Uge #8 Advanceret dykker kursus i Nelson Bay

Weekend programmet var en tur til Nelson Bay for at tage et avanceret dykker kursus, så de fleste aftener gik med at studere til de teoretisk prøver. Det var nu ikke fordi det var så svært. Torsdag aften havde vi så teori aften iCronulla, hvor vi fik gennemgået tingene inden vi tog af sted fredag. Vi havde samme instruktør, som på vores indledende kursus – Tony. Det var fint med os for han var rigtig god. Fredag tog vi igen til Cronulla, hvor bilen stort set var blevet pakket færdigt. Turen til Nelson Bay, som ligger nord for Newcastle tog omkring 4 timer. Undervejs havde vi et stop på Hungry Jack’s - bedre kendt som Burger King i resten af verden.
Vi var indlogeret i hytter på et ferieresort – desværre fik vi drømmesengesofaen, som ikke ligefrem var det bedste sted at sove – det skulle dog vise sig at vi ikke fik sovet meget på turen. Vi havde lidt mere teori inden vi gik til køjs.
Lørdagen startede forholdsvist langsomt fordi første dyk skulle foretages mens der var højvande, hvilket var omkring klokken 11.30. Der skulle have været morgenmad til os i hytten, men det var der åbenbart ikke noget af, så vi tog til marinaen i Nelson Bay for at få noget i skrutten. Vi havde god tid til at spise, men da vi så omsider skulle af sted til dykkerstedet viste det sig at de to unge medkursister ikke husket deres maske, snorkel og finner – ’No one told us to bring the gear’. Vores instruktør ræsede tilbage til motellet for at hente tingene så vi stadig kunne nå at komme i og op af vandet mens der var højvande. På dykkerstedet var der rigtig mange andre, som havde fået samme ide. Vi geared op og kom i vandet – dykket var ment som en naturalist dyk, så der var ingen øvelser. Det galt udelukkende om at kigge på fiskene, som der var rigtig mange af – der var også et par andre spændende ting som tangkrabber og søpindsvin. Udover en masse farvestrålende fisk så vi også en rokke og en Wobbagong – sidste nævnet ligner en blanding af en haj og en rokke og den var ret stort og farvet som sandbunden. Vi også så et par Blue Groupers. Udover svømmende organismer, så vi også en masse flotte koraler – nogen af dem lignede nærmest blomstervaser på en meter højde. Det var virkeligt et fantastisk dyk, og vi nåede en dybde på 28 m, hvilket er tæt på de 30 m, som er padi’s grænse for fritidsdykkere. Et sådan dyk kræver også sikkerhedsstop på vej op – 3 minutters pause ved 5 m for at få kvælstoffet ud af fedtvævet og blodet.
Efter dykket fik vi frokost og gjorde klar til næste dyk, som var et navigations dyk, hvor vi skulle lære at orientere ved hjælp af kompas, dybde og naturlige omgivelserne. Dykket fandt sted på et sandet område, hvor der ikke var ret meget at spændende at, hvilket naturligvis også betød at vi kunne koncentrere os om øvelserne. Det startede ikke alt for godt – jeg skulle navigere ud med kompasset og herefter dreje 180° og finde tilbage til mærket. Uheldigvis fik Nina viklet tanken ind i mærket og trak mærket med sig så da jeg vendte mig om for at svømme tilbage til mærket var det allerede lige bag mig – vinklet omkring Nina’s tank. I det hele taget var det ikke helt let at navigere under vandet. Hvor vi også skulle bruge ’kick-cycles’ – ben sparke rytmen til at bestemme afstand. Det eneste spænde vi så på dykket var en rokke og en blæksprutte, sidste nævnte gemte sig inde i et rør.
Der blev købt ind til fælles aftensmad – barbie selvfølgelig. Det var også vældigt hyggeligt. Om aftenen skulle vi igen igennem en gang teori, så vi var klar til dels nat dykket og næste dags dybde dyk. Nat dykket fandt sted på Halifax, det samme sted som vi havde dykket ved højvande om formiddagen. Således var klokken omkring 23.00 da vi gik i vandet og det var meget tæt på fuldmåne. Det var en meget spektakulært, fordi farverne er så meget tydeligere om natten – ja det lyder måske selvmodsigende, men fordi lommelugtens lys ikke skal kastes så langt er farverne stadig klare. Således stod specielt koralerne meget flotter frem end på dykket om dagen. På turen så vi en forholdsvis stor og vel kamufleret blæksprutte, et par ballonfisk og en moræne, som langsomt bevægede sig ud af sit gennem sted med munden åben og klar til angreb. Det var et rigtig flot dyk, meget spændende og lidt uhyggeligt at være omgivet af mørke. Det blev naturligvis halv sent inden vi kom i seng og næste dag skulle vi tidligt op og på båd dyk, så vi fik sovet under 5 timer. Det var en forholdsvis lille båd, så vi gearede op på land og sejlede ud til stedet, som var tiltænkt dybde dykket. Nede på bunden skulle vi lave et par øvelse – dels finde punktet for at flyde neutralt, men også en koordinations øvelse for at se om vi var påvirket af nitrogennarkoses. Af en eller anden årsag brugte jeg forholdsvis meget ilt på øvelserne og pludselig havde jeg kun 70 bar tilbage – ideelt set skulle jeg have haft 90 bar. Det forholdsvise lav tryk, betød at jeg lånte vores instruktørs occi også kendt som sekundær stage, så jeg åndede fra hans tank indtil vi kom tilbage til ankerlinien, hvorefter jeg brugte min egen ilt igen. På en måde var det lidt uhyggeligt på en anden måde var det meget fedt at prøve, hvordan man skal gøre i tilfælde, hvor der er problemer. Dykket bød på mange og store stimer af fisk og var i sig selv meget flot. Det var også meget sjovt at mærke hvordan temperaturen var noget lavere ved bunden sammenlignet med overfladen. I pausen mellem de to dyk blev Nina desværre søsyg, men det lykkedes heldigvis Tony at overbevise hende om at hun skulle gå i vandet på andet dyk også.
Sidste dyk på turen var lidt et højde punkt efter min mening – vrag dyk. Vi skulle besøge ”The Oakland”, som var gået ned med mand og mus omkring år 1900. Vraget ligger på 27 m vand, så det blev til endnu et dybde dyk. Det var utroligt fascinerende – båden var nærmest blevet ædt op af havet, og der var kun få ting, som afslørede at der lå et skib. Skibet var med andre ord blevet forvandlet til et kunstigt rev, hvor vi så mange forskellige fik, blandet andet også en lille Port Hacking haj. Dykket fra rigtig rigtig fedt, desværre havde vi ikke så meget bund tid, fordi vi allerede havde været dybt engang den dag – og fordi pausen mellem de to dyk ikke havde været så lang. Jeg håber meget at få lejlighed til at lave flere vrag dyk.
Tilbage på land skulle vi have vasket udsyret og herefter fik vi et lift tilbage til motellet, hvor vi fik os en lur mens vi ventede på at de andre skulle komme tilbage. Stedet kunne også prale med at have den største bevægende kystklit – som nok må siges at få Råbjergmile til at blegne lidt. Der blev lavet frokost af resterne fra aftensmaden. Det blev forholdsvist sendt inden vi kørte tilbage til Cronulla, hvor vi hjalp med aflæsningen af bilen og fik et lift hjem. Det var afslutningen på en meget begivenhedsrig weekend i Nelson Bay. Vi kan nu kalde os Advanced Open Water divers.