Eller den anden arbejdsdag på min nye arbejdsplads. Turen gik med kombineret tog og cykel, og tog ikke så lang tid, som jeg havde frygtet. Faktisk er den samlede rejse tid kun 1 time og 10 minutter, hvoraf de cirka 50 min bliver foretaget på cykel i et meget kuperet terræn.
Jeg havde et møde med HR-afdelingen (Human Ressources). Hvor jeg, for jeg ved ikke hvilket gang skulle skrive mit navn pasnummer etc. etc. det lader ikke til at der overhovedet er nogen kommunikation mellem forskellige instanser. Mødet var i det store hele problem frit, jeg mangler dog en stor del af de dokumenter de efter spurgte – bankkonto, kvalifikationer og tax file number.
Tilbage på Bragg Institute kunne jeg få min computer – en IBM thinkpad R60 bærbar, min første indskydelse var – det gik da rimelig nemt – og ja for nemt. Jeg kunne naturligvis ikke bruge computeren eftersom harddisken var krypteret og computerne skulle derfor en tur forbi IT-support. Det skal lige siges at Lucas Height dækker over et forholdsvis stort areal og Bragg Institute, som den del jeg tilhører hedder ligger i yderste del af området, så der er vel 1½ km til IT-support. Jeg afleverede troskyldigt ’min’ nye computer.
Til frokost snakkede jeg med en af De andre post docs. som netop var ved at flytte og jeg kunne eventuelt overtage hans lejlighed – det lød næsten for godt til at være sandt – og det var det også, Saad som han hedder ringede til ejendomsmægleren og fik at vide at nogen allerede havde lagt billet ind på boligen – ærgerligt.
Jeg tog forholdsvis tidligt fri for at tage til Sutherland og åbne en bankkonto samt se på lejlighed. Det gik overraskende let at åben en bankkonto, det må jeg sige, der var ikke særlig meget bureaukrati i forhold til dig jeg havde oplevet andre steder. Bankrådgiveren bestilte et hævekort og åbnede for Internet adgang – meget nemt. Herefter gik jeg til Cripps & Cripps en ejendomsmægler som havde hjulpet andre post docs. med at finde noget at bo i – faktisk den samme som udleje den lejlighed Saad havde boet i. Jeg fik lov at se den før omtalte lejlighed og indsende ansøgning – altså en formular med navn adresse, to vitterlighedsvinderne, samt informationer om mine tidligere lejemål en person til kontakt i nødværge… Ejendomsmæglerne fortalte at chancerne skulle være gode som statsansat, da det gav sikkerhed i jobbet – jeg håber sandelig han har ret.
Tirsdag den 17. april
Senest fjorten dage efter ankomsten skal udlændinge med elektronisk visa en tur forbi immigrationsdepartementet for at få sat et permanent visa ind i deres pas og ja det er nu næsten fjorten dage siden at jeg ankom. Jeg tog derfor tidligt til Sydney kontoret ligger tæt på banegården så det var ikke det store problem - også dette gik forholdsvis let, jeg har der heldigvis tidligt så jeg var blandet de første der blev ekspederet den dag.
Således efter at være blevet skrevet i mandtal drog jeg til Sydney Universitet, som ikke ligger langt fra banegården. På universitetet mødtes jeg med Chris – min vejleder og fik en rundvisning i deres laboratorier. Bygningerne og lokalerne er gamle, men det ser ikke ud som om apparaturet fejler noget. Det var specielt deres nye spejl ovn jeg er interesseret. Derudover var det selvfølgelig også meget spændende at se hvad andet udstyr de havde. Jeg fik også snakket med en del at Chris’ studerende de fleste havde jeg allerede mødt i Hunter Valley, men det var fint nok at høre lidt mere om deres projekter – specielt dem som jeg skal involveres i. Det bliver dog lidt mærkeligt eftersom jeg sidder ude på ANSTO og ikke befinder mig inde i byen.
På vej hjem smuttede jeg forbi Cripps & Cripps og afleverede min bolig ansøgning, så kan jeg kun håbe det bedste.
Onsdag den 18. april
Jeg kunne hente min computer nede i IT-support, desværre lod det til at nogen formularer ikke var blevet udfyldt korrekt, så jeg kunne stadig ikke bruge computeren, men jeg skulle snakke med vores lokale IT-ansvarlige, Jamie, som tilsyneladende ikke var på arbejde eller muligvis involveret i åbningens forberedelserne.
Om formiddagen ringede jeg også til ejendomsmægleren for at høre om der var mulighed for at se andre lejligheder, og ja han havde en anden som han fremviste netop denne dag klokken 13.10 ikke lige det mest oplagte tidspunkt for mig når det nu koster omkring 1 times transport at komme til Sutherland. Nuvel jeg tog til Sutherland og så lejligheden – også forholdsvis pæn, badeværelset var dog ikke noget at råbe hurra for og komfuret i køknet lignede noget fra anden verdenskrig. Men med mindre end en uge tilbage på Quest’en kan man ikke rigtig tillade sige at være kræsen, så jeg indsendte også en forespørgsel på denne lejlighed. Jeg besøgte to andre ejendomsmæglere i Sutherland, men de havde intet i Sutherland, og det lod også mest til at de udlejede hele villaer – ikke lige det som jeg havde tænkt mig.
Jeg var hjemme allerede ved fire tiden og besluttede mig for at tage til stranden at bade, eftersom jeg nu har været her 14 dage og kun har været i vand til knæene. Bølgerne er dog ret voldsomme og det ikke rigtig til at svømme rundt, men mere så man kan gå ud og lade sig køle ned. Der er dog bygget beton bassiner ude i vandet, som tager de værste bølger og giver mulighed for at svømme rundt.
Torsdag den 19. april
En del af offentligheden specielt virksomheder var inviteret til ANSTO i forbindelse med den officielle åbning af OPAL. Det betød skærpet sikkerhed ved indgangen, og således må jeg have set meget suspekt ud, for jeg blev stoppet og fik gennemrodet min taske. Min taske indeholdte dog ingen ulovligheder her med regnet kamera og alkohol så jeg fik lov at passere.
Om formiddagen før de ærværdige gæster havde indfundet sig fik jeg Ross Piltz til at vise mig rundt (manden der er ansvarlig for det instrument jeg skulle arbejde på). Ross har vise lighedstræk med Family Guy, hvis det siger jer noget. På nuværende tidspunkt er der kun to instrumenter ud af seks der virker, nemlig de to pulver diffraktometre, hvoraf vi måske kan bruge det ene, som en-krystal diffraktometer, men det er vist meget langt ude i fremtiden. I guide hallen fik vi en irettesættelse af vores Head of Department Rob Robinson, fordi jeg ikke bar et dosiometer. Jeg havde faktisk spurgt Ross før vi gik ind i hallen, men han sagde at reaktoren burde være slukket fordi der kom gæster fra offentligheden, det var den bare ikke…
Anyways, det var ikke fordi jeg mærkede meget til offentlighedens adgang, udover at kontorerne var mennesker tomme, fordi alle andre på en eller anden måde var involveret i rundvisninger eller foredrag. Om eftermiddagen blev alle post docs. dog bedt om ikke de kunne være tilstede til et foredrag for industrien – og det var nok meget godt at vi var der – for ellers havde der nok kun været syv personer, en ANSTO medarbejder og tre foredragsholdere. En farse, hvis du spørger mig, men ’industrial relations’ er meget vigtige, i hvert fald som argument overfor politikerne.
På vej hjem fandt jeg en smut vej ikke særlig pæn eller rar, eftersom den går langs en stærkt befærdet vej, men hurtig og stort set uden at skulle køre op ad bakke. Det tager således kun 40 minutter at køre hjem fra ANSTO, turen kan desværre kun køres den ene vej. Om aftenen blev det til et par omgange i poolen og lidt afstressning i spabadet.
Fredag den 20. april
Dagen hvor primære ministeren John Howard besøgte ANSTO i forbindelse med den officielle åbning af OPAL. Overraskende nok var sikkerheden ved indgangen tilsyneladende mindre end dagen forinden. Jeg så ikke landet overhoved, men jeg kunne høre at han ankom med helikopter. Om aftenen i nyhederne blev stedet omtalt som Sydneys tredje varemærke på linie med Operahuset og Harbour Bridge, jeg ved ikke rigtig stedet har tilsyneladende kostet 400 M AUD svarende til lidt under 2 G kr og er således det dyreste i Australien historie, hvis man skal tro speakeren. Derudover blev det nævnt som værende blandet top tre i verden med hensyn til neutron spredning – det er vist en markant overdrivelse – eller også er verden bare meget lille når man bor i Australien.
Omeftermiddagen fik jeg endeligt sat min computer op, så jeg kunne komme på nettet, det har så også kun taget mere end fjorten dage og det skete egentlig kun var at jeg gik ind på Jamie’s kontor og sagde at nu skulle der ske noget – han ringede så ned til IT-support, hvor det så åbenbart var ligegyldigt med det der formular der manglede og de var nu i stand til at få sat min computer op, hvilket ikke tog mere end tre minutter – arghh, jeg er bange for at jeg får svært ved at vende mig til denne meget afslappede holdningen til tingene – og alle de formularer der skal udfyldes, men som så tilsyneladende alligevel er uden betydning når alt kommer til alt.
Det var naturligvis rart at få sin computer til at køre og at kunne komme på nettet – det næste bliver installationen af software, eftersom vi ikke selv har rettigheder over vores computere kan vi ikke selv installere software. Det bliver derfor i de fleste tilfælde gjort over nettet, det betyder dog at man altid skal argumenterer for installationen af et givet stykke software, samt have licenser til alt – ikke noget med at snyde udenom. Derudover kan den e-mail adresse jeg har fået fra ANSTO kun checkes fra netop den udleverede computer, muligvis også andre computerer på ANSTO. På nuværende tidspunkt kan jeg kun checke adressen når jeg befinder mig på ANSTO bureaukratisk - ja, besværligt. Derudover lader det til at der ofte er problemer med mail serveren, eksempelvis har den 3 gange sendt de samme mails. Ja, jeg tror, jeg vil gøre som en del af mine kollegaer, åbne en gmail konto også få videre sendt min ANSTO mail til gmail.
Lørdag den 21. april
Dagen startede med et opkald fra Danmark – en rar måde at starte dagen på. Selv om afstanden er stor så er det dog ikke længere end et telefon opkald borte. Jeg havde planlagt at bruge dagen på en gå tur langs stranden til Captain Cook’s landing, altså stedet hvor Captain Cook gik i land, jeg ved ikke om det var det første sted i Australien eller om han havde været i land tidligere – lige meget.
Første delen af turen går i strandkanten med bølgesprøjt og små fiske der sampler sig i stimer ude mellem bølgerne ligger surferne, som sultne hajer der venter på et offer at kaste sig over. Det ser ret sjovt ud, men svært ud – jeg må hellere prøve det engang. En lille lagune markerede skiftet mellem den bløde sandstrand til sandstensklipper, som havet have slebet i flotte mønstre. Landskabet var meget varierende og spændende.
Turen vist sig dog lidt længere end forventet og selv om jeg kunne se Sydney downtown og muligvis også landingsstedet besluttede jeg mig for at vende om eftersom det allerede var blevet en smule sent. Jeg havde set en dirt road skære direkte gennem landskabet også ledes kunne jeg spare en del spasseren ved ikke at følge kystlinien men tage vejen i stedet og undgå stykket med klipperne, men gå direkte ud til stranden igen. Planen var god, desværre gik det ikke helt som håbet; for det første gik vejen forbi et kæmpe olieraffinaderi – ikke lige min opfattelse af natur skøn oplevelse og stille idyl. Dernæst var der ingen adgang til stranden fordi land området ud til stranden var ejet af raffinaderiet eller et eller andet andet firma, som ikke tillod tresspassing – øv, så jeg måtte gå en hel del på vej – som også i stigende grad blev trafikeret – nitte – planen var ellers god.
Jeg så dog et meget spændende fænomen; En rækker af laver krydsede stien jeg gik på – og når jeg skrive en række – så mener jeg helt bogstaveligt en række. Det lignede nærmest en tynd slange på en meters penge der kom krybende over stien, men det viste sig at være laver som ’legede’ kongens efterfølger – ret fascinerede syn. Det lod heller til at være helt tilfældigt med hensyn til rækkefølgen; forrest gik den størst, mens den mindste kom til sidst (se billederne). Mens jeg stod og kiggede kom de til en skæbnesvanger forhindring et hjulspor havde gnavet en dyb kløft i stien. Den fører laven bevæge sig udover skrænten og tumlede ned og lå et øjeblik med benene opad før den fik vent sig rundt – et par andre af laverne tumlede udover, mens resten af flokken begyndte at bevæge sig langs kløften for at finde et bedre sted at komme ned, hvilket drama…
Mit køleskab var så godt som tomt så jeg besluttede mig for at få engang Indian take away – det var rigtig godt og som tidligere er take away faktisk ret billigt. Resten af aftenen gik med en tur i poolen og spapølen for at løsne op for musklerne i det hårdt prøvede ben.
Søndag den 22. april
Jeg var tidligt oppe for tage til Black Heath i Blue Mountains, der var dog et par gøremål og jeg kom ikke helt så tidligt af sted, som jeg havde ønsket mig. Det blev dog ikke bedre af at jeg stod af på Redferm, hvor tåget til Blue Mountains plejer at stoppe bare ikke i weekenden – så jeg måtte en station videre for at komme til Central, jeg nåede imidlertid at falde så meget i staver at jeg at jeg ikke kom af toget i tide og kørte en station videre til Town Hall, hvor jeg så måtte skifte og kører tilbage til Central. Ikke lige den bedste start på en længere ekskursion, men hvad det gik og toget kørte mod Blue Mountains 15 minutter efter jeg steg på toget, så det var nu ikke så ringe.
Vel ankommet til Black Heath købte jeg et kort, det vil sige at jeg allerede havde størstedelen af området på et kort, men da stierne vanligt vis er dårligt afmærkede er det vigtig med nøjagtige kort. Da klokken allerede nærmede sig frokosttid besluttede jeg at droppe min medbragte madpakke og købte i stedet en Mexican Joe hos Gourmet Burger - og det var faktisk en af de bedste burgere jeg har fået i længere tid.
Efter en smule besvær med at finde trail head lykkedes det omsider. Det viste sig at vandre kortet ikke var blevet opdateret de sidste 25 år – så der var kommet et par uforudsete huse ind. Stien var overraskende bred og sørme om den ikke også var markeret. Ja, det var jo næsten lidt for nemt og jo det var lidt for nemt, efter at have gået 1 times tid, sluttede stien i et skilt der bedyrede at stien herfra ikke længere var farbar på grund af en bush fire i sidste sommer – øv, jeg overvejede lidt at ignore skiltet, jeg kunne jo altid vende om, hvis jeg mente at jeg ikke kunne klare det. Det var dog under bøde straf på 300 AUD at bevæge sig ind i området og jeg besluttede at det var sku’ lidt for dumt at overtræde reglerne. Så jeg vente om og gik gennem byen til park kontoret, hvor jeg kunne konstatere at stort set alle vandre stier var blevet lukket på grund af branden – ja faktisk var der kun 1 sti, som man måtte betræde – en asfalteret svagt hældende gangsti ideel til folk med gangstativ og rulle stole… og det havde intet med bush walking at gøre, øv, øv, øv. Det var dog lidt spændende at se hvordan mange af træerne bar mærker efter branden ved at være sort svedende omkring jordhøjde, mens de fleste så sunde og raske ud over to meters højde.
Udsigten fra det handikap venlige udkigspunkt var heldigvis utrolig flot – landet er ikke så åbent som omkring Katoomba og det lignede mere en regulær kløft, flot var udsigten – kedelig var gå turen. Da jeg således havde udtømt mulighederne for vandring i området besluttede jeg at jeg ligeså godt kunne tage toget hjem – klokken var da også blevet 16.00, så jeg havde været 5 timer i Black Heath – desværre brugte jeg 6 timer på transport.
Trods den lidt mislykkede tur, så var det nu alligevel fedt at vide at man den ene dag kan gå langs en af de flotteste bad strande for den næste dag at befinde sig i tusind meters højde i Blue Mountains – det er ikke mange steder det kan lade sig gøre.
No comments:
Post a Comment