginerne havde ifølge Cook’s log bog en truende adfærd og de lod sig tilsyneladende ikke skræmme af et muskedonnerskud, først efter gentagende skydning som påførte de ældste af de to Aboriginer sår på benene besluttede de tage dem (benene) på nakken.
Man gjorde 8 dages ophold ved Botany Bay og mens mandskabet fornyede reserverne af frisk vand, kan man ikke påstå at forskerne lå på den lade side – de var i stand til at indsamle 3000 forskellige arter, hvoraf det skulle vise sig at 200 var ukendte. Grundet den botaniske succes blev stedet døbt Botany Bay. Under opholdet omkom et af besætning medlemmerne, en vis Forby Sutherland, han blev begravet på det nye kontinent og senere udødeliggjort ved at få en by opkaldt efter sig – det er netop denne by, hvor jeg personligt har residens – sjovt, gade vide, hvor mange af indbyggerne der kender til Forby Sutherland?
Jeg cyklede en tur rundt i parken og så mindesmærker for de forskellige personer. Jeg besøgte også udsigtspunktet Cape Solander, hvor man i vinter månederne har chance for at se de migrerende pukkelhvaler – et sådan held til smilede desværre ikke mig. Det skal dog siges at klippe kysten er meget imponerende også uden pukkelhvaler. Jeg kortede en del af hjemturen af ved at tage toget fra Cronulla til Sutherland.
Søndag var en smule overskyet – jeg besluttede at gå en tur in i Royal National Park, som ikke ligger specielt langt fra Sutherland. Ligesom andre weekend morgener bemærkede jeg et stort antal cyklister ved tankstationen i Sutherland – tilsyneladende tager mange en cykeltur lørdag og søndag morgen. På vej mod Royal National Park kom jeg forbi Sutherlands sportscenter – jeg tror også der er en svømmehal.
Desværre var det ikke så nemt at komme ind i Royal National Park – det vil sige at der umiddelbart ikke var nogen sti at se, så jeg måtte følge Princes Highway, som nærmest er en motorvej – der var dog markeret cykelsti i rabatten, så det måtte også være okay at jeg gik der. Jeg gik først til Visitor center som ligger omkring 3 km inde i parken for at købe et kort og spørge til de forskellige muligheder, gangstien gik langs den asfalterede vej, hvilket var lidt synd, men alligevel flot. Efter at have købt kort og forhørt mig, besluttede jeg at gå til Bundeena en 6 times tur. Fra Bundeena går der en færge til Cronulla og derfra kunne jeg tage toget hjem ligesom den foregående dag.
Vandring gik gennem et ret varieret terræn fra tæt nåleskov til mere åbne Eukalyptus bevoksede områder og på plateauerne fandtes kun lave planter og stort set ingen træer. Turen gik også forbi et par ikke imponerende vandfald – men alligevel vandfald – kun engang var jeg virkelig i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå – markeringen af stierne lader meget at ønske eftersom den er næsten ikke eksisterende – ganske forskellig fra Schweiz – ja og sådan set også Frankrig, for nu at fremdrive de to steder hvor jeg har et indgående kendskab.
Endnu engang så jeg en kænguru – ja, det er stadig spændende på et eller andet tidspunkt har jeg vel set så mange at det ikke længere er noget at berette. Efter at have gået længere tid gennem bushen holdt stien desværre op, eneste mulighed var at følge den asfalterede vej videre – lidt et anti-klimaks, heldigvis var vejen ikke særlig befærdet så det ødelagde ikke helt den idylliske stemning. Fuglelivet synes enormt, der heltiden en skræppen og en kaulen og lidt sang, selvom det tilsyneladende ikke er de Australske fugle går højest op i.
Jeg kom således til Maianbar, hvor jeg blev konfronteret med et forholdsvis bredt bælte af vand – jeg havde regnet med at der var en bro eller i det mindste et vadested. En Australier bemærkede min søgen og jeg fik lejlighed til at spørge om der ikke var en bro eller noget, han fortalte at der var ikke nogen bro, men for en time siden da tidevandet var ude, kunne jeg være gået over – og det skulle vel heller ikke være umuligt at vade over nu. Jeg tøvede ikke og tog sko og strømper af samt fjernede benene fra mine zip-off, der næste vadede jeg om… Det gik rimelig godt i hvert fald den først halv del vandet nåede mig til midt på låret så ved at hive op i shortsene undgik jeg at benene blev våde, men så blev vandet en anelse dybere og nåede med andre ord skridt dybde og der var ikke så meget andet at gøre end og få våde busker og sikre at kamera og taske blev holdt oven vande de sidste meter ind til land. Kunststoffet i mine zip-off tørrede hurtigt – og jeg ville ønske jeg kunne sige det samme om mine underbusker – men nej.
Turen videre gik langs stranden så jeg ventede at i føre mig mine støvler og det var helt rart at lade fødder få lidt luft og få den afkølet i stillehavsvand. Jeg ankom til Bundeena ligesom færgen lagde fra land – øv, heldigvis sejler den engang i timen, så det var ikke det store problem, i øvrigt havde jeg kun brugt 5 timer på at gå turen inklusiv frokost pause og ikke 6 timer som turen angiveligt skulle have taget. Jeg gik en tur rundt i Bundeena og kom tilbage til kajen tids nok til at nå den næste båd. Sejlturen tog det mest af en halvtime, men gav udsigt til en række af de formodentligt dyreste huse i Sydney. Aftenen gik med tøjvask, madlavning og dagbogsskrivning, derudover gik jeg tidligt i seng efter at have indåndet en masse friskeluft.
No comments:
Post a Comment