Ugen bød i sig selv ikke på nogen videre interessante oplevelser så vi fast forwarder til weekenden. Vi tog som tidligere toget til Cronulla. Lørdagen var dog noget helt specielt – det var nemlig ’Australia day’ – og hvad går man så på Australia day, ja man går med Australia – langt de fleste var enten gik med et australsk flag som kappe eller havde en t-shirt med det australske flag på. Derudover drak de en masse øl og råbte ’Aussi’, hvortil der blev svaret ’haii’, det blev gentaget og afsluttet med et trefoldigt ’Aussi, Aussi, Aussi’ efterfulgt at svaret ’haii haii haii’. En del var iført en t-shirt, som udover at være det australske flag også var på trykt teksten ’love it – or leave it’. Jeg har aldrig tidligere lagt mærke til at australierne er så nationalistiske og jeg håber lidt at det bare er denne ene dag.
Nå, men vores plan med at komme til Cronulla var at dykke – ikke at deltage i festlighederne i forbindelse med Australia day. Det var så første gang vi skulle på et rigtigt dyk i havet. Bass and Flinders hedder stedet, hvor vi gik i vandet – en af fordelene ved stedet er at det kan dykkes uafhængigt af tidevandet. På det første dyk kom vi dog ikke til at se så meget for der var stadig en masse øvelser vi skulle igennem. Der var et par nye øvelser, men der var også en del gentagelser fra poolen – så som at fylde masken med vand og rense den. Trods alle øvelserne var det nu ret fascinerende at sidde på bunden af havet med forskellige farvestrålende fisk svømmende omkring en.
På andet dyk var der lidt færre øvelser og det blev også til hvad man kan kalde et rigtig dyk, hvor man svømmer rundt og kigger sig lidt omkring. Det er helt fantastisk der er simpelthen utroligt mange fisk, mange flere end jeg havde forestillet mig. Vi blev passeret at et par fiskestimer, sikkert ikke nogen særligt specielle eller spændende fisk, men for os er alt nyt og flot. En af de vigtigste ting i forbindelse med at dykke er det man kalder Bouyancy, som dækker over hvorledes man flyder i vandet. Vandets tæthed variere med dybden, derfor så ens flyde evne også hele tiden justeres. Jeg fik allerede en fornemmelse af hvor meget man kan regulere en flyde evne alene gennem den mængde luft man holde i lungerne. Man trækker vejret kontinuert, men ved ikke at ånde fuldstændig ud, kan man ændre sin flyve evne. Det er lidt en speciel fornemmelse at når man trækker vejret ind flyder man op, men at når man ånder ud synker man mod bunden.
Efter dagens lektion var overstået besluttede vi at blive i Cronulla og deltage i festlighederne i forbindelse med Australia day. I en af de store parker var der en scene, hvorfra der blev sunget og danset. Vi spiste en gang indisk take away og nød underholdningen. Ved 22-tiden skulle der være et stort festfyrværkeri, så vi gik rundt og ventede på at klokken skulle blive 22, så vi kunne se fyrværkeriet. I stillede os op i god tid, så vi fik en god plads. Så begyndte fyrværkeriet. Der varede dog ikke længe før det stoppede og et par forvildede fyrværkeri arbejder løb rundt mellem krudtet, men tilsyneladende var der ikke noget der hjalp og kort tid efter begyndt de at rulle ledningerne sammen - meget, meget skuffende.
Søndagen bød på endnu to dyk Første dyk foregik ved Oak Park. Et stykke forholdsvist ubeskyttet strand, så for at komme ud skal brændingen forceres. Tony var lidt i tvivl om vi skulle gå ud eller tage tilbage til Bass and Flinters, fordi vejret måske ville blive være i løbet af formiddagen. Eventuelt ville vi lave første dyk her og derefter tage andet dyk ved Bass og Flinters. Jeg tror endnu ikke jeg har brokket mig over ubehagelighederne i forbindelse med at dykke. Våddragten er sjældent rar at tage på, men man vender sig hurtigt til så det er egentligt okay – tanken er dog tung og kloset udenfor vandet og ligeså rar, som der at have undervandet ligeså ubehagelig er den at bære overvandet. Nå, men brok til side vi fik gearet op og kom i vandet. Her var lidt dybere end på vores tidligere dyk og igen skulle vi lave øvelser, men der blev også tid til at svømme ud i det blå. Vi så blandet andet en Blue Grouber – en blå fisk på cirka 1 m penge. Tony havde fortalt at den ofte kom hen og kiggede når der var dykkere i vandet. Fisken virker på ingen måde bange og den svømmede rundt mellem os. Det var lidt en fantastisk oplevelse, på land er det de færreste vilde dyr der tør komme så tæt på mennesker. Under vores dyk var søen blevet være og turen gennem brændingen gav et par knubs.
Sidste dyk vi skulle igennem før vi var færdigt uddannede ’open water divers’ indebar et navigations dyk, hvor vi skulle prøve at følge et kompas under vandet. Det var egentlig ret let i hvert fald på den skala vi gjorde, men der skal nok ikke meget strøm eller liggende til at slå en fuldstændig ud af kurs, når man ikke har noget visuelt pejlemærke. Tilbage i dykker forretningen skulle vi udfylde et hav af papirer deriblandt også vores dykker logbog. Vi fik et midlertidigt dykker certifikat – uden certifikat vil dykkerforretningerne ikke leje dig udstyr eller fylde dine tanke. Vi benyttede også lejligheden til at planlægge vores næste dyk og meldte os ind i Prodive Cronulla. Med andre ord er vi nu fuldt udlærte med 4 dyk på samvittigheden.
Monday, January 28, 2008
Uge # 3 Dykker træning
Weekenden forinden havde vi været i Cronulla for at tilmeld os et dykkerkursus hos Prodive. Således var lørdagen i denne uge afsat til gennemgang af teorien. Faktisk havde vi læst ret intensivt hele ugen for at være klar til undervisningen. Vores lærer en ældre hvidhåret herre ved navn Tony, som havde dykket i over 30 år – ja faktisk var han startet i 1977. Med andre ord kunne han med rette sige at han dykkede den gang vi gik med ble. Trods hans mange års erfaring har han et utroligt engagement og han var en god lærer. Selv om teorien ikke kan siges at være så spændende fik Tony krydret indlæringen med en masse historie og erfaringer fra det virkelige liv. Alt i alt var det en god oplevelse.
Søndag var så dagen, hvor vi for første gang skulle ånde under vandet med vores scuba ’self contained underwater breathing apperatus’. På land må udstyret siges at være noget uhåndterligt og meget tungt, men i vandet svæver man uden problemer. Først skulle vi bestå svømmeprøven, som var 200 m uden stop og 10 min. trædevande. Første dagen med øvelser forgik en svømmepøl, eller contained dive, som Padi kalder det. Herefter startede øvelser med scuba, så som at tage regulatoren ud af munden og bytte den i munden igen. Fylde masken med vand og tømme den igen. Ånde fra buddies (makker) occi (’også kend som sekundær stage’). Til min store overraskelse føltes det ret naturligt at gå ned under vandet med regulatoren i munden – jeg tvivlede på intet tidspunkt på at luften ville komme fra tanken. Vi prøvede også at simulerer tank tom – Tony lukkede tanken, så vi kun kunne ånde det vi havde tilbage i slangerne, vi skulle så efterfølgende give tegn til makker om at få makker luft. Der var i det hele taget rigtig mange øvelser vi skulle igennem. Det var selvfølgelig også noget nemmere at gøre tingene i pool end i åben sø.
Søndag var så dagen, hvor vi for første gang skulle ånde under vandet med vores scuba ’self contained underwater breathing apperatus’. På land må udstyret siges at være noget uhåndterligt og meget tungt, men i vandet svæver man uden problemer. Først skulle vi bestå svømmeprøven, som var 200 m uden stop og 10 min. trædevande. Første dagen med øvelser forgik en svømmepøl, eller contained dive, som Padi kalder det. Herefter startede øvelser med scuba, så som at tage regulatoren ud af munden og bytte den i munden igen. Fylde masken med vand og tømme den igen. Ånde fra buddies (makker) occi (’også kend som sekundær stage’). Til min store overraskelse føltes det ret naturligt at gå ned under vandet med regulatoren i munden – jeg tvivlede på intet tidspunkt på at luften ville komme fra tanken. Vi prøvede også at simulerer tank tom – Tony lukkede tanken, så vi kun kunne ånde det vi havde tilbage i slangerne, vi skulle så efterfølgende give tegn til makker om at få makker luft. Der var i det hele taget rigtig mange øvelser vi skulle igennem. Det var selvfølgelig også noget nemmere at gøre tingene i pool end i åben sø.
Uge #2 Tilbage i Sydney
Vi fløj tidligt om morgenen fra Wellington, faktisk skulle vi med en taxi klokken 5.15, men vi var jo efterhånden inde i rutinen med at stå tidligt op. Turen til Sydney gik planmæssigt, jeg sov det meste af turen, hvilket egentlig er ganske udmærket tidsfordriv på en flyver. Det gik forholdsvis hurtigt med at komme gennem immigrationen og der var ingen problemer med manuka honningen og uld sweatrene vi havde købt i New Zealand.
Vi brugte formiddagen på indkøb, men tog på arbejde om eftermiddagen. Det var lidt en hård nyser og ugen gik da også ret hurtig. Lørdag sov vi længe og slappede af. Vi tog en tur til Cronulla for at bestille vores dykkerkursus, som heldigvis kunne starte allerede den efterfølgende uge.
Om aftenen var vi til koncert i The Domain. Det var et latino inspireret band, som skulle spille. The Domain er en park, hvor der af og til afholdes friluftskoncerter. Det var gratis entre og det var der også rigtig mange mennesker, som havde benyttet sig af. Vi har taget en simpel sandwich med, som vi spiste inden bandet kom på scenen – ja faktisk gik der meget lang tid før der kom noget musik. I mellem tiden blev vi underholdt af reklamer fra sponsorerne – det kan godt være det var gratis, men de havde da sikret sig at man var tvangs indlagt til en helt masse reklamer. De fleste australier så ud til at have tage hele picnic sættet med – der manglede ikke noget – glas, porcelæn, bestik og i mange tilfælde også camping stole. Vi ventede næsten 2 timer inden bandet kom på – de spillede så cirka 30 minutter, hvor lyden dog var så lav at det var næsten umuligt at høre. Det var ikke ligefrem den store koncert oplevelse. Efter de 30 minutter var der pause med endnu en ordentlig røvfuld reklamer og efter at have ventet yderligere 40 minutter gik vi hjem. Mage til dårligt arrangement skal man da se længe efter – heldigvis.
Søndag tog vi igen til Cronulla for at nyde stranden, vi havde dog ikke meget andet end fået lagt os før himlens sluser åbnede sig og vi pakkede sammen og tog hjem igen. Sikke en fiasko weekend. Det eneste positive var vel at vi kunne starte vores dykker kursus allerede den følgende weekend.
Vi brugte formiddagen på indkøb, men tog på arbejde om eftermiddagen. Det var lidt en hård nyser og ugen gik da også ret hurtig. Lørdag sov vi længe og slappede af. Vi tog en tur til Cronulla for at bestille vores dykkerkursus, som heldigvis kunne starte allerede den efterfølgende uge.
Om aftenen var vi til koncert i The Domain. Det var et latino inspireret band, som skulle spille. The Domain er en park, hvor der af og til afholdes friluftskoncerter. Det var gratis entre og det var der også rigtig mange mennesker, som havde benyttet sig af. Vi har taget en simpel sandwich med, som vi spiste inden bandet kom på scenen – ja faktisk gik der meget lang tid før der kom noget musik. I mellem tiden blev vi underholdt af reklamer fra sponsorerne – det kan godt være det var gratis, men de havde da sikret sig at man var tvangs indlagt til en helt masse reklamer. De fleste australier så ud til at have tage hele picnic sættet med – der manglede ikke noget – glas, porcelæn, bestik og i mange tilfælde også camping stole. Vi ventede næsten 2 timer inden bandet kom på – de spillede så cirka 30 minutter, hvor lyden dog var så lav at det var næsten umuligt at høre. Det var ikke ligefrem den store koncert oplevelse. Efter de 30 minutter var der pause med endnu en ordentlig røvfuld reklamer og efter at have ventet yderligere 40 minutter gik vi hjem. Mage til dårligt arrangement skal man da se længe efter – heldigvis.
Søndag tog vi igen til Cronulla for at nyde stranden, vi havde dog ikke meget andet end fået lagt os før himlens sluser åbnede sig og vi pakkede sammen og tog hjem igen. Sikke en fiasko weekend. Det eneste positive var vel at vi kunne starte vores dykker kursus allerede den følgende weekend.
Monday, January 14, 2008
Uge #1 Christchurch, Antarktis center, hvalsejlads i Kaikoura, Queen Charlottes track, Wellington
Mandag den 31. december
Forholdsvis tidligt om morgenen tog vi med en bus mod Greymout, hvilket er den største by på vestkysten med omkring 10.000 indbyggere. Chaufføren snakkede og udpegede en del seværdigheder på turen – det var meget passende. Vi så blandet andet Franz Joseph og gjorde et stop i en ’by’ med to indbyggere – skovridderen og has kone. De havde en lille road house cafe, hvor de blandet andet solgte Possum pie – pungdyr tærte.
I Australien er pungdyrene fredet, mens de i New Zealand er en pestilens – de er ikke hjemhørende i landet men trives vel på bekostning af New Zealandske træsorter, som efterhånden er ved at være truet. Possum kød er mørkt, som det meste vildt, men det smager ret meget som kylling. Der hang en del jokes i cafeen, så som menukortet, som øverst på menuen tilbød ’road kill of the day’ – ’You kille’m, we grill’m’.
Næste stop før vi nåede Greymouth var Hokatika, en lille by med et stort overtal af kunstnere. Specielt er byen kendt for stenarbejde, mere specifik jade eller Greenstone.
I Greymouth skiftede vi transportmiddel til tog – den Transalpinske jernbane – ja hvorfor forsøge at komme op med et nyt navn til bjerge – Zealand er i øvrigt et sted i Holland. Den Transalpinske jernbane er en meget flot scenisk tur gennem smukt bjerglandskab.
Toget var i modsætning til lignende udgaver i Europa udstyret med et observationsdæk, så det var muligt at fotografere uden refleksioner fra vinduesglasset. Det var ret vildt at stå på observationsdækket når toget nåede sin top hastighed, som formodes at være omkring 80 km/h. Første delen af turen var gennem nogen forholdsvis bredde gletscherdale med sneklædte tinder i baggrunden. Cirka halvvejs kørte toget gennem en omkring 20 km lang tunnel og ankom til eneste stop på turen Arthurs Pass. Herefter ændrede landskabet sig meget drastisk og det var nu stejle skrante, et utal af broer og en mængde kort tunneler. Gradvist blev det dramatiske landskab udjævnet og ændre sig til frodige sletter, hvor der gik får på græs. Det lykkedes at ankomme til Christchurch 25 minutter før forventet ankomst – det er vist det eneste sted jeg kender, hvor sådan er foreteelse er mulig. Stewarden underskyldte da også mange gange og sagde at årsagen måtte være den ræser gale togfører.
Vi checkede ind på vandrehjemmet og gik ud for at få en nytårsaftensmiddag. Det lykkedes os at finde en restaurant der havde specialiseret sig i lam, så det var muligt at få ikke mindre end 5 forskellige lamme retter. Vi fik et stykke rigtig lækkert ovnstegt økologisk lam og en ganske udmærket flaske New Zealandsk vin til. Efter den udsøgte middag gik vi til Cathedral Square, hvor der var gratis koncert og nedtælling til årsskiftet. Der var godt gang i musikken, fyrværkeriet var også meget flot, men måske ikke så imponerende, som jeg have ventet, når det nu kun er tilladt for fagfolk at skyde krudt af.
Tirsdag den 01. januar – første dag i det nye år:
Vi kom i seng i det nye år, men det blev nu heller ikke alt for sent. Vi gik en tur rundt i byen, som dog ikke virkede så stor trods det status som lands tredje største by. Vi var en tur oppe i domkirketårnet, hvorfra der var en udmærket udsigt over byen.
Herefter tog vi ud i det Internationale Antarktika center. Stort set alle missioner til Antarktis går gennem Christchurch, hvor blandet andet amerikanerne har en stor flyvebase. I centret var der pingviner og det var muligt at opleve en antarktisk storm med en chillfaktor på -18°C. Nederdel og -18°C blev lidt rigeligt for Nina så hun forlod fryserummet.
Vi var også ud at køre Hägglund – et amfibiekøretøj, som bliver brugt på antarktisk – udover både at kunne bevæge sig gennem vand og over is – kan køretøjet køre op af skråninger med 45 graders hældning og en sidevershældning på 31 grader. Gletscherspalter på 1.5 m forceres også uden problemer. Køretøjet har en top hastighed på 60 km/t og vores chauffør gav den rigeligt med gas – det var ret sjovt – lidt ligesom en rutschebane i tivoli.
Om eftermiddagen gik vi en tur i den botaniske have og en omkring det gamle unviersitet, som ligger i forbindelse med universitet. Christchurch er kendt eller kender sig selv som ”The garden of the world”. Den botaniske have var da også utrolig smuk.
Onsdag den 02. januar
Vi gik igen end tur ind inde i den botaniske have. På vejen passerede vi Rådhuset, som ikke ligefrem kan kaldes nogen perle. Vi så til gengæld noget der minder om gondoler, som kan stage en rundt i Christchurch.
Fra den botaniske have gik vi til det gamle universitetsbygning, hvor vi for en gold coin donation besøgte Rutherfords hule. Med andre ord stedet, hvor Ernest Rutherford startede sine studier og som dannede grundlaget for nobelprisvindersarbejde. Ernest Rutherford er manden der senere skulle blive kendt, som ”Father of the atom”. Som et lille kuriosum skal det nævnes at han findes på den New Zealandske 100 dollars seddel, ligesom Niels Bohr findes på den danske plovmand, måske skulle den omdøbes til kvantefadderen. Det var en lille, men flot opsat udstilling, hvor man kunne se kælderen, hvor det hele startede og et auditorier, som det så ud på Rutherfords tid.
Udover museet huser de gamle universitetsbygninger i dag kunstakademiet, som har en del åbne værksteder, så man kunne både se tingene blive fremstillet og i det fleste tilfælde var de også til salg. Værkstederne spændte vidt fra uld til sten over stof og ben. Det var i sig selv ret spændende at gå rundt at kigge, som et levende moderne skulpturkunstmuseum.
Om eftermiddag tog vi en ’Atomic shuttle’ til Kaikoura, meget passende efter at have set ’Rutherfords Den’. I Kaikoura skulle vi på hval tur tidligt den efterfølgende morgen. Byen består essentielt af uendeligt mange hoteller, moteller og vandrehjem, attraktionerne er en fin bade strand, hval togter og muligheden for at svømme med sæler. Der var et mikroskopisk fiskeleje, hvor der ifølge vores guidebog skulle var en fiskehandler. Forretningen var imidlertid flyttet så det blev en længere udflugt, men ikke desto mindre lykkedes det at få frisk fisk. Vi gik forholdsvis tidligt i seng, men vi skulle jo også op før en eller anden fik sko på.
Torsdag den 03. januar
Klokken 5.15 var vi ude af fjerene og efter en gang hurtig morgenmad var vi på vej til hval centret. Mens vi gik langs stranden stod solen op ude i horisonten, den utroligt smukke solopgang og det ville egentlig havde været rimeligt at stå tidligt op blot for at se solopgangen for den var virkelig fantastisk.
Vejret var fint og søsyge varslet var sat til lav risiko. Firmaet, som stod for hval togterne var meget professionelt. Lidt synd kan man sige for det var helt upersonligt – til genglæd kunne de levere varen.
Ved ankomsten til centret startede vi med at checke-ind, som i en anden lufthavn. Herefter kom der et boarding udkald, hvorefter vi blev kørt i bus ud til et specielt bygget fartøjer -høj hastigheds katamaran.
På turen fik en god forklaring og rette flotte animationer, der forklarede, hvorfor der var hvaler området. Det skyldes at kun 3 km fra kysten er vandet allerede 1000 m dybt, hvilket betyder at de store blæksprutter, som kaskelothvalerne leve af findes her. Da vi var kommet ud på vandet slukkede kaptajnen motoren og sænkede aqua phoner i vandet – for at lytte efter hvalerne. De afgiver forskellige lyde alt efter om de jagter bytte, er på vej ned eller på vej op for at trække luft. Herefter blev kursen sat efter lyden og der gik ikke lang tid før vi så de første pustesøjler fra de store dyr. Kaskelothvalerne jager omkring tre kvarter før de går til overfladen, hvor de typisk puster ud i et kvarter.
Efter at have fået friske luft forsyninger, dykker de ned igen og har kommer halen op over vandet, hvilket giver anledning til nogen meget flotte billeder - døm selv.
Vi så to hvaler på turen og på turen tilbage mod land så vi et par Albatrosser, som flyver bedst i hård vind – de har svært ved at lufte sig selv op af vandet, hvis det ikke blæser.
Tæt på kysten så vi masser af delfiner, som rigtig tumlede rundet i luften og vandet – det var et meget fascinerende syn.
Om formiddagen gik en tur i området, turen delvist gik langs kysten og vi så mange sæler. Om eftermiddagen tog vi med bus videre til Picton, hvorfra vi skulle på vandring gennem Malbourough sound.
Fredag den 04. januar
Vi kom med en vandtaxi klokken 9.00, vi havde valgt en lidt utraditionel rute, normalt når man går hele turen tager det 4 dage – vi havde desværre kun 2 dage, så vi stod af senere på ruten.
Det var lidt sjovt, fordi vi fik lidt indblik i livet ombord på skuden. Desværre kom vi ret sent i gang, fordi et søsterskib fra samme firma var kommet i problemer og vi måtte samle de nødstedte op og sejle dem tilbage til Ship Cove, som er det normale udgangspunkt for vandring.
Ship Cove er i øvrigt det historiske sted, hvor Kaptajn Cook plantede det engelske flag og gjorde den engelske konge til den retmæssige ejer af landet. Grundet forsinkelserne ankom vi først til Camp Bay klokken 12.00 vores udgangspunkt – det var cirka 2 timer forsinket. Det var en lille smule kristisk eftersom vi havde 8 timers vandring til Cowshed Bya, hvor vi skulle overnatte.
Gråvejret lå desværre tungt over landet, men som dag skred frem hævede skyerne og vi kunne se den fantastisk udsigt, som bedst beskrives som en række oversvømmede bakker – på mange måder lidt ligesom Milford Sound og på mange måder overhovedet ikke som Milford Sound.
På turen så vi en del spændende fugle – fuglene i New Zealand adskiller sig fra andre fugle ved at de i mange tilfælde har mistet evnen til at flyve, fordi de ikke har haft nogen naturlige fjender. Det ændre sig dog da Europæerne medbragte deres husdyr.
Efter en strabaserende dag ankom vi omsider til Cowshed Bay, hvor vi lavede aftensmad og derefter gik på hovedet i seng – godt trætte. Vi kunne dog ikke sove længe for vi skulle nå en båd i Anakiwa om eftermiddagen den efterfølgende dag.
Lørdag den 05. januar
Vi fik morgenmad og pakkede sammen og var forholdsvis hurtigt på vejen igen. Det var igen en utrolig smuk tur, vejret var smukt fra morgenstunden. Vandringen gik på kammen af bakkerne, så udsigten ændrede sig konstant og var i øvrigt utroligt flot med vand og bakker. Dagen startede med en forholdsvis hård opstigning, men belønning var ubeskrivelig, med 360° udsyn.
Desværre blev vi ikke længe i højden, men snart var vi på vej ned og resten af turen var ret flad, men gik gennem hvad der bedst kan beskrives som en bregneskov – ret vildt. Det tog 7 timer at komme til Anakiwa så det var en forholdsvis hård dag. I Anakiwa havde en foretagsomme cafe ejer plantet en gammel campingvogn lige ved slutningen og stien og jeg tror stort set alle vandre var kunder i biksen.
Vi havde tid til at slappe af en 1 time tid før både skulle sejle os tilbage til Picton. Efter aftensmaden tog vi ud for at få en øl på en gammel tremastet båd, som var blevet lavet om til en restaurant. Mens vi sad der blev vi vidner til en utrolig smuk solnedgang. Vi gik tidligt i seng, dels var vi trætte, men den efterfølgende dag skulle vi op før en hvis herre fik sko på for at tage færgen til Wellington.
Søndag den 06. januar
Dagen startede klokken 4 am, vi skulle checke ind på færgen klokken 5.15, således var det stadig mørk da vi forlod vandrehjemmet. Færgeturen tager omkring 3 timer, vi sejlede med skib bygget på Aalborg værft i 1983 – lille verden.
Desværre var vejret ikke det bedste så vi blev lidt snydt for sol opgangen, som helt sikkert ville have været fantastisk smuk. En stor del af turen gennem Marlborough sound, forgår nærmest som et krydstogt og er i sig selv en oplevelse.
Omkring klokken 10, havde vi igen fast grund under fødderne i New Zealand hovedstad – Wellington. På grund af en fejl læsning af kortet, kom vi til at gå noget længere end planlagt for at komme til vandrehjemmet – det viste sig at der var mere end et færgeleje.
Vi gik en tur rundt i byen, som ikke helt ved om den skal være en storby eller hvad? I en af byens restauranter fik vi dagens fisk – blødende tunfisk bøffer – nøje det smagt bare helt vildt godt. Vi besøgte nationalmuseet Te Papa. Her var nogen flotte og meget forskellige udstillinger, fra geologiske forhold til zoologi, Maori kultur og forklaringer på karantæne. Alt ting så ud til at være ret nyt og udstillingerne fra flot lavet – derudover var museet også gratis.
Efter Te Papa gik vi en tur op forbi Parlamentet, som var en noget underlig samling af bygning, som ikke alle var lige flotte. Aftensmaden blev til Pizza på vandrehjemmet og herefter en tur langs stranden, hvorfra der er udsigt til Mount Victoria, hvor mange scener til Ringenes Herre er blevet skudt, hvad vi haft en dag mere i Wellington, skulle vi helt sikkert have været op og kigge efter dem. Men endnu engang skulle vi tidligt op for at flyve tilbage til Australien.
New Zealand har været en af de mest varierede ferie jeg har været på med fantastiske vandreture i meget forskellige landskaber. Adrenalin bostende oplevelser som bungy jump og rafting. Spændende landskaber og interessante steder fra Ringenes Herre – oven i købet oplevet på hesteryg. Fantastisk vandring på 14 km is – som strakte sig ned gennem regnskoven. På eventyrlig rejse med tog vers gennem landet og nytår med live musik og fyrværkeri udendørs. Et fiktivt ophold i den antarktiske vinter og en et besøg i Rutherfords hule. Hval betragtning og vandring mellem hav og bakke. Den helt utroligt fantastisk spændende og varieret rejse.
Forholdsvis tidligt om morgenen tog vi med en bus mod Greymout, hvilket er den største by på vestkysten med omkring 10.000 indbyggere. Chaufføren snakkede og udpegede en del seværdigheder på turen – det var meget passende. Vi så blandet andet Franz Joseph og gjorde et stop i en ’by’ med to indbyggere – skovridderen og has kone. De havde en lille road house cafe, hvor de blandet andet solgte Possum pie – pungdyr tærte.
I Australien er pungdyrene fredet, mens de i New Zealand er en pestilens – de er ikke hjemhørende i landet men trives vel på bekostning af New Zealandske træsorter, som efterhånden er ved at være truet. Possum kød er mørkt, som det meste vildt, men det smager ret meget som kylling. Der hang en del jokes i cafeen, så som menukortet, som øverst på menuen tilbød ’road kill of the day’ – ’You kille’m, we grill’m’.
Næste stop før vi nåede Greymouth var Hokatika, en lille by med et stort overtal af kunstnere. Specielt er byen kendt for stenarbejde, mere specifik jade eller Greenstone.
I Greymouth skiftede vi transportmiddel til tog – den Transalpinske jernbane – ja hvorfor forsøge at komme op med et nyt navn til bjerge – Zealand er i øvrigt et sted i Holland. Den Transalpinske jernbane er en meget flot scenisk tur gennem smukt bjerglandskab.
Toget var i modsætning til lignende udgaver i Europa udstyret med et observationsdæk, så det var muligt at fotografere uden refleksioner fra vinduesglasset. Det var ret vildt at stå på observationsdækket når toget nåede sin top hastighed, som formodes at være omkring 80 km/h. Første delen af turen var gennem nogen forholdsvis bredde gletscherdale med sneklædte tinder i baggrunden. Cirka halvvejs kørte toget gennem en omkring 20 km lang tunnel og ankom til eneste stop på turen Arthurs Pass. Herefter ændrede landskabet sig meget drastisk og det var nu stejle skrante, et utal af broer og en mængde kort tunneler. Gradvist blev det dramatiske landskab udjævnet og ændre sig til frodige sletter, hvor der gik får på græs. Det lykkedes at ankomme til Christchurch 25 minutter før forventet ankomst – det er vist det eneste sted jeg kender, hvor sådan er foreteelse er mulig. Stewarden underskyldte da også mange gange og sagde at årsagen måtte være den ræser gale togfører.
Vi checkede ind på vandrehjemmet og gik ud for at få en nytårsaftensmiddag. Det lykkedes os at finde en restaurant der havde specialiseret sig i lam, så det var muligt at få ikke mindre end 5 forskellige lamme retter. Vi fik et stykke rigtig lækkert ovnstegt økologisk lam og en ganske udmærket flaske New Zealandsk vin til. Efter den udsøgte middag gik vi til Cathedral Square, hvor der var gratis koncert og nedtælling til årsskiftet. Der var godt gang i musikken, fyrværkeriet var også meget flot, men måske ikke så imponerende, som jeg have ventet, når det nu kun er tilladt for fagfolk at skyde krudt af.
Tirsdag den 01. januar – første dag i det nye år:
Vi kom i seng i det nye år, men det blev nu heller ikke alt for sent. Vi gik en tur rundt i byen, som dog ikke virkede så stor trods det status som lands tredje største by. Vi var en tur oppe i domkirketårnet, hvorfra der var en udmærket udsigt over byen.
Herefter tog vi ud i det Internationale Antarktika center. Stort set alle missioner til Antarktis går gennem Christchurch, hvor blandet andet amerikanerne har en stor flyvebase. I centret var der pingviner og det var muligt at opleve en antarktisk storm med en chillfaktor på -18°C. Nederdel og -18°C blev lidt rigeligt for Nina så hun forlod fryserummet.
Vi var også ud at køre Hägglund – et amfibiekøretøj, som bliver brugt på antarktisk – udover både at kunne bevæge sig gennem vand og over is – kan køretøjet køre op af skråninger med 45 graders hældning og en sidevershældning på 31 grader. Gletscherspalter på 1.5 m forceres også uden problemer. Køretøjet har en top hastighed på 60 km/t og vores chauffør gav den rigeligt med gas – det var ret sjovt – lidt ligesom en rutschebane i tivoli.
Om eftermiddagen gik vi en tur i den botaniske have og en omkring det gamle unviersitet, som ligger i forbindelse med universitet. Christchurch er kendt eller kender sig selv som ”The garden of the world”. Den botaniske have var da også utrolig smuk.
Onsdag den 02. januar
Vi gik igen end tur ind inde i den botaniske have. På vejen passerede vi Rådhuset, som ikke ligefrem kan kaldes nogen perle. Vi så til gengæld noget der minder om gondoler, som kan stage en rundt i Christchurch.
Fra den botaniske have gik vi til det gamle universitetsbygning, hvor vi for en gold coin donation besøgte Rutherfords hule. Med andre ord stedet, hvor Ernest Rutherford startede sine studier og som dannede grundlaget for nobelprisvindersarbejde. Ernest Rutherford er manden der senere skulle blive kendt, som ”Father of the atom”. Som et lille kuriosum skal det nævnes at han findes på den New Zealandske 100 dollars seddel, ligesom Niels Bohr findes på den danske plovmand, måske skulle den omdøbes til kvantefadderen. Det var en lille, men flot opsat udstilling, hvor man kunne se kælderen, hvor det hele startede og et auditorier, som det så ud på Rutherfords tid.
Udover museet huser de gamle universitetsbygninger i dag kunstakademiet, som har en del åbne værksteder, så man kunne både se tingene blive fremstillet og i det fleste tilfælde var de også til salg. Værkstederne spændte vidt fra uld til sten over stof og ben. Det var i sig selv ret spændende at gå rundt at kigge, som et levende moderne skulpturkunstmuseum.
Om eftermiddag tog vi en ’Atomic shuttle’ til Kaikoura, meget passende efter at have set ’Rutherfords Den’. I Kaikoura skulle vi på hval tur tidligt den efterfølgende morgen. Byen består essentielt af uendeligt mange hoteller, moteller og vandrehjem, attraktionerne er en fin bade strand, hval togter og muligheden for at svømme med sæler. Der var et mikroskopisk fiskeleje, hvor der ifølge vores guidebog skulle var en fiskehandler. Forretningen var imidlertid flyttet så det blev en længere udflugt, men ikke desto mindre lykkedes det at få frisk fisk. Vi gik forholdsvis tidligt i seng, men vi skulle jo også op før en eller anden fik sko på.
Torsdag den 03. januar
Klokken 5.15 var vi ude af fjerene og efter en gang hurtig morgenmad var vi på vej til hval centret. Mens vi gik langs stranden stod solen op ude i horisonten, den utroligt smukke solopgang og det ville egentlig havde været rimeligt at stå tidligt op blot for at se solopgangen for den var virkelig fantastisk.
Vejret var fint og søsyge varslet var sat til lav risiko. Firmaet, som stod for hval togterne var meget professionelt. Lidt synd kan man sige for det var helt upersonligt – til genglæd kunne de levere varen.
Ved ankomsten til centret startede vi med at checke-ind, som i en anden lufthavn. Herefter kom der et boarding udkald, hvorefter vi blev kørt i bus ud til et specielt bygget fartøjer -høj hastigheds katamaran.
På turen fik en god forklaring og rette flotte animationer, der forklarede, hvorfor der var hvaler området. Det skyldes at kun 3 km fra kysten er vandet allerede 1000 m dybt, hvilket betyder at de store blæksprutter, som kaskelothvalerne leve af findes her. Da vi var kommet ud på vandet slukkede kaptajnen motoren og sænkede aqua phoner i vandet – for at lytte efter hvalerne. De afgiver forskellige lyde alt efter om de jagter bytte, er på vej ned eller på vej op for at trække luft. Herefter blev kursen sat efter lyden og der gik ikke lang tid før vi så de første pustesøjler fra de store dyr. Kaskelothvalerne jager omkring tre kvarter før de går til overfladen, hvor de typisk puster ud i et kvarter.
Efter at have fået friske luft forsyninger, dykker de ned igen og har kommer halen op over vandet, hvilket giver anledning til nogen meget flotte billeder - døm selv.
Vi så to hvaler på turen og på turen tilbage mod land så vi et par Albatrosser, som flyver bedst i hård vind – de har svært ved at lufte sig selv op af vandet, hvis det ikke blæser.
Tæt på kysten så vi masser af delfiner, som rigtig tumlede rundet i luften og vandet – det var et meget fascinerende syn.
Om formiddagen gik en tur i området, turen delvist gik langs kysten og vi så mange sæler. Om eftermiddagen tog vi med bus videre til Picton, hvorfra vi skulle på vandring gennem Malbourough sound.
Fredag den 04. januar
Vi kom med en vandtaxi klokken 9.00, vi havde valgt en lidt utraditionel rute, normalt når man går hele turen tager det 4 dage – vi havde desværre kun 2 dage, så vi stod af senere på ruten.
Det var lidt sjovt, fordi vi fik lidt indblik i livet ombord på skuden. Desværre kom vi ret sent i gang, fordi et søsterskib fra samme firma var kommet i problemer og vi måtte samle de nødstedte op og sejle dem tilbage til Ship Cove, som er det normale udgangspunkt for vandring.
Ship Cove er i øvrigt det historiske sted, hvor Kaptajn Cook plantede det engelske flag og gjorde den engelske konge til den retmæssige ejer af landet. Grundet forsinkelserne ankom vi først til Camp Bay klokken 12.00 vores udgangspunkt – det var cirka 2 timer forsinket. Det var en lille smule kristisk eftersom vi havde 8 timers vandring til Cowshed Bya, hvor vi skulle overnatte.
Gråvejret lå desværre tungt over landet, men som dag skred frem hævede skyerne og vi kunne se den fantastisk udsigt, som bedst beskrives som en række oversvømmede bakker – på mange måder lidt ligesom Milford Sound og på mange måder overhovedet ikke som Milford Sound.
På turen så vi en del spændende fugle – fuglene i New Zealand adskiller sig fra andre fugle ved at de i mange tilfælde har mistet evnen til at flyve, fordi de ikke har haft nogen naturlige fjender. Det ændre sig dog da Europæerne medbragte deres husdyr.
Efter en strabaserende dag ankom vi omsider til Cowshed Bay, hvor vi lavede aftensmad og derefter gik på hovedet i seng – godt trætte. Vi kunne dog ikke sove længe for vi skulle nå en båd i Anakiwa om eftermiddagen den efterfølgende dag.
Lørdag den 05. januar
Vi fik morgenmad og pakkede sammen og var forholdsvis hurtigt på vejen igen. Det var igen en utrolig smuk tur, vejret var smukt fra morgenstunden. Vandringen gik på kammen af bakkerne, så udsigten ændrede sig konstant og var i øvrigt utroligt flot med vand og bakker. Dagen startede med en forholdsvis hård opstigning, men belønning var ubeskrivelig, med 360° udsyn.
Desværre blev vi ikke længe i højden, men snart var vi på vej ned og resten af turen var ret flad, men gik gennem hvad der bedst kan beskrives som en bregneskov – ret vildt. Det tog 7 timer at komme til Anakiwa så det var en forholdsvis hård dag. I Anakiwa havde en foretagsomme cafe ejer plantet en gammel campingvogn lige ved slutningen og stien og jeg tror stort set alle vandre var kunder i biksen.
Vi havde tid til at slappe af en 1 time tid før både skulle sejle os tilbage til Picton. Efter aftensmaden tog vi ud for at få en øl på en gammel tremastet båd, som var blevet lavet om til en restaurant. Mens vi sad der blev vi vidner til en utrolig smuk solnedgang. Vi gik tidligt i seng, dels var vi trætte, men den efterfølgende dag skulle vi op før en hvis herre fik sko på for at tage færgen til Wellington.
Søndag den 06. januar
Dagen startede klokken 4 am, vi skulle checke ind på færgen klokken 5.15, således var det stadig mørk da vi forlod vandrehjemmet. Færgeturen tager omkring 3 timer, vi sejlede med skib bygget på Aalborg værft i 1983 – lille verden.
Desværre var vejret ikke det bedste så vi blev lidt snydt for sol opgangen, som helt sikkert ville have været fantastisk smuk. En stor del af turen gennem Marlborough sound, forgår nærmest som et krydstogt og er i sig selv en oplevelse.
Omkring klokken 10, havde vi igen fast grund under fødderne i New Zealand hovedstad – Wellington. På grund af en fejl læsning af kortet, kom vi til at gå noget længere end planlagt for at komme til vandrehjemmet – det viste sig at der var mere end et færgeleje.
Vi gik en tur rundt i byen, som ikke helt ved om den skal være en storby eller hvad? I en af byens restauranter fik vi dagens fisk – blødende tunfisk bøffer – nøje det smagt bare helt vildt godt. Vi besøgte nationalmuseet Te Papa. Her var nogen flotte og meget forskellige udstillinger, fra geologiske forhold til zoologi, Maori kultur og forklaringer på karantæne. Alt ting så ud til at være ret nyt og udstillingerne fra flot lavet – derudover var museet også gratis.
Efter Te Papa gik vi en tur op forbi Parlamentet, som var en noget underlig samling af bygning, som ikke alle var lige flotte. Aftensmaden blev til Pizza på vandrehjemmet og herefter en tur langs stranden, hvorfra der er udsigt til Mount Victoria, hvor mange scener til Ringenes Herre er blevet skudt, hvad vi haft en dag mere i Wellington, skulle vi helt sikkert have været op og kigge efter dem. Men endnu engang skulle vi tidligt op for at flyve tilbage til Australien.
New Zealand har været en af de mest varierede ferie jeg har været på med fantastiske vandreture i meget forskellige landskaber. Adrenalin bostende oplevelser som bungy jump og rafting. Spændende landskaber og interessante steder fra Ringenes Herre – oven i købet oplevet på hesteryg. Fantastisk vandring på 14 km is – som strakte sig ned gennem regnskoven. På eventyrlig rejse med tog vers gennem landet og nytår med live musik og fyrværkeri udendørs. Et fiktivt ophold i den antarktiske vinter og en et besøg i Rutherfords hule. Hval betragtning og vandring mellem hav og bakke. Den helt utroligt fantastisk spændende og varieret rejse.
Uge #52 Greenstone, Kinloch, Ride of the Ring, Quenstown og Fox Glacier
Mandag den 24. december
Vi blev samlet op i Milford Sound og kørt til The Divide, hvor vi startede Greenstone track. Vejret var ikke noget at råbe hurra for skyerne lå, men det blev heldigvis ikke til så meget regn. Første del af var identisk med slutning af Routeburn fra the Divide to Howden hytten. Bortset fra stigningen op til Howden Hytten gik turen ned gennem beech skov langs først Howden sø og derefter McKeller søen, forenden af hvilkn.
Første etape var nogenlunde til at overse, bortset fra en indledende stigning var turen meget flad. Først nat tilbragte vi på teltpladsen lige uden for McKeller Hut. Faktisk sad vi en del oppe i hytten, hvor vi kunne varme os ved brændeovnen. Juleaftensmenuen bestod indledningsvis af en orientalsk hønsesuppe efterfulgt af Yum-Yummi nudler med anden smag. Til dessert var det lykkedes mig i hemmelighed at finde mælkeris på dåse – det var med andre ord det nærmeste vi kunne komme risalamande. Vi udvekslede gaver og gik forholdsvis tidligt i seng. Vejret klarede heldigvis op i løbet af aftenen.
Tirsdag den 25. december:
Vejret startede med at være pænt det begyndte hurtigt at degenerer flere og flere skyer sample sig og det begyndte at regn og der var ikke meget at se. Ruten gik ned gennem dalen langs floden, udsigten til bjerge måtte vi dog kigge langt efter. På et tidspunkt skulle krydse et lille vandløb, det lykkedes dog ikke særligt godt for Nina, der lavede en gang kosakdans og fik våde fødder, hvorefter hun var usandsynlig muggen.
Der gik dog ikke længe før vi begge havde våde bukser og støvler, grundet bevoksningerne langs stien, som havde en fantastisk evne til at holde på vandet lige indtil et intet anende vandrer passerede gennem. Vi fik nogen enkelt glimte af det flotte landskab og passerede da også et par imponerende vandfald og en meget drabelig hængebro. Ved skovbrunet lykkedes det på et tidspunkt også at få øje på en større flok hjorte.
Godt våde efter vandring gennem regnen ankom vil til Greenstone hytten, hvor vi besluttede at overnatte i hytten i stedet for på teltpladsen. I hytten var også et belgisk par og en koreaner, som vi havde snakket med den foregående dag i McKeller hytten. Derudover var der en meget snak saglig amerikaner. Om aftenen blev det taget Jungle speed – et spil som belgierne havde med – det meget skægt og en meget hyggelig aften.
Onsdag den 26. december
Vi måtte igen forholdsvis tidligt op for at være sikre på at vi kunne nå bussen fra Greenstone parkeringspladsen. Vejret klarede heldigvis op fik smagsprøver på den fantastiske udsigt vi var blevet snydt for dagen før på grund af det dårlige vejr. Turen gik delvist gennem noget der mindede om en meget ung birkeskov og delvist gennem blokmark.
Vi ankom til parkeringspladsen i god tid, Koreaneren var allerede ankommet. Vi besluttede at efterlade rygsækkene og gå en lille ekstra tur – ud til Lake Wakatipu. Det var en meget fin tur i eng landskab, hvor køer og får gik på græs. På himlen over os fløjtede fuglene, som på en forårsdag i Danmark.
Bussen som skulle afhente os var noget forsinket og vi havde ikke kørt langt før chaufføren stoppede og bad os alle stige ud. Vi var noget rådvilde vi var stadig langt fra vores destination. Chaufføren bad os gå om bord i den nærliggende speedbåd og efter blev vi sejlet op langs kysten – åbenbart noget nemmere end at køre med bussen. Udover os var koreaneren og amerikaneren også med på båden. Vi blev sat i Kinloch og de andre forsatte til Glenorchy.
I Kinloch havde vi booket os ind på en hyggelig kro, som lå på bredden af Lake Wakatipu. Sjovt nok havde belgierne også valgt at tage en nat på kroen. Første prioriteten var et bad og rent kluns, men det blev da også til en kort gå tur i området og en tur i deres hottube. Et stort trækar fuldt med varmt vand – mmmh dejligt afslappende for stive muskler og panorama udsigt til bjergene og søen – bedre kunne det næsten ikke blive.
Men det kunne faktisk godt for kroen havde en ganske udmærket restaurant, hvilket vi sandende om aftenen. Maden var fortrinligt en oplevelse for både smagsløg og øjnene. Det blev til gedeost til forret, lam til hovedret og jeg fik en pavelova til dessert, herlighederne blev skyllet ned med en god Australsk vin. Pavelova er en New Zealandsk dessert – på dansk kendt som en marengsfuglerede. Lettere snallerede gik vi i seng – forholdsvis tidligt, men vil skulle jo også op at ride næste dag.
Torsdag den 27. december
Vi spiste morgenmad på kroen og krofatter sejlede os over Lake Wakatipu til Glenorchy på den anden side af søen. Fra landgangsbroen gik vi til Dart stables, hvor vi skulle på ride tur. Vejret var desværre ikke det bedste, men vi kom heldigvis af sted. Vi havde book os ind på to turer en om formiddagen og en om eftermiddagen. Således skulle vi om formiddagen på Ride of the Rings, en tur inspireret af de mange scener fra – ja du gættede det Lord of the Rings, som var blevet filmet i området.
Det var en flot tur, hvor vi blandet andet kom til Lothlorien, så landskabet, som Gandalf ridder igennem på Skyggefax for at nå Isengard. Vi så også sletten foran Isengard og Amon Hen, hvor Boromir bliver forført af ringen. Vi havde en rigtig god guide, som brugte en del tid i starten på at uddele heste i forhold til vores erfaringsniveau. Derudover gav han mange og spændende detaljer om landskaber og Ringenes Herre, men han holdte også passende pauser, hvor man bare kunne nyde landskabet glide forbi, mens hesten klarede arbejdet. Jeg vil sige det var den helt rigtige måde at opleve scenerne fra Ringenes Herre, hestene gav ekstra speciel stemning. Mod slutningen af turen tog det ringe vejr desværre til og jeg priste mig lykkelig for den olieskinsjakke jeg havde lånt.
Tilbage i Glenorchy tog vi ud og spiste frokost før vi skulle på den ”rigtig” ride tur – Ride of the River, som gik langs Dart river. Denne tur var mere action præget og bød på trav og galop for de øvede – vi nøjes dog med at trave. Vi krydsede også gennem floden et par gange selvom der var forholdsvis stærk strøm. Det var helt sikkert en spændende oplevelse også. Desværre blev vejret bare ringere og ringere som dagen skred frem.
Vi havde fået arrangeret det så snedigt at Dart Stable kunne give os et lift tilbage til Queenstown, så det skulle vi ikke bekymre os om. Bekymringen var også nærmere om det dårlige vejr ville sætte en stopper for Nina’s skydive den efterfølgende morgen – eller gøre oplevelsen mindre spektakulær.
Fredag den 28. december
Vores bekymringer blev heldigvis gjort til skamme for vejret var på forunderligst klart op og der var stort set ikke en sky på himlen. Vi blev splittet om morgenen – Nina skulle som sagt skidive og der var de bedste forudsætning. Jeg skulle også springe, men ikke fra en flyvemaskine men fra en udspændt platform hængende 134 m over jorden. Jeg blev således kørt til Nevis, hvor New Zealands højeste elastisk spring finder sted – højden skulle give 6 sekunders frit fald.
Det var en total vild oplevelse, et par stropper blev spændt fast om skinnebenet. Elastikken blev fast gjort til stropperne og herefter blev der talt med fra 5-4-3-2-1 det var kun en af de 15 deltagere da havde problemer med at tage springet. Det var også ret vildt at stå der på kanten og kigge ned – 134 m – ned. Det første sekund virkede skræmmende, og herefter der ligesom kom en indre ro og resten af faldet kunne nydes som en oplevelse af ubegrænset frihed – indtil elastikken bremsede faldet. Det gav en god gang adrenalin og knæene rystede da også godt bagefter.
Nina havde også haft en fantastisk skydive – oven i købet med fotograf, så der er nogen meget flotte billeder at vise frem. Efter det totale adrenalin chok skulle vi ud at rafte på Shotover River. Turen gik gennem Skippers Canyon, hvilket i sig selv er lidt af et prøvelse – vejen er smal og snor sig meget med dyb afgrund på den ene side og stejlklippevæg på den anden. Derudover at være udgangspunktet for rafte turen var det også stedet, hvor Arven vender sig mod Nazgûls under flugten med den sårede Frodo. Nu har jeg prøvet at rafte et par gang og jeg må sige jeg synes ikke det var så ophidsende, som de to gange tidligere – det var meget sjovt, men det var også meget hurtigt overstået med kun tre klassificerede rapids. Jo jeg var lidt skuffet.
Om aften tog vi med gondolen i Queenstown til Bob’s peak for at se solnedgangen over Lake Wakatipu og Queenstown. Det var meget flot udsigt og solens sidste stråler formåede også at male landskabet i eventyrlige farver. På toppen fandtes en Lugebane – til de andrelin hungrende børn og barnlige sjæle. En luge er en art gokart, den har bare ingen motor, men accelerer ved hjælp af banens hældning. Lugen er udstyret med et styr, som også fungere som bremse og så gælder det ellers bare om at komme derudaf - mægtig skægt. På vej hjem fra vandrehjemmet slog vi et slag forbi en af de mange souvenir forretninger og købte vores julegave. Vi fik hver en meget lækker merinould og pungdyrpels sweater – utrolig blød og varm – ikke noget der ligefrem bliver anvendeligt i Australien, men hjemme i Danmark vil de være meget behagelige.
Lørdag den 29. december
Endnu engang måtte vi tidligt op – vi skulle med Atomic Shuttles til Fox Glacier. Jeg tror det hed Atomic shuttles fordi det var en minibus. Busturen gik op over bjergene til Wanaka, køreturen i selv var som tidligere meget flot.
På vejen stoppede vi også ved et dambrug, hvor vi købte et stykke fisk til vores aftensmad. Her skiftede vi også chauffør, vores nye chauffør var noget mere underholdende uden at det dog blev for meget. Han gjorde holdt ved en sort sandet strand og opfordre os til at stige ud og tage billeder, imens fyldte han, til vores undren, en sæk med sand. Tilbage i bussen forklarede han at strandsandet indeholdte store mængder guld – og havde set professionelle guld samler på stedet, så nu skulle han hjem og vaske sandet og forhåbentlig kunne han så indstille sit job som buschauffør for Atomic Shuttles.
Vi var hurtigere undervejs en planen og eftersom kan ikke måtte forlade Fox Glacier før et givet tidspunkt, så kunne han jo lige køre os en tur op forbi gletsjeren – det var meget godt han fortalte en del om gletsjeren og dens tilbliven og vi fik kort mulighed for at komme ud af bussen og fotografere.
Nede i Fox Glacier by blev vi sat af og fandt vores vandrehjem – Ivory Towers. Først gik vi en tur i en lille nærliggende regnskov, der var god ikke meget at se så vi besluttede at leje et par cykler og cykle ned til Lake Matheson – New Zealands mest fotograferede sø.
Mt Cook og Mt Tasman spejler sig i søens vand og giver en helt fantastisk udsigt – hvis det er vindstille og himlen er klar. Dagen vi havde valgt til gå turen omkring Lake Matheson kunne dog hverken prale med at have blå himmel eller være vindstille Alt vi kunne se var nogen bjerge indhyllet i skyer bag en vindblæst sø. Det dog meget rart med en lille gå tur alligevel.
Søndag den 30. december
Vejrudsigten var ikke den bedste, men det var da forholdsvis klart. Vi skulle på gletscher vandring og det ville da være rart med noget sol nu hvor vi havde påført os solcreme. Sådan skulle det dog ikke blive – heldigvis blev vejret heller ikke ringere. Først gik vi lidt rundt for foden af gletscheren i behørig afstand. Vores guide var vældig flink og meget informativ. Vi havde fået jakker og hvad andet udstyr vi havde behov for. Det specielle ved Fox Glacier og Franz Josef er at de kun befinder sig 245 m over havets overflade, men andre ord bevæger de sig ned gennem regnskoven uden at smelte – det er lidt af et særsyn.
For at komme op på gletscheren var det nødvendigt at gå omkring en time langs gletscheren. Før vi tråde ud på gletscheren fik vi udleveret vores crampons, Nina og jeg kunne heldigvis spænde udstyret på vores egne støvler, så vi var ret godt gående i forhold til mange af de andre.
Det var en fascinerende tur, hvor vi så mange forskellige gletscher fænomener, smeltevandsafløb, afsmeltningshuller, dybe gletscher spalter og meget mere. Vores guide lavede stien med en stor hakke.
Jeg troede egentlig at turen var planlagt på forhånd, men på vej op i en gletscher spalte sagde vores guide at, nu kunne vi ikke komme længere. Med andre ord var det ikke helt så planlagt som man skulle have troet. Det var en ret fed oplevelse at gå nede i dybe spalter og være omgivet af is til alle sidder.
Om aftenen slappede vi af i Ivory Towers, næste morgen skulle vi med bussen til Greymouth, hvorfra vi ville krydse syd øen med tog til Christchurch.
Vi blev samlet op i Milford Sound og kørt til The Divide, hvor vi startede Greenstone track. Vejret var ikke noget at råbe hurra for skyerne lå, men det blev heldigvis ikke til så meget regn. Første del af var identisk med slutning af Routeburn fra the Divide to Howden hytten. Bortset fra stigningen op til Howden Hytten gik turen ned gennem beech skov langs først Howden sø og derefter McKeller søen, forenden af hvilkn.
Første etape var nogenlunde til at overse, bortset fra en indledende stigning var turen meget flad. Først nat tilbragte vi på teltpladsen lige uden for McKeller Hut. Faktisk sad vi en del oppe i hytten, hvor vi kunne varme os ved brændeovnen. Juleaftensmenuen bestod indledningsvis af en orientalsk hønsesuppe efterfulgt af Yum-Yummi nudler med anden smag. Til dessert var det lykkedes mig i hemmelighed at finde mælkeris på dåse – det var med andre ord det nærmeste vi kunne komme risalamande. Vi udvekslede gaver og gik forholdsvis tidligt i seng. Vejret klarede heldigvis op i løbet af aftenen.
Tirsdag den 25. december:
Vejret startede med at være pænt det begyndte hurtigt at degenerer flere og flere skyer sample sig og det begyndte at regn og der var ikke meget at se. Ruten gik ned gennem dalen langs floden, udsigten til bjerge måtte vi dog kigge langt efter. På et tidspunkt skulle krydse et lille vandløb, det lykkedes dog ikke særligt godt for Nina, der lavede en gang kosakdans og fik våde fødder, hvorefter hun var usandsynlig muggen.
Der gik dog ikke længe før vi begge havde våde bukser og støvler, grundet bevoksningerne langs stien, som havde en fantastisk evne til at holde på vandet lige indtil et intet anende vandrer passerede gennem. Vi fik nogen enkelt glimte af det flotte landskab og passerede da også et par imponerende vandfald og en meget drabelig hængebro. Ved skovbrunet lykkedes det på et tidspunkt også at få øje på en større flok hjorte.
Godt våde efter vandring gennem regnen ankom vil til Greenstone hytten, hvor vi besluttede at overnatte i hytten i stedet for på teltpladsen. I hytten var også et belgisk par og en koreaner, som vi havde snakket med den foregående dag i McKeller hytten. Derudover var der en meget snak saglig amerikaner. Om aftenen blev det taget Jungle speed – et spil som belgierne havde med – det meget skægt og en meget hyggelig aften.
Onsdag den 26. december
Vi måtte igen forholdsvis tidligt op for at være sikre på at vi kunne nå bussen fra Greenstone parkeringspladsen. Vejret klarede heldigvis op fik smagsprøver på den fantastiske udsigt vi var blevet snydt for dagen før på grund af det dårlige vejr. Turen gik delvist gennem noget der mindede om en meget ung birkeskov og delvist gennem blokmark.
Vi ankom til parkeringspladsen i god tid, Koreaneren var allerede ankommet. Vi besluttede at efterlade rygsækkene og gå en lille ekstra tur – ud til Lake Wakatipu. Det var en meget fin tur i eng landskab, hvor køer og får gik på græs. På himlen over os fløjtede fuglene, som på en forårsdag i Danmark.
Bussen som skulle afhente os var noget forsinket og vi havde ikke kørt langt før chaufføren stoppede og bad os alle stige ud. Vi var noget rådvilde vi var stadig langt fra vores destination. Chaufføren bad os gå om bord i den nærliggende speedbåd og efter blev vi sejlet op langs kysten – åbenbart noget nemmere end at køre med bussen. Udover os var koreaneren og amerikaneren også med på båden. Vi blev sat i Kinloch og de andre forsatte til Glenorchy.
I Kinloch havde vi booket os ind på en hyggelig kro, som lå på bredden af Lake Wakatipu. Sjovt nok havde belgierne også valgt at tage en nat på kroen. Første prioriteten var et bad og rent kluns, men det blev da også til en kort gå tur i området og en tur i deres hottube. Et stort trækar fuldt med varmt vand – mmmh dejligt afslappende for stive muskler og panorama udsigt til bjergene og søen – bedre kunne det næsten ikke blive.
Men det kunne faktisk godt for kroen havde en ganske udmærket restaurant, hvilket vi sandende om aftenen. Maden var fortrinligt en oplevelse for både smagsløg og øjnene. Det blev til gedeost til forret, lam til hovedret og jeg fik en pavelova til dessert, herlighederne blev skyllet ned med en god Australsk vin. Pavelova er en New Zealandsk dessert – på dansk kendt som en marengsfuglerede. Lettere snallerede gik vi i seng – forholdsvis tidligt, men vil skulle jo også op at ride næste dag.
Torsdag den 27. december
Vi spiste morgenmad på kroen og krofatter sejlede os over Lake Wakatipu til Glenorchy på den anden side af søen. Fra landgangsbroen gik vi til Dart stables, hvor vi skulle på ride tur. Vejret var desværre ikke det bedste, men vi kom heldigvis af sted. Vi havde book os ind på to turer en om formiddagen og en om eftermiddagen. Således skulle vi om formiddagen på Ride of the Rings, en tur inspireret af de mange scener fra – ja du gættede det Lord of the Rings, som var blevet filmet i området.
Det var en flot tur, hvor vi blandet andet kom til Lothlorien, så landskabet, som Gandalf ridder igennem på Skyggefax for at nå Isengard. Vi så også sletten foran Isengard og Amon Hen, hvor Boromir bliver forført af ringen. Vi havde en rigtig god guide, som brugte en del tid i starten på at uddele heste i forhold til vores erfaringsniveau. Derudover gav han mange og spændende detaljer om landskaber og Ringenes Herre, men han holdte også passende pauser, hvor man bare kunne nyde landskabet glide forbi, mens hesten klarede arbejdet. Jeg vil sige det var den helt rigtige måde at opleve scenerne fra Ringenes Herre, hestene gav ekstra speciel stemning. Mod slutningen af turen tog det ringe vejr desværre til og jeg priste mig lykkelig for den olieskinsjakke jeg havde lånt.
Tilbage i Glenorchy tog vi ud og spiste frokost før vi skulle på den ”rigtig” ride tur – Ride of the River, som gik langs Dart river. Denne tur var mere action præget og bød på trav og galop for de øvede – vi nøjes dog med at trave. Vi krydsede også gennem floden et par gange selvom der var forholdsvis stærk strøm. Det var helt sikkert en spændende oplevelse også. Desværre blev vejret bare ringere og ringere som dagen skred frem.
Vi havde fået arrangeret det så snedigt at Dart Stable kunne give os et lift tilbage til Queenstown, så det skulle vi ikke bekymre os om. Bekymringen var også nærmere om det dårlige vejr ville sætte en stopper for Nina’s skydive den efterfølgende morgen – eller gøre oplevelsen mindre spektakulær.
Fredag den 28. december
Vores bekymringer blev heldigvis gjort til skamme for vejret var på forunderligst klart op og der var stort set ikke en sky på himlen. Vi blev splittet om morgenen – Nina skulle som sagt skidive og der var de bedste forudsætning. Jeg skulle også springe, men ikke fra en flyvemaskine men fra en udspændt platform hængende 134 m over jorden. Jeg blev således kørt til Nevis, hvor New Zealands højeste elastisk spring finder sted – højden skulle give 6 sekunders frit fald.
Det var en total vild oplevelse, et par stropper blev spændt fast om skinnebenet. Elastikken blev fast gjort til stropperne og herefter blev der talt med fra 5-4-3-2-1 det var kun en af de 15 deltagere da havde problemer med at tage springet. Det var også ret vildt at stå der på kanten og kigge ned – 134 m – ned. Det første sekund virkede skræmmende, og herefter der ligesom kom en indre ro og resten af faldet kunne nydes som en oplevelse af ubegrænset frihed – indtil elastikken bremsede faldet. Det gav en god gang adrenalin og knæene rystede da også godt bagefter.
Nina havde også haft en fantastisk skydive – oven i købet med fotograf, så der er nogen meget flotte billeder at vise frem. Efter det totale adrenalin chok skulle vi ud at rafte på Shotover River. Turen gik gennem Skippers Canyon, hvilket i sig selv er lidt af et prøvelse – vejen er smal og snor sig meget med dyb afgrund på den ene side og stejlklippevæg på den anden. Derudover at være udgangspunktet for rafte turen var det også stedet, hvor Arven vender sig mod Nazgûls under flugten med den sårede Frodo. Nu har jeg prøvet at rafte et par gang og jeg må sige jeg synes ikke det var så ophidsende, som de to gange tidligere – det var meget sjovt, men det var også meget hurtigt overstået med kun tre klassificerede rapids. Jo jeg var lidt skuffet.
Om aften tog vi med gondolen i Queenstown til Bob’s peak for at se solnedgangen over Lake Wakatipu og Queenstown. Det var meget flot udsigt og solens sidste stråler formåede også at male landskabet i eventyrlige farver. På toppen fandtes en Lugebane – til de andrelin hungrende børn og barnlige sjæle. En luge er en art gokart, den har bare ingen motor, men accelerer ved hjælp af banens hældning. Lugen er udstyret med et styr, som også fungere som bremse og så gælder det ellers bare om at komme derudaf - mægtig skægt. På vej hjem fra vandrehjemmet slog vi et slag forbi en af de mange souvenir forretninger og købte vores julegave. Vi fik hver en meget lækker merinould og pungdyrpels sweater – utrolig blød og varm – ikke noget der ligefrem bliver anvendeligt i Australien, men hjemme i Danmark vil de være meget behagelige.
Lørdag den 29. december
Endnu engang måtte vi tidligt op – vi skulle med Atomic Shuttles til Fox Glacier. Jeg tror det hed Atomic shuttles fordi det var en minibus. Busturen gik op over bjergene til Wanaka, køreturen i selv var som tidligere meget flot.
På vejen stoppede vi også ved et dambrug, hvor vi købte et stykke fisk til vores aftensmad. Her skiftede vi også chauffør, vores nye chauffør var noget mere underholdende uden at det dog blev for meget. Han gjorde holdt ved en sort sandet strand og opfordre os til at stige ud og tage billeder, imens fyldte han, til vores undren, en sæk med sand. Tilbage i bussen forklarede han at strandsandet indeholdte store mængder guld – og havde set professionelle guld samler på stedet, så nu skulle han hjem og vaske sandet og forhåbentlig kunne han så indstille sit job som buschauffør for Atomic Shuttles.
Vi var hurtigere undervejs en planen og eftersom kan ikke måtte forlade Fox Glacier før et givet tidspunkt, så kunne han jo lige køre os en tur op forbi gletsjeren – det var meget godt han fortalte en del om gletsjeren og dens tilbliven og vi fik kort mulighed for at komme ud af bussen og fotografere.
Nede i Fox Glacier by blev vi sat af og fandt vores vandrehjem – Ivory Towers. Først gik vi en tur i en lille nærliggende regnskov, der var god ikke meget at se så vi besluttede at leje et par cykler og cykle ned til Lake Matheson – New Zealands mest fotograferede sø.
Mt Cook og Mt Tasman spejler sig i søens vand og giver en helt fantastisk udsigt – hvis det er vindstille og himlen er klar. Dagen vi havde valgt til gå turen omkring Lake Matheson kunne dog hverken prale med at have blå himmel eller være vindstille Alt vi kunne se var nogen bjerge indhyllet i skyer bag en vindblæst sø. Det dog meget rart med en lille gå tur alligevel.
Søndag den 30. december
Vejrudsigten var ikke den bedste, men det var da forholdsvis klart. Vi skulle på gletscher vandring og det ville da være rart med noget sol nu hvor vi havde påført os solcreme. Sådan skulle det dog ikke blive – heldigvis blev vejret heller ikke ringere. Først gik vi lidt rundt for foden af gletscheren i behørig afstand. Vores guide var vældig flink og meget informativ. Vi havde fået jakker og hvad andet udstyr vi havde behov for. Det specielle ved Fox Glacier og Franz Josef er at de kun befinder sig 245 m over havets overflade, men andre ord bevæger de sig ned gennem regnskoven uden at smelte – det er lidt af et særsyn.
For at komme op på gletscheren var det nødvendigt at gå omkring en time langs gletscheren. Før vi tråde ud på gletscheren fik vi udleveret vores crampons, Nina og jeg kunne heldigvis spænde udstyret på vores egne støvler, så vi var ret godt gående i forhold til mange af de andre.
Det var en fascinerende tur, hvor vi så mange forskellige gletscher fænomener, smeltevandsafløb, afsmeltningshuller, dybe gletscher spalter og meget mere. Vores guide lavede stien med en stor hakke.
Jeg troede egentlig at turen var planlagt på forhånd, men på vej op i en gletscher spalte sagde vores guide at, nu kunne vi ikke komme længere. Med andre ord var det ikke helt så planlagt som man skulle have troet. Det var en ret fed oplevelse at gå nede i dybe spalter og være omgivet af is til alle sidder.
Om aftenen slappede vi af i Ivory Towers, næste morgen skulle vi med bussen til Greymouth, hvorfra vi ville krydse syd øen med tog til Christchurch.
Uge #51 Routeburn og Milford Sound
Tirsdag den 18. december:
Efter blot 3 timers flyvning ankom vi til Queenstown, vejret var klart og der var ikke en sky til at spolerer den fantastiske indflyvning. Vi tog en taxa fra lufthavnen til vandrehjemmet i Queenstown. Her startede vi planlægningen af ferien fik bestilt busser til og fra Routeburn track og bookede senge i Milford Sound, hvor vi også bestilte en kajak tur. Vi gik på indkøb og gik en tur langs Lake Wakatipu – en af årsagerne til at omgivelserne omkring Queenstown er helt utrolig smukke.
For dem der aldrig har besøgt Queenstown er det nok på sin plads med en lille beskrivelse. Historiske set var Queenstown en guldgraver by, som selv om guldet er forsvundet har formået at overleve. Byen kalder sig selv ”The Adventure Capital of the World” – verdens eventyr hovedstad og det er nok baggrunden for byens overlevelse. Der er da heller ikke nogen grænser for hvilke mere eller mindre gakkede aktion prægede adrenalin pumpende oplevelser man kan udsætte sig selv for. Bungy jump, jet boating, canyon swing, sky dive, rafting og listen fortsætter i det uendelige. Udover at sælge adrenalin er der også mange souvenirforretninger. Målet i mange tilfælde er tydeligvis japanere da der bliver reklameret både på engelsk og japansk og ekspedienterne i forretning har på deres navnskilte små flag, som kundgør, hvilke sprog de taler.
Onsdag den 19. december
Også denne dag blev delvist brugt på planlægning af de kommende ugers beginheder, vi fik god hjælp fra YHA receptionen. Vi gik en tur langs Lake Wakatipu i den modsatte retning af den foregående dag. Vi fik også foretaget de sidste indkøb til vandreturen.
Torsdag den 20. december
Dagen startede forholdsvis tidligt med en bus tur til Glenorchy et stykke udenfor Queenstown. Glenorchy ligger således stadig ved Lake Wakatipu. Køreturen der til var usandsynlig flot og vores chauffør tog da også et fotostop, som giver mig mulighed for at dele denne ubegribelige skønhed med jer – desværre kan billedet slet ikke opfange stilheden og skønheden – det er blot et billigt surrogat af virkeligheden, men meget flot alligevel.
Eftersom første dagsvandring var kort tog vi et ophold i Glenorchy og tog en senere bus til Routeburn rutens start. Vi gik en tur rundt i den charmerende by, hvor udsigten med sø og bjerge var en god appetitvækker til vandreturen senere på dagen. Vi fik en rigtig lækker frokost på en lokal cafe og var således rede til de næste tre dags strabadser.
Routeburn ruten startede med at følge et vandløb, som også til tider måtte krydses ved hjælp af en nogen ret spektakulært udsende hængebroer.
Dagens vandring var forholdsvis flad, hvilket var godt for rygsækkene var tunge. Det meste af tiden gik vi gennem tyk skov, hvor mosen groede vildt på træerne.
En gang imellem når vi krydsede vandet fik vi lidt af den fantastiske udsigt som landskabet kunne byde på. Teltpladsen var dog sublimt anlagt med fantastisk udsigt udover en lille bæk, der snoede sig gennem den grønne gletscher dal med sneklædte bjerge i baggrunden.
Vi havde medbragt friske fødevarer så vi kunne lave noget ordentlig mad til den første aften. Således var der både fornøjelse for ganen og øjet. Den eneste minus var sand flyer – små lede sataner der bider og efterlader små bulder, heldigvis var de ikke talstærke nok til at ødelægge fornøjelsen.
Fredag den 21. december
Routeburn anden dagen – årets længste dag. Det skulle vise sig at blive årets længste dag i mere end en forstand. Vi tog os god tid om morgenen og var de sidste der forlod teltpladsen. Turen begyndte næsten med det samme at gå opad. Til Nina’s store fortrydelse. Vi gik forsat i Beech skov, men der var flere huller i vegetationen, som gav glimt af den storslåede natur omkring os. Blandt andet passerede vi et par stenskred, hvor der således var åbnet ud til den smukke udsigt, med træ under os og sten og sne over os.
Turen gik op forbi Routeburn falls, her findes en hytte placeret på stolper, de fleste der går turen tager en overnatning her, fordi de mindsker længden af vandringen på andendagen. Det var nogle flotte vandfald omkring hytten.
I takt med at vi kom højere op begyndte beplantningen at blive lavere indtil der ikke var andet en forskellige mos typer, vi kom således op til et smuk subalpint landskab – hvor der ikke var træer at se noget sted. Tilgengæld var der god udsigt til de omkring liggende kæmper.
Turen forsatte opad og opstigningen begyndte at tager på kræfterne. Vi ankom omsidder til turens højeste punkt Harris Saddle 1277 m, hvilket efter euroalpinnske standarder ikke er særlig meget, i New Zealand svarer det cirka til højden for 0 grader om natten. Ved Harris saddle, skiftede usigten fuldstændig, vi kunne nu se til Fjordland og ned land Hollyford dalen. Der var desværre endnu 3 timers vandring før vi ankom til Lake Mackenzie, som var anden dagens lejerplads. Vandring fra Harris Saddle var heldigvis forholdsvis flad og var derfor ikke så udfordrende. på grund af uopmærksomhed faldt jeg og fik en 5 cm lang flænge lige under knæet – det så ret voldsomt ud, men blødningerne stoppede ret hurtigt, så flængen var ikke helt så dyb, som den umiddelbart kunne se ud til. Efter 7 timers vandring kunne vi se Lake Mackenzie, langt under os, hvilket betød der stadig var en forholdsvis lang nedstigning. Det var dog rart at så målet i sigte.
Stien gik fra de subalpinske højder ned gennem tæt bevokset skov, hvor mosset sad over alt på træstammerne og skabte et stille og eventyrligt miljø. Da vi ankom til teltpladsen var klokken lidt i 20, hvilket betød vi havde været undervejs i omkring 9 timer. Det var en udmærket teltplads, men den havde ikke den samme storslåede udsigt, som dagen i forvejen. Vi var ankommet sent, men var tvunget til at stå forholdsvis tidligt op fordi vi skulle nå bussen fra The Divide til Milford Sound.
Lørdag den 22. december
Turen gik langs den øvre del af Hollyford dalen, hvor stien snoede sig gennem tæt skov, vi måtte krydset mange vandløb med flotte vandfald. Udsigts muligheder var lidt sparsomme, men de lavt liggende skyer omkring bjergene gav en meget eventyrlig stemning og hele sceneriet minde meget om tåge bjergene fra Ringenes Herre. Det skete dog at ned sneklædte tinder lod sig se over skyerne og det var et storslået udsigt panorama.
Vi passerede et imponerende vandfald Earland Falls 174 m, hvor en alternativ rute var lavet, hvis der var for meget vand i vandfaldet. Omkring middag ankom vi til Howden Hut, herfra havde vi en fantastisk udsigt udover søen Lake Howden.
På vejen mod The Divide var der mulighed for en afstikker op på Key Summit. Vi havde ikke så meget tid, så jeg gik alene derop. Udsigten var ubeskrivelig – helt fantastisk 360° udsyn med snedækkede bjerge i alle retninger.
Vi fortsætter til the Divide, hvor vi bliver samplet op og kørt til Milford Sound. Køreturen i sig selv var utrolig smuk og havde vi haft muligheden havde vi nok taget mange fotostop, men chaufføren virkede som om han havde travlt. Vi bliver sat af ved Milford Sound Logde, den ene af to overnatningsmuligheder i Milford Sound. Vi checker ind og gik ned til havnen for at se om vi stadig kunne nå at komme på cruise, mens vejret stadig var fint.
Jeg havde egentlig forventet at Milford Sound ville være en lille hyggelig fiskerby, men det var ikke andet en stor havneterminal for turister. Vi nåede heldigvis dagens sidste cruise, hvilket var med en af de små både. Det var en meget flot sejltur mellem de stejle klippevægge gnavet ud af gletschere i den sidste istid. Landskabet minder i virkeligheden meget om de norske fjorde.
Forskellige mineraler kunne ses på bjerget direkte fra vandet. Det meste af de stejle klipper var bevoksede med helt særlige træer, som faktisk ikke havde rodfæste i undergrunden, men i stedet sad fast i hinanden. Båden sejlede ud i åbent vand og vendt derefter om og sejlede tilbage. På turen passerede vi imponerende vandfald, hvor vandet løb direkte ned i havet. Regnbuer kunne ses i vandfaldene på grund af solens spil i vanddråber, mere forførende eventyr agtigt kan det næsten ikke blive.
Vandfaldene er årsagen til Milford Sounds specielle fauna. Fersk afløbs vand fra bjergene løber ned i fjorden og ligger sig ovenpå den salte havvand, således er de øverste tre meter ferskvand mens saltvandet går mange hundrede meter længere ned. På turen kom vi forbi en klipper, på hvilken sælerne lå og solede sig i den lavt stående eftermiddagssol. Vi havde også held til at se en delfin flok, som boltrede sig i bølgerne og hurtigt svømmede hen til skibet for at lege – ret cool.
Tilbage i Milford Sound spiste vi på byens eneste restaurant – dagens fisk aka Fish and Chips. Det smagte nu udmærket om end prisen var en lille smule opskuet. Det var en smuk aften med en flot udsigt udover Milford Sound. Det skulle blive spændende at komme ud i kajak den efterfølgende morgen.
Søndag den 23. december
Vejret var desværre blevet ringere i løbet af natten og udsigten til vindstød af stormstyrke havde fået kajak arrangørerne til at aflyse turen – øv. Vi havde nu en hel dag i Milford Sound, hvor der ikke er meget at gøre. Vi gik en tur ned til kajen og rundt i området om formiddagen.
Vejret blev kunder dårligere og dårligere og snart piskede regnen også ned. Så vi lånte nogen spil i receptionen; TP New Zealand edition, det måtte vi dog hurtigt opgive. I stedet spiller vi et par slag Scrabble på dansk med engelske brikker – det gik uden problemer. På Lodgen kunne vi også indkøbe proviant til de næste dage, således kunne vi få Yummi-Yum nudler med andesmag. Vi kunne med andre ord få and til juleaften.
Efter blot 3 timers flyvning ankom vi til Queenstown, vejret var klart og der var ikke en sky til at spolerer den fantastiske indflyvning. Vi tog en taxa fra lufthavnen til vandrehjemmet i Queenstown. Her startede vi planlægningen af ferien fik bestilt busser til og fra Routeburn track og bookede senge i Milford Sound, hvor vi også bestilte en kajak tur. Vi gik på indkøb og gik en tur langs Lake Wakatipu – en af årsagerne til at omgivelserne omkring Queenstown er helt utrolig smukke.
For dem der aldrig har besøgt Queenstown er det nok på sin plads med en lille beskrivelse. Historiske set var Queenstown en guldgraver by, som selv om guldet er forsvundet har formået at overleve. Byen kalder sig selv ”The Adventure Capital of the World” – verdens eventyr hovedstad og det er nok baggrunden for byens overlevelse. Der er da heller ikke nogen grænser for hvilke mere eller mindre gakkede aktion prægede adrenalin pumpende oplevelser man kan udsætte sig selv for. Bungy jump, jet boating, canyon swing, sky dive, rafting og listen fortsætter i det uendelige. Udover at sælge adrenalin er der også mange souvenirforretninger. Målet i mange tilfælde er tydeligvis japanere da der bliver reklameret både på engelsk og japansk og ekspedienterne i forretning har på deres navnskilte små flag, som kundgør, hvilke sprog de taler.
Onsdag den 19. december
Også denne dag blev delvist brugt på planlægning af de kommende ugers beginheder, vi fik god hjælp fra YHA receptionen. Vi gik en tur langs Lake Wakatipu i den modsatte retning af den foregående dag. Vi fik også foretaget de sidste indkøb til vandreturen.
Torsdag den 20. december
Dagen startede forholdsvis tidligt med en bus tur til Glenorchy et stykke udenfor Queenstown. Glenorchy ligger således stadig ved Lake Wakatipu. Køreturen der til var usandsynlig flot og vores chauffør tog da også et fotostop, som giver mig mulighed for at dele denne ubegribelige skønhed med jer – desværre kan billedet slet ikke opfange stilheden og skønheden – det er blot et billigt surrogat af virkeligheden, men meget flot alligevel.
Eftersom første dagsvandring var kort tog vi et ophold i Glenorchy og tog en senere bus til Routeburn rutens start. Vi gik en tur rundt i den charmerende by, hvor udsigten med sø og bjerge var en god appetitvækker til vandreturen senere på dagen. Vi fik en rigtig lækker frokost på en lokal cafe og var således rede til de næste tre dags strabadser.
Routeburn ruten startede med at følge et vandløb, som også til tider måtte krydses ved hjælp af en nogen ret spektakulært udsende hængebroer.
Dagens vandring var forholdsvis flad, hvilket var godt for rygsækkene var tunge. Det meste af tiden gik vi gennem tyk skov, hvor mosen groede vildt på træerne.
En gang imellem når vi krydsede vandet fik vi lidt af den fantastiske udsigt som landskabet kunne byde på. Teltpladsen var dog sublimt anlagt med fantastisk udsigt udover en lille bæk, der snoede sig gennem den grønne gletscher dal med sneklædte bjerge i baggrunden.
Vi havde medbragt friske fødevarer så vi kunne lave noget ordentlig mad til den første aften. Således var der både fornøjelse for ganen og øjet. Den eneste minus var sand flyer – små lede sataner der bider og efterlader små bulder, heldigvis var de ikke talstærke nok til at ødelægge fornøjelsen.
Fredag den 21. december
Routeburn anden dagen – årets længste dag. Det skulle vise sig at blive årets længste dag i mere end en forstand. Vi tog os god tid om morgenen og var de sidste der forlod teltpladsen. Turen begyndte næsten med det samme at gå opad. Til Nina’s store fortrydelse. Vi gik forsat i Beech skov, men der var flere huller i vegetationen, som gav glimt af den storslåede natur omkring os. Blandt andet passerede vi et par stenskred, hvor der således var åbnet ud til den smukke udsigt, med træ under os og sten og sne over os.
Turen gik op forbi Routeburn falls, her findes en hytte placeret på stolper, de fleste der går turen tager en overnatning her, fordi de mindsker længden af vandringen på andendagen. Det var nogle flotte vandfald omkring hytten.
I takt med at vi kom højere op begyndte beplantningen at blive lavere indtil der ikke var andet en forskellige mos typer, vi kom således op til et smuk subalpint landskab – hvor der ikke var træer at se noget sted. Tilgengæld var der god udsigt til de omkring liggende kæmper.
Turen forsatte opad og opstigningen begyndte at tager på kræfterne. Vi ankom omsidder til turens højeste punkt Harris Saddle 1277 m, hvilket efter euroalpinnske standarder ikke er særlig meget, i New Zealand svarer det cirka til højden for 0 grader om natten. Ved Harris saddle, skiftede usigten fuldstændig, vi kunne nu se til Fjordland og ned land Hollyford dalen. Der var desværre endnu 3 timers vandring før vi ankom til Lake Mackenzie, som var anden dagens lejerplads. Vandring fra Harris Saddle var heldigvis forholdsvis flad og var derfor ikke så udfordrende. på grund af uopmærksomhed faldt jeg og fik en 5 cm lang flænge lige under knæet – det så ret voldsomt ud, men blødningerne stoppede ret hurtigt, så flængen var ikke helt så dyb, som den umiddelbart kunne se ud til. Efter 7 timers vandring kunne vi se Lake Mackenzie, langt under os, hvilket betød der stadig var en forholdsvis lang nedstigning. Det var dog rart at så målet i sigte.
Stien gik fra de subalpinske højder ned gennem tæt bevokset skov, hvor mosset sad over alt på træstammerne og skabte et stille og eventyrligt miljø. Da vi ankom til teltpladsen var klokken lidt i 20, hvilket betød vi havde været undervejs i omkring 9 timer. Det var en udmærket teltplads, men den havde ikke den samme storslåede udsigt, som dagen i forvejen. Vi var ankommet sent, men var tvunget til at stå forholdsvis tidligt op fordi vi skulle nå bussen fra The Divide til Milford Sound.
Lørdag den 22. december
Turen gik langs den øvre del af Hollyford dalen, hvor stien snoede sig gennem tæt skov, vi måtte krydset mange vandløb med flotte vandfald. Udsigts muligheder var lidt sparsomme, men de lavt liggende skyer omkring bjergene gav en meget eventyrlig stemning og hele sceneriet minde meget om tåge bjergene fra Ringenes Herre. Det skete dog at ned sneklædte tinder lod sig se over skyerne og det var et storslået udsigt panorama.
Vi passerede et imponerende vandfald Earland Falls 174 m, hvor en alternativ rute var lavet, hvis der var for meget vand i vandfaldet. Omkring middag ankom vi til Howden Hut, herfra havde vi en fantastisk udsigt udover søen Lake Howden.
På vejen mod The Divide var der mulighed for en afstikker op på Key Summit. Vi havde ikke så meget tid, så jeg gik alene derop. Udsigten var ubeskrivelig – helt fantastisk 360° udsyn med snedækkede bjerge i alle retninger.
Vi fortsætter til the Divide, hvor vi bliver samplet op og kørt til Milford Sound. Køreturen i sig selv var utrolig smuk og havde vi haft muligheden havde vi nok taget mange fotostop, men chaufføren virkede som om han havde travlt. Vi bliver sat af ved Milford Sound Logde, den ene af to overnatningsmuligheder i Milford Sound. Vi checker ind og gik ned til havnen for at se om vi stadig kunne nå at komme på cruise, mens vejret stadig var fint.
Jeg havde egentlig forventet at Milford Sound ville være en lille hyggelig fiskerby, men det var ikke andet en stor havneterminal for turister. Vi nåede heldigvis dagens sidste cruise, hvilket var med en af de små både. Det var en meget flot sejltur mellem de stejle klippevægge gnavet ud af gletschere i den sidste istid. Landskabet minder i virkeligheden meget om de norske fjorde.
Forskellige mineraler kunne ses på bjerget direkte fra vandet. Det meste af de stejle klipper var bevoksede med helt særlige træer, som faktisk ikke havde rodfæste i undergrunden, men i stedet sad fast i hinanden. Båden sejlede ud i åbent vand og vendt derefter om og sejlede tilbage. På turen passerede vi imponerende vandfald, hvor vandet løb direkte ned i havet. Regnbuer kunne ses i vandfaldene på grund af solens spil i vanddråber, mere forførende eventyr agtigt kan det næsten ikke blive.
Vandfaldene er årsagen til Milford Sounds specielle fauna. Fersk afløbs vand fra bjergene løber ned i fjorden og ligger sig ovenpå den salte havvand, således er de øverste tre meter ferskvand mens saltvandet går mange hundrede meter længere ned. På turen kom vi forbi en klipper, på hvilken sælerne lå og solede sig i den lavt stående eftermiddagssol. Vi havde også held til at se en delfin flok, som boltrede sig i bølgerne og hurtigt svømmede hen til skibet for at lege – ret cool.
Tilbage i Milford Sound spiste vi på byens eneste restaurant – dagens fisk aka Fish and Chips. Det smagte nu udmærket om end prisen var en lille smule opskuet. Det var en smuk aften med en flot udsigt udover Milford Sound. Det skulle blive spændende at komme ud i kajak den efterfølgende morgen.
Søndag den 23. december
Vejret var desværre blevet ringere i løbet af natten og udsigten til vindstød af stormstyrke havde fået kajak arrangørerne til at aflyse turen – øv. Vi havde nu en hel dag i Milford Sound, hvor der ikke er meget at gøre. Vi gik en tur ned til kajen og rundt i området om formiddagen.
Vejret blev kunder dårligere og dårligere og snart piskede regnen også ned. Så vi lånte nogen spil i receptionen; TP New Zealand edition, det måtte vi dog hurtigt opgive. I stedet spiller vi et par slag Scrabble på dansk med engelske brikker – det gik uden problemer. På Lodgen kunne vi også indkøbe proviant til de næste dage, således kunne vi få Yummi-Yum nudler med andesmag. Vi kunne med andre ord få and til juleaften.
Subscribe to:
Posts (Atom)
