Uge #14 Coast walk and dyk omkring Cronulla

I løbet af ugen var vi til koncert i Sydney opera huset – ’digerido møder orkestre’, vi var ret spændte på hvordan det ville være – det kunne være godt, men det kunne sikkert også være en katastrofe… Første katastrofe var at der var utroligt mange skoleklasser, som var inde for at høre koncert og der virkede mest af at alt som om de var blevet tvunget af deres lærer og ikke havde en ide om hvordan de burde opfører sig – de skulle nok hellere have taget til en fodboldkamp. Næste irritationsmoment var en grupper tyskere der sad til venstre for mig, som stort set snakkede konstant in til jeg bad dem udsætte deres diskussion til efter koncerten. Første halv del af koncerten var ren orkestral og bort set fra de tidligere nævnte irritations momenter må sige at det var ganske flot- måske ikke helt så med rivende som jeg havde håbet. Anden halv del var så blandingen af digerido og orkestre – det startede dog med orkestre fulgt af digerido solo – og det var nok fornuftigt nok ikke at blande digeridoen ind over de klassiske instrumenter – digeridoen er dyb og mørk, og ville blive helt væk mellem den skarpe lyd af messingblæsere og strygeinstrumenter. Selvom det ikke helt havde været hvad jeg forventede må jeg efterfølgende sige at min forventning var urealistisk og det lydbillede, som de fik tegnet var meget betagende alligevel. Efter koncerten fik vi aftensmad på Wagamama i japansk restaurant kede, som findes i flere af verdens storbyer – måske også København.
Fredag aften holdt Nina afskedsfest for hendes kollegaer, så hele torsdagen blev brugt på at stege frikadeller, lavet kartoffelsalat, og kogt risengrød til den helt store guld medalje. Gæsterne kom omkring klokken 18.00 og det var meget hyggeligt, men festen sluttede dog meget tidligt efter europæisk standard og den sidste gæst forlod matriklen klokken 21.50 – ja faktisk havde taget længer tid at tilberede maden end den tid gæsterne tilbragte i lejligheden. Nå men intet er så sidst at det ikke er godt for noget – det gode bestod i at vi næste dag stadig kunne komme tidligt op og havde mulighed for at gå ’Coastal Walk’ og som sagt så gjort.



Vi tog toget fra Sutherland til Otford og begyndte herefter den 25 km lange tilbage vandring til Bundena, hvorfra vi med båd kunne blive fragtet tilbage til Cronulla. Vi havde 10 timer til at gennemføre vandringen.



Turen er blandet de flotteste vandrerturer i New South Wales – tør jeg nok godt sige og vejret var helt perfekt – høj klar himmel og stort set ikke en vind der rørte sig – meget smukt.


Turen går først gennem en palmejungle, hvorefter man kommer når ned til stranden og herefter følges kystlinien, som skifter mellem fladestrande afbrudt at stejleklipper.


I det hele taget meget varieret vandring med fantastiske landskaber – og bølgebrusen. Da vi var nået halvvejs måtte vi konstatere at vi havde brugt mere end halvdelen af den tid vi havde til rådighed.



Heldigvis viste det sig at sidste halvdel af turen ikke var så hård som den første delen, dog var der heller ikke så mange kræfter tilbage i benene.


Udover det storslåede landskab var der også mange spændende stenformationer.


Vi nåede heldigvis frem i tide med halv time i overskud. Så mens solen sank ned i vest blev vi sejlet tilbage til Cronulla, hvor vi spiste aftensmad på en cafe inden vi tog toget tilbage til Sutherland.


I Sutherland blev badekarret fuldt og musklerne blev opblødet efter en for nogen anstrengende men utrolig smuk dag.
Søndag morgen blev vi samlet op af Roland og vi tog til Kurnell for at dykke ved Voodoo, men vandet så lidt rigelig oprørsk ud, så i stedet for at springe i vandet tog vi tilbage til Cronulla.

Her dykkede vi ved Oak park og Pete’s Point – det blev til to meget flotte dyk, hvor jeg fik gjort flittigt brug af mit engangsundervandskamera som jeg havde fået i fødselsdagsgave.

En af højdepunkterne på dykket var en kæmpe fiskestime, som tilsyneladende var helt ligeglad med vores tilstedeværelse – vi så også en hummer, som desværre vist sig at være død.

En blue grouper kom meget tæt på Nina – så de var ansigt til ansigt, med kun 10 cm mellem sig – det var desværre tidspunktet, hvor jeg var løbet tør for billeder – aarrggh.