Vi blev samlet op i Milford Sound og kørt til The Divide, hvor vi startede Greenstone track. Vejret var ikke noget at råbe hurra for skyerne lå, men det blev heldigvis ikke til så meget regn. Første del af var identisk med slutning af Routeburn fra the Divide to Howden hytten. Bortset fra stigningen op til Howden Hytten gik turen ned gennem beech skov langs først Howden sø og derefter McKeller søen, forenden af hvilkn.
Første etape var nogenlunde til at overse, bortset fra en indledende stigning var turen meget flad. Først nat tilbragte vi på teltpladsen lige uden for McKeller Hut. Faktisk sad vi en del oppe i hytten, hvor vi kunne varme os ved brændeovnen. Juleaftensmenuen bestod indledningsvis af en orientalsk hønsesuppe efterfulgt af Yum-Yummi nudler med anden smag. Til dessert var det lykkedes mig i hemmelighed at finde mælkeris på dåse – det var med andre ord det nærmeste vi kunne komme risalamande. Vi udvekslede gaver og gik forholdsvis tidligt i seng. Vejret klarede heldigvis op i løbet af aftenen.
Tirsdag den 25. december:
Vejret startede med at være pænt det begyndte hurtigt at degenerer flere og flere skyer sample sig og det begyndte at regn og der var ikke meget at se. Ruten gik ned gennem dalen langs floden, udsigten til bjerge måtte vi dog kigge langt efter. På et tidspunkt skulle krydse et lille vandløb, det lykkedes dog ikke særligt godt for Nina, der lavede en gang kosakdans og fik våde fødder, hvorefter hun var usandsynlig muggen.
Der gik dog ikke længe før vi begge havde våde bukser og støvler, grundet bevoksningerne langs stien, som havde en fantastisk evne til at holde på vandet lige indtil et intet anende vandrer passerede gennem. Vi fik nogen enkelt glimte af det flotte landskab og passerede da også et par imponerende vandfald og en meget drabelig hængebro. Ved skovbrunet lykkedes det på et tidspunkt også at få øje på en større flok hjorte.
Godt våde efter vandring gennem regnen ankom vil til Greenstone hytten, hvor vi besluttede at overnatte i hytten i stedet for på teltpladsen. I hytten var også et belgisk par og en koreaner, som vi havde snakket med den foregående dag i McKeller hytten. Derudover var der en meget snak saglig amerikaner. Om aftenen blev det taget Jungle speed – et spil som belgierne havde med – det meget skægt og en meget hyggelig aften.
Onsdag den 26. december
Vi måtte igen forholdsvis tidligt op for at være sikre på at vi kunne nå bussen fra Greenstone parkeringspladsen. Vejret klarede heldigvis op fik smagsprøver på den fantastiske udsigt vi var blevet snydt for dagen før på grund af det dårlige vejr. Turen gik delvist gennem noget der mindede om en meget ung birkeskov og delvist gennem blokmark.
Vi ankom til parkeringspladsen i god tid, Koreaneren var allerede ankommet. Vi besluttede at efterlade rygsækkene og gå en lille ekstra tur – ud til Lake Wakatipu. Det var en meget fin tur i eng landskab, hvor køer og får gik på græs. På himlen over os fløjtede fuglene, som på en forårsdag i Danmark.
Bussen som skulle afhente os var noget forsinket og vi havde ikke kørt langt før chaufføren stoppede og bad os alle stige ud. Vi var noget rådvilde vi var stadig langt fra vores destination. Chaufføren bad os gå om bord i den nærliggende speedbåd og efter blev vi sejlet op langs kysten – åbenbart noget nemmere end at køre med bussen. Udover os var koreaneren og amerikaneren også med på båden. Vi blev sat i Kinloch og de andre forsatte til Glenorchy.
I Kinloch havde vi booket os ind på en hyggelig kro, som lå på bredden af Lake Wakatipu. Sjovt nok havde belgierne også valgt at tage en nat på kroen. Første prioriteten var et bad og rent kluns, men det blev da også til en kort gå tur i området og en tur i deres hottube. Et stort trækar fuldt med varmt vand – mmmh dejligt afslappende for stive muskler og panorama udsigt til bjergene og søen – bedre kunne det næsten ikke blive.
Men det kunne faktisk godt for kroen havde en ganske udmærket restaurant, hvilket vi sandende om aftenen. Maden var fortrinligt en oplevelse for både smagsløg og øjnene. Det blev til gedeost til forret, lam til hovedret og jeg fik en pavelova til dessert, herlighederne blev skyllet ned med en god Australsk vin. Pavelova er en New Zealandsk dessert – på dansk kendt som en marengsfuglerede. Lettere snallerede gik vi i seng – forholdsvis tidligt, men vil skulle jo også op at ride næste dag.
Torsdag den 27. december
Vi spiste morgenmad på kroen og krofatter sejlede os over Lake Wakatipu til Glenorchy på den anden side af søen. Fra landgangsbroen gik vi til Dart stables, hvor vi skulle på ride tur. Vejret var desværre ikke det bedste, men vi kom heldigvis af sted. Vi havde book os ind på to turer en om formiddagen og en om eftermiddagen. Således skulle vi om formiddagen på Ride of the Rings, en tur inspireret af de mange scener fra – ja du gættede det Lord of the Rings, som var blevet filmet i området.
Det var en flot tur, hvor vi blandet andet kom til Lothlorien, så landskabet, som Gandalf ridder igennem på Skyggefax for at nå Isengard. Vi så også sletten foran Isengard og Amon Hen, hvor Boromir bliver forført af ringen. Vi havde en rigtig god guide, som brugte en del tid i starten på at uddele heste i forhold til vores erfaringsniveau. Derudover gav han mange og spændende detaljer om landskaber og Ringenes Herre, men han holdte også passende pauser, hvor man bare kunne nyde landskabet glide forbi, mens hesten klarede arbejdet. Jeg vil sige det var den helt rigtige måde at opleve scenerne fra Ringenes Herre, hestene gav ekstra speciel stemning. Mod slutningen af turen tog det ringe vejr desværre til og jeg priste mig lykkelig for den olieskinsjakke jeg havde lånt.
Tilbage i Glenorchy tog vi ud og spiste frokost før vi skulle på den ”rigtig” ride tur – Ride of the River, som gik langs Dart river. Denne tur var mere action præget og bød på trav og galop for de øvede – vi nøjes dog med at trave. Vi krydsede også gennem floden et par gange selvom der var forholdsvis stærk strøm. Det var helt sikkert en spændende oplevelse også. Desværre blev vejret bare ringere og ringere som dagen skred frem.
Vi havde fået arrangeret det så snedigt at Dart Stable kunne give os et lift tilbage til Queenstown, så det skulle vi ikke bekymre os om. Bekymringen var også nærmere om det dårlige vejr ville sætte en stopper for Nina’s skydive den efterfølgende morgen – eller gøre oplevelsen mindre spektakulær.
Fredag den 28. december
Vores bekymringer blev heldigvis gjort til skamme for vejret var på forunderligst klart op og der var stort set ikke en sky på himlen. Vi blev splittet om morgenen – Nina skulle som sagt skidive og der var de bedste forudsætning. Jeg skulle også springe, men ikke fra en flyvemaskine men fra en udspændt platform hængende 134 m over jorden. Jeg blev således kørt til Nevis, hvor New Zealands højeste elastisk spring finder sted – højden skulle give 6 sekunders frit fald.
Det var en total vild oplevelse, et par stropper blev spændt fast om skinnebenet. Elastikken blev fast gjort til stropperne og herefter blev der talt med fra 5-4-3-2-1 det var kun en af de 15 deltagere da havde problemer med at tage springet. Det var også ret vildt at stå der på kanten og kigge ned – 134 m – ned. Det første sekund virkede skræmmende, og herefter der ligesom kom en indre ro og resten af faldet kunne nydes som en oplevelse af ubegrænset frihed – indtil elastikken bremsede faldet. Det gav en god gang adrenalin og knæene rystede da også godt bagefter.
Nina havde også haft en fantastisk skydive – oven i købet med fotograf, så der er nogen meget flotte billeder at vise frem. Efter det totale adrenalin chok skulle vi ud at rafte på Shotover River. Turen gik gennem Skippers Canyon, hvilket i sig selv er lidt af et prøvelse – vejen er smal og snor sig meget med dyb afgrund på den ene side og stejlklippevæg på den anden. Derudover at være udgangspunktet for rafte turen var det også stedet, hvor Arven vender sig mod Nazgûls under flugten med den sårede Frodo. Nu har jeg prøvet at rafte et par gang og jeg må sige jeg synes ikke det var så ophidsende, som de to gange tidligere – det var meget sjovt, men det var også meget hurtigt overstået med kun tre klassificerede rapids. Jo jeg var lidt skuffet.
Om aften tog vi med gondolen i Queenstown til Bob’s peak for at se solnedgangen over Lake Wakatipu og Queenstown. Det var meget flot udsigt og solens sidste stråler formåede også at male landskabet i eventyrlige farver. På toppen fandtes en Lugebane – til de andrelin hungrende børn og barnlige sjæle. En luge er en art gokart, den har bare ingen motor, men accelerer ved hjælp af banens hældning. Lugen er udstyret med et styr, som også fungere som bremse og så gælder det ellers bare om at komme derudaf - mægtig skægt. På vej hjem fra vandrehjemmet slog vi et slag forbi en af de mange souvenir forretninger og købte vores julegave. Vi fik hver en meget lækker merinould og pungdyrpels sweater – utrolig blød og varm – ikke noget der ligefrem bliver anvendeligt i Australien, men hjemme i Danmark vil de være meget behagelige.
Lørdag den 29. december
Endnu engang måtte vi tidligt op – vi skulle med Atomic Shuttles til Fox Glacier. Jeg tror det hed Atomic shuttles fordi det var en minibus. Busturen gik op over bjergene til Wanaka, køreturen i selv var som tidligere meget flot.
På vejen stoppede vi også ved et dambrug, hvor vi købte et stykke fisk til vores aftensmad. Her skiftede vi også chauffør, vores nye chauffør var noget mere underholdende uden at det dog blev for meget. Han gjorde holdt ved en sort sandet strand og opfordre os til at stige ud og tage billeder, imens fyldte han, til vores undren, en sæk med sand. Tilbage i bussen forklarede han at strandsandet indeholdte store mængder guld – og havde set professionelle guld samler på stedet, så nu skulle han hjem og vaske sandet og forhåbentlig kunne han så indstille sit job som buschauffør for Atomic Shuttles.
Vi var hurtigere undervejs en planen og eftersom kan ikke måtte forlade Fox Glacier før et givet tidspunkt, så kunne han jo lige køre os en tur op forbi gletsjeren – det var meget godt han fortalte en del om gletsjeren og dens tilbliven og vi fik kort mulighed for at komme ud af bussen og fotografere.
Nede i Fox Glacier by blev vi sat af og fandt vores vandrehjem – Ivory Towers. Først gik vi en tur i en lille nærliggende regnskov, der var god ikke meget at se så vi besluttede at leje et par cykler og cykle ned til Lake Matheson – New Zealands mest fotograferede sø.
Mt Cook og Mt Tasman spejler sig i søens vand og giver en helt fantastisk udsigt – hvis det er vindstille og himlen er klar. Dagen vi havde valgt til gå turen omkring Lake Matheson kunne dog hverken prale med at have blå himmel eller være vindstille Alt vi kunne se var nogen bjerge indhyllet i skyer bag en vindblæst sø. Det dog meget rart med en lille gå tur alligevel.
Søndag den 30. december
Vejrudsigten var ikke den bedste, men det var da forholdsvis klart. Vi skulle på gletscher vandring og det ville da være rart med noget sol nu hvor vi havde påført os solcreme. Sådan skulle det dog ikke blive – heldigvis blev vejret heller ikke ringere. Først gik vi lidt rundt for foden af gletscheren i behørig afstand. Vores guide var vældig flink og meget informativ. Vi havde fået jakker og hvad andet udstyr vi havde behov for. Det specielle ved Fox Glacier og Franz Josef er at de kun befinder sig 245 m over havets overflade, men andre ord bevæger de sig ned gennem regnskoven uden at smelte – det er lidt af et særsyn.
For at komme op på gletscheren var det nødvendigt at gå omkring en time langs gletscheren. Før vi tråde ud på gletscheren fik vi udleveret vores crampons, Nina og jeg kunne heldigvis spænde udstyret på vores egne støvler, så vi var ret godt gående i forhold til mange af de andre.
Det var en fascinerende tur, hvor vi så mange forskellige gletscher fænomener, smeltevandsafløb, afsmeltningshuller, dybe gletscher spalter og meget mere. Vores guide lavede stien med en stor hakke.
Jeg troede egentlig at turen var planlagt på forhånd, men på vej op i en gletscher spalte sagde vores guide at, nu kunne vi ikke komme længere. Med andre ord var det ikke helt så planlagt som man skulle have troet. Det var en ret fed oplevelse at gå nede i dybe spalter og være omgivet af is til alle sidder.
Om aftenen slappede vi af i Ivory Towers, næste morgen skulle vi med bussen til Greymouth, hvorfra vi ville krydse syd øen med tog til Christchurch.
No comments:
Post a Comment