På turen passerede vi mange vandfald, som gav anledning til en del fotopauser. Turen gik gennem den grønskov og en gang imellem var der udsigt til de tre søstre, den mest kendte stenformation i Blue Mountains National Park.
Vi fortsatte rundt forbi de tre søstre, spiste vores medbragte madpakke og gik op tæt ved Leura. Stien var heldigvis ikke så stejl, men det fik alligevel sveden frem på panden.
Endnu engang kunne vi glæde os over fantastiske vandfald, som havde fået ekstra kraft de seneste dage. Vejret truede da også mange gange med at bade os, men hver gang vi fandt regnjakkerne frem, så trak uvejret bort.
Til sidst var vores held dog brugt op og regnen begyndte at falde hensynsløst. Således gik vi til de tre søstre uden dog at kunne se meget andet end ’white-out’ på grund af de lavt liggende skyer – det var selvfølgelig lidt skuffende for det ville også betyde at vi intet ville kunne se fra echo-point.
Glædeligvis stod lykken os bi og mens vi stod ved echo point forduftede skyerne og vi havde en tydelig udsigt til tre søstre. Udsigten blev yderligere fortryllet af en regnbue, som stod mellem tre søstre – mere postkorts agtig udsigt kan man dårligt forstille sig. Udsigten var virkelig magisk og det er svært at forklare med ord – billedet kan heller ikke rigtig gengive stemning. Med til indtrykket hører nok også 6 timers vandring, hvoraf den sidste time var i regnvejr, plus befrielsen fra skuffelsen, grundet den manglende udsigt til de tre søstre. Ja, med det i baghovedet er det måske nemmere at forstå den lettere euforiserende følelse, som udsigten til de tre søstre med regnbue baggrunden, gav os.
På vej tilbage til Katoomba gik der sport i fotografering af regndråber der stadig hang tunge fra bladene på træer og buske. På vej til banegården købte vi en kebab og heldet var endnu med os da vi kom til banegården for vi behøvede blot at vente 2 minutter før vi kunne lade os transportere tilbage til Sydney.
Tirsdag tog Nina og jeg på arbejde, mens Dorthe på egen hånd udforskede Sydney og ligeledes onsdag, hvor Nina og jeg dog tog tidligt hjem for at spise aftensmad sammen med Dorthe før hun fløj tilbage til Melbourne. I weekenden havde vi planlagt en tur med Pro Dive til Cronulla. Den blev desværre aflyst i sidste øjeblik, hvilket vi naturligvis var meget kede af. Aflysningen fik dog meget uventede konsekvenser. Om lørdagen tog vi til Clovelly for at snorkle med en af Nina’s kollegaer, samt et par af hans venner, hvor af to rent faktisk var danskere. Simon – Nina’s kollega havde anbefalet af vi iførte os en våddragt da der ellers nok ville blive en meget kold fornøjelse. Derfor gik vi ind i Deep 6, en dykker forretning som ligger forholdsvis tæt på vandet i Clovelly – for 20$ kunne vi leje en våddragt og for 200$ måtte vi købe den. Forretningen skulle lukke og derfor solgte de alt deres brugt udstyr til halv pris. Vi snorklede en times tid, der var en masse fiske liv, Blue Groupers og mange andre mindre fisk – Allan en af de andre danskere kendte området godt og viste, hvor der plejede at være en Wobbegong haj og ganske rigtigt – den lå dog på forholdsvis dybt vand og der var ikke helt let at komme ned. På vej tilbage så vi også en forholdsvis stor blæksprutte – det var godt nok ikke for køn. Efter turen i vandet tog vi til Coogee med de andre og fik brunch. Nina og jeg gik tilbage til Clovelly og besluttede at tage tur mere i vandet inden vi afleverede vores våddragter tilbage. Det var også ganske spektakulært der var kommet en stor fiskestime ind og vi så også lille gruppe kalamarier. Tilbage i dykkershoppen besluttede vi at købe våddragterne – ja faktisk blev det til to komplette sæt dykkerudstyr – lige med undtagelse af vægt bælte og tank. Vi fik også en aftale om at komme til forretningen den efterfølgende dag og afprøve udstyret. Og så sagt så gjort søndag morgen tog vi igen til Clovelly, hvor vi kom på et dyk med en gammel hollænder. Udstyret virkede upåklageligt og det var lidt en speciel fornemmelse at have sit eget udstyr inklusiv dykkercomputer.
Efter dykket ville vi låse vores bagage inde på banegården for derefter at tage til ’Royal Easter Show’, som vi havde fået anbefalet af en del kollegaer. Det skulle dog vise sig ikke at være så nemt at få noget låst inde på banegården – ja faktisk var det umuligt – der var dog en forretning i nærheden af banegården, som tilbød opbevaring af udstyr – de lukkede dog klokken 19.00 så efter det tidspunkt ville det ikke længere være muligt at få adgang til sin bagage – rimelig træls, så vi droppede foretagendet og tog i stedet tilbage til Sutherland med vores nyerhvervede udstyr.
Fra Sutherland tog vi så til den olympiske park, hvor Royal Easter Show blev afholdt – og hvad er Royal Easter Show så? – jo det første der mødte os da vi ankom var en udstilling af John Dea traktorer… Royal Easter Show er Højer eller Kloster mærken gange 100.
Der er fåreklipningskonkurrencer og det er muligt at klappe alskens forskellige dyr – derudover tjener showet også som dyrskue, hvor der var konkurrencer af alle mulige arter. For børn og barnlige sjæle var der en større samling af maskiner til fremme for maveproblemer.
Et af de helt store trækplastre var også rodeoridning – det ser sku ikke særlig nemt ud, hvis jeg skal være helt ærlig og de fleste cowboys kunne da heller ikke side længe før de blev smidt af. I arenaen var der både en klovn til at distrahere publikum, og et par løbere til at distrahere tyren når den havde fået sendt sit rytter til jorden.
Efter rodeoridningen var der et show med Dangerman&Dangerwoman – en kvinde der lave noget akrobatik fra en trapez, som var hængt under en motorcykel, som Dangerman var mand for at holde på den tynde vejre – det så ret farligt ud, men mon ikke de har haft noget sikkerhedssystem af en eller anden slags.
Herefter var der 4 Toyota, som fik lov at fræse rundt i arenaen, de kunne også lave noget ret imponerende koordinerede stunts med deres biler, så som at køre direkte mod hinanden og så i sidste end lave håndbremse vending så bagenderne næsten rørte hinanden.
Afslutningsvis var der dødsforagtelige motocross kører som lavede stunts – de foretog spring, som vel sagtens har være 10 meter over jorden og 20-30 meter i længden. Mens de hang i luften lavede de alle mulige stunts – for eksempel var der en som gav fulstændigt slip på sin motorcykel og lod den sejle alene gennem luften, før han igen greb fat i bagenden og trak sig op på cyklen, for så at lande perfekt på den anden side.
Aftenen blev afsluttet af et fest fyrværkeri, som var akkompeniret af musik og et laser show. Alt i alt var der noget af et red-neck show, men det var nu meget sjovt at have oplevet.
No comments:
Post a Comment