Efter blot 3 timers flyvning ankom vi til Queenstown, vejret var klart og der var ikke en sky til at spolerer den fantastiske indflyvning. Vi tog en taxa fra lufthavnen til vandrehjemmet i Queenstown. Her startede vi planlægningen af ferien fik bestilt busser til og fra Routeburn track og bookede senge i Milford Sound, hvor vi også bestilte en kajak tur. Vi gik på indkøb og gik en tur langs Lake Wakatipu – en af årsagerne til at omgivelserne omkring Queenstown er helt utrolig smukke.
For dem der aldrig har besøgt Queenstown er det nok på sin plads med en lille beskrivelse. Historiske set var Queenstown en guldgraver by, som selv om guldet er forsvundet har formået at overleve. Byen kalder sig selv ”The Adventure Capital of the World” – verdens eventyr hovedstad og det er nok baggrunden for byens overlevelse. Der er da heller ikke nogen grænser for hvilke mere eller mindre gakkede aktion prægede adrenalin pumpende oplevelser man kan udsætte sig selv for. Bungy jump, jet boating, canyon swing, sky dive, rafting og listen fortsætter i det uendelige. Udover at sælge adrenalin er der også mange souvenirforretninger. Målet i mange tilfælde er tydeligvis japanere da der bliver reklameret både på engelsk og japansk og ekspedienterne i forretning har på deres navnskilte små flag, som kundgør, hvilke sprog de taler.
Onsdag den 19. december
Også denne dag blev delvist brugt på planlægning af de kommende ugers beginheder, vi fik god hjælp fra YHA receptionen. Vi gik en tur langs Lake Wakatipu i den modsatte retning af den foregående dag. Vi fik også foretaget de sidste indkøb til vandreturen.
Torsdag den 20. december
Dagen startede forholdsvis tidligt med en bus tur til Glenorchy et stykke udenfor Queenstown. Glenorchy ligger således stadig ved Lake Wakatipu. Køreturen der til var usandsynlig flot og vores chauffør tog da også et fotostop, som giver mig mulighed for at dele denne ubegribelige skønhed med jer – desværre kan billedet slet ikke opfange stilheden og skønheden – det er blot et billigt surrogat af virkeligheden, men meget flot alligevel.
Eftersom første dagsvandring var kort tog vi et ophold i Glenorchy og tog en senere bus til Routeburn rutens start. Vi gik en tur rundt i den charmerende by, hvor udsigten med sø og bjerge var en god appetitvækker til vandreturen senere på dagen. Vi fik en rigtig lækker frokost på en lokal cafe og var således rede til de næste tre dags strabadser.
Routeburn ruten startede med at følge et vandløb, som også til tider måtte krydses ved hjælp af en nogen ret spektakulært udsende hængebroer.
Dagens vandring var forholdsvis flad, hvilket var godt for rygsækkene var tunge. Det meste af tiden gik vi gennem tyk skov, hvor mosen groede vildt på træerne.
En gang imellem når vi krydsede vandet fik vi lidt af den fantastiske udsigt som landskabet kunne byde på. Teltpladsen var dog sublimt anlagt med fantastisk udsigt udover en lille bæk, der snoede sig gennem den grønne gletscher dal med sneklædte bjerge i baggrunden.
Vi havde medbragt friske fødevarer så vi kunne lave noget ordentlig mad til den første aften. Således var der både fornøjelse for ganen og øjet. Den eneste minus var sand flyer – små lede sataner der bider og efterlader små bulder, heldigvis var de ikke talstærke nok til at ødelægge fornøjelsen.
Fredag den 21. december
Routeburn anden dagen – årets længste dag. Det skulle vise sig at blive årets længste dag i mere end en forstand. Vi tog os god tid om morgenen og var de sidste der forlod teltpladsen. Turen begyndte næsten med det samme at gå opad. Til Nina’s store fortrydelse. Vi gik forsat i Beech skov, men der var flere huller i vegetationen, som gav glimt af den storslåede natur omkring os. Blandt andet passerede vi et par stenskred, hvor der således var åbnet ud til den smukke udsigt, med træ under os og sten og sne over os.
Turen gik op forbi Routeburn falls, her findes en hytte placeret på stolper, de fleste der går turen tager en overnatning her, fordi de mindsker længden af vandringen på andendagen. Det var nogle flotte vandfald omkring hytten.
I takt med at vi kom højere op begyndte beplantningen at blive lavere indtil der ikke var andet en forskellige mos typer, vi kom således op til et smuk subalpint landskab – hvor der ikke var træer at se noget sted. Tilgengæld var der god udsigt til de omkring liggende kæmper.
Turen forsatte opad og opstigningen begyndte at tager på kræfterne. Vi ankom omsidder til turens højeste punkt Harris Saddle 1277 m, hvilket efter euroalpinnske standarder ikke er særlig meget, i New Zealand svarer det cirka til højden for 0 grader om natten. Ved Harris saddle, skiftede usigten fuldstændig, vi kunne nu se til Fjordland og ned land Hollyford dalen. Der var desværre endnu 3 timers vandring før vi ankom til Lake Mackenzie, som var anden dagens lejerplads. Vandring fra Harris Saddle var heldigvis forholdsvis flad og var derfor ikke så udfordrende. på grund af uopmærksomhed faldt jeg og fik en 5 cm lang flænge lige under knæet – det så ret voldsomt ud, men blødningerne stoppede ret hurtigt, så flængen var ikke helt så dyb, som den umiddelbart kunne se ud til. Efter 7 timers vandring kunne vi se Lake Mackenzie, langt under os, hvilket betød der stadig var en forholdsvis lang nedstigning. Det var dog rart at så målet i sigte.
Stien gik fra de subalpinske højder ned gennem tæt bevokset skov, hvor mosset sad over alt på træstammerne og skabte et stille og eventyrligt miljø. Da vi ankom til teltpladsen var klokken lidt i 20, hvilket betød vi havde været undervejs i omkring 9 timer. Det var en udmærket teltplads, men den havde ikke den samme storslåede udsigt, som dagen i forvejen. Vi var ankommet sent, men var tvunget til at stå forholdsvis tidligt op fordi vi skulle nå bussen fra The Divide til Milford Sound.
Lørdag den 22. december
Turen gik langs den øvre del af Hollyford dalen, hvor stien snoede sig gennem tæt skov, vi måtte krydset mange vandløb med flotte vandfald. Udsigts muligheder var lidt sparsomme, men de lavt liggende skyer omkring bjergene gav en meget eventyrlig stemning og hele sceneriet minde meget om tåge bjergene fra Ringenes Herre. Det skete dog at ned sneklædte tinder lod sig se over skyerne og det var et storslået udsigt panorama.
Vi passerede et imponerende vandfald Earland Falls 174 m, hvor en alternativ rute var lavet, hvis der var for meget vand i vandfaldet. Omkring middag ankom vi til Howden Hut, herfra havde vi en fantastisk udsigt udover søen Lake Howden.
På vejen mod The Divide var der mulighed for en afstikker op på Key Summit. Vi havde ikke så meget tid, så jeg gik alene derop. Udsigten var ubeskrivelig – helt fantastisk 360° udsyn med snedækkede bjerge i alle retninger.
Vi fortsætter til the Divide, hvor vi bliver samplet op og kørt til Milford Sound. Køreturen i sig selv var utrolig smuk og havde vi haft muligheden havde vi nok taget mange fotostop, men chaufføren virkede som om han havde travlt. Vi bliver sat af ved Milford Sound Logde, den ene af to overnatningsmuligheder i Milford Sound. Vi checker ind og gik ned til havnen for at se om vi stadig kunne nå at komme på cruise, mens vejret stadig var fint.
Jeg havde egentlig forventet at Milford Sound ville være en lille hyggelig fiskerby, men det var ikke andet en stor havneterminal for turister. Vi nåede heldigvis dagens sidste cruise, hvilket var med en af de små både. Det var en meget flot sejltur mellem de stejle klippevægge gnavet ud af gletschere i den sidste istid. Landskabet minder i virkeligheden meget om de norske fjorde.
Forskellige mineraler kunne ses på bjerget direkte fra vandet. Det meste af de stejle klipper var bevoksede med helt særlige træer, som faktisk ikke havde rodfæste i undergrunden, men i stedet sad fast i hinanden. Båden sejlede ud i åbent vand og vendt derefter om og sejlede tilbage. På turen passerede vi imponerende vandfald, hvor vandet løb direkte ned i havet. Regnbuer kunne ses i vandfaldene på grund af solens spil i vanddråber, mere forførende eventyr agtigt kan det næsten ikke blive.
Vandfaldene er årsagen til Milford Sounds specielle fauna. Fersk afløbs vand fra bjergene løber ned i fjorden og ligger sig ovenpå den salte havvand, således er de øverste tre meter ferskvand mens saltvandet går mange hundrede meter længere ned. På turen kom vi forbi en klipper, på hvilken sælerne lå og solede sig i den lavt stående eftermiddagssol. Vi havde også held til at se en delfin flok, som boltrede sig i bølgerne og hurtigt svømmede hen til skibet for at lege – ret cool.
Tilbage i Milford Sound spiste vi på byens eneste restaurant – dagens fisk aka Fish and Chips. Det smagte nu udmærket om end prisen var en lille smule opskuet. Det var en smuk aften med en flot udsigt udover Milford Sound. Det skulle blive spændende at komme ud i kajak den efterfølgende morgen.
Søndag den 23. december
Vejret var desværre blevet ringere i løbet af natten og udsigten til vindstød af stormstyrke havde fået kajak arrangørerne til at aflyse turen – øv. Vi havde nu en hel dag i Milford Sound, hvor der ikke er meget at gøre. Vi gik en tur ned til kajen og rundt i området om formiddagen.
Vejret blev kunder dårligere og dårligere og snart piskede regnen også ned. Så vi lånte nogen spil i receptionen; TP New Zealand edition, det måtte vi dog hurtigt opgive. I stedet spiller vi et par slag Scrabble på dansk med engelske brikker – det gik uden problemer. På Lodgen kunne vi også indkøbe proviant til de næste dage, således kunne vi få Yummi-Yum nudler med andesmag. Vi kunne med andre ord få and til juleaften.
No comments:
Post a Comment