Forholdsvis tidligt om morgenen tog vi med en bus mod Greymout, hvilket er den største by på vestkysten med omkring 10.000 indbyggere. Chaufføren snakkede og udpegede en del seværdigheder på turen – det var meget passende. Vi så blandet andet Franz Joseph og gjorde et stop i en ’by’ med to indbyggere – skovridderen og has kone. De havde en lille road house cafe, hvor de blandet andet solgte Possum pie – pungdyr tærte.
I Australien er pungdyrene fredet, mens de i New Zealand er en pestilens – de er ikke hjemhørende i landet men trives vel på bekostning af New Zealandske træsorter, som efterhånden er ved at være truet. Possum kød er mørkt, som det meste vildt, men det smager ret meget som kylling. Der hang en del jokes i cafeen, så som menukortet, som øverst på menuen tilbød ’road kill of the day’ – ’You kille’m, we grill’m’.
Næste stop før vi nåede Greymouth var Hokatika, en lille by med et stort overtal af kunstnere. Specielt er byen kendt for stenarbejde, mere specifik jade eller Greenstone.
I Greymouth skiftede vi transportmiddel til tog – den Transalpinske jernbane – ja hvorfor forsøge at komme op med et nyt navn til bjerge – Zealand er i øvrigt et sted i Holland. Den Transalpinske jernbane er en meget flot scenisk tur gennem smukt bjerglandskab.
Toget var i modsætning til lignende udgaver i Europa udstyret med et observationsdæk, så det var muligt at fotografere uden refleksioner fra vinduesglasset. Det var ret vildt at stå på observationsdækket når toget nåede sin top hastighed, som formodes at være omkring 80 km/h. Første delen af turen var gennem nogen forholdsvis bredde gletscherdale med sneklædte tinder i baggrunden. Cirka halvvejs kørte toget gennem en omkring 20 km lang tunnel og ankom til eneste stop på turen Arthurs Pass. Herefter ændrede landskabet sig meget drastisk og det var nu stejle skrante, et utal af broer og en mængde kort tunneler. Gradvist blev det dramatiske landskab udjævnet og ændre sig til frodige sletter, hvor der gik får på græs. Det lykkedes at ankomme til Christchurch 25 minutter før forventet ankomst – det er vist det eneste sted jeg kender, hvor sådan er foreteelse er mulig. Stewarden underskyldte da også mange gange og sagde at årsagen måtte være den ræser gale togfører.
Vi checkede ind på vandrehjemmet og gik ud for at få en nytårsaftensmiddag. Det lykkedes os at finde en restaurant der havde specialiseret sig i lam, så det var muligt at få ikke mindre end 5 forskellige lamme retter. Vi fik et stykke rigtig lækkert ovnstegt økologisk lam og en ganske udmærket flaske New Zealandsk vin til. Efter den udsøgte middag gik vi til Cathedral Square, hvor der var gratis koncert og nedtælling til årsskiftet. Der var godt gang i musikken, fyrværkeriet var også meget flot, men måske ikke så imponerende, som jeg have ventet, når det nu kun er tilladt for fagfolk at skyde krudt af.
Tirsdag den 01. januar – første dag i det nye år:
Vi kom i seng i det nye år, men det blev nu heller ikke alt for sent. Vi gik en tur rundt i byen, som dog ikke virkede så stor trods det status som lands tredje største by. Vi var en tur oppe i domkirketårnet, hvorfra der var en udmærket udsigt over byen.
Herefter tog vi ud i det Internationale Antarktika center. Stort set alle missioner til Antarktis går gennem Christchurch, hvor blandet andet amerikanerne har en stor flyvebase. I centret var der pingviner og det var muligt at opleve en antarktisk storm med en chillfaktor på -18°C. Nederdel og -18°C blev lidt rigeligt for Nina så hun forlod fryserummet.
Vi var også ud at køre Hägglund – et amfibiekøretøj, som bliver brugt på antarktisk – udover både at kunne bevæge sig gennem vand og over is – kan køretøjet køre op af skråninger med 45 graders hældning og en sidevershældning på 31 grader. Gletscherspalter på 1.5 m forceres også uden problemer. Køretøjet har en top hastighed på 60 km/t og vores chauffør gav den rigeligt med gas – det var ret sjovt – lidt ligesom en rutschebane i tivoli.
Om eftermiddagen gik vi en tur i den botaniske have og en omkring det gamle unviersitet, som ligger i forbindelse med universitet. Christchurch er kendt eller kender sig selv som ”The garden of the world”. Den botaniske have var da også utrolig smuk.
Onsdag den 02. januar
Vi gik igen end tur ind inde i den botaniske have. På vejen passerede vi Rådhuset, som ikke ligefrem kan kaldes nogen perle. Vi så til gengæld noget der minder om gondoler, som kan stage en rundt i Christchurch.
Fra den botaniske have gik vi til det gamle universitetsbygning, hvor vi for en gold coin donation besøgte Rutherfords hule. Med andre ord stedet, hvor Ernest Rutherford startede sine studier og som dannede grundlaget for nobelprisvindersarbejde. Ernest Rutherford er manden der senere skulle blive kendt, som ”Father of the atom”. Som et lille kuriosum skal det nævnes at han findes på den New Zealandske 100 dollars seddel, ligesom Niels Bohr findes på den danske plovmand, måske skulle den omdøbes til kvantefadderen. Det var en lille, men flot opsat udstilling, hvor man kunne se kælderen, hvor det hele startede og et auditorier, som det så ud på Rutherfords tid.
Udover museet huser de gamle universitetsbygninger i dag kunstakademiet, som har en del åbne værksteder, så man kunne både se tingene blive fremstillet og i det fleste tilfælde var de også til salg. Værkstederne spændte vidt fra uld til sten over stof og ben. Det var i sig selv ret spændende at gå rundt at kigge, som et levende moderne skulpturkunstmuseum.
Om eftermiddag tog vi en ’Atomic shuttle’ til Kaikoura, meget passende efter at have set ’Rutherfords Den’. I Kaikoura skulle vi på hval tur tidligt den efterfølgende morgen. Byen består essentielt af uendeligt mange hoteller, moteller og vandrehjem, attraktionerne er en fin bade strand, hval togter og muligheden for at svømme med sæler. Der var et mikroskopisk fiskeleje, hvor der ifølge vores guidebog skulle var en fiskehandler. Forretningen var imidlertid flyttet så det blev en længere udflugt, men ikke desto mindre lykkedes det at få frisk fisk. Vi gik forholdsvis tidligt i seng, men vi skulle jo også op før en eller anden fik sko på.
Torsdag den 03. januar
Klokken 5.15 var vi ude af fjerene og efter en gang hurtig morgenmad var vi på vej til hval centret. Mens vi gik langs stranden stod solen op ude i horisonten, den utroligt smukke solopgang og det ville egentlig havde været rimeligt at stå tidligt op blot for at se solopgangen for den var virkelig fantastisk.
Vejret var fint og søsyge varslet var sat til lav risiko. Firmaet, som stod for hval togterne var meget professionelt. Lidt synd kan man sige for det var helt upersonligt – til genglæd kunne de levere varen.
Ved ankomsten til centret startede vi med at checke-ind, som i en anden lufthavn. Herefter kom der et boarding udkald, hvorefter vi blev kørt i bus ud til et specielt bygget fartøjer -høj hastigheds katamaran.
På turen fik en god forklaring og rette flotte animationer, der forklarede, hvorfor der var hvaler området. Det skyldes at kun 3 km fra kysten er vandet allerede 1000 m dybt, hvilket betyder at de store blæksprutter, som kaskelothvalerne leve af findes her. Da vi var kommet ud på vandet slukkede kaptajnen motoren og sænkede aqua phoner i vandet – for at lytte efter hvalerne. De afgiver forskellige lyde alt efter om de jagter bytte, er på vej ned eller på vej op for at trække luft. Herefter blev kursen sat efter lyden og der gik ikke lang tid før vi så de første pustesøjler fra de store dyr. Kaskelothvalerne jager omkring tre kvarter før de går til overfladen, hvor de typisk puster ud i et kvarter.
Efter at have fået friske luft forsyninger, dykker de ned igen og har kommer halen op over vandet, hvilket giver anledning til nogen meget flotte billeder - døm selv.
Vi så to hvaler på turen og på turen tilbage mod land så vi et par Albatrosser, som flyver bedst i hård vind – de har svært ved at lufte sig selv op af vandet, hvis det ikke blæser.
Tæt på kysten så vi masser af delfiner, som rigtig tumlede rundet i luften og vandet – det var et meget fascinerende syn.
Om formiddagen gik en tur i området, turen delvist gik langs kysten og vi så mange sæler. Om eftermiddagen tog vi med bus videre til Picton, hvorfra vi skulle på vandring gennem Malbourough sound.
Fredag den 04. januar
Vi kom med en vandtaxi klokken 9.00, vi havde valgt en lidt utraditionel rute, normalt når man går hele turen tager det 4 dage – vi havde desværre kun 2 dage, så vi stod af senere på ruten.
Det var lidt sjovt, fordi vi fik lidt indblik i livet ombord på skuden. Desværre kom vi ret sent i gang, fordi et søsterskib fra samme firma var kommet i problemer og vi måtte samle de nødstedte op og sejle dem tilbage til Ship Cove, som er det normale udgangspunkt for vandring.
Ship Cove er i øvrigt det historiske sted, hvor Kaptajn Cook plantede det engelske flag og gjorde den engelske konge til den retmæssige ejer af landet. Grundet forsinkelserne ankom vi først til Camp Bay klokken 12.00 vores udgangspunkt – det var cirka 2 timer forsinket. Det var en lille smule kristisk eftersom vi havde 8 timers vandring til Cowshed Bya, hvor vi skulle overnatte.
Gråvejret lå desværre tungt over landet, men som dag skred frem hævede skyerne og vi kunne se den fantastisk udsigt, som bedst beskrives som en række oversvømmede bakker – på mange måder lidt ligesom Milford Sound og på mange måder overhovedet ikke som Milford Sound.
På turen så vi en del spændende fugle – fuglene i New Zealand adskiller sig fra andre fugle ved at de i mange tilfælde har mistet evnen til at flyve, fordi de ikke har haft nogen naturlige fjender. Det ændre sig dog da Europæerne medbragte deres husdyr.
Efter en strabaserende dag ankom vi omsider til Cowshed Bay, hvor vi lavede aftensmad og derefter gik på hovedet i seng – godt trætte. Vi kunne dog ikke sove længe for vi skulle nå en båd i Anakiwa om eftermiddagen den efterfølgende dag.
Lørdag den 05. januar
Vi fik morgenmad og pakkede sammen og var forholdsvis hurtigt på vejen igen. Det var igen en utrolig smuk tur, vejret var smukt fra morgenstunden. Vandringen gik på kammen af bakkerne, så udsigten ændrede sig konstant og var i øvrigt utroligt flot med vand og bakker. Dagen startede med en forholdsvis hård opstigning, men belønning var ubeskrivelig, med 360° udsyn.
Desværre blev vi ikke længe i højden, men snart var vi på vej ned og resten af turen var ret flad, men gik gennem hvad der bedst kan beskrives som en bregneskov – ret vildt. Det tog 7 timer at komme til Anakiwa så det var en forholdsvis hård dag. I Anakiwa havde en foretagsomme cafe ejer plantet en gammel campingvogn lige ved slutningen og stien og jeg tror stort set alle vandre var kunder i biksen.
Vi havde tid til at slappe af en 1 time tid før både skulle sejle os tilbage til Picton. Efter aftensmaden tog vi ud for at få en øl på en gammel tremastet båd, som var blevet lavet om til en restaurant. Mens vi sad der blev vi vidner til en utrolig smuk solnedgang. Vi gik tidligt i seng, dels var vi trætte, men den efterfølgende dag skulle vi op før en hvis herre fik sko på for at tage færgen til Wellington.
Søndag den 06. januar
Dagen startede klokken 4 am, vi skulle checke ind på færgen klokken 5.15, således var det stadig mørk da vi forlod vandrehjemmet. Færgeturen tager omkring 3 timer, vi sejlede med skib bygget på Aalborg værft i 1983 – lille verden.
Desværre var vejret ikke det bedste så vi blev lidt snydt for sol opgangen, som helt sikkert ville have været fantastisk smuk. En stor del af turen gennem Marlborough sound, forgår nærmest som et krydstogt og er i sig selv en oplevelse.
Omkring klokken 10, havde vi igen fast grund under fødderne i New Zealand hovedstad – Wellington. På grund af en fejl læsning af kortet, kom vi til at gå noget længere end planlagt for at komme til vandrehjemmet – det viste sig at der var mere end et færgeleje.
Vi gik en tur rundt i byen, som ikke helt ved om den skal være en storby eller hvad? I en af byens restauranter fik vi dagens fisk – blødende tunfisk bøffer – nøje det smagt bare helt vildt godt. Vi besøgte nationalmuseet Te Papa. Her var nogen flotte og meget forskellige udstillinger, fra geologiske forhold til zoologi, Maori kultur og forklaringer på karantæne. Alt ting så ud til at være ret nyt og udstillingerne fra flot lavet – derudover var museet også gratis.
Efter Te Papa gik vi en tur op forbi Parlamentet, som var en noget underlig samling af bygning, som ikke alle var lige flotte. Aftensmaden blev til Pizza på vandrehjemmet og herefter en tur langs stranden, hvorfra der er udsigt til Mount Victoria, hvor mange scener til Ringenes Herre er blevet skudt, hvad vi haft en dag mere i Wellington, skulle vi helt sikkert have været op og kigge efter dem. Men endnu engang skulle vi tidligt op for at flyve tilbage til Australien.
New Zealand har været en af de mest varierede ferie jeg har været på med fantastiske vandreture i meget forskellige landskaber. Adrenalin bostende oplevelser som bungy jump og rafting. Spændende landskaber og interessante steder fra Ringenes Herre – oven i købet oplevet på hesteryg. Fantastisk vandring på 14 km is – som strakte sig ned gennem regnskoven. På eventyrlig rejse med tog vers gennem landet og nytår med live musik og fyrværkeri udendørs. Et fiktivt ophold i den antarktiske vinter og en et besøg i Rutherfords hule. Hval betragtning og vandring mellem hav og bakke. Den helt utroligt fantastisk spændende og varieret rejse.
No comments:
Post a Comment