Uge #17 Melbourne og Lilli Pilli

Uge #16 Det maritime museum og cykeltur

Hverdagene gik uden de store udskejelser, med undtagelse af fredag, hvor Roland meget spontant inviterede til Racellet aften – han havde netop per post ordre modtaget en Racellet grill. Det var et lille selskab bestående af Roland, Damian, Amparo og jeg – men det var vældig hyggeligt. Vejret var koldt regn fyldt og blæsende så det passede egentlig meget godt med en osteoverdosis. Roland havde både skaffet syltede agurker og perleløg, så der manglede i sandhed ikke noget – og som så ofte før i dette selskab blev det til sidst tog hjem.
Lørdag startede med forskellige gøre mål, så som rengøring og indkøb. Jeg spiste en tidlig frokost og tog indtil Town Hall, hvor jeg købte et rugbrød inden jeg gik ned til det Maritime museum i Darling Harbour. Museet var overraskende nok gratis – det var kun bådene i havnen man skulle betale for at se – jeg ville egentlig se bådene, men en byge betød at jeg fordybede mig i museet i stedet, som egentlig var ganske godt lavet og flot sat op. På museet mødte jeg Andy og Lizzy, lidt sjovt at blandet de måske 100 mennesker jeg kender i Sydney, så møder jeg to.
Jeg gik en tur forbi Paddy’s marked og købte frugt og grønt, før jeg kørte tilbage til Sutherland. Det er altid godt at komme i den sidste time før markedet lukker, her bliver priserne nemlig dumpet. Om aftenen holdt Amparo afskedsfest – hun bliver dog endnu to uger, men møbler og lignende er ved at blive sendt tilbage til Spanien. Der blev budt på det helt store tag-selv-tapas-bord og det var virkelig lækkert og det lykkedes selvfølgelig at spise alt for meget. De spanske hærligheder blev selvfølgelig skyldet ned med san-grillia og det lykkedes mig da også at blive lettere snalderet. Det var en rigtig hyggelig aften, som desværre måtte stoppe da den sidste bus gik tilbage til Sutherland. Grundet sporarbejde var hele Illawara line lukket ned. Det betød også at min oprindelig plan for søndag at tage med toget ned til Lake Illwara og cykle rundt om den ikke rigtig kunne lade sig gøre.
Jeg cyklede i stedet gennem Royal National Park – igennem Waterfall og videre ud til Woronora Dam, som forsyner en del af Sydney med drikkevand. Turen hjem gik via Heathcote og gik det meste af turen langs vandrøret, som vel var 1½ meter i diameter. Det var overskyet og engang imellem faldt der også et par dråber, men det var nu ikke slemt. Desværre var vejen godt pløret efter flere dags regn og jeg blev rigtig godt beskidt hele vejen op ad ryggen – ja selv bagsiden af min cykelhjelm. Det rå terræn i Royal National Park betød også at jeg ufrivilligt måtte ’stige af’ cyklen to gange. Styrt nummer to var ret spektakulært – jeg kom kørende ned af en let hældning – heldigvis uden stor hastighed – som så ofte før var der vandpytter på vejen, men som jeg stod overfor i dette tilfælde var vel nærmere end sø – i hvert fald var den omkring ½ meter dyb, hvilket betød at forhjulet trillede ned i hullet og stoppede brat op – min krop og resten af cyklen fortsatte herefter i en skråbane pivot omkring forhjulsaksen. Jeg landende heldigvis blødt – med hovedet først direkte ned i en anden vandpyt. Det lykkedes således på lykkeligste vis at overleve stundet uden en eneste skramme. Woronora dam er ganske imponerende – det ligger i midten af ingenting, som skove til alle sidder, fra dæmningen er der således god udsigt over det skovrigelandskab. Turen tilbage til Sutherland gik meget nemt og uden flere flyveture, vejen var faktisk overraskende god, men det skyldes nok at de skal have mulighed for at servicerer vandrøret.

Uge #15 BBQ, båddyk og bushvandring

Det var en meget begivenhedsrig uge, normalt hæfter jeg mig ikke specielt ved kagen i ’kage klubben’, men denne gang havde Mona bagt en kage som burde hedde ’Death by Chocolate’ – den var lavet af 500g mørk chokolade, 500g smør og 7 æg. Portionen var beregnet til 20 mand, men den blev skæret ud i 12 stykker, halvvejs gik jeg i stå, men eftersom de andre kunne gennemfører, så tænkte jeg så kan jeg sku’ også – ouh min mave. Bill’s kommenter var ’det ville være billigere bare at placere plastic stykker i vores kranspulsåre’. Med de mængde af chokolade havde jeg lidt forventet at jeg ville være høj på chokolade resten af dagen men det skete ikke tværtimod blev alt blod drænet fra resten af kroppen og ned i maven for fordøje kagen.
Henrik og Stine kom retur onsdag fra deres tur mod nord. Planen var at Nina kunne tage nogen af deres ting med tilbage til Danmark. Torsdag var Nina og jeg ude at spise på ’The Boathouse’ en restaurant der ligger i Glebe og som vi havde fået anbefalet af min vejleder – restauranten serverer retter fra ’det moderne australske cursine’ – hvilket betyder fisk gerne med orientalsk eller middelhavs inspiration – og det plejer at være helt fantastisk og denne restaurant var da heller ikke nogen undtagelse. Selve restauranten ligger i Sydney Universitets bådhus og udfra ligner det mest af alt et stort blikskur. Selv restauranten ligger dog direkte ud til vandet og Sydney skyline kan tydeligt ses i baggrunden. En af restaurantens specialiteter var østers og det var muligt at få ikke mindre end 9 forskellige slags – nu er det dog ingen af os der er til østers. Til hovedret fik jeg en anden af deres specialiteter ’snapper pie’ – nøj den smagte godt – Nina fik en marlin steak – cooked rare. For mit vedkommende var der også plads til en dessert, som var et udvalg af små forskellige retter – nøj de var gode, kun chokolade kornet måtte jeg opgive – chokoladen sendte tankerne direkte tilbage på tirsdagens kage orgie.
Fredag var dagen, hvor Nina skulle retur til Danmark – trist, jeg blev hjemme om formiddagen og fulgte hende til toget, hvorefter jeg tog på arbejde. Sendt på eftermiddagen arrangerede Andy helt spontant en BBQ at hos ham om aftenen – jeg var meget glad for at blive inviteret – det betød at jeg ikke skulle sidde alene der hjemme, hvilket jeg var meget godt tilfreds med. I første omgang var meningen af vi skal skulle medbringe kød til grillen, men så tilbød Margeret at hun kunne tage kød med – hun havde for nyligt slagtet og havde så rigeligt af Benz og Alison i fryseren. Det er så første gang, i hvert fald hvor jeg ved, jeg har spist et navngivet dyr. En stor tak til Benz og Alison – for det var noget rigtig godt kød. Det var en vældig hyggelig aften og en god måde at dulme dagens tidligere følelsestraumer. Aftenen sluttede dog tidligt, som er vanen når Australiere holder fest, selvom om flertallet ved fest var Australiere med anden etnisk herkomst.
Lørdag var der båd dyk på programmet ved Ousbourne Shores. Vejret var fantastisk og det er svært at forestille sig bedre vilkår – der var stort set ikke en krusning på havet og solen stod højt på himlen. To deltagere på båden var ved at tage deres avancerede dykker certifikat, og de manglede deres Deep dive – så vi foretog et deep dive og det lykkedes da også at komme ned på 28,8 meters dybde. En masse fisk i overfladen og god sigtbarhed lovede godt for dykket, men desværre var der ikke så meget at se – alle fiske virkede større end inde ved kysten og der var da også forholdsvis mange af dem – men den eneste forskel i forhold til kyst dyk var sigtbarheden, som var noget bedre. Sigtbarheden forhindrede os dog ikke at fare vild – med andre ord fandt vi ikke tilbage til ankertovet og måtte i stedet stige op uden fix punkter – Nina og jeg praktiserede det et par gange i Cairns – og det var da heller ikke noget større problem. Andet dyk var ved Ousbourne Shores et rev som ligger på 23 meter. Det var ret flot og det var meget fiske liv – specielt vente en kæmpe Cuttlefisk på os da vi kom ned – den har vel været på længde men et ben. Cuttlefisk fisk minder lidt om blæksprutter, fordi de har tentakler siddende under øjnene. Der kan heller ikke være nogen tvivl om at disse dyr har inspireret H. P. Lovekraft – ’the thing that should not be’ – Chuthulu. Når men den omtalte Cuttlefisk fulgte os faktisk i næsten 10 minutter, som en anden skødehund og den var helt sikkert højdepunktet på hele dykkerturen. Det gik bedre med navigationen denne gang og vi fandt tilbage til ankertorvet uden problemer.
Om aftenen var jeg igen inviteret til BBQ, denne gang hos Vanessa, proceduren var den samme som om fredagen, vi medbragte selv kød, som så blev grillet. Det var vældig hyggeligt, jeg tillod mig også en enkelt øl efter maden – man skal være forholdsvis forpasselig med drikke og dykke, fordi alkohol betyder at kvælstoffet for nemmere ved at blive opløst i blodet. Der var mange inviteret til festen så nogen var nødt til at sætte på gulvet og lignende alternative steder. Det tager man ikke så nøje i det her land.
Vejrudsigten for søndag lød nogenlunde lovende, det ville først begynde at regne om eftermiddagen. Så jeg tog på vandretur i Royal National Park – jeg tog toget til Waterfall og gik derfra ind i parken mod Lady Carrington road. Regnen kunne dog ikke vente til om eftermiddagen og allerede klokken 12 begyndte de først dryp at falde og snart stod det ned i strenger.

Jeg havde en enkelt gang svært ved at finde vejen og det skulle senere vise sig at jeg heller ikke havde ramt præcis den sti jeg havde tænkt mig. Pludselig 2 m foran mig midt på stien lå en slange – en ’Red bellied black snake’ – meget giftig, men heldigvis ikke aggressiv, men meget sky. De vil normalt altid tage flugten, men dette eksemplar var blevet fanget ud i regnen og havde helt sikkert ikke til hensigt at flytte sig – jeg prøve at stampe i jorden, men den ikke så meget som løftede hovedet. Jeg fandt en god lang pind og prikkede forsigtig til den, hvorefter den dovnet løftede hovedet, men den flyttede sig stadig ikke. Først da jeg skubbede lidt mere til den begyndte den at flytte sig – og kiggede noget fornærmet op på mig før den snoede sig ud i underskoven. Kort tid efter nåede jeg en asfalteret vej, hvilket ikke lige passede med mine forventninger til hvor jeg burde være – heldigvis var det forholdsvis let at regne ud, hvor jeg måtte befinde mig. Under kort studiet kom jeg til at kigge ned på mine ben, som var fyldt med igler – der sad mere end 10 på mine ben og utallige var på vej om af mine støvler – arrgh mennesket er øverst i fødekæden, der er ikke noget som skal spise os! Der var heldigvis kun 4 der have bidt sig fast og ved at hive tilstrækkeligt i den gav de også slip – idder adder. jeg begyndte herefter jævnligt at checke min ben og støvler og afigle dem – kun en undgik mit åsyn og det lykkede den at drikke sig tyk og fed i mit blod.

På turen var der mulighed for at tage en afstikker ind til en drypstenshule, hvilket jeg naturligvis benyttede mig – det var nu ikke fordi der var meget hule over stedet, men det var stadig meget imponerende.


Jeg brugte en del tid på at forsøge at tage et billede af en regndråbe, som faldt fra en af stalagmitterne – og ved nærmere eftersyn var der noget ret flotte limstens formationer – der var også et ret imponerende vandfald.

På den efterfølgende tur tilbage til Sutherland, så jeg ikke mindre end 5 superb lurebirds. Lure fuglen er ret flot på størrelse med en fasan – den binder lidt om en påfugl med nogen meget imponerende halefjer – de mangler dog ikke helt så iøjnefaldende som en påfugl, til gengæld kan den efterligne alle andre fuglekald. Ikke nok med at den kan give andre fuglekald, den kan også komponere dem til en serie af kald uden afbrydelse – det lyder meget imponerende.

Resten af turen var uden større begivenheder – der var dog stadig et godt stykke hjem – og jeg nåede sort set kun ud af skoven før mørket sænkede sig.

Alt i alt en fantastisk weekend, hvor jeg fik set mange dyr jeg aldrig har set før – cuttle fish, red bellied black snake og superb lurebird, sidst nævnte har jeg dog set tidligere, men kun i et meget kort glimt. Derudover var der to hyggelige BBQ’s. En kombination, som heldigvis gjorde det muligt i hvert fald for en stund at glemme at Nina var taget tilbage til Danmark.

Uge #14 Coast walk and dyk omkring Cronulla

I løbet af ugen var vi til koncert i Sydney opera huset – ’digerido møder orkestre’, vi var ret spændte på hvordan det ville være – det kunne være godt, men det kunne sikkert også være en katastrofe… Første katastrofe var at der var utroligt mange skoleklasser, som var inde for at høre koncert og der virkede mest af at alt som om de var blevet tvunget af deres lærer og ikke havde en ide om hvordan de burde opfører sig – de skulle nok hellere have taget til en fodboldkamp. Næste irritationsmoment var en grupper tyskere der sad til venstre for mig, som stort set snakkede konstant in til jeg bad dem udsætte deres diskussion til efter koncerten. Første halv del af koncerten var ren orkestral og bort set fra de tidligere nævnte irritations momenter må sige at det var ganske flot- måske ikke helt så med rivende som jeg havde håbet. Anden halv del var så blandingen af digerido og orkestre – det startede dog med orkestre fulgt af digerido solo – og det var nok fornuftigt nok ikke at blande digeridoen ind over de klassiske instrumenter – digeridoen er dyb og mørk, og ville blive helt væk mellem den skarpe lyd af messingblæsere og strygeinstrumenter. Selvom det ikke helt havde været hvad jeg forventede må jeg efterfølgende sige at min forventning var urealistisk og det lydbillede, som de fik tegnet var meget betagende alligevel. Efter koncerten fik vi aftensmad på Wagamama i japansk restaurant kede, som findes i flere af verdens storbyer – måske også København.
Fredag aften holdt Nina afskedsfest for hendes kollegaer, så hele torsdagen blev brugt på at stege frikadeller, lavet kartoffelsalat, og kogt risengrød til den helt store guld medalje. Gæsterne kom omkring klokken 18.00 og det var meget hyggeligt, men festen sluttede dog meget tidligt efter europæisk standard og den sidste gæst forlod matriklen klokken 21.50 – ja faktisk havde taget længer tid at tilberede maden end den tid gæsterne tilbragte i lejligheden. Nå men intet er så sidst at det ikke er godt for noget – det gode bestod i at vi næste dag stadig kunne komme tidligt op og havde mulighed for at gå ’Coastal Walk’ og som sagt så gjort.



Vi tog toget fra Sutherland til Otford og begyndte herefter den 25 km lange tilbage vandring til Bundena, hvorfra vi med båd kunne blive fragtet tilbage til Cronulla. Vi havde 10 timer til at gennemføre vandringen.



Turen er blandet de flotteste vandrerturer i New South Wales – tør jeg nok godt sige og vejret var helt perfekt – høj klar himmel og stort set ikke en vind der rørte sig – meget smukt.


Turen går først gennem en palmejungle, hvorefter man kommer når ned til stranden og herefter følges kystlinien, som skifter mellem fladestrande afbrudt at stejleklipper.


I det hele taget meget varieret vandring med fantastiske landskaber – og bølgebrusen. Da vi var nået halvvejs måtte vi konstatere at vi havde brugt mere end halvdelen af den tid vi havde til rådighed.



Heldigvis viste det sig at sidste halvdel af turen ikke var så hård som den første delen, dog var der heller ikke så mange kræfter tilbage i benene.


Udover det storslåede landskab var der også mange spændende stenformationer.


Vi nåede heldigvis frem i tide med halv time i overskud. Så mens solen sank ned i vest blev vi sejlet tilbage til Cronulla, hvor vi spiste aftensmad på en cafe inden vi tog toget tilbage til Sutherland.


I Sutherland blev badekarret fuldt og musklerne blev opblødet efter en for nogen anstrengende men utrolig smuk dag.
Søndag morgen blev vi samlet op af Roland og vi tog til Kurnell for at dykke ved Voodoo, men vandet så lidt rigelig oprørsk ud, så i stedet for at springe i vandet tog vi tilbage til Cronulla.

Her dykkede vi ved Oak park og Pete’s Point – det blev til to meget flotte dyk, hvor jeg fik gjort flittigt brug af mit engangsundervandskamera som jeg havde fået i fødselsdagsgave.

En af højdepunkterne på dykket var en kæmpe fiskestime, som tilsyneladende var helt ligeglad med vores tilstedeværelse – vi så også en hummer, som desværre vist sig at være død.

En blue grouper kom meget tæt på Nina – så de var ansigt til ansigt, med kun 10 cm mellem sig – det var desværre tidspunktet, hvor jeg var løbet tør for billeder – aarrggh.