Ugebrev #10, Endnu en Indflytterfest og endnu en vandreture (uge 22)

Ugen startede på universitet, jeg mangler dog at modtage mine kemikalier, så jeg kan ikke rigtig komme igen på universitet. Jeg fik dog præcenteret en ide jeg havde fået på vandreturen i weekenden og ideen blev vel modtaget, så det betyder endnu et lille side projekt.
En af problemerne med hensyn til at få startet syntesearbejdet er en glasblæser, universitet har en glasblæser, men han vil kun blæse glas og ikke kvarts, så han kan ikke bruges til noget. Til gæld er der faktisk en glasblæser ude på ANSTO, som ikke har noget imod at arbejde med kvart – så er problemet at de ikke har nogen handskeboks på ANSTO – det vil sige Bragg Instute har ikke nogen handskeboks, men Materials Department har en, som vi forhåbentlig kan snige os til at låne. Nå, men tirsdag var jeg på besøg hos glasblæseren – en hyggelig livlig gammel gut, som tydeligvis savnede selskab. Så der blev snakket lidt i øst og vest – det kan typisk godt betale sig at bruge 10 minutter på at small talke. Det kan betyde mange ugers reduceret vente tid og det var nu egentlig også hyggeligt på en eller anden måde. De ønskede ampuller var allerede fremstillet dagen efter, så det var jo glimrende – ja nu er det jo ikke fordi det tager lang tid – glasblæseren i Århus ville typisk lave det med det samme så du havde ampullerne 5-10 minutter senere! Nu er vi jo i Australien, hvor man kan forvente at ting tager længere tid.
Tirsdag fik jeg også min første sending af kemikalier – det er egentlig lidt sjovt for det var kemikalier købt i Kina. Et par af mine kollegaer havde frarådet mig at afsøge at købe kemikalierne i Kina da de mente, at det kunne tage lang tid inden kemikalierne ville ankom. Fordi firmaet ikke tidligere havde været benyttet af ANSTO og derfor skulle evalueres først. Så faktisk havde jeg blot lavet en test ordre for at se dels hvor lang tid det ville tage og for at få en fornemmelse af kvaliteten. Jeg må erkende at jeg er imponerede over hvor hurtigt firmaet kunne levere kemikalierne – ligeledes er jeg imponeret over hvor lang tid ting tager hos ANSTO. Det tog 10 dage fra jeg havde afgivet ordren internt til at ordren gik videre ud i den vide verden. Det kiniske selskab modtog orden den 20. maj, den 22. maj var prøven sendt afsted med kurerer (normal forsendelsesmetode for dette firma). Den 24. maj blev prøven modtaget af ANSTO – den 29. maj bliver prøven levet til mig - - - Det tog altså mere dobbelt så lang tid at få prøven fragt 500 m på ANSTO end det gjorde at få prøven sendt fra Kina til Australien. Det begynder at undre mig lidt, hvordan der kan drives seriøs forskning i Australien – eller jeg skulle måske heller sige på ANSTO, for universiteterne er ikke helt så ile tilredt som ANSTO.
Som titlen på ugebrevet antyder, var der endnu en indflytter fest denne weekend – om lørdagen den gang var det den bulgarske post doc. Milen, som slog dørene op for et gilde. Milen har både kone og barn, så det blev koldt tidligt på eftermiddagen. Formiddagen brugte jeg på tøjvask og indkøb – det vil sige jeg tog endda en tur til Miranda, hvor der ligger et kæmpe indkøbscentre og købte en støvsuger – jeg havde lidt overvejet om ikke jeg kunne klare mig med en kost og en mobbe, men jeg tror sku’, at jeg bliver mega træt af det i længden. Det var en meget hyggelig indflytter fest hos Milen, stille og roligt. Milen virker som en meget stille og rolig – siger ikke så meget med mindre man direkte spørger ham – hans kone Renie derimod er et sandt vandfald. Nu har hun selvfølgelig heller ikke fundet et arbejde endnu – så hun går der hjemme så man kan godt forstille sig at hun virker savner nogen at snakke med (til). Det var noget lækkert mad nogen bulgarsk og russiske specialiteter. Udover os post docs havde han også inviteret sine vejledere. Det blev ikke alt for sent, hvilket var udmærket for jeg skulle tidligt op om søndagen. Jeg havde aftalt med den spanske post doc. Damian at tage på vandretur i Ku-ring-gai Chase National Park. Stedet, hvor jeg vandrede i sidste uge. Ruten havde jeg dog tilrettelagt lidt anderledes således at den denne gang gik gennem mangroven. Jeg havde naturligvis også taget hensyn til at Damian ikke så erfaren når det kommer til vandring eller ’bushwalking’ som det jo hedder herude. Jeg tror også han har lidt svært ved at motiverer sig selv til at tage af sted på egen hånd, men så var det jo fint nok han tog en tur med mig. Vandreturen var noget bedre end den jeg havde været på den foregående weekend – nu hjalp det selvfølgelig også at jeg havde investeret i bedre kort. Stien gik fra et forholdsvist højt liggende plateau ned til hav niveauet, hvor mangrove suppen findes. Således var landskabet meget varieret og størstedelen af turen gik langs flod/fjord; vand, skov og blå himmel har et eller andet magisk over sig – ja det vil sige at der faktisk var nogen få sky på himlen – første gang i en uge tror jeg.

Stien endte ved det samme meget turistede sted, hvor jeg havde været weekenden forinden. Vi mødte faktisk en del mennesker på stien – ikke nysgerrige turist bushwalkere, men hård pumpede idrætsfolk, som tydeligvis var ude for fitness og ikke fred og frihed. Næ, det var i tætsiddende trikot, MP3 afspiller i ørene og høj hastighed.
Vi spiste vores medbragte mad på den enorme resteplads sammen med alle de andre søndagscampister. Fra restepladens gik en anden vej tilbage – gennem mangroven på en blanke sti, som var hævet ½ meter over den suppede grund – selvom turen kun var 200 m så var det nu alligevel ret sejt at være inde midt i mangroven. Det var ret spændende at se selve mangrovebunden, hvor et meget stort antal krabber holdt til.

Vi så også et tidligere Aboriginal site – et sted, hvor de havde slebet deres økser – det var dog ikke overdrevet spektakulært når jeg nu skal være helt ærlig. Turen tilbage gik langs den grågrønne grumsede ’Limpopo’ flod, der er dogen ingen farer eller chance for at se krokodiller – de findes kun længere mod nord i North Queensland og Northern Territory. Helt til sidst på turen skulle vi de 150 m op, som vi tidligere var gået ned, hvilket var ved at tage livet af Damian, men alt i alt mente han også at det havde været en rigtig god tur – og måske ville han tage turen igen senere – ja ville jo nok vælge en anden tur når nu udvalget er så stort. På turen tilbage i toget blev der ikke snakket så meget, som på udturen. Vi var begge trætte - vi havde da også effektivt gået omkring 6-7 timer.