Ugebrev #5, Endelig tag over hovedet

Mandag den 23. april
Det er så småt begyndt at blive hverdag, og der er ikke så mange ting at berette. Der var dog en afvigelse i og med at dette var dagen, hvor det årlige Bragg Institute gruppe foto skulle tages. Det gav også en mulighed for at se hvor mange mennesker der er involveret i projektet og det er ikke så få. Derudover fik jeg min egen konto til indkøb af kemikalier, computer programmer og lignende ting. Forholdsvis udsædvanligt, men det skyldes at Chris ikke er direkte ANSTO ansat.
En anden ting, som gør at det ikke er hver dag er, at jeg endnu ikke har fundet noget sted at bo, men stadig bor på Quest’en i Cronulla. Om formiddagen ringede jeg til Cripps&Cripps ejendomsmæglerne jeg har været i kontakt med et par gange for at høre om der var nyt om min ansøgning og om der var mulighed for at se andre steder. Afgørelsen var endnu ikke truffet, men de var modvillige til at vise mig andre steder, hvilket jeg håber var et tegn på at mine chancer at få stedet jeg havde ansøgt om var gode. Klokken 17.15 ringede Cripps&Cripps at ejeren havde nu kontaktet dem og var villig til udleje til mig – Hurra – endelig. For at kunne leje lejligheden skulle jeg dog tirsdag komme forbi kontoret med en bank check på 240 AUD, svarende til en uges husleje.

Tirsdag den 24. april
En kollega fra ANSTO, Micheal James skulle til Sydney university for at bruge spejlovnen. Det er planen at også jeg skal lære at bruge instrumentet, så jeg tog også til Sydney university. Mike har to master studerende fra Frankrig, som også skulle deltage i trækningen. Franskmændene bor også i Cronulla så det nemmeste var at vi fulgtes ad til universitetet, eftersom jeg kendte vejen.
Faktisk har jeg allerede bidraget til arbejdsgangen med hensyn til at forbedrede prøver til spejlovnen en lille dims som gør presning af prøverne meget nemmere. Det er en god fornemmelse at komme med sin erfaring for tidligere og kunne gøre en forskel. Ellers er det jo ikke rigtig fordi det er så meget for mig at lave herude, eftersom instrumentet jeg skulle arbejde med er på vej tilbage til Frankrig.
Omeftermiddag skulle jeg til Cripps&Cripps og aflever min bank check, som jeg forinden havde indløst i ANZ (Australian and New Zealand Bank group) hvor jeg har åbnet en konto. Jeg havde håbet også at få udleveret nøglerne, men det måtte desværre vente til fredag – ikke godt for det betød jeg måtte bekoste en overnatning på Quest’en for egen regning.
Hen mod aften var der pludselig en meget ubehagelig alarm der bedyrede at alle skulle evakueres og således forlade bygningen. Da jeg kom udenfor kunne jeg så to store brandbiler, men jeg kunne hverken se røg eller flammer. Jeg benyttede lejligheden til at shoppe et par småting og da jeg kom tilbage var alarmen afblæst.

Onsdag den 25. april
’Anzac day’ – ja mig sagde heller ikke umiddelbart noget, men det er en meget skattet hellig dag – eller en dag viet til minde om de faldende soldater ved Anzac – nå det hjalp ikke – Anzac er en kyst strækning i Turkiet, hvor Australierne under første verdenskrig led sit formodentligt værste tab. Hvis I har set ’Saving Privat Ryan’ så er det samme historie bare omtrent 30 år tidligere og soldaterne blev landsat i robåde! Anzac day kan betragtes lidt som amerikanernes memorial day, dog med det tvist at Anzac day også bliver vendepunktet fra da af bliver Australien mere en selvstændig nation i stedet for en vasal stat under det britiske imperium – ja de er så ikke sluppet helt af med briterne endnu (Elizabeth er stadig på bagsiden af 5 AUD sedlerne (den mindste)).
Alt dette viste jeg naturligvis ikke noget om ved dagens begyndelse – jeg viste heller ikke at der omformiddagen ville være processioner med militære veteraner, hvor de fik mulighed for at lufte deres medaljer – det alt sammen noget jeg først lærte da jeg så nyhederne om aftenen, plus en dokumenter udsendelse på Discovery om ’Anzac day’.
Min plan var at tage til Caringbah, hvor en kollega havde anbefalet mig at tage hen for at købe møbler og hårdehvidevarer. Forretningerne var desværre lukket på grund af Anzac day, men ud fra udstillingerne i vinduerne kunne jeg konstatere at møbelforretningen sandsynligvis ikke ville kunne hjælp mig det helt store – udvalget var for ringe, men det gav dog en ide om pris niveauet. På turen blev jeg opmærksom på de nydeligt klædte ældremænd med medaljer dinglende ved højre bryst. En iagttagelse som først omaften ved betragtning af Discovery channel skulle give endelig mening.
Jeg tog tilbage til Quest’en, checkede adressen for IKEA og var igen på farten. Jeg var desværre ikke den eneste der havde fået den glimrende ide at tage til IKEA på den fridag – IKEA havde faktisk været lukket om formiddagen og var først genåbnet klokken 13.00 på grund af Anzac day. Jo – det er en mindeværdigdag, som bliver betragt som noget særligt og ikke som når vi har Store Bede Dag – eller Kristi Himmelfart, måske skal jeg kun tale for mig selv, men det er min opfattelse at de fleste blot nyder fridagene uden at relatere det til noget særlig begivenhed, eller har nogen særlige ritualer forbundet med dagene.
Jeg fik checket IKEA’s varesortiment igennem – jeg besluttede ikke at købe noget, fordi det ville være ensbetydende med at jeg skulle slæbe det med videre fra Quest’en og jeg havde allerede så rigeligt at slæbe på.
Omaftenen blev jeg bekendt med den australske historie og det var faktisk ret spændende – først og fremmest lærte jeg var Anzac day var – dernæst tror jeg også jeg lidt forstår, hvorfor den bliver fejret – måske ikke alene fordi en masse australiere blev mejet ned på en strand i Tyrkiet, men fejlslagene indsat var ikke helt uden betydning for begivenhederne tre dekader senere – under d-dagen. Den øverst kommanderende som var ansvarlig for den fejl slaggende indsats ved Anzac var ingen ringere end Churchill, som efter den ulykkelige oplevelse i Tyrkiet trak sig som Englands forsvarsminister. Det var en dyr lektie man lærte i Tyrkiet, men det var sandsynlig medvirkende til at tilbage erobringen af fastlands Europa under D-dagen gik så forholdsvis smerte frit. Nå, det må være nok historie for denne gang, selv om det er ret spændende.

Torsdag den 26. april
Om morgenen ringede Nina – det var jo muligvis sidste gang i længer tid at jeg er i nærheden af en telefon og ubesværet kan kommunikere – det er altid dejligt at snakke med nogen derhjemme fra.
En med post doc. som forlader os havde opfordret til fællesfrokost – på en nærliggende pub, som øjensynligt bliver brugt som stamværtshus for ANSTO’s medarbejdere. Maden var ikke noget ar råbe hurra for, men hvad det er pub food, jo sjældent. Jeg var dog særligt uheldig – ikke med maden som sådan, men det endte med at alle måtte vente på mig! Ups… jeg var en af de sidste der bestilte, men jeg bestilte en meget simpel ret, så det var lidt mærkeligt at alle de andres buzzere brummede før min. Da alle andre havde fået deres mad gik jeg ind og spurgte hvor min blev af – det viste sig at min buzzer var løbet tør for batteri og min mad havde været klar de sidste 10 minutter – hurra. De fik dog en nu buzzer og de lavede en nu anretning, men det betød selvfølgelig at alle andre var færdige med at spise.

Fredag den 27. april
Dagen jeg var tvunget til at forlade Quest’en… Jeg kunne først hente nøglen klokken 10, så jeg havde god tid om morgenen til at pakke de sidste ting – bruge min sidste Internet kredit på at ringe hjem og tage en afsluttende svømmer og en tur i spa badet før jeg kunne komme i banken og få lavet endnu en bank check – på fire ugers husleje depositum og to ugers forud betaling.
Hos Cripps&Cripps skulle jeg underskrive et utal af dokumenter og fik en større samling af papirer med rettigheder og forpligtigelser – dybest set står der bare opfør dig ordentligt – er der problemer med røgalarmen eller låsen så kontakt ejeren han skal fikse det. Til min store glæde forlod jeg Cripps&Cripps med nøglerne (der er seks forskellige) til mit nye midlertidige hjem. Stedet var nogenlunde som jeg huskede det – badeværelset dog bedre en jeg huskede. Det er en ’two bedroom appartment’, hvilket betyder at udover daglig stuen er der to værelser. Værelserne er ikke så store, men hele lejligheden virker meget rummelig – det kan selvfølgelig skyldes at den endnu er helt tom. Udover lejligheden har jeg også en garage, øh, ja det har jeg vist ikke prøver før. Jeg stillede cyklen i garagen og tog tilbage til Cronulla for at hente min bagage. Således var flytningen overstået på mindre end 1½ time. Lige i nærheden er der en genbrugs forretning, jeg checkede den ud, men kunne konstatere at priserne ikke var væsentligt billigere end IKEA’s, det kan godt være at kvaliteten var højere, men på den anden side det er rare med noget nyt og når det nu kun skal holde to år er det heller ikke så kritisk med kvaliteten.
Jeg ville egentlig have været direkte i IKEA, men jeg var nødt til at tage et smut forbi arbejdet for at indsende et forslag til måletid her i Australien, som jeg har arbejdet på sammen med nogen fra Risø. Derudover skulle jeg have lavet en aftale med den schweiziske post doc. med hensyn til transport af hårdehvidevarer – han har en stationcar og havde tilbudt at hjælp.
Klokke blev derfor lidt i fem før jeg fik vendt træskoene med IKEA, det var derfor kun 45 minutter til lukke tid. Jeg besluttede derfor at fokusere på køkkengrejet og vente med at købe møblerne til weekenden. Puha, sådan en omgang bestik, glas, tallerkener, gryder og det løse… vejer godt til – jeg fik slæbt mig en pukkel til, men er nu også udstyret med et funktionelt køkken. Aftensmaden kunne lige ordnes i Bistroen – 2 hot dogs – ikke lige den bedste og mest nærende aftensmad, men fra nu af er der ingen undskyldning jeg har alt udstyret til at kogere selv – også selvom komfuret med spiralvarmelegemerne ligner noget fra før anden verdenskrig. Trods det hårde slid med at slæbe tingene hjem skal der alligevel lyde en stor tak til IKEA.


Lørdag den 28. april
Dagen startede tidligt – ja så er det jo helle ikke mere behageligt at sove på gulvet, selvom min luftmadras er ganske udmærket, så tror jeg nu at det hjælper, hvis man har travet en dag med tung oppakning. Der var nu også en del at gøre, så det var godt at komme tidligt op. Først fik jeg vasket alt det ny grej af – en betragtelig opvask. Dernæst gik jeg på indkøb, hvor jeg udover en masse fødevarer også fik anskaffet mig en del rengøringsartikler her i blandt også en kost – så jeg fik fejet hele lejligheden – den var noget beskidt. Herefter tog jeg til Caringbah for at købe hårdehvidevarer, hvor jeg havde aftalt at mødes med Roland klokken 10.30. Det er forholdsvis lille biks for de sælger brugt og anden sorteringsvarer. Sælgeren var ganske flink – der var ikke det helt store udvalg, men til gengæld virkede priserne ikke urimelige. Jeg besluttede mig for en brugt vaskemaskine og et anden sorterings køleskab – nogen af de brugte køleskabe lugtede stadig når man åbnede dem – og vanligvis har de også en væsentligt dårligere effektivitet. Totalt set slap jeg med 700 AUD, hvilket jeg selv synes er en ret god handel. Timing med hensyn til Roland var perfekt og hans stationcar var som skabt til at fragte netop disse to stykker isenkram. Vi fik uden større besvær installeret udstyret – fedt – små skridt, men et køleskab er dog et af de vigtigste ting i husholdningen – måske med undtagelse af en god seng.
Klokken var nu blevet halv mange og jeg havde ikke rigtig mod på at bruge 1½ time på at tage i IKEA for derefter at moserundt sammen med alle mulig andre – så i stedet tog jeg til Miranda, hvor der efter sigende skulle være en gigantisk Mall – muligvis Sydney’s største. Planen var købe en brødrister og en el-kedel. Med hensyn til størrelsen kan jeg ikke påstå at jeg blev skuffet – det er en kæmpe Mall – vanligvis har Malls kun et supermarked – her var tre; Coles, Franklien’s og Aldi. Min opmærksomhed var dog mest rettet mod Myer, som sælger alt fra udendørsmøbler til bestik. Her fandt jeg en brødrister/grill/toaster snedig maskine som vi også har på ude på arbejdet. Derudover fandt jeg også en el-kedel et par have stole og lidt andet godt. Igen lidt af en tung slæber tilbage til Sutherland. Eftermiddagen gik med indkøb af grønsager og et besøg i endnu en lokal genbrugsforretning (Frelseshær) de havde dog heller ikke noget af interesse at byde på – jeg tror de to steder jeg har været har været mere beregnet på tøj end den type brugsgenstande jeg var ude efter.
Det første måltid blev tilberedt i Case de la Christensen – de nye havestole kom til deres ret, som de eneste eksisterende møbler og papkasserne de blev leveret i kunne snildt imitere et bord.


Søndag den 29. april
Gulvet blev vasket inden jeg tog tåget til Rhodes (IKEA) – desværre er der en del arbejde på skinnettet og jeg blev netop ramt af dette arbejde jeg havde eller tænkt mig at være der tidligt, men jeg måtte stige om til to forskellige busser så det blev noget senere end jeg havde håbet og regnet med. Efter en tredje tur gennem showrooms’ene, spiste jeg frokost i kafeteriet – kjötboller med tyttebær syltetøj. Jeg skulle bruge to vogne for at køre rundt med alle mine ny anskaffelser. Desværre var nogen af tingene udsolgt og i stedet for en dobbelt seng blev jeg nødt til at købe en Queen size – så nu håber jeg at dronningen snart kommer ;-). Jeg investerede også i en større hjørne/sovesofa, så jeg håber at også andre vil lægge vejen forbi Sydney – jeg har i hvert fald remedierne til at huse folk – det vil sige når jeg i morgen får leveret møblerne – dertil komme selvfølgelig også at de skal samles! Hele herligheden kom til at koste 2000 AUD, hvilket var dobbelt så meget som mit rådighedsbeløb på mit ANZ kort – det viste jeg desværre ikke noget om… heldigvis åd mit visa resten uden at volde problemer. Møblerne vil blive leveret mandag efter klokken 12.00 – det bliver sku’ rart at komme til at sove i en rigtig seng. I aften bliver dog også en fest for jeg skal for første gang i over en måned sove med en rigtig dyne.

Jeg har fundet et sted at bo

Hurra, det er lykkedes jeg har fået noget at bo i, desværre kan jeg ikke få nøglen før fredag, hvilket desværre nok betyder at jeg må bekoste en overnatning her på Questen for egen regning - puha, en nat svarer til en uges husleje. Ja, nu mangler jeg så bare alt - ALT - A L T, der er intet i lejligheden så jeg må heller komme ud og kigge på møbler.

Ugebrev #4, Officielle åbning af OPAL (uge 16)

Mandag den 16. april
Eller den anden arbejdsdag på min nye arbejdsplads. Turen gik med kombineret tog og cykel, og tog ikke så lang tid, som jeg havde frygtet. Faktisk er den samlede rejse tid kun 1 time og 10 minutter, hvoraf de cirka 50 min bliver foretaget på cykel i et meget kuperet terræn.
Jeg havde et møde med HR-afdelingen (Human Ressources). Hvor jeg, for jeg ved ikke hvilket gang skulle skrive mit navn pasnummer etc. etc. det lader ikke til at der overhovedet er nogen kommunikation mellem forskellige instanser. Mødet var i det store hele problem frit, jeg mangler dog en stor del af de dokumenter de efter spurgte – bankkonto, kvalifikationer og tax file number.
Tilbage på Bragg Institute kunne jeg få min computer – en IBM thinkpad R60 bærbar, min første indskydelse var – det gik da rimelig nemt – og ja for nemt. Jeg kunne naturligvis ikke bruge computeren eftersom harddisken var krypteret og computerne skulle derfor en tur forbi IT-support. Det skal lige siges at Lucas Height dækker over et forholdsvis stort areal og Bragg Institute, som den del jeg tilhører hedder ligger i yderste del af området, så der er vel 1½ km til IT-support. Jeg afleverede troskyldigt ’min’ nye computer.
Til frokost snakkede jeg med en af De andre post docs. som netop var ved at flytte og jeg kunne eventuelt overtage hans lejlighed – det lød næsten for godt til at være sandt – og det var det også, Saad som han hedder ringede til ejendomsmægleren og fik at vide at nogen allerede havde lagt billet ind på boligen – ærgerligt.
Jeg tog forholdsvis tidligt fri for at tage til Sutherland og åbne en bankkonto samt se på lejlighed. Det gik overraskende let at åben en bankkonto, det må jeg sige, der var ikke særlig meget bureaukrati i forhold til dig jeg havde oplevet andre steder. Bankrådgiveren bestilte et hævekort og åbnede for Internet adgang – meget nemt. Herefter gik jeg til Cripps & Cripps en ejendomsmægler som havde hjulpet andre post docs. med at finde noget at bo i – faktisk den samme som udleje den lejlighed Saad havde boet i. Jeg fik lov at se den før omtalte lejlighed og indsende ansøgning – altså en formular med navn adresse, to vitterlighedsvinderne, samt informationer om mine tidligere lejemål en person til kontakt i nødværge… Ejendomsmæglerne fortalte at chancerne skulle være gode som statsansat, da det gav sikkerhed i jobbet – jeg håber sandelig han har ret.

Tirsdag den 17. april
Senest fjorten dage efter ankomsten skal udlændinge med elektronisk visa en tur forbi immigrationsdepartementet for at få sat et permanent visa ind i deres pas og ja det er nu næsten fjorten dage siden at jeg ankom. Jeg tog derfor tidligt til Sydney kontoret ligger tæt på banegården så det var ikke det store problem - også dette gik forholdsvis let, jeg har der heldigvis tidligt så jeg var blandet de første der blev ekspederet den dag.
Således efter at være blevet skrevet i mandtal drog jeg til Sydney Universitet, som ikke ligger langt fra banegården. På universitetet mødtes jeg med Chris – min vejleder og fik en rundvisning i deres laboratorier. Bygningerne og lokalerne er gamle, men det ser ikke ud som om apparaturet fejler noget. Det var specielt deres nye spejl ovn jeg er interesseret. Derudover var det selvfølgelig også meget spændende at se hvad andet udstyr de havde. Jeg fik også snakket med en del at Chris’ studerende de fleste havde jeg allerede mødt i Hunter Valley, men det var fint nok at høre lidt mere om deres projekter – specielt dem som jeg skal involveres i. Det bliver dog lidt mærkeligt eftersom jeg sidder ude på ANSTO og ikke befinder mig inde i byen.
På vej hjem smuttede jeg forbi Cripps & Cripps og afleverede min bolig ansøgning, så kan jeg kun håbe det bedste.

Onsdag den 18. april
Jeg kunne hente min computer nede i IT-support, desværre lod det til at nogen formularer ikke var blevet udfyldt korrekt, så jeg kunne stadig ikke bruge computeren, men jeg skulle snakke med vores lokale IT-ansvarlige, Jamie, som tilsyneladende ikke var på arbejde eller muligvis involveret i åbningens forberedelserne.
Om formiddagen ringede jeg også til ejendomsmægleren for at høre om der var mulighed for at se andre lejligheder, og ja han havde en anden som han fremviste netop denne dag klokken 13.10 ikke lige det mest oplagte tidspunkt for mig når det nu koster omkring 1 times transport at komme til Sutherland. Nuvel jeg tog til Sutherland og så lejligheden – også forholdsvis pæn, badeværelset var dog ikke noget at råbe hurra for og komfuret i køknet lignede noget fra anden verdenskrig. Men med mindre end en uge tilbage på Quest’en kan man ikke rigtig tillade sige at være kræsen, så jeg indsendte også en forespørgsel på denne lejlighed. Jeg besøgte to andre ejendomsmæglere i Sutherland, men de havde intet i Sutherland, og det lod også mest til at de udlejede hele villaer – ikke lige det som jeg havde tænkt mig.
Jeg var hjemme allerede ved fire tiden og besluttede mig for at tage til stranden at bade, eftersom jeg nu har været her 14 dage og kun har været i vand til knæene. Bølgerne er dog ret voldsomme og det ikke rigtig til at svømme rundt, men mere så man kan gå ud og lade sig køle ned. Der er dog bygget beton bassiner ude i vandet, som tager de værste bølger og giver mulighed for at svømme rundt.

Torsdag den 19. april
En del af offentligheden specielt virksomheder var inviteret til ANSTO i forbindelse med den officielle åbning af OPAL. Det betød skærpet sikkerhed ved indgangen, og således må jeg have set meget suspekt ud, for jeg blev stoppet og fik gennemrodet min taske. Min taske indeholdte dog ingen ulovligheder her med regnet kamera og alkohol så jeg fik lov at passere.
Om formiddagen før de ærværdige gæster havde indfundet sig fik jeg Ross Piltz til at vise mig rundt (manden der er ansvarlig for det instrument jeg skulle arbejde på). Ross har vise lighedstræk med Family Guy, hvis det siger jer noget. På nuværende tidspunkt er der kun to instrumenter ud af seks der virker, nemlig de to pulver diffraktometre, hvoraf vi måske kan bruge det ene, som en-krystal diffraktometer, men det er vist meget langt ude i fremtiden. I guide hallen fik vi en irettesættelse af vores Head of Department Rob Robinson, fordi jeg ikke bar et dosiometer. Jeg havde faktisk spurgt Ross før vi gik ind i hallen, men han sagde at reaktoren burde være slukket fordi der kom gæster fra offentligheden, det var den bare ikke…
Anyways, det var ikke fordi jeg mærkede meget til offentlighedens adgang, udover at kontorerne var mennesker tomme, fordi alle andre på en eller anden måde var involveret i rundvisninger eller foredrag. Om eftermiddagen blev alle post docs. dog bedt om ikke de kunne være tilstede til et foredrag for industrien – og det var nok meget godt at vi var der – for ellers havde der nok kun været syv personer, en ANSTO medarbejder og tre foredragsholdere. En farse, hvis du spørger mig, men ’industrial relations’ er meget vigtige, i hvert fald som argument overfor politikerne.
På vej hjem fandt jeg en smut vej ikke særlig pæn eller rar, eftersom den går langs en stærkt befærdet vej, men hurtig og stort set uden at skulle køre op ad bakke. Det tager således kun 40 minutter at køre hjem fra ANSTO, turen kan desværre kun køres den ene vej. Om aftenen blev det til et par omgange i poolen og lidt afstressning i spabadet.

Fredag den 20. april
Dagen hvor primære ministeren John Howard besøgte ANSTO i forbindelse med den officielle åbning af OPAL. Overraskende nok var sikkerheden ved indgangen tilsyneladende mindre end dagen forinden. Jeg så ikke landet overhoved, men jeg kunne høre at han ankom med helikopter. Om aftenen i nyhederne blev stedet omtalt som Sydneys tredje varemærke på linie med Operahuset og Harbour Bridge, jeg ved ikke rigtig stedet har tilsyneladende kostet 400 M AUD svarende til lidt under 2 G kr og er således det dyreste i Australien historie, hvis man skal tro speakeren. Derudover blev det nævnt som værende blandet top tre i verden med hensyn til neutron spredning – det er vist en markant overdrivelse – eller også er verden bare meget lille når man bor i Australien.
Omeftermiddagen fik jeg endeligt sat min computer op, så jeg kunne komme på nettet, det har så også kun taget mere end fjorten dage og det skete egentlig kun var at jeg gik ind på Jamie’s kontor og sagde at nu skulle der ske noget – han ringede så ned til IT-support, hvor det så åbenbart var ligegyldigt med det der formular der manglede og de var nu i stand til at få sat min computer op, hvilket ikke tog mere end tre minutter – arghh, jeg er bange for at jeg får svært ved at vende mig til denne meget afslappede holdningen til tingene – og alle de formularer der skal udfyldes, men som så tilsyneladende alligevel er uden betydning når alt kommer til alt.
Det var naturligvis rart at få sin computer til at køre og at kunne komme på nettet – det næste bliver installationen af software, eftersom vi ikke selv har rettigheder over vores computere kan vi ikke selv installere software. Det bliver derfor i de fleste tilfælde gjort over nettet, det betyder dog at man altid skal argumenterer for installationen af et givet stykke software, samt have licenser til alt – ikke noget med at snyde udenom. Derudover kan den e-mail adresse jeg har fået fra ANSTO kun checkes fra netop den udleverede computer, muligvis også andre computerer på ANSTO. På nuværende tidspunkt kan jeg kun checke adressen når jeg befinder mig på ANSTO bureaukratisk - ja, besværligt. Derudover lader det til at der ofte er problemer med mail serveren, eksempelvis har den 3 gange sendt de samme mails. Ja, jeg tror, jeg vil gøre som en del af mine kollegaer, åbne en gmail konto også få videre sendt min ANSTO mail til gmail.

Lørdag den 21. april
Dagen startede med et opkald fra Danmark – en rar måde at starte dagen på. Selv om afstanden er stor så er det dog ikke længere end et telefon opkald borte. Jeg havde planlagt at bruge dagen på en gå tur langs stranden til Captain Cook’s landing, altså stedet hvor Captain Cook gik i land, jeg ved ikke om det var det første sted i Australien eller om han havde været i land tidligere – lige meget.


Første delen af turen går i strandkanten med bølgesprøjt og små fiske der sampler sig i stimer ude mellem bølgerne ligger surferne, som sultne hajer der venter på et offer at kaste sig over. Det ser ret sjovt ud, men svært ud – jeg må hellere prøve det engang. En lille lagune markerede skiftet mellem den bløde sandstrand til sandstensklipper, som havet have slebet i flotte mønstre. Landskabet var meget varierende og spændende.


Turen vist sig dog lidt længere end forventet og selv om jeg kunne se Sydney downtown og muligvis også landingsstedet besluttede jeg mig for at vende om eftersom det allerede var blevet en smule sent. Jeg havde set en dirt road skære direkte gennem landskabet også ledes kunne jeg spare en del spasseren ved ikke at følge kystlinien men tage vejen i stedet og undgå stykket med klipperne, men gå direkte ud til stranden igen. Planen var god, desværre gik det ikke helt som håbet; for det første gik vejen forbi et kæmpe olieraffinaderi – ikke lige min opfattelse af natur skøn oplevelse og stille idyl. Dernæst var der ingen adgang til stranden fordi land området ud til stranden var ejet af raffinaderiet eller et eller andet andet firma, som ikke tillod tresspassing – øv, så jeg måtte gå en hel del på vej – som også i stigende grad blev trafikeret – nitte – planen var ellers god.


Jeg så dog et meget spændende fænomen; En rækker af laver krydsede stien jeg gik på – og når jeg skrive en række – så mener jeg helt bogstaveligt en række. Det lignede nærmest en tynd slange på en meters penge der kom krybende over stien, men det viste sig at være laver som ’legede’ kongens efterfølger – ret fascinerede syn. Det lod heller til at være helt tilfældigt med hensyn til rækkefølgen; forrest gik den størst, mens den mindste kom til sidst (se billederne). Mens jeg stod og kiggede kom de til en skæbnesvanger forhindring et hjulspor havde gnavet en dyb kløft i stien. Den fører laven bevæge sig udover skrænten og tumlede ned og lå et øjeblik med benene opad før den fik vent sig rundt – et par andre af laverne tumlede udover, mens resten af flokken begyndte at bevæge sig langs kløften for at finde et bedre sted at komme ned, hvilket drama…
Mit køleskab var så godt som tomt så jeg besluttede mig for at få engang Indian take away – det var rigtig godt og som tidligere er take away faktisk ret billigt. Resten af aftenen gik med en tur i poolen og spapølen for at løsne op for musklerne i det hårdt prøvede ben.


Søndag den 22. april
Jeg var tidligt oppe for tage til Black Heath i Blue Mountains, der var dog et par gøremål og jeg kom ikke helt så tidligt af sted, som jeg havde ønsket mig. Det blev dog ikke bedre af at jeg stod af på Redferm, hvor tåget til Blue Mountains plejer at stoppe bare ikke i weekenden – så jeg måtte en station videre for at komme til Central, jeg nåede imidlertid at falde så meget i staver at jeg at jeg ikke kom af toget i tide og kørte en station videre til Town Hall, hvor jeg så måtte skifte og kører tilbage til Central. Ikke lige den bedste start på en længere ekskursion, men hvad det gik og toget kørte mod Blue Mountains 15 minutter efter jeg steg på toget, så det var nu ikke så ringe.
Vel ankommet til Black Heath købte jeg et kort, det vil sige at jeg allerede havde størstedelen af området på et kort, men da stierne vanligt vis er dårligt afmærkede er det vigtig med nøjagtige kort. Da klokken allerede nærmede sig frokosttid besluttede jeg at droppe min medbragte madpakke og købte i stedet en Mexican Joe hos Gourmet Burger - og det var faktisk en af de bedste burgere jeg har fået i længere tid.
Efter en smule besvær med at finde trail head lykkedes det omsider. Det viste sig at vandre kortet ikke var blevet opdateret de sidste 25 år – så der var kommet et par uforudsete huse ind. Stien var overraskende bred og sørme om den ikke også var markeret. Ja, det var jo næsten lidt for nemt og jo det var lidt for nemt, efter at have gået 1 times tid, sluttede stien i et skilt der bedyrede at stien herfra ikke længere var farbar på grund af en bush fire i sidste sommer – øv, jeg overvejede lidt at ignore skiltet, jeg kunne jo altid vende om, hvis jeg mente at jeg ikke kunne klare det. Det var dog under bøde straf på 300 AUD at bevæge sig ind i området og jeg besluttede at det var sku’ lidt for dumt at overtræde reglerne. Så jeg vente om og gik gennem byen til park kontoret, hvor jeg kunne konstatere at stort set alle vandre stier var blevet lukket på grund af branden – ja faktisk var der kun 1 sti, som man måtte betræde – en asfalteret svagt hældende gangsti ideel til folk med gangstativ og rulle stole… og det havde intet med bush walking at gøre, øv, øv, øv. Det var dog lidt spændende at se hvordan mange af træerne bar mærker efter branden ved at være sort svedende omkring jordhøjde, mens de fleste så sunde og raske ud over to meters højde.


Udsigten fra det handikap venlige udkigspunkt var heldigvis utrolig flot – landet er ikke så åbent som omkring Katoomba og det lignede mere en regulær kløft, flot var udsigten – kedelig var gå turen. Da jeg således havde udtømt mulighederne for vandring i området besluttede jeg at jeg ligeså godt kunne tage toget hjem – klokken var da også blevet 16.00, så jeg havde været 5 timer i Black Heath – desværre brugte jeg 6 timer på transport.
Trods den lidt mislykkede tur, så var det nu alligevel fedt at vide at man den ene dag kan gå langs en af de flotteste bad strande for den næste dag at befinde sig i tusind meters højde i Blue Mountains – det er ikke mange steder det kan lade sig gøre.

Ugebrev # 3 SCANZ konference i Hunter Valley (uge 15)

Mandag den 9. april
Den er også kendt som anden påske dag – så det var endnu en fridag. Jeg besluttede at afprøve min ny indkøbte cykel – ”det røde lyn” – i virkeligheden er det en ret tung mountain bike, der ikke er egnet til at køre helt vildt hurtigt til gengæld er den terrængående. Navnet på forretningen ”Chain Reaction” passer meget godt med cyklens fremtidige anvendelse til og fra atom reaktoren i Lucas Heights. Lucas Heights antyder at det bakket i og omkring Sydney – og jeg må da også sige at jeg ikke har noget mod at cyklen er udstyret med hele 18 gear.
Cykling i Australien er noget mere besværligt end derhjemme – udover bakkerne er der kun meget få cykelstier og bilisterne er alt andet end vandt til cykellister, hvilket tilsyneladende gør cykling lidt farligt på kontinentet. Inde på nettet havde jeg kunne finde en beskrivelse af en cykel ruten til ANSTO (Australian Nuclear Science & Technology Organisation.), som skulle være forholdsvis sikker og en kørselsafstand på omkring 12 km.
Det gik ikke alt for godt med at følge ruten, i hvert fald lykkedes det at køre en betragtelig distance i den gale retning. Turen derud tog således noget længere tid end forventet – nu skal det også siges at jeg kørte hele vejen fra Cronulla til Lucas Heights (25 km) i fremtiden forventer jeg kun at køre strækningen fra Sutherland til Lucas Heights (12 km). Trods mine afvigelser fra ruten, må jeg sige at det den faktiske er ganske okay – der er mindre end 500 m på stærkt befærdet vej – det kræver dog at jeg kører på ”dirt road” noget af vejen, men med mit røde vidunder af et terrængående køretøj, skulle det jo ikke være noget af et problem. Turen er faktisk ret spektakulær – en længere bro har en cykelsti monteret på undersiden og tillader en aldeles fantastisk udsigt. Hele turen ente med at tage over 4 timer så jeg var ret sulten da jeg endelig kom tilbage til Cronulla.
Om eftermiddagen tog jeg mig en spadsertur langs stranden, men solen sank ned over landet – og farvede skummet på stillehavsbølgerne røde – betagende.

Tirsdag den 10. april
Jeg stod forholdsvis tidligt op for at komme tidligt til Sydney Central. Håbet var, at jeg eventuelt kunne nå i banken og måske finde frem til immigrations myndighederne inden bussen klokken 10.00 kørte til Hunter Valley til den 25. SCANZ konferencen. Det lykkedes desværre hverken at finde immigrationsmyndighederne eller at åbne en bank konto – bankerne åbner først klokken 9.30 – ja det vel egentlig det samme som der hjemme jeg havde bare håbet.
Konferencen havde så mange deltagere at konferencestedet ikke kunne huse alle, derfor var nogen heriblandt undertegnede blevet henvist til et hotel i nærheden – og når vi nu snakker Austalien så er nærheden i omegnen af 15 km væk, lidt mere end jeg havde ventet.
Efter en udmærket frokost startede foredragene – der var en laaang række af proteinkrystallografer som lage ud, hvilket ærligtalt ikke være særlig spændende. Til gengælde var der mulighed for at blive introduceret til stort set hele Australiens samlede stand af krystallografer og folk der interesserede sig for fast stof videnskab.

Onsdag den 11. april
Efter endnu en lang række foredrag var det udflugt til et vinsmagningssted – Hunter Valley er netop kendt for vindyrkning. Igen fordi deltager antallet var så stort var vi delt op i to forskellige grupper – jeg deltog i gruppen som blev kørt til Lindemans – en tysker, der for forholdsvis lang tid siden tog til Australien for at dyrke vin – i dag et af de største vinslotte, eller skulle man sige vingårde. Hoveddelen af deres vin bliver produceret længere mod syd, men de havde en lille outpost i Hunter Valley. Først smagte vi deres ’champagne’, hvilket ikke var så dårlig, derefter fik et par hvidvine, her i blandet en der smagte af passionsfrugt, måske ikke lige den mest heldige – faktisk var der ikke nogen af dem der var rigtig gode – det galt i det store hele også for deres rødvine. Australske vine er meget kraftige i smagen, dem vi fik var meget bitre/sure uden væsentlig frugt smag, nej det var ikke lige min kop-’vin’. Vi fik også en mousserende rødvin, som jeg ikke helt kan besluttet mig for om var god eller ej. Normalt er jo ikke så meget til Champagne og mousserende vine.
Omaftenen var der barbecue – hvilket ikke var sådan rigtig barbecue – grund til de kaldte det barbecue var velsagtens at vi spiste udendørs. Efter aftensmaden var der poster session, hvilket jeg dog synes var noget overflødigt, men det skal være der.

Torsdag den 12. april
En meget lang dag med foredrag efterfulgt af en gallamiddag. Maden og vinen var virkelig god til gallamiddagen, jeg var meget positivt overrasket når jeg sammenligner med mine erfaringer fra England og USA, så kunne man godt frugte at Australien ville være noget i samme retning. Det lader dog til at den korte afstand til det orientalske køkken har inspireret og tilladt spændende udskejelser – såsom banan-chili kompot. Det var i hvert fald en rigtig god middag, som også bød på et andet interessant koncept – nemlig altanerende opdækning – det vil sige at der var to forretter, to hovedretter og to desserter, som blev serveret skiftevis – således at ens sidemænd fik den anden ret i forhold til den man selv skulle sætte tænderne i.

Fredag den 13. april
Konferences sidste dag – også dagen, hvor jeg skulle holde foredrag – en lidt ændret udgave af mit forsvar og stort set identisk med den Launch talk jeg havde holdt i Chicago, dog med den forskel at jeg kunne havde 20 min i forhold til 30 min i Chicago. Så jeg var lidt bange for om det var for langt – men det passede helt perfekt og jeg fik også efterfølgende meget positiv respons. Jeg havde igen, som tidligere med bragt et Peltier element, som jeg sendt rundt bag publikum – det er en succes hver gang. Efter frokosten – burger buffet – kørte bussen tilbage til Sydney.
I stedet for at tage direkte hjem, besluttede jeg at gå en tur rundt i downtown Sydney – og gik en tur ud til Darling Harbour. Syndey har et utroligt multikulturelt islæt, som jeg ikke mindes at have set i nogen anden storby, måske med undtagelse af Amsterdam, dog ikke samme udstrækning.


Lørdag den 14. april
Jeg startede dagen med at gå en tur rundt om den sydlige ende af Cronulla, som er en halvø. Stien går hele turen rundt langs med standen og udsigten er meget betagende – et par flotte blomster og noget kryb undslap da heller ikke min linse.
Nogen af husene der ligger ned til strande er sande herskabsvillaer, selvom også mindre bebyggelser har fundet vej til stranden. Fælles for stort set alle huse er at de har en ’garage’ rettet ned mod vandet. Det ser lidt spøjst ud, men hvorfor ikke beskytte båden når den trækkes på land?
Omkring middag tog jeg toget til Sydney central for at tage endnu en spadser tur rundt i byen og checke forskellige muligheder for at leje lejligheder i området syd for central nær universitet. Det blev dog til en længere tur i tid og afstand end jeg egentlig havde tænkt mig. Således var det faktisk ret sent inden jeg kom tilbage Cronulla.


Søndag den 15. april
Hurra – endelig lykkedes det at få fat i Nina efter rigtig mange forgæves opringninger – jeg skal da også lige love for, at vi fik taget revanche for de sidste næsten 2 måneders tavshed, med en maraton samtale på 2 timer. Det var rigtig dejligt at snakke med hende igen – jeg håber aldrig at der kommet til at gå så lang tid igen.
Efter morgenmaden besluttede jeg at cykle til Lucas Heights igen for at få et bedre estimat af hvor lang tid det ville tage, nu hvor jeg kender ruten. Det ville også give mig tid til at se på leasing mulighederne i Sutherland. Sutherland ligger ikke ligefrem i by centret, men på den anden side tager det heller ikke mere end 30 min med toget at komme til centrum eller Cronulla og stationen har mange afgange. Derudover ville Sutherland betyde at jeg ikke behøver at foretage nogen skift, men i princippet kan cykle direkte til Lucas Height, hvilket vil gøre det noget hurtigere end, hvis jeg både skulle med tog og cykle.
Cykelturen fra Cronulla til Sutherland tog 40 min og jeg fandt 4 ejendomsmægler, det så dog ikke alt for lovende ud men hensyn til at finde noget der var prismæssigt og størrelsesmæssigt overkommeligt – Nå, men jeg må prøve at snakke med dem mandag.
Cykelturen fra Sutherland til Lucas Heights tog ret præcist 1 time – det er stykke, men jeg tror ikke det er urealistisk at tage turen dagligt. På turen er der godt nok nogen dræber bakker, men hvad så kan jeg jo spare en tur i fitness centret, hvor jeg alligevel aldrig ville være kommet.
I løbet af eftermiddagen trak skyerne sammen og jeg besluttede at udskyde en tur til Kaptajn Cook’s landingssted til senere – det ende da også at tordne og styrt regne i cirka en times tid. Tiden blev i stedet brugt på afslapning og dagbogsskrivning.

Ugebrev #2, Blue Mountains (uge 14)

Torsdag den 5. april
På mystisk vist forsvandt mandag, tirsdag og onsdag på grund af rejse. Torsdag morgen var jeg ikke helt overrasket ramt af en smule jetlag så jeg stod tidligt op – omkring klokken 5.00 – solen var endnu ikke stået op. Jeg spiste morgenmad på balkonen og kunne ved samme lejlighed nyde solopgangen over Stillehavet, som jeg ville have haft perfekt udsigt til, hvis det ikke havde været for et par palmer og nogen fyrtræer.
Jeg gik en tur ned på standen, hvor surferne var godt i gang med at tumle sig bølgerne, mens dags første lys ligeså stille slikkede sig op ad standen. Meget dejlig strand – det kan man bestemt ikke klage over.



Efter stand turen havde jeg stadig en times tid inden jeg ville blive hentet så jeg gik en tur op langs Kingsway – efter de første 500 m er der stort set ikke andet end små villaer.

Klokken 8.15 blev jeg hentet af Monaha og Bill efter en stille og rolig køre tur begyndte den mere hæsblæsende del af dagen – der var naturligt nok en del papirer der skulle udfyldes, en del nye mennesker at hilse på og nye omgivelser at lære at kende. Indrømmet jeg kan ikke huske navne på mange af de personer jeg mødte. Tilsyneladende er der fire andre post doc’s, som er ansat mere eller mindre ligesom mig; en spainer, en russer, en schweizer og en jeg ikke kan huske.
Efter en sikkerhedstest mødes jeg med Chris – Chris Ling, som er min boss/vejleder. Han kunne desværre overbringe mig den sørgelige nyhed – tja helt nyt var det ikke for jeg havde hørt rygtet i Grenoble, at instrument jeg skal arbejde med er gået i stykker. Det vil sige at instrumentet faktisk aldrig har været i brug, men nu allerede gået i stykker. Instrumentet skal sendes tilbage til Frankrig, hvor det skal repareres og de forventer at kunne have det tilbage i Sydney omkring oktober. Surt show på den anden side giver det mig mere frie hænder med hensyn til hvad jeg vil lave.
I påsken havde Chris planer om at tage til en klatrefestival i Katoomba (Blue Mountains), og hvis jeg havde lyst var jeg velkommen til at tage med. Jeg havde selv overvejet at tage til Blue Mountains, så jeg takkede ja til tilbudet. Chris mente det nemmeste ville være at jeg over nattede hos dem (Chris og Althea) inde i byen så vi kunne komme tidligt af sted næste morgen. Som sagt så gjort. Jeg fik et lift tilbage til Cronulla af den Schweiziske post doc. Roland, købte et par nye vandrestøvler – jeg tog ikke mine gamle med da de efterhånden trænger til nye såler og derudover er de noget tunge i varmen. Udover støvler investerede jeg også i en brugt cykel – det var lidt nogle pushere, men jeg tror det var en okay deal alligevel. Ligeså meget som cyklen kostede brugte jeg til gengæld på en lås og en cykelhjelm – det sidste er påbudt ved lov.
Skyndsomt pakkede jeg en rygsæk med telt, sovepose og andet nødvendigt vildmarksgrej og tog toget til St Peter, hvor Chris hentede mig på banegården. De havde spiste, men Chris anbefalede Thai take-away, hvor vi gik ned og fik noget mad til mig – det er billigt $10 AUD for mere mad end man kan spise – oven i købet velkrydret. Althea fulgte med i en serie fjernsynet, som hun mente var dansk – og ganske rigtig om ikke det var Ørnen med engelske undertekster – sjovt. En flaske rødvin blev delt og jeg kunne efterhånden begynde at føle mit jetlag og jeg blundede da også hen et par gange. Jeg havde allerede fået anvist en seng, men jeg ville gerne forsøge at holde mig vågn så længe som muligt for at få has på det jetlag.

Fredag den 6. april
Vi stod tidligt op næste morgen, pakkede bilen færdig og kørte mod Blue Mountains. Festivalen var lørdag søndag, men Chris og Althea have planlagt at klatre om fredagen for derefter at tage til festival. Det var meningen at de skulle have mødes med nogen af deres venner for at klatre, men de var ikke kommet så tidligt af sted. Vejret var desværre ikke det bedste og der var meldt om risiko for regn – regn er en party killer hvad angår klatring da det gør stenene glatte og mulige at ’begribe’. Jeg gik med til klatre stedet for så at tage en lille spadseretur derudfra. Uheldigvis begyndte det at regne og De fik kun klatret engang før det besluttede at pakke sammen og tage til en anden væg, som er bedre beskytte og derfor mindre våd. Planen så da også ud til at lykkedes desværre tog intensiteten af regnen til og efter kort tid måtte de også droppe denne plan. Deres venner var imidlertid nået frem, men de havde opgivet at klatre, så vi mødtes med dem på en nærliggende pub. Her blev jeg så introduceret til en helt ny verden. Klatre folket har helt deres eget sprog – slang og fag termer som ikke er helt åbenlyse. Hver væg har et navn – forskellige ruter på samme væg har også forskellige navne, ydermere kan bestemte steder (pløkker) på ruten være kendte, samt måden hvorpå den skal forceres. Det var faktisk ret spændende at høre selvom jeg ikke har meget forstand på det, jeg har dog prøvet at klatre indendører i DGI huset i Århus, så jeg forstår fascinationen. Forskellen mellem indendørs og udendørs klatring er naturligvis at udendørs bliver ruterne ved med at være de samme, hvilket egentlig giver et bedre fællesskab, men kan bedre snakke om hvordan man forcere en given passage og give hinanden tricks og kneb. Der blev også snakket andet end klatring så helt udenfor følte jeg mig da ikke.
Overnatningen skulle muligvis foregå i en hytte, som en af de andre havde adgang til, det var dog uvist om andre allerede optog hytten, så en delegation blev sendt ud for at checke hytten. Den var tom – og mindede vel mest om et dansk sommerhus med en opholdsstue og en masse soveværelser. Udsigten fra hytten var utrolig – landskabet minde lidt om højenge i alperne, bare med regnskovsområder i stedet for nåleskov. Vi kørte tilbage til byen og spiste på pubben Ivanhoe, hvor vi tidligere havde drukket en øl. Efter at have spist tog vi ud til hytten, hvor der blev tændt op i pejsen og vi sad så i en rundkreds omkring ilden og snakkede. Det lykkedes mig at holde ud til omkring klokken 22.00, jeg tror også de andre gik i seng på dette tidspunkt.



Lørdag den 7. april
Der var to der stod meget tidligt op for at tage en morgen klatring inden festivalen begyndte. De fleste af de andre havde dog mindre travlt. Efter et cafe besøg gik turen til Katoomba, her tog jeg afsked med dem og startede vandreturen. Jeg skulle dog lige have shoppet noget mad og et kort. Det sidste viste sig at være noget svære end forventet, og jeg begyndte at overveje om jeg skulle droppe turen. Jeg besøgte samtlige forretninger i byen der solgte kort og alle meldte udsolgt og lange udsigter før det næste print skulle komme i den sidste forretning kunne ekspedienten i øvrigt tilføje at kortet ikke var at få nogen steder i byen. Noget nedtrykkende – i givet fald ville jeg være tvunget til at holde mit til de allermest turistede stier for ligesom at sikre at jeg ikke forvild.
Første delen af turen var i meget turistede omgivelser med asfalterede gangstier og ja en hel del turister – selvfølgelig er jeg også turist, men lidt på en anden måde – jeg kommer lidt længere væk fra min tourbus. Faktisk havde jeg gået første stykke tidligere, da jeg var i Sydney i 2005, men det er ret flot og tåler gerne en gentagelse. For enden af den asfalterede stig ligger Echo point, hvor der er flot udsigt til de tre søstre, som ses på billedet – ikke fordi de tre stensøjler egentlig er noget særligt – det er vel ligesom den lille havfrue ikke noget stort syn i sig selv. Det er historien som ligger bag. Ved Echo point ligger også et informationskontor og jeg tænkte du kunne da ikke skade og gå ind og spørge om de havde det kort jeg søgte eller havde andre fif. Til min store glæde kunne jeg konstatere at de faktisk havde det totalt udsolgte kort – og jeg skyndte mig at købe et. Samtid spurgte jeg personalet om mulighederne for mit forventede forehavende – overnatning i det fri. Ekspedient mente det kunne blive svært at finde en egnet teltplads på grund at terrænets hældning. Det så dog ikke så slemt ud på kortet, så jeg besluttede mig for at begive mig af sted. Turen gik først 200m ned ved siden af de tre søstre via ’Giant stairway’ meget stejl nedstigning til regnskoven. Nu ved jeg faktisk ikke om regnskov er den korrekte faglig term. Under alle omstændigheder føles det ret eksotisk med totalt ukendte fugleskrig og blomster og planter som jeg aldrig har set før. Bevoksningen kunne faktisk ændre sig betydeligt på få 100m, jeg formoder det har noget med undergrunden at gøre.



Efter at være kommet ned var turen heldigvis forholdsvis flad. Indtil opstigningen til Solitary Mountain sidst på dagen. En opstigning der vist sig at være hård, nok af flere forskellig grunde; 1) min form er dårlig, 2) jeg er ikke vant til så stor oppakning og 3) en del af det var bouldering, hvor hænder og knæ også måtte tages i anvendelse – alt i alt ret hårdt og så synes der ikke at være nogen ende på stien. Jeg havde snakket med en del af den andre vandre og de sagde at der både var gode teltpladser og mulighed for at få vand så med det i udsigt fik jeg slæbt mig selv til toppen. Kort efter jeg fik slået teltet op (omkring 17.30) begyndte det at regne, hvilket det gjorde med mellemrum hele natten. Klokken 18.00 havde jeg fået aftensmad og var i princippet klart til at sove, hvilket passede godt med at mørket ligeså stille havde lagt sig.



Søndag den 8. april
Jeg vågnede forholdvis tidlig og var egentlig udhvilet, jeg kunne heldigvis tving mig selv til at sove lidt længere også ledes blev klokken 6 før jeg stod op. Ikke tid der var så meget at gøre udover at spise morgenmad og vente på at regnen skulle høre op. Det sidste lod vente noget på sig, det vil sige at regne gjorde det egentlig ikke men skyerne hang tungt omkring toppen og det var meget fugtigt. Derfor var jeg desværre nødt til at pakke mit telt ned vådt. Turen ned af bjerget vist sig mindst ligeså besværlig som opstigningen med det lille tvist at stenene nu var blevet våde! Jeg sluttede mig til en gruppe på to andre vandre, som var på vej ned, skule der ske noget ville det jo være rart nok, hvis der var nogen der kunne slå alarm. Turen tilbage til Katoomba var forholdsvis begivenhedsløs, jeg fulgte Golden stairs til narrow neck, samme plateauet, som Katoomba ligger på. Sidste del af turen gik således på en mindre interessant dirt road.
Inde i Katoomba fandt jeg en kebab snedker og fik således stillet den værste sult, mens jeg ventede på toget tilbage til Sydney. Togturen mellem Katoomba og Sydney tager 2 timer, der til kommer så at jeg skal til Cronulla, hvilket betød at den samlede rejsetid nåede 3½ time – egentlig ikke så dårligt at komme fra bjergrigt område til perfekte strande på 3½ time. På vejen smuttede jeg lige forbi is-bixen fra første aften - mums. Tilbage på hotellet var der ikke meget andet at gøre end tage et spa-bad for at få løsnet musklerne – ah – en perfekt afslutningen på en glimrende påske!

Ankommet down-under

Efter en hård tur er jeg omsidder ankommet til Cronulla, hvor jeg skal bo de første tre uger – min arbejdsgiver betaler ;-). Det er en total lækker lejlighed med et lille te-køkken, stort badeværelse med både vaskemaskine og tørertumper. Kæmpe stue og en altan fra hvilken man kan høre stillehaves brussen – vandet er ikke mere end et sten kast borte – og man skal ikke være særlig god til at kaste.
Nå, men turen hertil var ret besværlig, først var mit fly fra Chicago til LA aflyst, hvilket betød at jeg blev dirigeret over San Francisco, her var flyet til Sydney desværre 12 timer forsinket så i stedet for at komme af sted om aftenen den 2/4 kom vi første af sted om morgenen den 3/4. Flyveturen tog tilsyneladende også lidt længere tid end de 14 timer den var sat til, i hvert fald var vi en time senere ned end forventet.
Immigrationen og tolden gik stort set uden problemer, jeg måtte dog lige lukke min taske op fordi de gerne ville se indholdet. Fra lufthavnen var det bestilt taxa hertil Cronulla, desværre var taxa chaufføren ikke i lufthavnen – jeg havde ellers forsøgt at sende en mail med de ændrede planer, men jeg ved ikke hvad der er gået galt.
Efter en tur i poolen gik jeg en tur i området, det er tydeligvis lidt at en turist fælle med overdreven mange restauranter. Det er lykkedes mig at finde et supermarked og andre spændende forretning. Blandet andet en is-bix, en fornøjelse for ganen en forfrysning til maven.

Ugebrev #1 - Neutron målinger i Chicago – (uge 13)

Søndag den 25 marts 2007:
Dagen startede tidligt – jeg havde en lille smule jetlag så klokken 5.00 Chicago tid kunne jeg umuligt sove mere. Jeg havde en aftale klokken 8.00 med den beamline ansvarlige og vi fik sat krystallen på og startet eksperimentet uden problemer. Vi er meget vellidte herovre fordi vores ting altid har virket uden problemer.
Desværre kunne jeg ikke få strøm til min computer fordi den ikke opfyldte de skærpede sikkerhedskrav til elektrisk udstyr – de havde haft en ulykke og nu skulle alt elektronisk udstyr bære en ude af 12 godkendte certificeringer – den europæiske standard CE var ikke en af de godkendte. Faktisk havde både min strømforsyning og ledningen et af de godkendte mærker, men det galt desværre ikke adapterne fra europæisk stik til amerikansk stik – så ingen strøm til mig før mandag.Lad mig lige dvæle ved mad mulighederne herovre – det store problem er at jeg ikke besidder nogen bil – det vil sige jeg er afhængig af den mad jeg kan få på området. Det er specielt et problem for i weekenden er det kun Grill 401 der har åben. Jeg har en del erfaring fra tidligere og ved at de eneste ting fra menuen, der er værd at spise er vegie wraps og soup of the day. Jeg skulle dog prøve noget nyt denne gang; Cheese Nachoes og en kop Chill (Chill con carne). Efterfølgende indser ejg selvfølgelig skulle have taget mig i agt for ordet Cheese – for det var vitterligt CHEESE nachoes – der har nok vægtmæssigt været dobbelt så meget Cheddar Source sammenlignet med mængden af Nachoes – ikke lige det fedeste måltid – eller jo fedt mæssigt – ikke fornøjelsesmæssigt.

Mandag den 26. marts 2007:
Tilbage til strøm problemet – det nemmeste ville naturligvis være at få en amerikansk ledning som kunne gå ind i min strømforsyning – som sagt så gjort vi snakkede med den ansvarlige på elektronik værkstedet (jeg har sjældent set så meget så gammelt elektronik, men stablet fra gulv til loft var det.) Mervin som han hedder rodede lidt rundt og det lykkedes ham at finde et kabel, som passede ind i min strøm forsyning – men kablet var ikke påstemplet et af de korrekte standarder… derfor opsøgte vi nu den hovedansvarlige for strøm udvalget – personen som egenhændigt kunne godkende eller diskvalificere elektronisk udstyr. Han kigge på kablet og spurgte: ’Did Mervin give you this?’, hvortil jeg kunne svarer ’Yes’ – ’Okay, then is allright’. Hurra jeg kunne få strøm – og vi spildte sikkert ikke mere en 1 mande time totalt.
I receptionen om eftermiddagen mødte jeg Tine fra mit gamle hold på Aarhus Universitet. Sidste gang vi mødte hinanden var i Grenoble i januar måned. Lidt spøjst at det er nødvendigt at rejse det halve af jorden rundt. De var på vej ud at spise og jeg skulle da være meget velkommen – godt nok havde jeg allerede spist, men man kan vel altid klemme en dessert ned. De havde endnu ikke fundet nogen gode steder, så her kunne jeg heldigvis være behjælpelig, da jeg har været her et par gange. Vi tog på TGI Friday, hvor jeg fik et stykke cheese cake – lidt et must når man er i USA. Vi aftalte også at tage ud at spise senere på ugen.

Torsdag den 29. marts 2007:
Jeg havde fået en mail fra Bo, som skrev at han var i Chicago til American Chemical Society meeting (ACS) og om vi ikke kunne finde ud af at mødes. Det var lykkedes mig med hjælp fra sekretæren herovre at skaffe Bo et indgangs pas til stedet, som er under forholdsvis streng beskyttelse – betingelsen var at Bo skulle medbringe sit pas. Aftalen var at mødes klokken 8.30 i receptionen på gæstehjemmet. Omkring klokken 9.00 ringede Bo fra indgangen, han havde glemt sit pas og de ville ikke lykke ham ind på området. Jeg gik derfor optil indgangen og vi kørte ud på en diner og fik morgenmad. Det var egentlig fint nok så kunne jeg lige briefe Bo omkring situationen i Århus. Det er altid lidt nemmere end at skrive det i mails – ja nu er det faktisk ikke, fordi der vil gå så lang tid før vi mødes igen. Eftersom han ligesom jeg skal til det austalsk new zealanske krystallografimøde i begyndelsen af april.
Denne torsdag havde jeg også indvilliget i at holde Lunch talk på IPNS – altså et halvtimes foredrag efter frokosten klokken 12.30-13.00. Jeg genbrugte store del af mit ph.d. forsvar – Art var på ferie, så der var ingen der havde hørt det før.
Om eftermiddagen skulle vi skifte krystal – nogenlunde den eneste arbejdsbyrde udover en gang om dagen at skifte temperatur – det er lige til at overskue. Det gik da også fint og den anden krystal så også ud til at give pæne data. Så hvis maskineriet kunne blive ved med at køre så ville eksperimentet være en succes.

Fredag den 30. marts 2007:
Jeg var ude at spise med Tine om aftenen – vi tog på Bennigen’s, hvor der må siges at være fredagstravlhed, vi skulle dog ikke vente mere end 10 minutter på at få et bord – så det var okay. Rart med en rigtig steak og en øl efter mange dage på vegi wraps, suppe og vand. Det var meget hyggeligt også selvom der var meget larm i biksen, men sådan er det jo når der er mange gæster. Godt selskab og god mad – to ting der ikke lige har været kendetegnene for denne tur. Måske lige bortset fra Dineren om torsdagen. Eksperimentet som Tine arbejde på herovre lød ret vanskeligt og de havde da heller ikke haft alt for meget held med målingerne.

Lørdag den 31. marts 2007:
Det var ikke fordi det var den mest begivenhedsrige dag. Dagen startede godt nok tidligt klokken 4.00 for at ændre temperatur på målingerne. omaftenen var der Narnia special edition i fjernen så den skulle jeg da se… klokken 8.30 hørtes en meget lang og meget ubehagelig hyle tone – først troede jeg det var klokradioen, men lige meget hvor meget jeg fumlede gik den skingre lyd ikke væk. Endelig holdt hyletonen op og advarslen ’tornado watch’ annonceret over det interne højtaler anlæg - vi skulle holde os klar til at gå i beskyttelsesrum, hvis det blev nødvendigt!
Kort tid efter begyndte regnen foralvor at piske ned og man kunne høre vindstødene tog til i styrke... Pludselig, ligesom Aslan var ved at traske op på alteret - røg signalet til fjernsynet - sort skærm - en lille smule uhyggeligt. Heldigvis løjede storm af og fjernsyn signalet kom da også tilbage efter et kvarters tid.

Søndag den 1. april 2007:
Eksperimentet gik glimrende og vi havde tid til at måle data på vores sidste krystal. Om aftenen var jeg ude og spise med Tine og hendes målesjak det var mægtig hyggeligt vi var endnu engang på Bennigen’s.