Australien

Uge #42 Sydney, Blue Mountains og dyk i Kurnell

2008-10-22T20:45:00.000-07:00

Uge # 41 Tasmanien

2008-10-22T18:20:00.001-07:00

Uge #40 Adelaide Great Ocean Road, Melbourne

2008-10-22T18:19:00.001-07:00

Uge #39 Ferie i Queensland

2008-10-22T18:17:00.003-07:00

Uge #38 Sældyk i Narooma

2008-10-22T18:17:00.001-07:00

Uge #37 Retur fra Europa via Kuala Lumpur

2008-10-22T18:15:00.000-07:00

Uge #36 Forsøg i Grenoble

2008-10-22T18:13:00.000-07:00

Uge #35 Konference i Osaka - Japan

2008-09-01T06:59:00.001-07:00

Uge #34 Sipadan

2008-09-01T06:58:00.000-07:00

Uge #33 Dykkerferie Sipadan - Malaysia

2008-09-01T06:57:00.000-07:00

Uge #32 The steps og shopping i Miranda

2008-08-12T01:46:00.001-07:00

Uge #31 Yum-cha, wild life park, Shiprock og Bass and Flinters

2008-08-12T01:44:00.000-07:00

Uge #30 Raclette party og sæl dyk i Narooma

2008-07-29T00:26:00.002-07:00

Uge #29 Tilbage i Australien og dyk ved Bare Island

2008-07-29T00:26:00.001-07:00

Uge #28 Måletid i Chicago

2008-07-29T00:25:00.002-07:00

Uge #27 Schweiz og weekend besøg i Paris

2008-07-29T00:25:00.001-07:00

Uge #26 Tilbage i Schweiz

2008-07-29T00:23:00.000-07:00

Uge #25 Fra Danmark til Schweiz og Tyskland

2008-06-24T11:08:00.000-07:00

Uge #24 Grenoble, Århus og Brullyp på Haraldskær

2008-06-19T05:24:00.002-07:00

Uge #23 Grenoble og udflugt til Vizille

2008-06-19T05:24:00.001-07:00

Uge #22 Bare Island og afrejse til Europa

2008-06-02T21:36:00.000-07:00

Uge #21 Nina tilbage og dykkertur til Nelson Bay

2008-05-27T15:42:00.000-07:00

Uge #20 Shark's Island og Pete's point

2008-05-19T00:31:00.000-07:00

Uge #19 Pete's Point og Blue Mountains

2008-05-12T15:41:00.001-07:00

Uge #18 Weekendferie i Jervis Bay

2008-05-04T23:12:00.000-07:00

Uge #17 Melbourne og Lilli Pilli

2008-04-29T20:53:00.001-07:00

Uge #16 Det maritime museum og cykeltur

2008-04-27T22:59:00.000-07:00

Hverdagene gik uden de store udskejelser, med undtagelse af fredag, hvor Roland meget spontant inviterede til Racellet aften – han havde netop per post ordre modtaget en Racellet grill. Det var et lille selskab bestående af Roland, Damian, Amparo og jeg – men det var vældig hyggeligt. Vejret var koldt regn fyldt og blæsende så det passede egentlig meget godt med en osteoverdosis. Roland havde både skaffet syltede agurker og perleløg, så der manglede i sandhed ikke noget – og som så ofte før i dette selskab blev det til sidst tog hjem.
Lørdag startede med forskellige gøre mål, så som rengøring og indkøb. Jeg spiste en tidlig frokost og tog indtil Town Hall, hvor jeg købte et rugbrød inden jeg gik ned til det Maritime museum i Darling Harbour. Museet var overraskende nok gratis – det var kun bådene i havnen man skulle betale for at se – jeg ville egentlig se bådene, men en byge betød at jeg fordybede mig i museet i stedet, som egentlig var ganske godt lavet og flot sat op. På museet mødte jeg Andy og Lizzy, lidt sjovt at blandet de måske 100 mennesker jeg kender i Sydney, så møder jeg to.
Jeg gik en tur forbi Paddy’s marked og købte frugt og grønt, før jeg kørte tilbage til Sutherland. Det er altid godt at komme i den sidste time før markedet lukker, her bliver priserne nemlig dumpet. Om aftenen holdt Amparo afskedsfest – hun bliver dog endnu to uger, men møbler og lignende er ved at blive sendt tilbage til Spanien. Der blev budt på det helt store tag-selv-tapas-bord og det var virkelig lækkert og det lykkedes selvfølgelig at spise alt for meget. De spanske hærligheder blev selvfølgelig skyldet ned med san-grillia og det lykkedes mig da også at blive lettere snalderet. Det var en rigtig hyggelig aften, som desværre måtte stoppe da den sidste bus gik tilbage til Sutherland. Grundet sporarbejde var hele Illawara line lukket ned. Det betød også at min oprindelig plan for søndag at tage med toget ned til Lake Illwara og cykle rundt om den ikke rigtig kunne lade sig gøre.
Jeg cyklede i stedet gennem Royal National Park – igennem Waterfall og videre ud til Woronora Dam, som forsyner en del af Sydney med drikkevand. Turen hjem gik via Heathcote og gik det meste af turen langs vandrøret, som vel var 1½ meter i diameter. Det var overskyet og engang imellem faldt der også et par dråber, men det var nu ikke slemt. Desværre var vejen godt pløret efter flere dags regn og jeg blev rigtig godt beskidt hele vejen op ad ryggen – ja selv bagsiden af min cykelhjelm. Det rå terræn i Royal National Park betød også at jeg ufrivilligt måtte ’stige af’ cyklen to gange. Styrt nummer to var ret spektakulært – jeg kom kørende ned af en let hældning – heldigvis uden stor hastighed – som så ofte før var der vandpytter på vejen, men som jeg stod overfor i dette tilfælde var vel nærmere end sø – i hvert fald var den omkring ½ meter dyb, hvilket betød at forhjulet trillede ned i hullet og stoppede brat op – min krop og resten af cyklen fortsatte herefter i en skråbane pivot omkring forhjulsaksen. Jeg landende heldigvis blødt – med hovedet først direkte ned i en anden vandpyt. Det lykkedes således på lykkeligste vis at overleve stundet uden en eneste skramme. Woronora dam er ganske imponerende – det ligger i midten af ingenting, som skove til alle sidder, fra dæmningen er der således god udsigt over det skovrigelandskab. Turen tilbage til Sutherland gik meget nemt og uden flere flyveture, vejen var faktisk overraskende god, men det skyldes nok at de skal have mulighed for at servicerer vandrøret.

Uge #15 BBQ, båddyk og bushvandring

2008-04-13T15:43:00.000-07:00

Det var en meget begivenhedsrig uge, normalt hæfter jeg mig ikke specielt ved kagen i ’kage klubben’, men denne gang havde Mona bagt en kage som burde hedde ’Death by Chocolate’ – den var lavet af 500g mørk chokolade, 500g smør og 7 æg. Portionen var beregnet til 20 mand, men den blev skæret ud i 12 stykker, halvvejs gik jeg i stå, men eftersom de andre kunne gennemfører, så tænkte jeg så kan jeg sku’ også – ouh min mave. Bill’s kommenter var ’det ville være billigere bare at placere plastic stykker i vores kranspulsåre’. Med de mængde af chokolade havde jeg lidt forventet at jeg ville være høj på chokolade resten af dagen men det skete ikke tværtimod blev alt blod drænet fra resten af kroppen og ned i maven for fordøje kagen.
Henrik og Stine kom retur onsdag fra deres tur mod nord. Planen var at Nina kunne tage nogen af deres ting med tilbage til Danmark. Torsdag var Nina og jeg ude at spise på ’The Boathouse’ en restaurant der ligger i Glebe og som vi havde fået anbefalet af min vejleder – restauranten serverer retter fra ’det moderne australske cursine’ – hvilket betyder fisk gerne med orientalsk eller middelhavs inspiration – og det plejer at være helt fantastisk og denne restaurant var da heller ikke nogen undtagelse. Selve restauranten ligger i Sydney Universitets bådhus og udfra ligner det mest af alt et stort blikskur. Selv restauranten ligger dog direkte ud til vandet og Sydney skyline kan tydeligt ses i baggrunden. En af restaurantens specialiteter var østers og det var muligt at få ikke mindre end 9 forskellige slags – nu er det dog ingen af os der er til østers. Til hovedret fik jeg en anden af deres specialiteter ’snapper pie’ – nøj den smagte godt – Nina fik en marlin steak – cooked rare. For mit vedkommende var der også plads til en dessert, som var et udvalg af små forskellige retter – nøj de var gode, kun chokolade kornet måtte jeg opgive – chokoladen sendte tankerne direkte tilbage på tirsdagens kage orgie.
Fredag var dagen, hvor Nina skulle retur til Danmark – trist, jeg blev hjemme om formiddagen og fulgte hende til toget, hvorefter jeg tog på arbejde. Sendt på eftermiddagen arrangerede Andy helt spontant en BBQ at hos ham om aftenen – jeg var meget glad for at blive inviteret – det betød at jeg ikke skulle sidde alene der hjemme, hvilket jeg var meget godt tilfreds med. I første omgang var meningen af vi skal skulle medbringe kød til grillen, men så tilbød Margeret at hun kunne tage kød med – hun havde for nyligt slagtet og havde så rigeligt af Benz og Alison i fryseren. Det er så første gang, i hvert fald hvor jeg ved, jeg har spist et navngivet dyr. En stor tak til Benz og Alison – for det var noget rigtig godt kød. Det var en vældig hyggelig aften og en god måde at dulme dagens tidligere følelsestraumer. Aftenen sluttede dog tidligt, som er vanen når Australiere holder fest, selvom om flertallet ved fest var Australiere med anden etnisk herkomst.
Lørdag var der båd dyk på programmet ved Ousbourne Shores. Vejret var fantastisk og det er svært at forestille sig bedre vilkår – der var stort set ikke en krusning på havet og solen stod højt på himlen. To deltagere på båden var ved at tage deres avancerede dykker certifikat, og de manglede deres Deep dive – så vi foretog et deep dive og det lykkedes da også at komme ned på 28,8 meters dybde. En masse fisk i overfladen og god sigtbarhed lovede godt for dykket, men desværre var der ikke så meget at se – alle fiske virkede større end inde ved kysten og der var da også forholdsvis mange af dem – men den eneste forskel i forhold til kyst dyk var sigtbarheden, som var noget bedre. Sigtbarheden forhindrede os dog ikke at fare vild – med andre ord fandt vi ikke tilbage til ankertovet og måtte i stedet stige op uden fix punkter – Nina og jeg praktiserede det et par gange i Cairns – og det var da heller ikke noget større problem. Andet dyk var ved Ousbourne Shores et rev som ligger på 23 meter. Det var ret flot og det var meget fiske liv – specielt vente en kæmpe Cuttlefisk på os da vi kom ned – den har vel været på længde men et ben. Cuttlefisk fisk minder lidt om blæksprutter, fordi de har tentakler siddende under øjnene. Der kan heller ikke være nogen tvivl om at disse dyr har inspireret H. P. Lovekraft – ’the thing that should not be’ – Chuthulu. Når men den omtalte Cuttlefisk fulgte os faktisk i næsten 10 minutter, som en anden skødehund og den var helt sikkert højdepunktet på hele dykkerturen. Det gik bedre med navigationen denne gang og vi fandt tilbage til ankertorvet uden problemer.
Om aftenen var jeg igen inviteret til BBQ, denne gang hos Vanessa, proceduren var den samme som om fredagen, vi medbragte selv kød, som så blev grillet. Det var vældig hyggeligt, jeg tillod mig også en enkelt øl efter maden – man skal være forholdsvis forpasselig med drikke og dykke, fordi alkohol betyder at kvælstoffet for nemmere ved at blive opløst i blodet. Der var mange inviteret til festen så nogen var nødt til at sætte på gulvet og lignende alternative steder. Det tager man ikke så nøje i det her land.
Vejrudsigten for søndag lød nogenlunde lovende, det ville først begynde at regne om eftermiddagen. Så jeg tog på vandretur i Royal National Park – jeg tog toget til Waterfall og gik derfra ind i parken mod Lady Carrington road. Regnen kunne dog ikke vente til om eftermiddagen og allerede klokken 12 begyndte de først dryp at falde og snart stod det ned i strenger.

Jeg havde en enkelt gang svært ved at finde vejen og det skulle senere vise sig at jeg heller ikke havde ramt præcis den sti jeg havde tænkt mig. Pludselig 2 m foran mig midt på stien lå en slange – en ’Red bellied black snake’ – meget giftig, men heldigvis ikke aggressiv, men meget sky. De vil normalt altid tage flugten, men dette eksemplar var blevet fanget ud i regnen og havde helt sikkert ikke til hensigt at flytte sig – jeg prøve at stampe i jorden, men den ikke så meget som løftede hovedet. Jeg fandt en god lang pind og prikkede forsigtig til den, hvorefter den dovnet løftede hovedet, men den flyttede sig stadig ikke. Først da jeg skubbede lidt mere til den begyndte den at flytte sig – og kiggede noget fornærmet op på mig før den snoede sig ud i underskoven. Kort tid efter nåede jeg en asfalteret vej, hvilket ikke lige passede med mine forventninger til hvor jeg burde være – heldigvis var det forholdsvis let at regne ud, hvor jeg måtte befinde mig. Under kort studiet kom jeg til at kigge ned på mine ben, som var fyldt med igler – der sad mere end 10 på mine ben og utallige var på vej om af mine støvler – arrgh mennesket er øverst i fødekæden, der er ikke noget som skal spise os! Der var heldigvis kun 4 der have bidt sig fast og ved at hive tilstrækkeligt i den gav de også slip – idder adder. jeg begyndte herefter jævnligt at checke min ben og støvler og afigle dem – kun en undgik mit åsyn og det lykkede den at drikke sig tyk og fed i mit blod.

På turen var der mulighed for at tage en afstikker ind til en drypstenshule, hvilket jeg naturligvis benyttede mig – det var nu ikke fordi der var meget hule over stedet, men det var stadig meget imponerende.

Jeg brugte en del tid på at forsøge at tage et billede af en regndråbe, som faldt fra en af stalagmitterne – og ved nærmere eftersyn var der noget ret flotte limstens formationer – der var også et ret imponerende vandfald.

På den efterfølgende tur tilbage til Sutherland, så jeg ikke mindre end 5 superb lurebirds. Lure fuglen er ret flot på størrelse med en fasan – den binder lidt om en påfugl med nogen meget imponerende halefjer – de mangler dog ikke helt så iøjnefaldende som en påfugl, til gengæld kan den efterligne alle andre fuglekald. Ikke nok med at den kan give andre fuglekald, den kan også komponere dem til en serie af kald uden afbrydelse – det lyder meget imponerende.

Resten af turen var uden større begivenheder – der var dog stadig et godt stykke hjem – og jeg nåede sort set kun ud af skoven før mørket sænkede sig.

Alt i alt en fantastisk weekend, hvor jeg fik set mange dyr jeg aldrig har set før – cuttle fish, red bellied black snake og superb lurebird, sidst nævnte har jeg dog set tidligere, men kun i et meget kort glimt. Derudover var der to hyggelige BBQ’s. En kombination, som heldigvis gjorde det muligt i hvert fald for en stund at glemme at Nina var taget tilbage til Danmark.

Uge #14 Coast walk and dyk omkring Cronulla

2008-04-06T15:55:00.001-07:00

I løbet af ugen var vi til koncert i Sydney opera huset – ’digerido møder orkestre’, vi var ret spændte på hvordan det ville være – det kunne være godt, men det kunne sikkert også være en katastrofe… Første katastrofe var at der var utroligt mange skoleklasser, som var inde for at høre koncert og der virkede mest af at alt som om de var blevet tvunget af deres lærer og ikke havde en ide om hvordan de burde opfører sig – de skulle nok hellere have taget til en fodboldkamp. Næste irritationsmoment var en grupper tyskere der sad til venstre for mig, som stort set snakkede konstant in til jeg bad dem udsætte deres diskussion til efter koncerten. Første halv del af koncerten var ren orkestral og bort set fra de tidligere nævnte irritations momenter må sige at det var ganske flot- måske ikke helt så med rivende som jeg havde håbet. Anden halv del var så blandingen af digerido og orkestre – det startede dog med orkestre fulgt af digerido solo – og det var nok fornuftigt nok ikke at blande digeridoen ind over de klassiske instrumenter – digeridoen er dyb og mørk, og ville blive helt væk mellem den skarpe lyd af messingblæsere og strygeinstrumenter. Selvom det ikke helt havde været hvad jeg forventede må jeg efterfølgende sige at min forventning var urealistisk og det lydbillede, som de fik tegnet var meget betagende alligevel. Efter koncerten fik vi aftensmad på Wagamama i japansk restaurant kede, som findes i flere af verdens storbyer – måske også København.
Fredag aften holdt Nina afskedsfest for hendes kollegaer, så hele torsdagen blev brugt på at stege frikadeller, lavet kartoffelsalat, og kogt risengrød til den helt store guld medalje. Gæsterne kom omkring klokken 18.00 og det var meget hyggeligt, men festen sluttede dog meget tidligt efter europæisk standard og den sidste gæst forlod matriklen klokken 21.50 – ja faktisk havde taget længer tid at tilberede maden end den tid gæsterne tilbragte i lejligheden. Nå men intet er så sidst at det ikke er godt for noget – det gode bestod i at vi næste dag stadig kunne komme tidligt op og havde mulighed for at gå ’Coastal Walk’ og som sagt så gjort.

Vi tog toget fra Sutherland til Otford og begyndte herefter den 25 km lange tilbage vandring til Bundena, hvorfra vi med båd kunne blive fragtet tilbage til Cronulla. Vi havde 10 timer til at gennemføre vandringen.

Turen er blandet de flotteste vandrerturer i New South Wales – tør jeg nok godt sige og vejret var helt perfekt – høj klar himmel og stort set ikke en vind der rørte sig – meget smukt.

Turen går først gennem en palmejungle, hvorefter man kommer når ned til stranden og herefter følges kystlinien, som skifter mellem fladestrande afbrudt at stejleklipper.

I det hele taget meget varieret vandring med fantastiske landskaber – og bølgebrusen. Da vi var nået halvvejs måtte vi konstatere at vi havde brugt mere end halvdelen af den tid vi havde til rådighed.

Heldigvis viste det sig at sidste halvdel af turen ikke var så hård som den første delen, dog var der heller ikke så mange kræfter tilbage i benene.

Udover det storslåede landskab var der også mange spændende stenformationer.

Vi nåede heldigvis frem i tide med halv time i overskud. Så mens solen sank ned i vest blev vi sejlet tilbage til Cronulla, hvor vi spiste aftensmad på en cafe inden vi tog toget tilbage til Sutherland.

I Sutherland blev badekarret fuldt og musklerne blev opblødet efter en for nogen anstrengende men utrolig smuk dag.
Søndag morgen blev vi samlet op af Roland og vi tog til Kurnell for at dykke ved Voodoo, men vandet så lidt rigelig oprørsk ud, så i stedet for at springe i vandet tog vi tilbage til Cronulla.

Her dykkede vi ved Oak park og Pete’s Point – det blev til to meget flotte dyk, hvor jeg fik gjort flittigt brug af mit engangsundervandskamera som jeg havde fået i fødselsdagsgave.

En af højdepunkterne på dykket var en kæmpe fiskestime, som tilsyneladende var helt ligeglad med vores tilstedeværelse – vi så også en hummer, som desværre vist sig at være død.

En blue grouper kom meget tæt på Nina – så de var ansigt til ansigt, med kun 10 cm mellem sig – det var desværre tidspunktet, hvor jeg var løbet tør for billeder – aarrggh.

Uge #13 Katomba, Gordon's Bay snorkling og dyk

2008-04-06T15:40:00.000-07:00

Påske mandag stod vi meget tidligt op for at tage ud i Blue Mountains – det tager små 3 timer at køre til Katoomba fra Sutherland. Vi startede med en kop kaffe på en cafe og proviantere chokolade før vi gik ud til regnskoven. En snoet og stejl sti tog os fra høj plateauet ned i regnskoven.

På turen passerede vi mange vandfald, som gav anledning til en del fotopauser. Turen gik gennem den grønskov og en gang imellem var der udsigt til de tre søstre, den mest kendte stenformation i Blue Mountains National Park.

Vi fortsatte rundt forbi de tre søstre, spiste vores medbragte madpakke og gik op tæt ved Leura. Stien var heldigvis ikke så stejl, men det fik alligevel sveden frem på panden.

Endnu engang kunne vi glæde os over fantastiske vandfald, som havde fået ekstra kraft de seneste dage. Vejret truede da også mange gange med at bade os, men hver gang vi fandt regnjakkerne frem, så trak uvejret bort.

Til sidst var vores held dog brugt op og regnen begyndte at falde hensynsløst. Således gik vi til de tre søstre uden dog at kunne se meget andet end ’white-out’ på grund af de lavt liggende skyer – det var selvfølgelig lidt skuffende for det ville også betyde at vi intet ville kunne se fra echo-point.

Glædeligvis stod lykken os bi og mens vi stod ved echo point forduftede skyerne og vi havde en tydelig udsigt til tre søstre. Udsigten blev yderligere fortryllet af en regnbue, som stod mellem tre søstre – mere postkorts agtig udsigt kan man dårligt forstille sig. Udsigten var virkelig magisk og det er svært at forklare med ord – billedet kan heller ikke rigtig gengive stemning. Med til indtrykket hører nok også 6 timers vandring, hvoraf den sidste time var i regnvejr, plus befrielsen fra skuffelsen, grundet den manglende udsigt til de tre søstre. Ja, med det i baghovedet er det måske nemmere at forstå den lettere euforiserende følelse, som udsigten til de tre søstre med regnbue baggrunden, gav os.

På vej tilbage til Katoomba gik der sport i fotografering af regndråber der stadig hang tunge fra bladene på træer og buske. På vej til banegården købte vi en kebab og heldet var endnu med os da vi kom til banegården for vi behøvede blot at vente 2 minutter før vi kunne lade os transportere tilbage til Sydney.

Tirsdag tog Nina og jeg på arbejde, mens Dorthe på egen hånd udforskede Sydney og ligeledes onsdag, hvor Nina og jeg dog tog tidligt hjem for at spise aftensmad sammen med Dorthe før hun fløj tilbage til Melbourne. I weekenden havde vi planlagt en tur med Pro Dive til Cronulla. Den blev desværre aflyst i sidste øjeblik, hvilket vi naturligvis var meget kede af. Aflysningen fik dog meget uventede konsekvenser. Om lørdagen tog vi til Clovelly for at snorkle med en af Nina’s kollegaer, samt et par af hans venner, hvor af to rent faktisk var danskere. Simon – Nina’s kollega havde anbefalet af vi iførte os en våddragt da der ellers nok ville blive en meget kold fornøjelse. Derfor gik vi ind i Deep 6, en dykker forretning som ligger forholdsvis tæt på vandet i Clovelly – for 20$ kunne vi leje en våddragt og for 200$ måtte vi købe den. Forretningen skulle lukke og derfor solgte de alt deres brugt udstyr til halv pris. Vi snorklede en times tid, der var en masse fiske liv, Blue Groupers og mange andre mindre fisk – Allan en af de andre danskere kendte området godt og viste, hvor der plejede at være en Wobbegong haj og ganske rigtigt – den lå dog på forholdsvis dybt vand og der var ikke helt let at komme ned. På vej tilbage så vi også en forholdsvis stor blæksprutte – det var godt nok ikke for køn. Efter turen i vandet tog vi til Coogee med de andre og fik brunch. Nina og jeg gik tilbage til Clovelly og besluttede at tage tur mere i vandet inden vi afleverede vores våddragter tilbage. Det var også ganske spektakulært der var kommet en stor fiskestime ind og vi så også lille gruppe kalamarier. Tilbage i dykkershoppen besluttede vi at købe våddragterne – ja faktisk blev det til to komplette sæt dykkerudstyr – lige med undtagelse af vægt bælte og tank. Vi fik også en aftale om at komme til forretningen den efterfølgende dag og afprøve udstyret. Og så sagt så gjort søndag morgen tog vi igen til Clovelly, hvor vi kom på et dyk med en gammel hollænder. Udstyret virkede upåklageligt og det var lidt en speciel fornemmelse at have sit eget udstyr inklusiv dykkercomputer.
Efter dykket ville vi låse vores bagage inde på banegården for derefter at tage til ’Royal Easter Show’, som vi havde fået anbefalet af en del kollegaer. Det skulle dog vise sig ikke at være så nemt at få noget låst inde på banegården – ja faktisk var det umuligt – der var dog en forretning i nærheden af banegården, som tilbød opbevaring af udstyr – de lukkede dog klokken 19.00 så efter det tidspunkt ville det ikke længere være muligt at få adgang til sin bagage – rimelig træls, så vi droppede foretagendet og tog i stedet tilbage til Sutherland med vores nyerhvervede udstyr.

Fra Sutherland tog vi så til den olympiske park, hvor Royal Easter Show blev afholdt – og hvad er Royal Easter Show så? – jo det første der mødte os da vi ankom var en udstilling af John Dea traktorer… Royal Easter Show er Højer eller Kloster mærken gange 100.

Der er fåreklipningskonkurrencer og det er muligt at klappe alskens forskellige dyr – derudover tjener showet også som dyrskue, hvor der var konkurrencer af alle mulige arter. For børn og barnlige sjæle var der en større samling af maskiner til fremme for maveproblemer.

Et af de helt store trækplastre var også rodeoridning – det ser sku ikke særlig nemt ud, hvis jeg skal være helt ærlig og de fleste cowboys kunne da heller ikke side længe før de blev smidt af. I arenaen var der både en klovn til at distrahere publikum, og et par løbere til at distrahere tyren når den havde fået sendt sit rytter til jorden.

Efter rodeoridningen var der et show med Dangerman&Dangerwoman – en kvinde der lave noget akrobatik fra en trapez, som var hængt under en motorcykel, som Dangerman var mand for at holde på den tynde vejre – det så ret farligt ud, men mon ikke de har haft noget sikkerhedssystem af en eller anden slags.

Herefter var der 4 Toyota, som fik lov at fræse rundt i arenaen, de kunne også lave noget ret imponerende koordinerede stunts med deres biler, så som at køre direkte mod hinanden og så i sidste end lave håndbremse vending så bagenderne næsten rørte hinanden.

Afslutningsvis var der dødsforagtelige motocross kører som lavede stunts – de foretog spring, som vel sagtens har være 10 meter over jorden og 20-30 meter i længden. Mens de hang i luften lavede de alle mulige stunts – for eksempel var der en som gav fulstændigt slip på sin motorcykel og lod den sejle alene gennem luften, før han igen greb fat i bagenden og trak sig op på cyklen, for så at lande perfekt på den anden side.

Aftenen blev afsluttet af et fest fyrværkeri, som var akkompeniret af musik og et laser show. Alt i alt var der noget af et red-neck show, men det var nu meget sjovt at have oplevet.

Uge #12 Regnskov, Sydney og Zoo

2008-03-24T15:14:00.002-07:00

Vi spurgte om tirsdagen i receptionen på vandrehjemmet om der var nogen udflugtsmuligheder til trods for at vi skulle flyve omkring klokken 17.00. Det viste sig ikke at være noget problem og snart sad vi i en bus på vej mod regnskoven.

Fra bus skiftede vi til gondolbane – lidt en turist fælde, men det var da vældig flot at hænge der mellem og over trætoppene i den tropiske regnskov. Turen gik op til Kuranda med et par stop undervejs. Det var utroligt grønt og der var skov så langt øjet rakte en flod trak et brunt ar gennem landskabet, men det var da også den eneste afbrydelse af den grønne monotomi.
På det først stop var den en lille blanke gå tur mellem de grønne giganter et par tavler informerede om regnskovens fortrin. Ved næste stop var der adgang til en mægtigt vandfald – og eftersom det havde regnet en del de sidste par dage var det et meget imponerede syn.

Oppe i Kuranda besluttede vi at gå en tur rundt op byen – det skulle dog hurtigt vise sig umuligt fordi de store vandmængder oversvømmede stien og vi havde ikke rigtig mod på at forcere større vandmængder – Queensland er krokodilleland.

I stedet gik vi op i byen og fik en is. Faktisk var der ikke meget by, men derimod en masse souvenir forretninger. Vi havde tænkt os at besøge en sommerfugleudstilling, men eftersom vi kun havde en halv time til tog afgang op entre prisen var skyhøj, besluttede vi at gå rundt og kigge lidt på souvenirerne, som blev faldbudt.

Turen tilbage til Cairns foregik med noget der mindede om et veterantog – og det gik da også i et meget sindigt tempo, hvilket nu egentlig ikke var så tosset igen, for udsigten var virkelig flot.

Toget stoppede ved det imponerende vandfalds anden side og gav mulighed for et par ekstra skyd af de frådende vandmasser. På turen passerede vi flere vandfald og havde storslået udsigt til det omkring liggende landskabet.

Neden for højlandet udenfor regnskoven kørte vi igennem store marker med Queenslands vigtigste afgrøde – sukkerrør. Tilbage i Cairns fik vi et hurtigt måltid mad inden vi hentede taskerne på vandrehjemmet og kørte til lufthavnen.

Skærtorsdag er ikke nogen helligdag, men med kun to arbejdsdage var ugen hurtigt overstået – Nina tog dog på arbejde langfredag for at kompensere for nogen af de dage vi nu allerede havde været væk – jeg tog med til byen for at købe en ny regn jakke – på påske udslaget, men måtte noget skuffet tage hjem for alt var lukket. Paddy’s Market var dog åbent, hvilket var ret heldigt, det betød nemlig friske forsyninger af frisk og grønt, samt tørret frugt og fisk. Sent på eftermiddagen ville en gammel klassekammerat fra gymnasiet – Dorthe – komme på besøg, hun studerer i øjeblikket i Melbourne, som en del af hendes Ph.D. Det var mægtig hyggeligt – vi har set hinanden ved diverse julefrokoster siden vi forlod gymnasiet, men ellers er det jo ti år siden vi gik ud af gymnasiet. Dorthe synes ikke at have ændret sig meget i forhold til den gang eller også er det bare min hukommelse… En ting var dog meget iørefaldende nemlig en forholdsvis tyk københavnsk accent, tja helt upåvirket er man vel ikke efter 10 år på djævleøen.
Lørdag tog Nina ud at kigge på sko – mens jeg tog med Dorthe ud for at kigge på byen en rundtur omkring Harbour Bridge, The Rocks og Operahuset.

Vi startede ved Milsons Point, gik over Harbour Bridge og fortsatte ind i The Rock’s, hvorfra vi gik op til observatoriet. Observatoriet er et lille hyggeligt museum jeg tidligere har besøgt.

Vi mødtes med Nina for an MCA (Museum of Contemporary Art). Her var en udstilling af Loyde Hall (tror jeg nok det var). Udstillingen er den hidtil bedste moderne kunstudstilling jeg har set. De første klenodier var en spædbarnsjakke og små sokker strikket af tyndt opskårne coladåser – dertil kom en cola six-pack, hvor der var sat sutter på drikke åbningen. Ingen tvivl om symbolikken og meget fascinerede sammensætning af kendte materialer til et meget tydeligt budskab. Af andre interessante installationer var bamser strikket af videobånd ved nøjere eftersyn kunne det konstateres at alle videokassetterne var krigsfilm… Der var også en samling bistader malet i kamuflagefarver med en bi summen i baggrunden. Kunstneren havde også malet planteblade på pengesedler, ved nemmere eftersyn der en båd/skib på alle pengesedlerne som fortrinsvis kom fra den ’nye verden’ og bladende stammede fra ny opdagede planter. To andre interessant udstillinger var fugleredder lavet af amerikanske 1 doller sedler, redderne tilhørt udrydningstruede fugle – den anden udstilling var kemikalie flasker fra husholdnings rengøringsmidler, som var blevet sat så de lignede fuglehoveder. Det var alt i alt en meget spænde spændende udstilling, som også var meget politisk i sit budskab – og budskabet var meget let at afkode.

Den permanente udstilling var ikke særlig interessant ved siden af den midlertidige udstilling så vi gik forholdsvis hurtig gennem den.

Efter MCA gik vi en tur omkring Operahuset og en tur ind gennem den botaniske have, før vi satte kursen mod Sutherland.

Søndag besøgte vi Taronga Zoo, hvilket er ensbetydende med en sejltur gennem Sydney. Taronga Zoo stod højt på Nina’s ønske liste over ting hun gerne ville nå inden hun tog hjem.

Vi startede med en gondol tur over dyrene, hvilket egentlig var ganske flot, selvom man nu ikke kunne se så meget. Haven ligger utroligt smukt med direkte udsigt over vandet og Sydney skyline i baggrunden. Vi koncentrere os i første omgang om de australske dyr – wallabies, kænguruer, emuer, echidnaer, wombats og selvfølgelig også koalaer.

Der var dyr jeg ikke har set før blandt andet en trækænguru – jeps, en kænguru, som havde specialiseret sig at leve i træerne. Vi så et fugleshow, hvor de fremviste forskellige fugle og deres specielle evner.

Specielt var der en høg, som brugte en sten til slå hul på andre fugles æg og spise indholdet.

De demonstrerede også forskellige andre fugle, blandet andet en cockatoo, som kunne hente penge hos publikum. Det var et ret imponerende sjov.

Resten af dagen gik med at beskue alverdens dyr – der var både tiger, løver, sneleoparder og rødepandaer.

Taronga Zoo var lavet ret flot og der så ud til at være forholdsvis god plads til dyrene.
Vi sejlede tilbage til byen og tog toget ud til Bondi Beach, her gik vi en tur langs stranden, desværre åbnede himlens sluser sig og det stod ned i stænger. Dorthe inviterede os på aftensmad på en lille hyggelig japansk restaurant som serverede omgang yderst velsmagende japanske specialiteter.

Uge #11 Great Barrier Reef

2008-03-24T15:14:00.001-07:00

Tirsdag var vi med Henrik og Stine ude at spise på ’The Cruise’ – de havde fået et gavekort fra venner og kollegaer på uorganisk afdeling og Nina havde en fødselsdagsmiddag til gode. The Cruise er blandt de finere restauranter i Sydney, men dog ikke finere end at det er muligt at få bord med forholdsvis kort varsel. Restauranten ligger ved Circular Quay i krydstogtskibsterminalbygningen med direkte udsigt til Operahuset på den anden side af havnen – eller det vil sige udsigten ville have været der, hvis ikke det havde været for en lille plimsoller af et krydstogtskib der lå i vejen. Det var der desværre ikke rigtig noget at gøre ved. Restauranten var italiensk inspireret med hovedvægt på fiskeretter af forskellig slags. Jeg prøvede for første gang en soft shell mudcrab – blød skallet mudderkrabbe. På et tidspunkt i krabbens livs skifter den nærmest ham som en slange og i den forbindelse er dens ydreskal blød og kan spises uden brug af specielt ’værktøj’ til hovedret gav det kongelaks stegt ’rare’ – den smagte også rigtig godt. Det var også sjovt at prøve at komme steder hvor man normalt ikke kommer – hvor tit sker det lige at tjeneren ligger servietten ned i skødet på en? Det var en rigtig god oplevelse – det er selvfølgelig ikke gratis, men når man ellers tænker på, hvad man betaler for en oplevelse – biograf, koncert eller bungy-jump, så synes jeg helt sikkert at det er pengene værd.
Onsdag aften var også lidt et fest måltid – efter 1 måned med Tranglia og camping, så vil Henrik og Stine meget gerne lave en steg og hasselbagte kartofler og det havde vi naturligvis intet imod. Torsdag morgen kørte Henrik og Stine videre mod nord.

Vi skulle også mod nord fredag, hvor med Virgin Blue fløj til Cairns. Virgin Blue er et absolute lav prisselskab, som en af Nina’s kollage sagde den eneste service de har om bord er at kabinen er tryk sat. Det var en begivenhedsløs flyvetur, hvor vi havde ganske fin udsigt til kysten det meste af turen indtil vi nåede Cairns, her lå skyerne tæt og vi så stort set ikke jorden før hjulene havde kontakt. Cairns lufthavn var ikke specielt overskuelig og vi besluttede at tage en taxa til vandrehjemmet, som lå meget centralt i byen. Vi havde anmodet om et privat værelse, hvilket betød vi havde fået et familieværelse med plads til 6 sovende personer. Det undrede os noget, men dem om det. Efter at have smidt taskerne gik vi ned til dykkerforretningen, som arrangerede vores tur ud på revet. Vi fik mulighed for at prøve våddragt og lycradragt, som få udleveret BCD, regulator og hvad udstyr vi ellers skulle bruge. Efter en lille gå tur rundt på havnen besluttede vi at traske hjem og gå tidligt til køjs for løjerne skulle allerede starte klokken 6.00 næste morgen.

Om morgenen blev vi hentet af en bus fra dykkerforretningen – regnen stod ned i stænger og det var ikke lige den bedste start på vores dykkertur. Velankommet på båden fik vi morgenmad og en kort sikkerhedsbriefing. Den første halve time var meget stille og rolig, vi fik anvist vores værelser, vores lå desværre lige bag motoren så der var konstant baggrundslarm. Efter den første halve time begyndte bølgerne at lege lidt mere med båden og der var mange som begyndte at få det dårligt – heriblandt også Nina. Jeg kan ikke påstå at jeg var totalt upåvirket, men jeg havde på intet tidspunkt behov for at ofre morgenmaden. Det tog 3 timers sejlads at komme ud til det første rev, hvor første dyk skulle finde sted. Heldigvis er den bedst kur mod søsyge at komme i vandet for under havoverfladen er vandet mere roligt. Før hvert eneste dyk blev vi briefet, det vil sige at vi fik at vide i hvilken retning vi skulle svømme og hvad vi skulle holde udgik efter. Det var godt at komme i vandet – alle dyk startede med at vi gik ned langs bøjelinen ned til bunden, herefter ved hjælp af kompas tog vi den kurs vi havde fået givet ved briefingen. Det kan nok ikke undre, men der var usandsynligt mange fisk – og korallerne var også meget flotte – desværre har jeg ikke nogen ide om navnen på fiskene, så jeg kan ikke rigtig berette hvad vi så. Det er også svært at holde de forskellige dyk ude af hinanden. Efter først dyk gav det frokost, før vi sprang i vandet igen til eftermiddagsdykket, hvorefter der blev serveret kage. Herefter havde vi et aften dyk, som blev efterfulgt aftensmaden, som igen blev efterfulgt at natdykket. Det var ikke gået alt for godt med vores navigations dyk tidligere på dagen, men vi havde ikke noget problem med natdykket. Om natten er hver dykker udstyret med en lommelygte og nogen ville nok spørge, hvorfor pokker man dykker om natten? Der er et par gode grunde 1) der er andre fisk ude om natten og der forgår andre aktiviteter om natten end om dagen, 2) farverne er flottere om natten fordi tingene bliver oplyst med en lokal lyskilde og derfor ses hele farvespektret og ikke kun blåt. Under dykket havde vi to red snappers, som brugte vores lys til at finde bytte. Fiskene svømmede tæt på os og når vores lygter oplyste nogen de kunne lide så strøg de af sted – det var lidt skægt at se. På dykket så jeg også den første haj (’grey reef shark’) – 1½ m penge – Nina lagde desværre ikke mærke til den. Grunden til at det er nemt at navigere om natten er at båden er oplyst og lyset kan ses fra meget stor afstand, så den eneste navigation der er på krævet er at svømme mod lyset. Tilbage på båden blev der serveret dessert og der var forskellige selskabslege, blandet sno dig selv omkring et kosteskaft, det var vældigt underholdene. Det var heldigvis ikke noget problem at sove overhovedet – vi var også godt møre – tidligt op og mange timer i den friske saltede luft.

Næste morgen var stort set samme historie – første dyk var dog før vi havde fået morgenmad. Under morgenmaden blev båden flyttet til et nyt sted. Ellers kom dagen til at gå forholdsvis slag i slag som den foregående dag - fik vi set på skildpadder og klovnefisk (’Nemo’). På det andet dyk leje jeg et kamera, som blev flittigt brugt, hvilket gerne skulle fremgå af billederne. På nat dykket så vi igen en haj og denne gang fik Nina den også at se. Faktisk viste det sig at de fleste og største fisk holdt til henne ved båden.

Mandag var den sidste dag med dyk og den startede tidligere end de andre for vi skulle nå tre dyk inden vi skulle tilbage mod Cairns. Det først dyk var nok den ringeste dykker oplevelse hidtil – sigtbarheden var dårlig, og fordi vores dyk lå med meget korte mellemrum så måtte vi ikke komme under 21 m. Derudover kunne vi ikke finde det rev, som vi skulle navigerer efter – med andre ord var det en svømmetur ud i det blå uden at se fisk, bund eller rev – efter nogen tid besluttede vi at ligge kursen om og svømme ind til hovedretten og så tage det tilbage til båden derfra. Da vi endelig nåede frem til revet havde vi stort set ikke mere luft – så det var tid at svømme tilbage til båden.

Det andet og tredje dyk den dag var dog blandet de flotteste jeg har oplevet – sted hed da også Koralhaven og udover koraller i massevis var der naturligvis også et rigt og varieret fiske liv. Det var to helt fantastiske dyk – de havde med andre ord gemt det bedste til sidst. Efter sidste dyk blev kursen sat direkte mod Cairns og vi var vel fremme omkring klokken 15.00 efter en tre timers retur sejlads. Efter at være kommet i land sejlede vi stadig – men det var vel forventeligt efter 3 dage på søen.

Det var godt gang i byen på grund af St. Patrick’s day – og den dominerende farve var naturligvis grøn. Der var fællesspisning på en pub i byen og det var egentlig vældig hyggeligt. På turen havde der faktisk været 3 andre danskere – to rygsæksrejsende fra Århus, og derudover var kokken også dansk – dette var ret faktisk hendes sidste tur. Det var da lidt morsomt at omkring 1/8 ombrod var fra landet som udgør kun udgør 1/1000 af verdensbefolkning.

Uge #10 Chemical Brothers, Brass Monkey og Darling Harbour

2008-03-24T15:13:00.000-07:00

Denne uge skulle vi til bys for at se min julegave Chemical Brothers jeg vil nok erkende at det ikke helt var det jeg havde forventet, men det var alligevel en fed koncert – også selvom vi havde fået siddepladser – og selvom om idioten ved siden af hele tiden skulle ringe til sine venner og fortælle at han var til koncert.
Lørdag kom Henrik og Stine på besøg fra Perth – det vil sige de velsagtens havde været undervejs i lidt over en måned. Nina havde travlt så jeg gik en tur med vores gæster dem ned til Woronora bridge for at se på mudgrabs. Om aftenen skulle vi til Cronulla på spillestedet Brass Monkey for at høre Professor Groowe sammen med gutterne fra ANSTO. Vi startede med at få en bid mad i Cronulla og gå en lille tur inden spillestedet åbnede klokken 20.00. Det var hyggeligt sted med god mad og ganske udmærket musik. Professor Groowe var en lille smule underligt – en blanding af alle mulige stilarter og forsangerens sang var vel nærmest rap uden at være rap. Det var ret fedt at danse til og det var hyggelig aften.

Søndag tog vi med Henrik og Stine til byen for blandet andet at besøge Queen Victoria bygningen, Chinatown og Darling Harbour. I Chinatown fik vi Yum-Cha på en af de utallige kinesiske restauranter. Yum-Cha er et must, hvis man ikke har prøvet det før – måltidet består af en masse små retter – blandt andet dolmer, forårsruller, stegt kød og friturestegt alt muligt. Tjenerne cirkulerer rundt mellem bordene med retterne og det er så muligt at vælger de retter man måtte ønske sig.

Efter den lækre frokost blev vi i det orientalske hjørne og besøgte den kinesiske have – meget flot have placeret midt i Darling Harbour. Lidt underligt måske have en tre etagers pagoda midt i Sydney men meget flot og stemningsfyldt.

Herefter gik vi lidt rundt i Darling Harbour før vi besøgte akvariet, som er meget imponerende.

Akvariet er nok det flotteste jeg har set, på snedigvis har de udnyttet placeringen i havnen, således er sæl og haj bassinet sænket direkte ned i havnen, så man faktisk går ned under havoverfladen.

Der er utallige spændende fisk og andre spændende havdyr.

Udover hajer har de også en kæmpe saltvandskrokodille – som man kan kigge ned ovenfra, hvor advarselskilte med følgende tekst ses ’Do not enter, if the fall does not kill you, the crocodile will’.

Men stedet specialitet er helt sikkert sæl og haj bassinet, samt Great Barrier Reef tanken, som kunne give os en forsmag på hvad vi kunne vente os den efterfølgende weekend.

Uge #9 Billy Elliot, aftapning og prøvesmagning

2008-03-05T22:43:00.000-08:00

Onsdag aften tog vi til Capitol Theatra for at se Billy Elliot, historien om en dreng, som vokser op i den stolte mineby Durham. Mod faderens ønske dropper han bokse undervisningen og kaster sig i stedet ud i ballettens ædle kunst. Musicalen, hvor musikken er skrevet af Sir Elton John er faktisk baseret på en film af samme navn. Jeg husker at have set filmen i Schweiz, så det må være omkring 8 år siden. Musicalen var meget imponerende, det var en medrivende blanding af teater, musik, sang, dans, step og ikke mindste ballet. Scenen var enormt snedigt sat om og der var mange store øjeblikke i stykket. Specielt vil jeg fremhæve slutningen, hvor minearbejder opgiver strejken og går tilbage til arbejde. Alt lys på scenen blev slukket og så der kun var lyset fra minearbejdernes pandelamper og man kunne høre dem synge mens de blev sænket ned i minen. Skulle i nogensinde få chancen så kan jeg varmt anbefale stykket – uden tvivl den bedst musical jeg har set – ikke at jeg har set specielt mange, men stadig væk.

To uger tidligere havde vi som tidligere beskrevet været i Wollongong for at brygge 50 L øl. Lørdag var det tiden at tappen øllet på flaske, så vi tog endnu en tur til Wollongong. Det krævede en vis koncentration at fylde flaskerne uden at spilde – og her hjalp det nok ikke at vi smagte på varerne inden vi fyldte flaskerne.

Øllen vi havde brygget var en ’Golden Wheat’ let og frisk perfekt til den australske sommer. Efter en times tid havde vi fuldt 150 flasker, vi var seks om at dele rovet, så der blev 24 flasker til hver og 6 flasker til ’U-brew-it’.

Vi fejrede resultatet på en lokal malaysisk restaurant, hvor jeg for første gang fik Laksa – en chill-kokos suppe, med bønnespire, kylling og andet godt – mums filli baba. Vi fik også aftalt at mødes om aftenen for at prøve smage varerne – de var ikke så ringe endda – faktisk rigtig gode og det var en rigtig hyggelig aften.

Søndag tog vi på cykeltur ned gennem Royal National Park og videre ned langs kysten til Thirroul. Jeg har tidligere cyklet turen og den meget smuk, først gennem den tætte tempererede regnskov og herefter ned langs kysten, hvor ruten går fra strand til strand. Uheldigvis startede jeg turen lidt uheldig ved at lede vejen ned til Tempetation Creek, meget stejl fald efterfulgt af en meget hård stigning, så vi var tvunget til at stige af cyklen. Nina var tæt ved at stille cyklen, men med lidt overtalelse og forsikringer om at turen ville blive nemmer efter dette stykke. Vi fik en varm forfriskning i Audley før vi startede på selve turen gennem Royal National Park. Første delen af turen er på en motor fri vej, sidste stykke køres på landevej. Heldigvis er der meget begrænset trafik.

Ude af skoven er der en storslået udsigt mod syd ned langs kysten hele vejen ned til Wollongong og Port Kembla, sidste nævnte er ikke ligefrem nogen perle – her ligger en masse sværindustri.

Lige før Stanwell Park er der et område hvor paragliders og hanggliders kaster sig ud for så stille og roligt at drive ned til stranden ved Stanwell Park. Vejret var perfekt så der var rigtig mange mennesker ude og lufte faldskærmen.

Turen videre mod syd byder blandet andet på en vej bygget over vandet, herfra er der en fantastisk udsigt. Broen/vejen i sig selv er også ret spektakulær. På det sidste stykke før Thirroul afløser den ene gule sandstrand den anden.

Vi ankom et par minutter for sent til Thirroul så toget var netop kørt. Vi besluttede at spise fish&chips in den lokale biks – faktisk kunne man udvælge sig et stykke fisk og derefter på det tilberedt som man ønskede det – det blev til grillet laks med chips. Efter måltidet kunne vi konstatere at vi også havde misset det andet tog, så vi tog på den lokale pub, hvor det lokale Green Day kopi band spillede. Det gav en øl og et par udmærkede numre, men det blev også forholdsvist sendt inden vi var tilbage i Sutherland.

Uge #8 Advanceret dykker kursus i Nelson Bay

2008-02-26T21:43:00.000-08:00

Weekend programmet var en tur til Nelson Bay for at tage et avanceret dykker kursus, så de fleste aftener gik med at studere til de teoretisk prøver. Det var nu ikke fordi det var så svært. Torsdag aften havde vi så teori aften iCronulla, hvor vi fik gennemgået tingene inden vi tog af sted fredag. Vi havde samme instruktør, som på vores indledende kursus – Tony. Det var fint med os for han var rigtig god. Fredag tog vi igen til Cronulla, hvor bilen stort set var blevet pakket færdigt. Turen til Nelson Bay, som ligger nord for Newcastle tog omkring 4 timer. Undervejs havde vi et stop på Hungry Jack’s - bedre kendt som Burger King i resten af verden.
Vi var indlogeret i hytter på et ferieresort – desværre fik vi drømmesengesofaen, som ikke ligefrem var det bedste sted at sove – det skulle dog vise sig at vi ikke fik sovet meget på turen. Vi havde lidt mere teori inden vi gik til køjs.
Lørdagen startede forholdsvist langsomt fordi første dyk skulle foretages mens der var højvande, hvilket var omkring klokken 11.30. Der skulle have været morgenmad til os i hytten, men det var der åbenbart ikke noget af, så vi tog til marinaen i Nelson Bay for at få noget i skrutten. Vi havde god tid til at spise, men da vi så omsider skulle af sted til dykkerstedet viste det sig at de to unge medkursister ikke husket deres maske, snorkel og finner – ’No one told us to bring the gear’. Vores instruktør ræsede tilbage til motellet for at hente tingene så vi stadig kunne nå at komme i og op af vandet mens der var højvande. På dykkerstedet var der rigtig mange andre, som havde fået samme ide. Vi geared op og kom i vandet – dykket var ment som en naturalist dyk, så der var ingen øvelser. Det galt udelukkende om at kigge på fiskene, som der var rigtig mange af – der var også et par andre spændende ting som tangkrabber og søpindsvin. Udover en masse farvestrålende fisk så vi også en rokke og en Wobbagong – sidste nævnet ligner en blanding af en haj og en rokke og den var ret stort og farvet som sandbunden. Vi også så et par Blue Groupers. Udover svømmende organismer, så vi også en masse flotte koraler – nogen af dem lignede nærmest blomstervaser på en meter højde. Det var virkeligt et fantastisk dyk, og vi nåede en dybde på 28 m, hvilket er tæt på de 30 m, som er padi’s grænse for fritidsdykkere. Et sådan dyk kræver også sikkerhedsstop på vej op – 3 minutters pause ved 5 m for at få kvælstoffet ud af fedtvævet og blodet.
Efter dykket fik vi frokost og gjorde klar til næste dyk, som var et navigations dyk, hvor vi skulle lære at orientere ved hjælp af kompas, dybde og naturlige omgivelserne. Dykket fandt sted på et sandet område, hvor der ikke var ret meget at spændende at, hvilket naturligvis også betød at vi kunne koncentrere os om øvelserne. Det startede ikke alt for godt – jeg skulle navigere ud med kompasset og herefter dreje 180° og finde tilbage til mærket. Uheldigvis fik Nina viklet tanken ind i mærket og trak mærket med sig så da jeg vendte mig om for at svømme tilbage til mærket var det allerede lige bag mig – vinklet omkring Nina’s tank. I det hele taget var det ikke helt let at navigere under vandet. Hvor vi også skulle bruge ’kick-cycles’ – ben sparke rytmen til at bestemme afstand. Det eneste spænde vi så på dykket var en rokke og en blæksprutte, sidste nævnte gemte sig inde i et rør.
Der blev købt ind til fælles aftensmad – barbie selvfølgelig. Det var også vældigt hyggeligt. Om aftenen skulle vi igen igennem en gang teori, så vi var klar til dels nat dykket og næste dags dybde dyk. Nat dykket fandt sted på Halifax, det samme sted som vi havde dykket ved højvande om formiddagen. Således var klokken omkring 23.00 da vi gik i vandet og det var meget tæt på fuldmåne. Det var en meget spektakulært, fordi farverne er så meget tydeligere om natten – ja det lyder måske selvmodsigende, men fordi lommelugtens lys ikke skal kastes så langt er farverne stadig klare. Således stod specielt koralerne meget flotter frem end på dykket om dagen. På turen så vi en forholdsvis stor og vel kamufleret blæksprutte, et par ballonfisk og en moræne, som langsomt bevægede sig ud af sit gennem sted med munden åben og klar til angreb. Det var et rigtig flot dyk, meget spændende og lidt uhyggeligt at være omgivet af mørke. Det blev naturligvis halv sent inden vi kom i seng og næste dag skulle vi tidligt op og på båd dyk, så vi fik sovet under 5 timer. Det var en forholdsvis lille båd, så vi gearede op på land og sejlede ud til stedet, som var tiltænkt dybde dykket. Nede på bunden skulle vi lave et par øvelse – dels finde punktet for at flyde neutralt, men også en koordinations øvelse for at se om vi var påvirket af nitrogennarkoses. Af en eller anden årsag brugte jeg forholdsvis meget ilt på øvelserne og pludselig havde jeg kun 70 bar tilbage – ideelt set skulle jeg have haft 90 bar. Det forholdsvise lav tryk, betød at jeg lånte vores instruktørs occi også kendt som sekundær stage, så jeg åndede fra hans tank indtil vi kom tilbage til ankerlinien, hvorefter jeg brugte min egen ilt igen. På en måde var det lidt uhyggeligt på en anden måde var det meget fedt at prøve, hvordan man skal gøre i tilfælde, hvor der er problemer. Dykket bød på mange og store stimer af fisk og var i sig selv meget flot. Det var også meget sjovt at mærke hvordan temperaturen var noget lavere ved bunden sammenlignet med overfladen. I pausen mellem de to dyk blev Nina desværre søsyg, men det lykkedes heldigvis Tony at overbevise hende om at hun skulle gå i vandet på andet dyk også.
Sidste dyk på turen var lidt et højde punkt efter min mening – vrag dyk. Vi skulle besøge ”The Oakland”, som var gået ned med mand og mus omkring år 1900. Vraget ligger på 27 m vand, så det blev til endnu et dybde dyk. Det var utroligt fascinerende – båden var nærmest blevet ædt op af havet, og der var kun få ting, som afslørede at der lå et skib. Skibet var med andre ord blevet forvandlet til et kunstigt rev, hvor vi så mange forskellige fik, blandet andet også en lille Port Hacking haj. Dykket fra rigtig rigtig fedt, desværre havde vi ikke så meget bund tid, fordi vi allerede havde været dybt engang den dag – og fordi pausen mellem de to dyk ikke havde været så lang. Jeg håber meget at få lejlighed til at lave flere vrag dyk.
Tilbage på land skulle vi have vasket udsyret og herefter fik vi et lift tilbage til motellet, hvor vi fik os en lur mens vi ventede på at de andre skulle komme tilbage. Stedet kunne også prale med at have den største bevægende kystklit – som nok må siges at få Råbjergmile til at blegne lidt. Der blev lavet frokost af resterne fra aftensmaden. Det blev forholdsvist sendt inden vi kørte tilbage til Cronulla, hvor vi hjalp med aflæsningen af bilen og fik et lift hjem. Det var afslutningen på en meget begivenhedsrig weekend i Nelson Bay. Vi kan nu kalde os Advanced Open Water divers.

Uge # 7 Opera, bryg og dyk

2008-02-18T13:47:00.002-08:00

Onsdag havde vi billetter til Operahuset i Sydney – byen varetegn nummer 1. Forestillingen vi havde booket os ind på var Carmen – en rigtig klassiker og det ouverturen er da også blandt de mest kendt klassiske musik stykker. Scenen var meget flot sat op og selvom vi havde pladser langt tilbage i salen havde vi en god udsigt. Det var en fantastisk oplevelse – det viste sig faktisk at jeg kendte flere af musik stukkerne, hvilket faktisk overraskede mig lidt. Stykket er fransk så der blev sunget på fransk, så derfor var det faktisk muligt at forstå ’dialogerne’ – det gode ved opera er jo netop at alt bliver gentaget mange gange så man har en chance for at forstå hvad der bliver sunget. Jeg var også meget imponeret over at de havde rigtige dyr med på scenen – to heste, et æsel og et par høns. I det hele taget var scenen meget snedig og enkelt lavet men stadig utrolig effektiv. Selvom jeg ikke ligefrem er vant operagænger, så synes jeg at det var en meget stor oplevelse og hvem ved måske er det ikke sidste gang jeg har været i operaen. Trods min manglende opera erfaringen så har jeg stadig fornemmelsen af at sangerne var meget gode og der er altid overvældende at betragte andre mennesker der mestre en profession.
Lørdag var vi på tur med de andre ANSTO post doc’s, Amparo, Damian og Roland til Wollongong. I Wollongong ligger et lille hjemmebrænderi kaldet ’U-brew-it’ – ’Du brygger det’, det var her Amparo havde brygget sine hårdt slående belgiske øl.

Vi var på forhånd blevet enige om en frisk gylden hvede øl, hertil skal der bruges 50 liter kogende vand, 4 liter let malt, 2 liter hvede malt, 800 g dextrose, 150 g hvede kerner, forskellige typer humle og 2 slags gær. Alle herligheden blev helt sammen og kogt efter forskrevne anvisninger, mens vi kunne smage nogen af de andre øl, som kunne brygges. Der var velsagtens omkring 200 forskellige opskrifter. Da ingredienserne havde stået og kogt lidt blev væsken pumpet over i en tønde og gæren blev tilsat.

Herefter blev tønden kørt til gæring og vi fik en aftale om at komme to uger senere for at fylde flasker. Efter det vel overståede job tog vi på Sushi-bar og spiste frokost inden vi kørte tilbage til Sydney.

I forbindelse med dykkerkurset havde vi fået to gratis dyk, så søndag skulle vi med divemaster Dave på dykker tur. Vi var en lille gruppe på 6 personer der skulle med. Det vat med andre ord første gang vi skulle i vandet alene for fornøjelsens skyld. Meningen var at vi skulle have dykket noget der hed half-way point – et sted mellem Oak park og Bass og Flinters, som vi kendte fra vores kursus – det var dog ikke nemt at komme i vandet, så divemasteren flyttede dykkene om til Oak Park. Begge dyk var meget flotte og vi så en hel masse fisk – der var et par fiskestimer som kredsede omkring os. Den Blå Grouper, som vi også havde set sidste gang, kom også forbi for at hilse på os – det var ret fedt. På det andet dyk svømmede vi ud til en lille hule, hvor vi én af gangen lånte divemasterens lygte og svømmede ind i hulen – inde i hulen stod meget store fiskestimer helt stille – det var meget fascinerende.

Uge #6 Fødselsdagsfest og kinesisk nytår

2008-02-18T13:47:00.001-08:00

Tirsdag var så dagen, hvor jeg kunne til skrive endnu et år til min alder – og dermed er jeg nået det magiske tal 30. Jeg havde bagt kage til mine kollegaer, drømmekage og ølkage, derudover havde jeg overtalt Nina til at bage brownies, eftersom tirsdag er ’Cake Club’ dagen så havde jeg også aftalt med Mona at hun bagte en kage til fællesskabet – men andre ord var der rigtig meget kage.
Om aftenen lavede Nina fødselsdags middag, steak, champignonsovs og rösti.
Fredag var Post doc. kollegaer og et par andre inviteret til fest om aftenen – menu; sild og rugbrød efterfulgt af frikadeller og kartoffelsalat. Før middagen fik de tilbud om smage lakridser, hvilket de fleste ikke synes var helt så slemt så rygtet – så fandt vi nogen tyrkiskpeber, det gik også godt for de fleste… Bill måtte dog spytte den ud halvvejes da han kom til at bide i skallen i stykker. Det var en hyggelig og ganske våd aften – Amparo havde nogen hjemmebryggede belgiske øl med – det var nogen slog. Således var lørdagen også lidt hård, jeg havde i hvert fald slemme tømmermænd, jeg ved ikke om det skyldes alderen – jeg er dog klar til at skyde skylden på de belgiske øl. Lørdagen blev brugt på sofaen, hvor jeg så tre Jean Claude van Damme film.
Søndag startede også lidt sløvt, den endelig oprydning og opvask fra fredagens fest blev der taget hånd om og vi tog ind til Sydney for at se festlighederne i forbindelse med det kinesiske nytår. Desværre var der sporarbejde og vi skulle derfor i bus, hvilket tager noget ekstra tid, således var kom vi først til byen et godt stykke over middag og rengøringshold var allerede i gang med at feje gaderne, så det så lidt ud til at vi var gået glip af det store optog.

Der gik dog ikke lang tid før vi fik øje på den første dansende løve. Forretningsindehaverne hænger kinakål op foran indgangen til deres forretninger, herefter kommer løven – kigger lidt op på kålen før den hoppe op og spiser kålen.

Nede i løvens mave bliver kålen så revet i stumper og stykker, hvorefter den blev smidt ud af munden igen. Jeg har ingen ide om symbolikken, men det var da meget sjovt at se. Senere så vi også en drage – som vel bestod af omkring 20 mave stykker en hale og et hoved.

Dragen stak hovedet ind i forretninger kom ud igen, hvorefter der blev antændt en stak kinesere – og her mener jeg virkelig en stak – det var vel omkring 1-1½ m tætpakket kinesere. Det var vældig underholdende. Der var også en scene, hvor forskellige kunstnere underholdt med dans og sang. Før vi gik hjem tog vi en tur ned på Darling Harbour for at kigge os lidt omkring.

Uge # 5 Wagga-Wagga og Canberra

2008-02-04T17:29:00.000-08:00

Mandag var en fridag, fordi Australia day var faldet på en lørdag, men da vi har planer om at holde noget ferie senere ville Nina meget gerne arbejde. Jeg havde også nogle data liggende på uni, som jeg skulle have kigget på. Det blev dog ikke til så meget arbejde i stedet fik vi bestilt en tur til Cairns midt i marts – weekenden før påske. Det bliver 3 dags live aboard med 11 dyk, hvoraf to er nat dyk – det glæder vi os rigtig meget til.
Tirsdag gik turen til Wagga-Wagga en udørk 5 timers kørsel fra Sydney. Byen ligger mellem Sydney og Melbourn og forholdsvis tæt på Canberra. Her holder australierne fælles faststof kemi/fysik møde på et lille universitet ’in the middle of nowhere’. Min vejleder Chris var med arrangør af konferencen, så det var blevet arrangeret at alle post docs. skulle holde foredrag. Nina skulle præsentere en plakat (poster) så hun var også med. Vi blev hentet hjemme af Chris, som gav os et lift til Wagga-wagga – mit hidtil længst road-trip i Australien. Det skal indrømmes der er godt nok ikke meget at se på. Chris var overrasket over, hvor grønt of flot det var over det hele – efter danske standarder var det ret svedent, men ikke efter australsk standard. Vi gjorde holdt vil McDonalds udfor Yass, hvor jeg desværre ikke fik taget billede af skiltet, som kun bestod af de gyldne måger og navnet Yass – altså – MYass – på engelsk – ’min røv’.
Omsider ankom vi til Wagga-Wagge og der var noget varmere end i Sydney. Universitet lå 5 km udenfor byen og byen i sig selv var heller ikke noget at råbe hurra for. Vi boede i studenter inkvarteringen, noget meget fine små huse med 8 værelser. Fint til lejligheden, men det må godt nok være et af de mest kedelige steder at studere. Konference gik meget fint, jeg holdte et oplæg og Nina præsenterede en poster. Der var en meget afslappet og hyggelig atomsfære på konferencen. Den ene aften var der organiseret Trivia, hvilket vist er meget normalt på pubs og liggende. Det var vældig hyggeligt, selvom det var nogen svære spørgsmål.
Fredag kørte vi med Chris til Goulburn, hvor Damian skulle hente sin bil efter ’smash repairs’. Vi fik et lift at Damian til Canberra, hvor han skulle på date, mens vi havde tænkt at besøge hovedstaden. Det blev til fælles aftensmad med Damain og Betty på en vegetar restaurant der havde specialiseret sig i at lave tofu, så det smagte og havde samme struktur som kød. Det var overraskende godt og jeg var i begyndelsen overbevist om at det faktisk var kød.
Lørdag lejede vi cykler og startede med at køre op til parlamentet, hvor vi besøgte både senatet og repræsentanternes hus. Turen gik videre det gamle parlament, som jeg også besøgte sidst jeg var i Canberra.

Det gamle parlament er ret spændende, det giver et meget godt indblik i det politisk liv og derudover er det et design museum der spænder over 30’erne til 80’erne. Der er bygget til af flere omgang og de nye tilbygninger blev naturligvis møbleret med på daværende tidspunkt nyeste stilart. Efter at have besøgt det gamle parlament cyklede vi videre til kunst museet.

Her koncerterede vi os om original aboriginekunst og moderne kunst. Det var ganske flot, men det levede måske ikke helt op til mine forventninger.
Vejret var flot og vi cyklede en tur rundt om den kunstigt anlagte sø i Canberra – den er vel omkring 20 km i omkreds. Afslutningsvis ville vi i den botaniske have, men de var desværre allerede ved lukke klokken 17.00 da vi ankom. Vi besluttede at spise min fødselsdag middag på en så kaldt ’Modern Asian’ restaurant. Vi fik 5 retter og nøj, hvor det smagte godt – det gav både champignon pandekage, marinerede tigerrejer, fiskepate, grillet laks og lammegryderet – mums-filli-baba det var godt.

Søndag tog vi på Questicon – et videnskabsmuseum – lidt ligesom eksperimentariet, hvor man kan prøve forskellige opstillinger. Det var meget sjovt og ret flot lavet. Udstillingerne var tematiske og både underholdende og informative. Der var en hel sektion med spionudstyr, hvor man skulle løse et mysterium – det var ret godt lavet. Om eftermiddagen gik vi tilbage til byen spiste hurtigt aftensmad inden vi tog bussen tilbage til Sydney.

Uge # 4 Certificeret dykker

2008-01-28T01:19:00.003-08:00

Ugen bød i sig selv ikke på nogen videre interessante oplevelser så vi fast forwarder til weekenden. Vi tog som tidligere toget til Cronulla. Lørdagen var dog noget helt specielt – det var nemlig ’Australia day’ – og hvad går man så på Australia day, ja man går med Australia – langt de fleste var enten gik med et australsk flag som kappe eller havde en t-shirt med det australske flag på. Derudover drak de en masse øl og råbte ’Aussi’, hvortil der blev svaret ’haii’, det blev gentaget og afsluttet med et trefoldigt ’Aussi, Aussi, Aussi’ efterfulgt at svaret ’haii haii haii’. En del var iført en t-shirt, som udover at være det australske flag også var på trykt teksten ’love it – or leave it’. Jeg har aldrig tidligere lagt mærke til at australierne er så nationalistiske og jeg håber lidt at det bare er denne ene dag.
Nå, men vores plan med at komme til Cronulla var at dykke – ikke at deltage i festlighederne i forbindelse med Australia day. Det var så første gang vi skulle på et rigtigt dyk i havet. Bass and Flinders hedder stedet, hvor vi gik i vandet – en af fordelene ved stedet er at det kan dykkes uafhængigt af tidevandet. På det første dyk kom vi dog ikke til at se så meget for der var stadig en masse øvelser vi skulle igennem. Der var et par nye øvelser, men der var også en del gentagelser fra poolen – så som at fylde masken med vand og rense den. Trods alle øvelserne var det nu ret fascinerende at sidde på bunden af havet med forskellige farvestrålende fisk svømmende omkring en.
På andet dyk var der lidt færre øvelser og det blev også til hvad man kan kalde et rigtig dyk, hvor man svømmer rundt og kigger sig lidt omkring. Det er helt fantastisk der er simpelthen utroligt mange fisk, mange flere end jeg havde forestillet mig. Vi blev passeret at et par fiskestimer, sikkert ikke nogen særligt specielle eller spændende fisk, men for os er alt nyt og flot. En af de vigtigste ting i forbindelse med at dykke er det man kalder Bouyancy, som dækker over hvorledes man flyder i vandet. Vandets tæthed variere med dybden, derfor så ens flyde evne også hele tiden justeres. Jeg fik allerede en fornemmelse af hvor meget man kan regulere en flyde evne alene gennem den mængde luft man holde i lungerne. Man trækker vejret kontinuert, men ved ikke at ånde fuldstændig ud, kan man ændre sin flyve evne. Det er lidt en speciel fornemmelse at når man trækker vejret ind flyder man op, men at når man ånder ud synker man mod bunden.
Efter dagens lektion var overstået besluttede vi at blive i Cronulla og deltage i festlighederne i forbindelse med Australia day. I en af de store parker var der en scene, hvorfra der blev sunget og danset. Vi spiste en gang indisk take away og nød underholdningen. Ved 22-tiden skulle der være et stort festfyrværkeri, så vi gik rundt og ventede på at klokken skulle blive 22, så vi kunne se fyrværkeriet. I stillede os op i god tid, så vi fik en god plads. Så begyndte fyrværkeriet. Der varede dog ikke længe før det stoppede og et par forvildede fyrværkeri arbejder løb rundt mellem krudtet, men tilsyneladende var der ikke noget der hjalp og kort tid efter begyndt de at rulle ledningerne sammen - meget, meget skuffende.
Søndagen bød på endnu to dyk Første dyk foregik ved Oak Park. Et stykke forholdsvist ubeskyttet strand, så for at komme ud skal brændingen forceres. Tony var lidt i tvivl om vi skulle gå ud eller tage tilbage til Bass and Flinters, fordi vejret måske ville blive være i løbet af formiddagen. Eventuelt ville vi lave første dyk her og derefter tage andet dyk ved Bass og Flinters. Jeg tror endnu ikke jeg har brokket mig over ubehagelighederne i forbindelse med at dykke. Våddragten er sjældent rar at tage på, men man vender sig hurtigt til så det er egentligt okay – tanken er dog tung og kloset udenfor vandet og ligeså rar, som der at have undervandet ligeså ubehagelig er den at bære overvandet. Nå, men brok til side vi fik gearet op og kom i vandet. Her var lidt dybere end på vores tidligere dyk og igen skulle vi lave øvelser, men der blev også tid til at svømme ud i det blå. Vi så blandet andet en Blue Grouber – en blå fisk på cirka 1 m penge. Tony havde fortalt at den ofte kom hen og kiggede når der var dykkere i vandet. Fisken virker på ingen måde bange og den svømmede rundt mellem os. Det var lidt en fantastisk oplevelse, på land er det de færreste vilde dyr der tør komme så tæt på mennesker. Under vores dyk var søen blevet være og turen gennem brændingen gav et par knubs.
Sidste dyk vi skulle igennem før vi var færdigt uddannede ’open water divers’ indebar et navigations dyk, hvor vi skulle prøve at følge et kompas under vandet. Det var egentlig ret let i hvert fald på den skala vi gjorde, men der skal nok ikke meget strøm eller liggende til at slå en fuldstændig ud af kurs, når man ikke har noget visuelt pejlemærke. Tilbage i dykker forretningen skulle vi udfylde et hav af papirer deriblandt også vores dykker logbog. Vi fik et midlertidigt dykker certifikat – uden certifikat vil dykkerforretningerne ikke leje dig udstyr eller fylde dine tanke. Vi benyttede også lejligheden til at planlægge vores næste dyk og meldte os ind i Prodive Cronulla. Med andre ord er vi nu fuldt udlærte med 4 dyk på samvittigheden.

Uge # 3 Dykker træning

2008-01-28T01:19:00.001-08:00

Weekenden forinden havde vi været i Cronulla for at tilmeld os et dykkerkursus hos Prodive. Således var lørdagen i denne uge afsat til gennemgang af teorien. Faktisk havde vi læst ret intensivt hele ugen for at være klar til undervisningen. Vores lærer en ældre hvidhåret herre ved navn Tony, som havde dykket i over 30 år – ja faktisk var han startet i 1977. Med andre ord kunne han med rette sige at han dykkede den gang vi gik med ble. Trods hans mange års erfaring har han et utroligt engagement og han var en god lærer. Selv om teorien ikke kan siges at være så spændende fik Tony krydret indlæringen med en masse historie og erfaringer fra det virkelige liv. Alt i alt var det en god oplevelse.
Søndag var så dagen, hvor vi for første gang skulle ånde under vandet med vores scuba ’self contained underwater breathing apperatus’. På land må udstyret siges at være noget uhåndterligt og meget tungt, men i vandet svæver man uden problemer. Først skulle vi bestå svømmeprøven, som var 200 m uden stop og 10 min. trædevande. Første dagen med øvelser forgik en svømmepøl, eller contained dive, som Padi kalder det. Herefter startede øvelser med scuba, så som at tage regulatoren ud af munden og bytte den i munden igen. Fylde masken med vand og tømme den igen. Ånde fra buddies (makker) occi (’også kend som sekundær stage’). Til min store overraskelse føltes det ret naturligt at gå ned under vandet med regulatoren i munden – jeg tvivlede på intet tidspunkt på at luften ville komme fra tanken. Vi prøvede også at simulerer tank tom – Tony lukkede tanken, så vi kun kunne ånde det vi havde tilbage i slangerne, vi skulle så efterfølgende give tegn til makker om at få makker luft. Der var i det hele taget rigtig mange øvelser vi skulle igennem. Det var selvfølgelig også noget nemmere at gøre tingene i pool end i åben sø.

Uge #2 Tilbage i Sydney

2008-01-28T01:18:00.001-08:00

Vi fløj tidligt om morgenen fra Wellington, faktisk skulle vi med en taxi klokken 5.15, men vi var jo efterhånden inde i rutinen med at stå tidligt op. Turen til Sydney gik planmæssigt, jeg sov det meste af turen, hvilket egentlig er ganske udmærket tidsfordriv på en flyver. Det gik forholdsvis hurtigt med at komme gennem immigrationen og der var ingen problemer med manuka honningen og uld sweatrene vi havde købt i New Zealand.
Vi brugte formiddagen på indkøb, men tog på arbejde om eftermiddagen. Det var lidt en hård nyser og ugen gik da også ret hurtig. Lørdag sov vi længe og slappede af. Vi tog en tur til Cronulla for at bestille vores dykkerkursus, som heldigvis kunne starte allerede den efterfølgende uge.
Om aftenen var vi til koncert i The Domain. Det var et latino inspireret band, som skulle spille. The Domain er en park, hvor der af og til afholdes friluftskoncerter. Det var gratis entre og det var der også rigtig mange mennesker, som havde benyttet sig af. Vi har taget en simpel sandwich med, som vi spiste inden bandet kom på scenen – ja faktisk gik der meget lang tid før der kom noget musik. I mellem tiden blev vi underholdt af reklamer fra sponsorerne – det kan godt være det var gratis, men de havde da sikret sig at man var tvangs indlagt til en helt masse reklamer. De fleste australier så ud til at have tage hele picnic sættet med – der manglede ikke noget – glas, porcelæn, bestik og i mange tilfælde også camping stole. Vi ventede næsten 2 timer inden bandet kom på – de spillede så cirka 30 minutter, hvor lyden dog var så lav at det var næsten umuligt at høre. Det var ikke ligefrem den store koncert oplevelse. Efter de 30 minutter var der pause med endnu en ordentlig røvfuld reklamer og efter at have ventet yderligere 40 minutter gik vi hjem. Mage til dårligt arrangement skal man da se længe efter – heldigvis.
Søndag tog vi igen til Cronulla for at nyde stranden, vi havde dog ikke meget andet end fået lagt os før himlens sluser åbnede sig og vi pakkede sammen og tog hjem igen. Sikke en fiasko weekend. Det eneste positive var vel at vi kunne starte vores dykker kursus allerede den følgende weekend.

Uge #1 Christchurch, Antarktis center, hvalsejlads i Kaikoura, Queen Charlottes track, Wellington

2008-01-14T15:38:00.001-08:00

Mandag den 31. december
Forholdsvis tidligt om morgenen tog vi med en bus mod Greymout, hvilket er den største by på vestkysten med omkring 10.000 indbyggere. Chaufføren snakkede og udpegede en del seværdigheder på turen – det var meget passende. Vi så blandet andet Franz Joseph og gjorde et stop i en ’by’ med to indbyggere – skovridderen og has kone. De havde en lille road house cafe, hvor de blandet andet solgte Possum pie – pungdyr tærte.

I Australien er pungdyrene fredet, mens de i New Zealand er en pestilens – de er ikke hjemhørende i landet men trives vel på bekostning af New Zealandske træsorter, som efterhånden er ved at være truet. Possum kød er mørkt, som det meste vildt, men det smager ret meget som kylling. Der hang en del jokes i cafeen, så som menukortet, som øverst på menuen tilbød ’road kill of the day’ – ’You kille’m, we grill’m’.
Næste stop før vi nåede Greymouth var Hokatika, en lille by med et stort overtal af kunstnere. Specielt er byen kendt for stenarbejde, mere specifik jade eller Greenstone.

I Greymouth skiftede vi transportmiddel til tog – den Transalpinske jernbane – ja hvorfor forsøge at komme op med et nyt navn til bjerge – Zealand er i øvrigt et sted i Holland. Den Transalpinske jernbane er en meget flot scenisk tur gennem smukt bjerglandskab.

Toget var i modsætning til lignende udgaver i Europa udstyret med et observationsdæk, så det var muligt at fotografere uden refleksioner fra vinduesglasset. Det var ret vildt at stå på observationsdækket når toget nåede sin top hastighed, som formodes at være omkring 80 km/h. Første delen af turen var gennem nogen forholdsvis bredde gletscherdale med sneklædte tinder i baggrunden. Cirka halvvejs kørte toget gennem en omkring 20 km lang tunnel og ankom til eneste stop på turen Arthurs Pass. Herefter ændrede landskabet sig meget drastisk og det var nu stejle skrante, et utal af broer og en mængde kort tunneler. Gradvist blev det dramatiske landskab udjævnet og ændre sig til frodige sletter, hvor der gik får på græs. Det lykkedes at ankomme til Christchurch 25 minutter før forventet ankomst – det er vist det eneste sted jeg kender, hvor sådan er foreteelse er mulig. Stewarden underskyldte da også mange gange og sagde at årsagen måtte være den ræser gale togfører.
Vi checkede ind på vandrehjemmet og gik ud for at få en nytårsaftensmiddag. Det lykkedes os at finde en restaurant der havde specialiseret sig i lam, så det var muligt at få ikke mindre end 5 forskellige lamme retter. Vi fik et stykke rigtig lækkert ovnstegt økologisk lam og en ganske udmærket flaske New Zealandsk vin til. Efter den udsøgte middag gik vi til Cathedral Square, hvor der var gratis koncert og nedtælling til årsskiftet. Der var godt gang i musikken, fyrværkeriet var også meget flot, men måske ikke så imponerende, som jeg have ventet, når det nu kun er tilladt for fagfolk at skyde krudt af.

Tirsdag den 01. januar – første dag i det nye år:
Vi kom i seng i det nye år, men det blev nu heller ikke alt for sent. Vi gik en tur rundt i byen, som dog ikke virkede så stor trods det status som lands tredje største by. Vi var en tur oppe i domkirketårnet, hvorfra der var en udmærket udsigt over byen.

Herefter tog vi ud i det Internationale Antarktika center. Stort set alle missioner til Antarktis går gennem Christchurch, hvor blandet andet amerikanerne har en stor flyvebase. I centret var der pingviner og det var muligt at opleve en antarktisk storm med en chillfaktor på -18°C. Nederdel og -18°C blev lidt rigeligt for Nina så hun forlod fryserummet.

Vi var også ud at køre Hägglund – et amfibiekøretøj, som bliver brugt på antarktisk – udover både at kunne bevæge sig gennem vand og over is – kan køretøjet køre op af skråninger med 45 graders hældning og en sidevershældning på 31 grader. Gletscherspalter på 1.5 m forceres også uden problemer. Køretøjet har en top hastighed på 60 km/t og vores chauffør gav den rigeligt med gas – det var ret sjovt – lidt ligesom en rutschebane i tivoli.

Om eftermiddagen gik vi en tur i den botaniske have og en omkring det gamle unviersitet, som ligger i forbindelse med universitet. Christchurch er kendt eller kender sig selv som ”The garden of the world”. Den botaniske have var da også utrolig smuk.

Onsdag den 02. januar
Vi gik igen end tur ind inde i den botaniske have. På vejen passerede vi Rådhuset, som ikke ligefrem kan kaldes nogen perle. Vi så til gengæld noget der minder om gondoler, som kan stage en rundt i Christchurch.

Fra den botaniske have gik vi til det gamle universitetsbygning, hvor vi for en gold coin donation besøgte Rutherfords hule. Med andre ord stedet, hvor Ernest Rutherford startede sine studier og som dannede grundlaget for nobelprisvindersarbejde. Ernest Rutherford er manden der senere skulle blive kendt, som ”Father of the atom”. Som et lille kuriosum skal det nævnes at han findes på den New Zealandske 100 dollars seddel, ligesom Niels Bohr findes på den danske plovmand, måske skulle den omdøbes til kvantefadderen. Det var en lille, men flot opsat udstilling, hvor man kunne se kælderen, hvor det hele startede og et auditorier, som det så ud på Rutherfords tid.

Udover museet huser de gamle universitetsbygninger i dag kunstakademiet, som har en del åbne værksteder, så man kunne både se tingene blive fremstillet og i det fleste tilfælde var de også til salg. Værkstederne spændte vidt fra uld til sten over stof og ben. Det var i sig selv ret spændende at gå rundt at kigge, som et levende moderne skulpturkunstmuseum.
Om eftermiddag tog vi en ’Atomic shuttle’ til Kaikoura, meget passende efter at have set ’Rutherfords Den’. I Kaikoura skulle vi på hval tur tidligt den efterfølgende morgen. Byen består essentielt af uendeligt mange hoteller, moteller og vandrehjem, attraktionerne er en fin bade strand, hval togter og muligheden for at svømme med sæler. Der var et mikroskopisk fiskeleje, hvor der ifølge vores guidebog skulle var en fiskehandler. Forretningen var imidlertid flyttet så det blev en længere udflugt, men ikke desto mindre lykkedes det at få frisk fisk. Vi gik forholdsvis tidligt i seng, men vi skulle jo også op før en eller anden fik sko på.

Torsdag den 03. januar
Klokken 5.15 var vi ude af fjerene og efter en gang hurtig morgenmad var vi på vej til hval centret. Mens vi gik langs stranden stod solen op ude i horisonten, den utroligt smukke solopgang og det ville egentlig havde været rimeligt at stå tidligt op blot for at se solopgangen for den var virkelig fantastisk.

Vejret var fint og søsyge varslet var sat til lav risiko. Firmaet, som stod for hval togterne var meget professionelt. Lidt synd kan man sige for det var helt upersonligt – til genglæd kunne de levere varen.

Ved ankomsten til centret startede vi med at checke-ind, som i en anden lufthavn. Herefter kom der et boarding udkald, hvorefter vi blev kørt i bus ud til et specielt bygget fartøjer -høj hastigheds katamaran.

På turen fik en god forklaring og rette flotte animationer, der forklarede, hvorfor der var hvaler området. Det skyldes at kun 3 km fra kysten er vandet allerede 1000 m dybt, hvilket betyder at de store blæksprutter, som kaskelothvalerne leve af findes her. Da vi var kommet ud på vandet slukkede kaptajnen motoren og sænkede aqua phoner i vandet – for at lytte efter hvalerne. De afgiver forskellige lyde alt efter om de jagter bytte, er på vej ned eller på vej op for at trække luft. Herefter blev kursen sat efter lyden og der gik ikke lang tid før vi så de første pustesøjler fra de store dyr. Kaskelothvalerne jager omkring tre kvarter før de går til overfladen, hvor de typisk puster ud i et kvarter.

Efter at have fået friske luft forsyninger, dykker de ned igen og har kommer halen op over vandet, hvilket giver anledning til nogen meget flotte billeder - døm selv.

Vi så to hvaler på turen og på turen tilbage mod land så vi et par Albatrosser, som flyver bedst i hård vind – de har svært ved at lufte sig selv op af vandet, hvis det ikke blæser.

Tæt på kysten så vi masser af delfiner, som rigtig tumlede rundet i luften og vandet – det var et meget fascinerende syn.

Om formiddagen gik en tur i området, turen delvist gik langs kysten og vi så mange sæler. Om eftermiddagen tog vi med bus videre til Picton, hvorfra vi skulle på vandring gennem Malbourough sound.

Fredag den 04. januar
Vi kom med en vandtaxi klokken 9.00, vi havde valgt en lidt utraditionel rute, normalt når man går hele turen tager det 4 dage – vi havde desværre kun 2 dage, så vi stod af senere på ruten.

Det var lidt sjovt, fordi vi fik lidt indblik i livet ombord på skuden. Desværre kom vi ret sent i gang, fordi et søsterskib fra samme firma var kommet i problemer og vi måtte samle de nødstedte op og sejle dem tilbage til Ship Cove, som er det normale udgangspunkt for vandring.

Ship Cove er i øvrigt det historiske sted, hvor Kaptajn Cook plantede det engelske flag og gjorde den engelske konge til den retmæssige ejer af landet. Grundet forsinkelserne ankom vi først til Camp Bay klokken 12.00 vores udgangspunkt – det var cirka 2 timer forsinket. Det var en lille smule kristisk eftersom vi havde 8 timers vandring til Cowshed Bya, hvor vi skulle overnatte.

Gråvejret lå desværre tungt over landet, men som dag skred frem hævede skyerne og vi kunne se den fantastisk udsigt, som bedst beskrives som en række oversvømmede bakker – på mange måder lidt ligesom Milford Sound og på mange måder overhovedet ikke som Milford Sound.

På turen så vi en del spændende fugle – fuglene i New Zealand adskiller sig fra andre fugle ved at de i mange tilfælde har mistet evnen til at flyve, fordi de ikke har haft nogen naturlige fjender. Det ændre sig dog da Europæerne medbragte deres husdyr.
Efter en strabaserende dag ankom vi omsider til Cowshed Bay, hvor vi lavede aftensmad og derefter gik på hovedet i seng – godt trætte. Vi kunne dog ikke sove længe for vi skulle nå en båd i Anakiwa om eftermiddagen den efterfølgende dag.

Lørdag den 05. januar
Vi fik morgenmad og pakkede sammen og var forholdsvis hurtigt på vejen igen. Det var igen en utrolig smuk tur, vejret var smukt fra morgenstunden. Vandringen gik på kammen af bakkerne, så udsigten ændrede sig konstant og var i øvrigt utroligt flot med vand og bakker. Dagen startede med en forholdsvis hård opstigning, men belønning var ubeskrivelig, med 360° udsyn.

Desværre blev vi ikke længe i højden, men snart var vi på vej ned og resten af turen var ret flad, men gik gennem hvad der bedst kan beskrives som en bregneskov – ret vildt. Det tog 7 timer at komme til Anakiwa så det var en forholdsvis hård dag. I Anakiwa havde en foretagsomme cafe ejer plantet en gammel campingvogn lige ved slutningen og stien og jeg tror stort set alle vandre var kunder i biksen.

Vi havde tid til at slappe af en 1 time tid før både skulle sejle os tilbage til Picton. Efter aftensmaden tog vi ud for at få en øl på en gammel tremastet båd, som var blevet lavet om til en restaurant. Mens vi sad der blev vi vidner til en utrolig smuk solnedgang. Vi gik tidligt i seng, dels var vi trætte, men den efterfølgende dag skulle vi op før en hvis herre fik sko på for at tage færgen til Wellington.

Søndag den 06. januar
Dagen startede klokken 4 am, vi skulle checke ind på færgen klokken 5.15, således var det stadig mørk da vi forlod vandrehjemmet. Færgeturen tager omkring 3 timer, vi sejlede med skib bygget på Aalborg værft i 1983 – lille verden.

Desværre var vejret ikke det bedste så vi blev lidt snydt for sol opgangen, som helt sikkert ville have været fantastisk smuk. En stor del af turen gennem Marlborough sound, forgår nærmest som et krydstogt og er i sig selv en oplevelse.

Omkring klokken 10, havde vi igen fast grund under fødderne i New Zealand hovedstad – Wellington. På grund af en fejl læsning af kortet, kom vi til at gå noget længere end planlagt for at komme til vandrehjemmet – det viste sig at der var mere end et færgeleje.

Vi gik en tur rundt i byen, som ikke helt ved om den skal være en storby eller hvad? I en af byens restauranter fik vi dagens fisk – blødende tunfisk bøffer – nøje det smagt bare helt vildt godt. Vi besøgte nationalmuseet Te Papa. Her var nogen flotte og meget forskellige udstillinger, fra geologiske forhold til zoologi, Maori kultur og forklaringer på karantæne. Alt ting så ud til at være ret nyt og udstillingerne fra flot lavet – derudover var museet også gratis.

Efter Te Papa gik vi en tur op forbi Parlamentet, som var en noget underlig samling af bygning, som ikke alle var lige flotte. Aftensmaden blev til Pizza på vandrehjemmet og herefter en tur langs stranden, hvorfra der er udsigt til Mount Victoria, hvor mange scener til Ringenes Herre er blevet skudt, hvad vi haft en dag mere i Wellington, skulle vi helt sikkert have været op og kigge efter dem. Men endnu engang skulle vi tidligt op for at flyve tilbage til Australien.

New Zealand har været en af de mest varierede ferie jeg har været på med fantastiske vandreture i meget forskellige landskaber. Adrenalin bostende oplevelser som bungy jump og rafting. Spændende landskaber og interessante steder fra Ringenes Herre – oven i købet oplevet på hesteryg. Fantastisk vandring på 14 km is – som strakte sig ned gennem regnskoven. På eventyrlig rejse med tog vers gennem landet og nytår med live musik og fyrværkeri udendørs. Et fiktivt ophold i den antarktiske vinter og en et besøg i Rutherfords hule. Hval betragtning og vandring mellem hav og bakke. Den helt utroligt fantastisk spændende og varieret rejse.

Uge #52 Greenstone, Kinloch, Ride of the Ring, Quenstown og Fox Glacier

2008-01-14T15:35:00.000-08:00

Mandag den 24. december
Vi blev samlet op i Milford Sound og kørt til The Divide, hvor vi startede Greenstone track. Vejret var ikke noget at råbe hurra for skyerne lå, men det blev heldigvis ikke til så meget regn. Første del af var identisk med slutning af Routeburn fra the Divide to Howden hytten. Bortset fra stigningen op til Howden Hytten gik turen ned gennem beech skov langs først Howden sø og derefter McKeller søen, forenden af hvilkn.

Første etape var nogenlunde til at overse, bortset fra en indledende stigning var turen meget flad. Først nat tilbragte vi på teltpladsen lige uden for McKeller Hut. Faktisk sad vi en del oppe i hytten, hvor vi kunne varme os ved brændeovnen. Juleaftensmenuen bestod indledningsvis af en orientalsk hønsesuppe efterfulgt af Yum-Yummi nudler med anden smag. Til dessert var det lykkedes mig i hemmelighed at finde mælkeris på dåse – det var med andre ord det nærmeste vi kunne komme risalamande. Vi udvekslede gaver og gik forholdsvis tidligt i seng. Vejret klarede heldigvis op i løbet af aftenen.

Tirsdag den 25. december:
Vejret startede med at være pænt det begyndte hurtigt at degenerer flere og flere skyer sample sig og det begyndte at regn og der var ikke meget at se. Ruten gik ned gennem dalen langs floden, udsigten til bjerge måtte vi dog kigge langt efter. På et tidspunkt skulle krydse et lille vandløb, det lykkedes dog ikke særligt godt for Nina, der lavede en gang kosakdans og fik våde fødder, hvorefter hun var usandsynlig muggen.

Der gik dog ikke længe før vi begge havde våde bukser og støvler, grundet bevoksningerne langs stien, som havde en fantastisk evne til at holde på vandet lige indtil et intet anende vandrer passerede gennem. Vi fik nogen enkelt glimte af det flotte landskab og passerede da også et par imponerende vandfald og en meget drabelig hængebro. Ved skovbrunet lykkedes det på et tidspunkt også at få øje på en større flok hjorte.

Godt våde efter vandring gennem regnen ankom vil til Greenstone hytten, hvor vi besluttede at overnatte i hytten i stedet for på teltpladsen. I hytten var også et belgisk par og en koreaner, som vi havde snakket med den foregående dag i McKeller hytten. Derudover var der en meget snak saglig amerikaner. Om aftenen blev det taget Jungle speed – et spil som belgierne havde med – det meget skægt og en meget hyggelig aften.

Onsdag den 26. december
Vi måtte igen forholdsvis tidligt op for at være sikre på at vi kunne nå bussen fra Greenstone parkeringspladsen. Vejret klarede heldigvis op fik smagsprøver på den fantastiske udsigt vi var blevet snydt for dagen før på grund af det dårlige vejr. Turen gik delvist gennem noget der mindede om en meget ung birkeskov og delvist gennem blokmark.

Vi ankom til parkeringspladsen i god tid, Koreaneren var allerede ankommet. Vi besluttede at efterlade rygsækkene og gå en lille ekstra tur – ud til Lake Wakatipu. Det var en meget fin tur i eng landskab, hvor køer og får gik på græs. På himlen over os fløjtede fuglene, som på en forårsdag i Danmark.
Bussen som skulle afhente os var noget forsinket og vi havde ikke kørt langt før chaufføren stoppede og bad os alle stige ud. Vi var noget rådvilde vi var stadig langt fra vores destination. Chaufføren bad os gå om bord i den nærliggende speedbåd og efter blev vi sejlet op langs kysten – åbenbart noget nemmere end at køre med bussen. Udover os var koreaneren og amerikaneren også med på båden. Vi blev sat i Kinloch og de andre forsatte til Glenorchy.

I Kinloch havde vi booket os ind på en hyggelig kro, som lå på bredden af Lake Wakatipu. Sjovt nok havde belgierne også valgt at tage en nat på kroen. Første prioriteten var et bad og rent kluns, men det blev da også til en kort gå tur i området og en tur i deres hottube. Et stort trækar fuldt med varmt vand – mmmh dejligt afslappende for stive muskler og panorama udsigt til bjergene og søen – bedre kunne det næsten ikke blive.

Men det kunne faktisk godt for kroen havde en ganske udmærket restaurant, hvilket vi sandende om aftenen. Maden var fortrinligt en oplevelse for både smagsløg og øjnene. Det blev til gedeost til forret, lam til hovedret og jeg fik en pavelova til dessert, herlighederne blev skyllet ned med en god Australsk vin. Pavelova er en New Zealandsk dessert – på dansk kendt som en marengsfuglerede. Lettere snallerede gik vi i seng – forholdsvis tidligt, men vil skulle jo også op at ride næste dag.

Torsdag den 27. december
Vi spiste morgenmad på kroen og krofatter sejlede os over Lake Wakatipu til Glenorchy på den anden side af søen. Fra landgangsbroen gik vi til Dart stables, hvor vi skulle på ride tur. Vejret var desværre ikke det bedste, men vi kom heldigvis af sted. Vi havde book os ind på to turer en om formiddagen og en om eftermiddagen. Således skulle vi om formiddagen på Ride of the Rings, en tur inspireret af de mange scener fra – ja du gættede det Lord of the Rings, som var blevet filmet i området.

Det var en flot tur, hvor vi blandet andet kom til Lothlorien, så landskabet, som Gandalf ridder igennem på Skyggefax for at nå Isengard. Vi så også sletten foran Isengard og Amon Hen, hvor Boromir bliver forført af ringen. Vi havde en rigtig god guide, som brugte en del tid i starten på at uddele heste i forhold til vores erfaringsniveau. Derudover gav han mange og spændende detaljer om landskaber og Ringenes Herre, men han holdte også passende pauser, hvor man bare kunne nyde landskabet glide forbi, mens hesten klarede arbejdet. Jeg vil sige det var den helt rigtige måde at opleve scenerne fra Ringenes Herre, hestene gav ekstra speciel stemning. Mod slutningen af turen tog det ringe vejr desværre til og jeg priste mig lykkelig for den olieskinsjakke jeg havde lånt.
Tilbage i Glenorchy tog vi ud og spiste frokost før vi skulle på den ”rigtig” ride tur – Ride of the River, som gik langs Dart river. Denne tur var mere action præget og bød på trav og galop for de øvede – vi nøjes dog med at trave. Vi krydsede også gennem floden et par gange selvom der var forholdsvis stærk strøm. Det var helt sikkert en spændende oplevelse også. Desværre blev vejret bare ringere og ringere som dagen skred frem.
Vi havde fået arrangeret det så snedigt at Dart Stable kunne give os et lift tilbage til Queenstown, så det skulle vi ikke bekymre os om. Bekymringen var også nærmere om det dårlige vejr ville sætte en stopper for Nina’s skydive den efterfølgende morgen – eller gøre oplevelsen mindre spektakulær.

Fredag den 28. december
Vores bekymringer blev heldigvis gjort til skamme for vejret var på forunderligst klart op og der var stort set ikke en sky på himlen. Vi blev splittet om morgenen – Nina skulle som sagt skidive og der var de bedste forudsætning. Jeg skulle også springe, men ikke fra en flyvemaskine men fra en udspændt platform hængende 134 m over jorden. Jeg blev således kørt til Nevis, hvor New Zealands højeste elastisk spring finder sted – højden skulle give 6 sekunders frit fald.

Det var en total vild oplevelse, et par stropper blev spændt fast om skinnebenet. Elastikken blev fast gjort til stropperne og herefter blev der talt med fra 5-4-3-2-1 det var kun en af de 15 deltagere da havde problemer med at tage springet. Det var også ret vildt at stå der på kanten og kigge ned – 134 m – ned. Det første sekund virkede skræmmende, og herefter der ligesom kom en indre ro og resten af faldet kunne nydes som en oplevelse af ubegrænset frihed – indtil elastikken bremsede faldet. Det gav en god gang adrenalin og knæene rystede da også godt bagefter.

Nina havde også haft en fantastisk skydive – oven i købet med fotograf, så der er nogen meget flotte billeder at vise frem. Efter det totale adrenalin chok skulle vi ud at rafte på Shotover River. Turen gik gennem Skippers Canyon, hvilket i sig selv er lidt af et prøvelse – vejen er smal og snor sig meget med dyb afgrund på den ene side og stejlklippevæg på den anden. Derudover at være udgangspunktet for rafte turen var det også stedet, hvor Arven vender sig mod Nazgûls under flugten med den sårede Frodo. Nu har jeg prøvet at rafte et par gang og jeg må sige jeg synes ikke det var så ophidsende, som de to gange tidligere – det var meget sjovt, men det var også meget hurtigt overstået med kun tre klassificerede rapids. Jo jeg var lidt skuffet.
Om aften tog vi med gondolen i Queenstown til Bob’s peak for at se solnedgangen over Lake Wakatipu og Queenstown. Det var meget flot udsigt og solens sidste stråler formåede også at male landskabet i eventyrlige farver. På toppen fandtes en Lugebane – til de andrelin hungrende børn og barnlige sjæle. En luge er en art gokart, den har bare ingen motor, men accelerer ved hjælp af banens hældning. Lugen er udstyret med et styr, som også fungere som bremse og så gælder det ellers bare om at komme derudaf - mægtig skægt. På vej hjem fra vandrehjemmet slog vi et slag forbi en af de mange souvenir forretninger og købte vores julegave. Vi fik hver en meget lækker merinould og pungdyrpels sweater – utrolig blød og varm – ikke noget der ligefrem bliver anvendeligt i Australien, men hjemme i Danmark vil de være meget behagelige.

Lørdag den 29. december
Endnu engang måtte vi tidligt op – vi skulle med Atomic Shuttles til Fox Glacier. Jeg tror det hed Atomic shuttles fordi det var en minibus. Busturen gik op over bjergene til Wanaka, køreturen i selv var som tidligere meget flot.

På vejen stoppede vi også ved et dambrug, hvor vi købte et stykke fisk til vores aftensmad. Her skiftede vi også chauffør, vores nye chauffør var noget mere underholdende uden at det dog blev for meget. Han gjorde holdt ved en sort sandet strand og opfordre os til at stige ud og tage billeder, imens fyldte han, til vores undren, en sæk med sand. Tilbage i bussen forklarede han at strandsandet indeholdte store mængder guld – og havde set professionelle guld samler på stedet, så nu skulle han hjem og vaske sandet og forhåbentlig kunne han så indstille sit job som buschauffør for Atomic Shuttles.

Vi var hurtigere undervejs en planen og eftersom kan ikke måtte forlade Fox Glacier før et givet tidspunkt, så kunne han jo lige køre os en tur op forbi gletsjeren – det var meget godt han fortalte en del om gletsjeren og dens tilbliven og vi fik kort mulighed for at komme ud af bussen og fotografere.

Nede i Fox Glacier by blev vi sat af og fandt vores vandrehjem – Ivory Towers. Først gik vi en tur i en lille nærliggende regnskov, der var god ikke meget at se så vi besluttede at leje et par cykler og cykle ned til Lake Matheson – New Zealands mest fotograferede sø.

Mt Cook og Mt Tasman spejler sig i søens vand og giver en helt fantastisk udsigt – hvis det er vindstille og himlen er klar. Dagen vi havde valgt til gå turen omkring Lake Matheson kunne dog hverken prale med at have blå himmel eller være vindstille Alt vi kunne se var nogen bjerge indhyllet i skyer bag en vindblæst sø. Det dog meget rart med en lille gå tur alligevel.

Søndag den 30. december
Vejrudsigten var ikke den bedste, men det var da forholdsvis klart. Vi skulle på gletscher vandring og det ville da være rart med noget sol nu hvor vi havde påført os solcreme. Sådan skulle det dog ikke blive – heldigvis blev vejret heller ikke ringere. Først gik vi lidt rundt for foden af gletscheren i behørig afstand. Vores guide var vældig flink og meget informativ. Vi havde fået jakker og hvad andet udstyr vi havde behov for. Det specielle ved Fox Glacier og Franz Josef er at de kun befinder sig 245 m over havets overflade, men andre ord bevæger de sig ned gennem regnskoven uden at smelte – det er lidt af et særsyn.

For at komme op på gletscheren var det nødvendigt at gå omkring en time langs gletscheren. Før vi tråde ud på gletscheren fik vi udleveret vores crampons, Nina og jeg kunne heldigvis spænde udstyret på vores egne støvler, så vi var ret godt gående i forhold til mange af de andre.

Det var en fascinerende tur, hvor vi så mange forskellige gletscher fænomener, smeltevandsafløb, afsmeltningshuller, dybe gletscher spalter og meget mere. Vores guide lavede stien med en stor hakke.

Jeg troede egentlig at turen var planlagt på forhånd, men på vej op i en gletscher spalte sagde vores guide at, nu kunne vi ikke komme længere. Med andre ord var det ikke helt så planlagt som man skulle have troet. Det var en ret fed oplevelse at gå nede i dybe spalter og være omgivet af is til alle sidder.

Om aftenen slappede vi af i Ivory Towers, næste morgen skulle vi med bussen til Greymouth, hvorfra vi ville krydse syd øen med tog til Christchurch.

Uge #51 Routeburn og Milford Sound

2008-01-14T14:17:00.000-08:00

Tirsdag den 18. december:
Efter blot 3 timers flyvning ankom vi til Queenstown, vejret var klart og der var ikke en sky til at spolerer den fantastiske indflyvning. Vi tog en taxa fra lufthavnen til vandrehjemmet i Queenstown. Her startede vi planlægningen af ferien fik bestilt busser til og fra Routeburn track og bookede senge i Milford Sound, hvor vi også bestilte en kajak tur. Vi gik på indkøb og gik en tur langs Lake Wakatipu – en af årsagerne til at omgivelserne omkring Queenstown er helt utrolig smukke.

For dem der aldrig har besøgt Queenstown er det nok på sin plads med en lille beskrivelse. Historiske set var Queenstown en guldgraver by, som selv om guldet er forsvundet har formået at overleve. Byen kalder sig selv ”The Adventure Capital of the World” – verdens eventyr hovedstad og det er nok baggrunden for byens overlevelse. Der er da heller ikke nogen grænser for hvilke mere eller mindre gakkede aktion prægede adrenalin pumpende oplevelser man kan udsætte sig selv for. Bungy jump, jet boating, canyon swing, sky dive, rafting og listen fortsætter i det uendelige. Udover at sælge adrenalin er der også mange souvenirforretninger. Målet i mange tilfælde er tydeligvis japanere da der bliver reklameret både på engelsk og japansk og ekspedienterne i forretning har på deres navnskilte små flag, som kundgør, hvilke sprog de taler.

Onsdag den 19. december
Også denne dag blev delvist brugt på planlægning af de kommende ugers beginheder, vi fik god hjælp fra YHA receptionen. Vi gik en tur langs Lake Wakatipu i den modsatte retning af den foregående dag. Vi fik også foretaget de sidste indkøb til vandreturen.

Torsdag den 20. december
Dagen startede forholdsvis tidligt med en bus tur til Glenorchy et stykke udenfor Queenstown. Glenorchy ligger således stadig ved Lake Wakatipu. Køreturen der til var usandsynlig flot og vores chauffør tog da også et fotostop, som giver mig mulighed for at dele denne ubegribelige skønhed med jer – desværre kan billedet slet ikke opfange stilheden og skønheden – det er blot et billigt surrogat af virkeligheden, men meget flot alligevel.

Eftersom første dagsvandring var kort tog vi et ophold i Glenorchy og tog en senere bus til Routeburn rutens start. Vi gik en tur rundt i den charmerende by, hvor udsigten med sø og bjerge var en god appetitvækker til vandreturen senere på dagen. Vi fik en rigtig lækker frokost på en lokal cafe og var således rede til de næste tre dags strabadser.

Routeburn ruten startede med at følge et vandløb, som også til tider måtte krydses ved hjælp af en nogen ret spektakulært udsende hængebroer.

Dagens vandring var forholdsvis flad, hvilket var godt for rygsækkene var tunge. Det meste af tiden gik vi gennem tyk skov, hvor mosen groede vildt på træerne.

En gang imellem når vi krydsede vandet fik vi lidt af den fantastiske udsigt som landskabet kunne byde på. Teltpladsen var dog sublimt anlagt med fantastisk udsigt udover en lille bæk, der snoede sig gennem den grønne gletscher dal med sneklædte bjerge i baggrunden.

Vi havde medbragt friske fødevarer så vi kunne lave noget ordentlig mad til den første aften. Således var der både fornøjelse for ganen og øjet. Den eneste minus var sand flyer – små lede sataner der bider og efterlader små bulder, heldigvis var de ikke talstærke nok til at ødelægge fornøjelsen.

Fredag den 21. december
Routeburn anden dagen – årets længste dag. Det skulle vise sig at blive årets længste dag i mere end en forstand. Vi tog os god tid om morgenen og var de sidste der forlod teltpladsen. Turen begyndte næsten med det samme at gå opad. Til Nina’s store fortrydelse. Vi gik forsat i Beech skov, men der var flere huller i vegetationen, som gav glimt af den storslåede natur omkring os. Blandt andet passerede vi et par stenskred, hvor der således var åbnet ud til den smukke udsigt, med træ under os og sten og sne over os.

Turen gik op forbi Routeburn falls, her findes en hytte placeret på stolper, de fleste der går turen tager en overnatning her, fordi de mindsker længden af vandringen på andendagen. Det var nogle flotte vandfald omkring hytten.

I takt med at vi kom højere op begyndte beplantningen at blive lavere indtil der ikke var andet en forskellige mos typer, vi kom således op til et smuk subalpint landskab – hvor der ikke var træer at se noget sted. Tilgengæld var der god udsigt til de omkring liggende kæmper.

Turen forsatte opad og opstigningen begyndte at tager på kræfterne. Vi ankom omsidder til turens højeste punkt Harris Saddle 1277 m, hvilket efter euroalpinnske standarder ikke er særlig meget, i New Zealand svarer det cirka til højden for 0 grader om natten. Ved Harris saddle, skiftede usigten fuldstændig, vi kunne nu se til Fjordland og ned land Hollyford dalen. Der var desværre endnu 3 timers vandring før vi ankom til Lake Mackenzie, som var anden dagens lejerplads. Vandring fra Harris Saddle var heldigvis forholdsvis flad og var derfor ikke så udfordrende. på grund af uopmærksomhed faldt jeg og fik en 5 cm lang flænge lige under knæet – det så ret voldsomt ud, men blødningerne stoppede ret hurtigt, så flængen var ikke helt så dyb, som den umiddelbart kunne se ud til. Efter 7 timers vandring kunne vi se Lake Mackenzie, langt under os, hvilket betød der stadig var en forholdsvis lang nedstigning. Det var dog rart at så målet i sigte.

Stien gik fra de subalpinske højder ned gennem tæt bevokset skov, hvor mosset sad over alt på træstammerne og skabte et stille og eventyrligt miljø. Da vi ankom til teltpladsen var klokken lidt i 20, hvilket betød vi havde været undervejs i omkring 9 timer. Det var en udmærket teltplads, men den havde ikke den samme storslåede udsigt, som dagen i forvejen. Vi var ankommet sent, men var tvunget til at stå forholdsvis tidligt op fordi vi skulle nå bussen fra The Divide til Milford Sound.

Lørdag den 22. december
Turen gik langs den øvre del af Hollyford dalen, hvor stien snoede sig gennem tæt skov, vi måtte krydset mange vandløb med flotte vandfald. Udsigts muligheder var lidt sparsomme, men de lavt liggende skyer omkring bjergene gav en meget eventyrlig stemning og hele sceneriet minde meget om tåge bjergene fra Ringenes Herre. Det skete dog at ned sneklædte tinder lod sig se over skyerne og det var et storslået udsigt panorama.

Vi passerede et imponerende vandfald Earland Falls 174 m, hvor en alternativ rute var lavet, hvis der var for meget vand i vandfaldet. Omkring middag ankom vi til Howden Hut, herfra havde vi en fantastisk udsigt udover søen Lake Howden.

På vejen mod The Divide var der mulighed for en afstikker op på Key Summit. Vi havde ikke så meget tid, så jeg gik alene derop. Udsigten var ubeskrivelig – helt fantastisk 360° udsyn med snedækkede bjerge i alle retninger.

Vi fortsætter til the Divide, hvor vi bliver samplet op og kørt til Milford Sound. Køreturen i sig selv var utrolig smuk og havde vi haft muligheden havde vi nok taget mange fotostop, men chaufføren virkede som om han havde travlt. Vi bliver sat af ved Milford Sound Logde, den ene af to overnatningsmuligheder i Milford Sound. Vi checker ind og gik ned til havnen for at se om vi stadig kunne nå at komme på cruise, mens vejret stadig var fint.

Jeg havde egentlig forventet at Milford Sound ville være en lille hyggelig fiskerby, men det var ikke andet en stor havneterminal for turister. Vi nåede heldigvis dagens sidste cruise, hvilket var med en af de små både. Det var en meget flot sejltur mellem de stejle klippevægge gnavet ud af gletschere i den sidste istid. Landskabet minder i virkeligheden meget om de norske fjorde.

Forskellige mineraler kunne ses på bjerget direkte fra vandet. Det meste af de stejle klipper var bevoksede med helt særlige træer, som faktisk ikke havde rodfæste i undergrunden, men i stedet sad fast i hinanden. Båden sejlede ud i åbent vand og vendt derefter om og sejlede tilbage. På turen passerede vi imponerende vandfald, hvor vandet løb direkte ned i havet. Regnbuer kunne ses i vandfaldene på grund af solens spil i vanddråber, mere forførende eventyr agtigt kan det næsten ikke blive.

Vandfaldene er årsagen til Milford Sounds specielle fauna. Fersk afløbs vand fra bjergene løber ned i fjorden og ligger sig ovenpå den salte havvand, således er de øverste tre meter ferskvand mens saltvandet går mange hundrede meter længere ned. På turen kom vi forbi en klipper, på hvilken sælerne lå og solede sig i den lavt stående eftermiddagssol. Vi havde også held til at se en delfin flok, som boltrede sig i bølgerne og hurtigt svømmede hen til skibet for at lege – ret cool.

Tilbage i Milford Sound spiste vi på byens eneste restaurant – dagens fisk aka Fish and Chips. Det smagte nu udmærket om end prisen var en lille smule opskuet. Det var en smuk aften med en flot udsigt udover Milford Sound. Det skulle blive spændende at komme ud i kajak den efterfølgende morgen.

Søndag den 23. december
Vejret var desværre blevet ringere i løbet af natten og udsigten til vindstød af stormstyrke havde fået kajak arrangørerne til at aflyse turen – øv. Vi havde nu en hel dag i Milford Sound, hvor der ikke er meget at gøre. Vi gik en tur ned til kajen og rundt i området om formiddagen.

Vejret blev kunder dårligere og dårligere og snart piskede regnen også ned. Så vi lånte nogen spil i receptionen; TP New Zealand edition, det måtte vi dog hurtigt opgive. I stedet spiller vi et par slag Scrabble på dansk med engelske brikker – det gik uden problemer. På Lodgen kunne vi også indkøbe proviant til de næste dage, således kunne vi få Yummi-Yum nudler med andesmag. Vi kunne med andre ord få and til juleaften.

New Zealand - Fantastisk smukt

2007-12-18T18:32:00.000-08:00

Vi befindes lige nu i Queenstown midt i de New Zealandske alper - og her er utroligt smukt, imorgen skal vi ud paa vores foerste trek eller tramp som det hedder er i landet. Vejret skulle holde saa det bliver fedt. Vi fejre jul paa et andet trek - det bliver nok lidt en speciel oplevelse - men vi glaeder os rigtig meget. Vi har booket en kajak tur og vi skal ogsaa paa ride tur - Ride of the Ring! Glaedelig jul til alle jer derude.

Uge #50 Sommer Sydney

2007-12-16T17:23:00.001-08:00

Uge #49 Vinter i Chicago

2007-12-16T17:22:00.003-08:00

Uge #48 Indflytter fest, julekoncert, USA

2007-12-16T17:22:00.001-08:00

Jeg brugte to dage på universitet, endelige er handskeboksen blev klar til brug så jeg kan begynde at lave nogle nye forbindelser. Det har jeg efterhånden ventet ret længe på. Fredag have Roland inviteret til indflytter fest – det dog ved at være noget tid siden han flyttede. Det var stort set de samme mennesker som havde været inviteret til fest hos mig og endnu engang var det en rigtig hyggelig aften.
Lørdag tog vi til byen dels for at Nina kunne købe julegaver og dels for at se udstillingen ”Jorden set fra Himlen”. Det viste sig at der var julekoncert nede i Darling Harbour, med en flydende scene placeret midt i havnen. Der var forskellige aktører på scenen, forskellige TV kendisser, som vi selvfølgelig ikke kendet, derudover tre egern, Bob the Builder og selvfølgelig julemanden. Sidst nævnt arriverede på en jetboat med et nødblus i hånden – okay morsomt faktisk. Derudover havde de også ændret teksten i Jingle-Bells i stedet for ’One horse open sledge’, var det ’Jet-ski open boat’. Derudover blev juletræet tændt, jeg har sjældent set noget så grimt. Hele festligheden sluttede med et kæmpe fyrværkeri – meget flot. På turen tilbage til Sutherland mødte vi en ældre dansk herre, som viste sig at bo i Jannalli – nabo byen til Sutherland.
Søndagen gik i en flyvemaskine – jeg fløj United Airlines – som er noget gammeldags i forhold til de sidste mange flyveture jeg har haft. Således var der kun fællesskærme og intet udvalg af film. Jeg ankom til San Francisco før jeg var fløjet fra Sydney på grund af datolinien, lidt spøjst, desværre var mit fly til Los Angeles allerede afgået, så jeg blev ombygget til et direkte fly til Chicago – fint med mig. Desværre blev dette fly væsentligt forsinket af forskellige årsager, blandet måtte vi vente 1 time på at der kom nogle piloter. I Chicago var min reserverede limo kørt hjem - uden mig, så jeg måtte tage en normal taxi pris 100 USD, ups. jeg nåede dog omsider frem til gæstehjemmet på Argonne National Laboratory og kunne krybbe til køjs.

Uge #47 skøjteløb, fest og julegaveindkøb

2007-11-28T22:56:00.003-08:00

Der havde været en del snak om at afholde en fælles post doc. tur til Blue Mountains, men desværre var vejrudsigten meget dårlig, så turen blev aflyst. Derfor inviterede jeg lørdag aften på fællespisning i Glencoe street. Lørdagen startede dog med en indkøbstur og derefter tog vi toget til Town Hall i Sydney, hvor vi mødtes med Neeraj og Mia. Herfra tog vi en bus videre til Macquarie, hvor der findes en skøjtebane. Jeg må nok erkende at min skøjte evner ikke lige er de bedste, men det var da rigtig sjovt alligevel – også selvom jeg fik våde bukser, efter en tur på rumpen. Vi spiste frokost sammen inden vi tog tilbage til Sutherland for at forberede gæstemiddagen. Det blev en hyggelig aften med masser af hygge og snak.
Søndag tog vi en tur ind til Sydney for at Nina kunne købe julegaver. Inde i Memorial Park var der skotsk-irisk mindedag med masser af sækkepiber og mænd iført kilt. Det var meget underholdende, sjovt nok så jeg den selv samme event for to år siden da jeg var i Sydney på konference. Vi gik videre ned til ’The Rocks Market’ hvor Nina fandt et par julegaver. Omkring operahuset skulle finalen i Idols afholdes – vi kendte dog ingen af deltagerne og havde heller ingen billet, så vi gik videre ind i den botaniske have.

Uge #46 Perth

2007-11-28T22:56:00.001-08:00

Det var en kort arbejdsuge eftersom vi tog fri fredag. Torsdag tog jeg med på universitet og om eftermiddagen tog vi direkte til lufthavnen – i bedste film stil prajede vi en taxa fra gaden. Nina havde været bange for at vi skulle med en Dash-8, men hendes ængstelse blev gjort til skamme da det viste sig at turen til Perth gik med en 747 – med andre ord verdens næst største passagerfly. Turen var begivenhedsløs og i lufthavnen blive vi hentet af Henrik og Stine. Til vores store overraskelse må der ikke bringes frugt og grønt fra andre dele af Australien til Western Australia – i det hele taget virker det som om Western Australia eller Perth er en ø, hvilket ikke er helt forkert mod vest findes det indiske ocean og mod øst et hav af sand. Henrik og Stine havde en rigtig pæn lejlighed med usigt til Perth skyline. Møbler var af lidt ældre dato og store og tunge, hvilket et typisk for Australske møbler. Vi drak en øl og sad og snakkede en tid inden vi gik i seng – tidsforskellen er 2 timer efter Sydney så det blev forholdsvis sent på det biologiske ur.

Fredag startede dagen med en tur gennem Kings Park og ud til universitet, som på mange måder minder om Århus Universitet, i stedet for eg og bøg er det dog palmer som pryder den omkring liggende park. Det kemiske institut ligger i sprit nye bygninger, som skiller sig lidt ud fra resten af universitet. Det var dog nogle utroligt lækre lokaler, specielt var der en kæmpe foyer. Vi fik en rundvisning og hilste på forskellige personer. Fra universitet gik vi ned til Swan River og fik morgen kaffen på en café ved vand kanten. Herefter gik vi tilbage langs vandet.

Efter frokosten kørte vi til Cohunu Koala park, et af de meget få steder, hvor man kan få lov at holde en Koala, hvilket var noget af en drøm der gik i opfyldelse for Nina. Det må dog også erkendes at de er meget ’cute and cuddly’.

Parken var noget faldefærdig, hvilket nok betød at besøger antallet var meget lavt, hvilket egentlig var okay med os. Der var et stort område med Kænguruer, som man måtte fodre med popkorn – de var dog noget dovne i varmen og det var næsten nødvendigt at ’tvangsfodre’ dem.

I parken var der også Quakas, Wombats Echindnas og Emuer, samt en masse fugle som også var vældig interesseret i popkorn.

Tilbage i Perth gik vi på indkøb til aftensmaden som vi ville tilberede og spise nede ved vandet. Australien har rigtig mange steder, hvor der står gasbarbecues til fri afbenyttelse. Efter nogle forhandlinger blev vi enige om at gense kænguruerne på grillen. Det smagte herligt og det blev en rigtig hyggelig aften ved vandet.

Vi skulle en lille smule tidligt op om lørdag morgen da vi skulle med båden til Rottness Island – stort set det eneste sted i Australien, hvor der findes Quakas. Øen ligger omkring 25 km fra fast landet og er 4 km bred og 11 km lang. Først gik turen på Swan River ud til Fremantle, hvor vi skiftede fartøj. Rottness Island er lidt af en turist magnet på grund af det specielle landskab. Øen er bil fri, men udstyret med en masse gang og cykelstier, så man kommer let rundt. Landskabet består mest af en række saltvands søer, som på grund af forskellige geologiske forhold har forskellig farve. Kysten er også meget flot vekslende mellem klipper og falde strande. Vi gik en tur rundt på øen og havde da også held til at se dens beboere både ude i det vilde og tæt på restepladserne, hvor de kom hen for at spise af hånden – det var dog ikke tilladt at fodre dem.
Om eftermiddagen tog vi båden tilbage til Fremantle, hvor vi gik en tur rundt i gaderne før vi tog toget til Cottesloe Beach – formodentligt den bedst kendte strand i Western Australia.

Vi gik en tur langs stranden og fik Fish and Chips på det lokale fiskesnedkeri, herefter så vi solnedgangen, hvilket dog var lidt en kold fornøjelse, desværre gik solen også ned i en sæk så det var ikke helt så flot som man kunne have håbet en stadig en oplevelse – ikke mange Australiere ser faktisk solnedgangen over havet. Vi tog en bus tilbage til Perth og sad og snakkede om aftenen før vi gik forholdsvis tidligt til ro – de store mængder frisk luft havde haft sin virkning.

Søndag stod jeg tidligt op for at finde et bageri og købe morgenbrød, men sådan et findes slet ikke i Perth. Jeg var helt nede i midt byen og vende før jeg besluttede at vende om og opgive forehavendet. Det eneste der var åbent om morgenen var Mc Donalds og Burger King, sidst nævnt er i øvrigt kendt under navnet Hungry Jack’s. Vi kørte en tur mod nord langs standen til Yanchep National Park, hvor der skulle være nogle flotte limestenshuler, desværre var strømmen gået og hulerne kunne ikke besøges. I stedet gik vi en tur rundt i parken, som var en blanding af marskland og bush.

Det var en meget flot park, der også havde en indhegning med Koalaer og vi så da også en par Roo’s. Vi gik et par korte turer rundt i parken og spiste vores medbragte mad før vi satte kursen mod indenrigslufthavnen i Perth. Dermed sluttede vores besøg i Western Australia og klokken lidt over 22 var vi tilbage i New South Wales.

Uge #45 AsCA’07 og skællede skov dyr

2007-11-14T18:06:00.001-08:00

Jeg koldt mit foredrag om mandagen og det gik uden problemer. Jeg fik også snakket med nogen stykker, som var interesseret i at komme til at ANSTO for at lave forsøg, så det var alt i alt ganske udmærket. Om aftenen blev vi kørt til en sponseret middag på universitet. Denne gang blev der serveret øl, men de løb meget hurtigt tør! Jeg sad til bords med et par skotter og et par Australiere. Efter middagen besluttede vi at gå ned i baren og få en øl – det udviklede sig dog lettere katastrofalt da den ene skotte også havde medbragt en flask whisky. Før han åbnede flasken spurgte han om, det okay vi drak det i baren – og tjeneren strøg af sted for at hente et glas til han – da hun kom tilbage og det blev klart for hende at vi alle sammen gerne ville smage undskyldte hun mange gange og synde sig ud efter nogle flere glas. Service, ja det kan man vist ikke klage over. Det lettere katastrofale gav sig udslag i tirsdagens hovedpine – og jeg må også erkende at jeg sov gennem det meste af den første forelæsning. Eftermiddagens program var ikke videre spændende – protein stuff – så jeg besluttede at skulke og tage ud og være turist engang mere – jeg besluttede at gå på opdagelse i elektronik gaderne – og købte da også en ultra lille USB-pind. Jeg gik også en ekstra tur forbi Longshan templet. Som så noget anderledes ud ved dagslys. Der var en ceremoni, mens jeg var der, hvilket var meget sejt for der blev sunget og spillet – lidt en ekstra dimension i forhold til mit tidligere besøg. Om aftenen var der gallamiddag på Grand Formosa Hotel, hvilket var meget imponerende. Det gav ikke mindre end 11 forskellige retter – blandet hajfinnesuppe. Der var et kammerorkester der spillede klassiske kinesiske stykker. Herefter kom der traditionel taiwansk folkemusik, jeg tror ikke det havde alle for mange år på bagen det mindede mest af alt om Eurovision, ja undskyld mig, men jeg var ikke imponeret.
Onsdag var konferences sidste dag, hvor blev serveret en imponerende frokosten ligeså imponerende som gallamiddagen faktisk. Der manglede en taler i eftermiddagens program, hvilket betød vi sluttede tidligt og jeg besluttede sammen med nogen af de andre Australiere at tage en tur forbi Taipei 101 – for mit vedkommende igen. Udsigten var ikke helt så god på grund af dårligt vejr. Aftensmaden fik vi igen i den meget imponerende foodcourt. På vej tilbage til konference hotellet tog jeg en tur ind på et nightmarket. Der er mange nightmarkets i Taiwan, det må skyldes at det om dagen kan være meget varmt og fugtigt. Torsdag gik turen til lufthavnen, sammen med Rob som jeg fulgtes med helt til Sutherland – jeg fik et lift med hans taxi. Således ankom jeg klokken 9.00 fredag morgen, forholdsvis mør efter en lang flyvetur. Jeg tog en time på øjet før jeg tog på arbejde.
Lørdag blev der sovet længe og slappet af – indkøb og rengøring, samt en lille gå tur i området omkring Woranga river det var alt, hvad det blev til. Søndag var lidt i samme stil vi gik en tur ned i Royal National Park, fra Sutherland til Audley og derfra videre til Engadine. På turen så vi ikke mindre end 3 Go-annas – store øgler – omkring 1 m lang. Jeg har aldrig set dem før så det var lidt spændende. Om aftenen tog vil til Sydney – egentlig ville vi have været til en festival, men det var desværre slut så i stedet besluttede vi os for at spise ude – det blev til engang japansk nudelsuppe til mig.

Uge #44 Traditionel dansk mad og Taiwan

2007-11-14T18:05:00.001-08:00

Jeg var på universitet om mandagen på mit ugentlige besøg. Mandag havde vi inviteret Chris, Althea, Mona og Bill til middag i Sutherland. Menuen var en måske lidt underlig sammensætning af dansk mad – appetitvækker, lakrids sild, forret, sildemader, hovedret kartoffelsalat med frikadeller og til dessert Ris a’la mande – til maden blev der naturligvis serveret Carlsberg – ”Vores øl!” herude i verdens er deres slogan ”Probably the best beer in the world”. Desværre glemte Bill og Mona invitationen og dukkede aldrig op – de undskyldte mange gange om tirsdagen. Vi havde en hyggelig aften og maden faldt tilsyneladende i de ankommende gæsters smag. Ellers gik det meste af ugen uden de store oplevelser. Torsdag aften var vi ude at spise på Little Saigon – vietnamesisk restaurant i Sutherland.
Fredag morgen skulle jeg flyve til Taipei i Taiwan via Singapore med Singapore Airlines. Det spændende i den forbindelse er at Singapore Airlines på nuværende tidspunkt er det eneste flyselskab, som har en Airbus 380 og denne A380 flyver netop mellem Sydney og Singapore. Så jeg kan altså prale med at være en af de første som har fløjet med verdensstørste passagerfly. Faktisk havde flyet været i drift i mindre end en uge – rimelig blæret. Indvendig ligner det dog alle andre fly, der er lidt bedre benplads, skærmen er større og klarere end på andre fly og der er selvfølgelig et utal af muligheder. Derudover kunne skærmen og håndsættet også bruges som computer og et USB-pind kunne sættes i sædet, ligesom der også var en 110 V udgang til bærbare computere. Ellers er A380 et fly som alle andre og det tager stadig 8 timer at flyve til Singapore. Singapore lufthavn er også lidt en oplevelse, med forskellige tematiske haver, swimmingpool og biograf, samt et utal af forretninger naturligvis.

Jeg ankom sendt fredag aften til Taipei – tids forskellen er heldigvis ikke mere end 3 timer så det er til at overse. Jeg tog en taxa til konference hotellet og gik stort set direkte i seng – klokken var da også blevet omkring 2 om natten Australsk tid. Lørdag havde jeg tid til site seeing eftersom konferencen først startede søndag.

Først gik jeg en tur forbi Chiang-Kai-Shek Memorial Hall, hvor også national teateret og den nationale koncert hal findes. Chiang-Kai-Shek Memorial Hall er dog blevet omdøbt til ”National Taiwan Democracy Memorial Hall”.

Taiwan har et udstående med Kina, som anser Taiwan, som en del af Kina, mens Taiwan anser sig selv for at være selvstændige, de fleste vestlige lande føre dog en et-lands politik overfor Taiwan og Kina. At Chiang-Kai-Shek bliver udråbt til den store demokrat er måske lidt misvissende – han var uden tvivl diktator, som så mange andre. Han moderniserede Kina, men under den folkelige revolution måtte han flygte til Taiwan. Jeg gik en tur gennem Peace park og forbi Taipei by museet og videre til Parlamentet.

Parlamentet var godt bevogtet udover en masse Nato-pigtråd var der skarpt bevæbnede soldater, men også en del vagter iført casual dress, men med head-set. Jeg gik gennem den botaniske have, hvor lotus søen desværre var afblomstret og mine ben tog mig også forbi det nationale naturhistoriske museum. Herefter forsøgte jeg at finde Longshan templet, men måtte opgive efter nogen søgen, men jeg kom gennem et par gågader. Tid var lidt knap for jeg ville besøge det verdensberømte National Palace Museum, som indeholder en stor del af Kinas kunstskatte, blandet andet en del klenodier fra den forbudte by.

Museet indhold har været årsagen til en de kontroverser mellem Kina og Taiwan – tingene ville dog næppe findes i dag, hvis ikke de havde været bragt til Taiwan uden den kulturelle revolution. Museet er stort og spændende nogen af hovedattraktionerne er stykke jade udformet som en kinakål og en sten der ligner et stykke kød, derudover er der masser af bronze og porcelæn. Efter at have gået rundt på museet nogen timer tog jeg Longshan templet og herfra videre til Taipei 101, hvor jeg spiste aftensmad i en kæmpe foodcourt med alskens asiatiske køkner.

Jeg var naturligvis også en tur oppe i Taipei 101 – verdens højeste bygning, turen der op blev taget i verdens hurtigste elevator 1010 m/min – det tog 40 sekunder at komme op til ~400 m. Der var en rimelig blæret udsigt over byen.

Søndag var vejret desværre ikke noget at råbe hurra for – jeg holdt mig dog til min oprindelig plan og tog en tur ud i det blå – eller skulle jeg rettere sig det grønne – Yangmingshan National Park. Bus var propfuld af taiwanere der skulle ud af byen trods det dårlige vejr. Jeg gik en tur fra Yangmingshan til Lengshuikeng, hvor der lå et offentligt hot spring, desværre havde jeg ikke fået noget håndklæde med – det kunne ellers have været dejligt. Vejret var som sagt koldt og vådt, så jeg lage vejen forbi turistcentret i Lengshuikeng, hvor jeg købt en skålfuld varm suppe – nam nam. Herfra fulgte jeg et vandløb ned gennem en slugt, hvor der var mange flotte vandfald.

Jeg tog en bus til Beitou, nord for centrum, hvor der ligger mange hot springs. Der var også mulighed for at se udspringet af en af de varmekilder, her er vandet 90°C og pH omkring 1.5. I det hele taget var Beitou meget flot. Der var rigtig mange hoteller der reklamerede med thermalbade, hvilket ligesom var byens varemærke. Jeg tog toget tilbage til konferencehotellet, hvor velkomst middagen startede kort efter. Det var desværre en ’dry’ mixer – altså ingen våde var til alle australiernes store fortrydelse.

Uge #43 Sydney og Royal National Park

2007-11-14T18:02:00.000-08:00

Om fredagen havde jeg uni-dag, så vi udnyttede at vi begge var i byen og gik en tur downtown til Darling Harbour, hvor udstillingen jorden set fra oven pt. er udstillet – jeg synes den er blevet mere politisk i forhold til de andre gange jeg har set den. Vi gik lidt rundt på Darling Harbour og spiste på en nærliggende pub – pubfood.
Lørdag gik turen igen til Sydney for at se Operahuset og Harbour Bridge, Nina mente at det var for dårligt at have været 14 dage i Sydney uden at se dens mest berømte mindesmærker. Vi startede turen ved Milsons point, hvor et marked med internationalt præg var i fuldgang. Vi gik over Harbour Brigde fra hvilken der er en fantastisk udsigt til Operahuset. Turen gik gennem The Rocks før vi endeligt nåede operaen og herfra gik vi videre ind i den botaniske have. Efter noget søgen fandt vi en boghandel, hvor vi købte en guide bog til Damian, som havde inviteret til fødselsdag om aftenen. Således tog vi til Cronulla for at fejre aftenen med Damian og en del af mine kollegaer. Det var en vældig hyggelig aften. Damian havde lavet spansk omelet, desværre havde han kun ingredienser til to, hvilket kun tog den værste sult, men det var dog også lidt for utaknemligt at gå ud at købe noget take-away. Anyways det var en hyggelig aften med masser af snak – og druk. Tømmermændene var heldigvis ikke så slemme om søndagen og det blev til en kort vandretur i Royal National Park. Desværre kunne vi ikke helt gå den planlagte tur og vi var nødt til at omlæge ruten alligevel var det en dejlig tur – specielt var det godt med noget friskluft efter lørdagens udskejelser.

Uge #42 Nina’s ankomst – Kurnell og IKEA.

2007-10-22T15:43:00.002-07:00

Ugen startede glimrende, jeg tog på Sydney Universitet, men stoppede allerede til middag for at hente Nina i lufthavnen. Efter en rundvisning i det lokale Sutherland inklusiv Bonde John’s lade of Franklin’s – de to mest brugte indkøbsmuligheder tog vi til Cronulla. Vi gik en tur ned til stranden og spiste aftensmad på ThaiRiffic, en smule pricy, men rigtig lækkert. Tirsdag fulgte jeg Nina på universitet og efter arbejde gik vi en tur ned i downtown Sydney. Vi spiste kineser mad i Chinatown før vi tog hjem til Sutherland. Om torsdagen tog vi ud i det lokale storcenter i Miranda, dels for at shoppe og dels for vise Nina de lokale muligheder.
Lørdag var vi en tur tilbage i Cronulla for at tage bussen til Kurnell – fra Kurnell gik vi tilbage til Cronulla det er en dejlig tur der primært går kysten, hvoraf en stor del af en dejlig sandstrand. På turen blev vi dog plaget flyer, som her på den sydlige halvkugle er utroligt nærgående. Det var dog alt i alt en dejlig tur. Søndag var vi i IKEA for at købe møbler og dyne til Nina.

Uge #41 Minnamurra regnskov og Great Northern Walk

2007-10-22T15:43:00.001-07:00

Ugedagene gik igen uden store begivenheder, fredag var jeg med nogen af kollegaerne på ’Rock, Salts’, som er stamværtshuset, det har dog ifølge de andre ændret sig fra at være en bar til at være en ret mondæn restaurant, hvor der dog stadig kan drikkes fyraftensbejere. Jeg blev ved denne lejlighed inviteret til aftensmad om søndagen hos Mona og Bill – et tilbud jeg ikke kunne afstå.
Lørdag havde jeg en aftale med Damian om at tage en tur syd på til Minnamurra Rainforest, som ligger i nærheden af Jamberro. Vi samlede Xu-Mai (kinesisk studerende) op i Engardin og fortsatte syd på. Vi fandt parken uden problem og den var dog også ganske imponerende også selvom man kun måtte gå på en plankesti der var arrangeret gennem parken. Vi gik både i tropisk og subtropisk regnskov, hvilket udover de forskellige plante arter er bestemt ved den mængde lyst der når underskoven. i Tropisk regnskove giver træerne omkring 95% skygge, mens for subtropiske regnskove bliver 75% af lyset stoppet af trækronerne. Planke turen var ret imponerende og gik på nogen tidspunkter forholdsvis højt over jorden, så man praktisk talt gik gennem trækronerne. Der var en lille afstikker til et nærliggende vandfald. Vi spiste vores medbragte mad, mens vandfaldet brusede i baggrunden.
Fra regnskoven kørte vi til byen Minnamurra, hvorfra vi gik langs kysten til Kiama. Ligeledes en dejlig tur, hvor vi så forskellige spænde havdyr og havde fantastiske udsigter til klippeskær og bredde sandstrande. Velankommet til Kiama, besøgte vi det famøse blowhole, som dog ikke var specielt imponerende eftersom det var lavvande. Fra Kiama tog vi med tog tilbage til Minnamurra, hvorfra vi kørte tilbage til Sutherland. Jeg inviterede mine kollegaer på aftensmad og Damian accepterede tilbudet, selvom han som Xu-Mai var død træt, vi havde da også været ude i friskluft det meste af dagen og gået i omkring 4 timer total set.
Søndag stod jeg tidligt op for at tage til Cowan og gå til Mt Kuring-gai eller Berowra afhængig af hvor meget tid jeg havde. Jeg skulle jo være tidligt tilbage for at spise middag hos Mona og Bill. Vandre turen er en del af Great Northern Walk, hvor jeg en måned forinden havde gået første etape. Turen var meget smuk og meget varieret fra Eucaluptus skov, til Mangrovesump og langs en vandløb gennem tæt skov. Under frokosten havde jeg en fantastisk udsigt til Berowra backwaters. Tidsmæssigt havde jeg tid til at tage den længste udgave af turen, som gik til Mt Kuring-gai, herfra tog jeg toget tilbage til Sutherland. Jeg nåede også et bad inden Ross samplede mig op på vej til Mona og Bill. Her bød værterne på aftensmad bestående af grillet lammekølle ovnbagte kartofler og cous-cous, hvor til der blev budt på hjemmelavet øl. Det var en rigtig hyggelig aften og selvom jeg var træt efter den udmattende vandring så havde jeg ingen problemer med at holde mig vågen.

Uge #40 Tokyo, cykeltur til Wollongong.

2007-10-22T15:41:00.002-07:00

Mandag morgen stod jeg tidligt op og tog skinkansen til Tokyo, hvor jeg først skulle flyve sent om aftenen, så jeg låste min bagage inde på banegården og gik en tur ud i byen. Jeg gik uden rigtig at have noget men bare for at se mig lidt omkring og så spise frokost et sted. Der er store kontraster i Tokyo – i en by af glas og stål findes stadig små træhuse, som står så tæt at de udgør en sand labyrint. Mellem husene afholdes traditionelt marked og frokosten kan indtages sammen med de ulasteligt jakkesætsklædte japanske forretningsmænd. Jeg bevægede mig ind i labyrinten og fandt en listig lille restaurant, der tilbød ris med rå fisk – ikke sushi, men bowle ris, som blev dækket med stykker af rå fisk, i mit tilfælde laks – mums det smager bare godt.

Om eftermiddagen besøgte jeg er park, som blandet kunne prale med at have et over 1000 år gammelt lærketræ. Der var et meget flot te-hus anlagt i midten af en sø. I det hele taget var det søer der prægede parken, der var to søer indrettet til at fange ænder. De virkede på den måde at tamænder blev brugt som lokker og fik vildænderne til at søge ind i smalle kanaler, hvor mænd med net stod klart net og umulig gjorde flugten.

Flyveturen tilbage til Sydney gik smerte frit indtil karantæne kontrollen i Sydney lufthavn, her måtte jeg vente en time før jeg kom ud på den anden side. Da jeg var tilbage i Sutherland var det allerede et godt stykke op af dagen, så jeg besluttede at flexe resten af dagen.
Resten af ugedagene gik uden de store begivenheder, torsdag tog jeg på universitet. Lørdag tog jeg til Sydney for at besøge fiskemarkedet – det var dog noget af en skuffelse, for man måtte slet ikke komme ind og kigge der hvor de landede og aktionerede fiskene. Det kun muligt at besøge et utal af fiskeforretninger, hvilket da også var meget spændende, men jeg havde regnet med mere. Fra fiskemarkedet gik jeg til Darling Harbour, hvor en var et marked for økologiske varer. Det var spændende at se, men der var meget trængsel, så jeg gik forholdsvis hurtigt videre til Paddy’s marked. En ugentligt tilbage vendende begivenhed – her sælges alt muligt fra skrammel til torsk. Selv parykker kan man få. Jeg købte noget tørret frugt forholdsvis billigt og nogen grønsager. Tilbage i Sutherland købte jeg en ny cykel – lavet i letvægts aluminium og med masser af gear og skivebremser – en sand fornøjelse at køre rundt på – faktisk føles det som om nogen skubber en op ad bakken, så let er den at cykle. Jeg var inviteret til sen frokost hos Milen, hvor et par af de andre post doc’s også var inviteret. Det var en meget hyggeligt eftermiddag og jeg droppede aftensmaden.
Søndag morgen tog jeg min ny erhvervede cykel ud på den første langfart – jeg kørte ned gennem Royal National Park og fortsatte ned langs kysten til Wollongong og Port Kembla. Wollongong kan vel siges at være den nærmeste storby i forhold til Sydney. Byen har den dejlig strand og hele to fyrtårne! Det er de ifølge turist brochuren meget stolte af. Der var festival i byen – Viva la Gong, så jeg så noget karate danse og makedoniske mavedans, før jeg kørte videre til Port Kembla – jeg ville have taget en tur rundt om Illawarra Lake, men vejret så meget truende ud, så efter Port Kembla cyklede jeg tilbage til ’Gong’. Der er meget stor kontrast mellem Port Kembla og Wollongong, først nævnte er total forfalden industriby, hvor de fleste forretninger i hovedgaden stod tomme med til tømrede vinduer, mens Wollongong virker noget mere levende. Fra Wollongong tog jeg toget tilbage til Sutherland. En rigtig god tur, hvor min cykel virkelig bevist at det god stykke isenkram.

Uge #39 Tivolikø i Heathrow og Kobe

2007-10-22T15:41:00.001-07:00

Vi spiste morgenmad med Iben og Peder, som der efter tog på arbejde, og omkring middag tog jeg i lufthavnen. Jeg skulle flyve via London Heathrow, hvilket bestemt ikke kan anbefales. Det var ret held at jeg nåede frem til Tokyo. Tre gang måtte jeg stå i kø, for blot at blive lukket ind til den næste kø – ligesom i Disneyland, hvor man først står i en kø og derefter kommer endnu en kø før man kommer til attraktionen. Eftersom jeg var ude ved gaten 20 minutter planlagt afgang troede jeg ikke selv på at jeg ville nå det, men jeg var heldig – og nåede ombord. Det samme var desværre ikke tilfældet for min bagage, som jeg først modtog et par dage senere. British Airways havde dog mere styr på tingene end andre luftfart selskaber, der hang simpelthen en note til mig, hvor der stod at min bagagen desværre ikke var kommet med. Normalt venter man indtil at bagagen er kommet på båndet for derefter at konstatere at ens bagage mangler. Så det her var noget nemmer og betjeningen var meget hurtigt og jeg fik 35£ til at dække mine umiddelbare udgifter.
Jeg tog fra Narita til Tokyo og derfra direkte videre til Kobe med Nozomi – shinkansen også kendt som japansk pullet train – i stil med TGV togene. Jeg fandt og checkede ind på Hotellet, herefter gik jeg en tur rundt i byen. Jeg fik Okenomiaki til aftensmad – japansk pizza lignende ret – eller nej, det er ikke sådan til at beskrive.
Næste morgen gik jeg til Merican pier, jordrystelsesmindesmærket og besøgte det marinemuseum, det var dog ikke så imponerende. Der var konference registrering på universitet om aftenen, kombineret med lidt kommen sammen tamtam. Jeg mangler dog at færdiggøre mit foredrag, som skulle præsenteres allerede næste dag, så jeg tog forholdsvis tidligt hjem.

Onsdag gik foredraget udmærket og det blev til en ganske udmærket diskussion. Det meste af konferencen var viet til fysiske egenskaber ved lave temperaturer 5 mK til 5 K under høje felter optil 40 T og højt tryk 20 GPa. Der var dog et par andre gode og forståelige foredrag, det andet var nu også spændende, men lidt svære at relaterer til. Poster præstationen var meget god – her var der forskellige meget interessante postere at diskuterer. Det var lidt en skrabet konference, maden til frokost var ikke inkluderet i arrangement og blev indtaget i studenter kantinen. Det var selvfølgelig meget sjovt at se hvordan de studerende spiser. Onsdag aften blev jeg inviteret ud at spise med Takabatake gruppe. Takabatake var bagmanden for min invitation til deltagelsen in konferencen og en af vores konkurrenter. Lørdag var der gallamiddag, som blev afholdt på en kinesisk restaurant. Jeg havde dog nogen problemer med at finde stedet – da det engelske navn kun stod med små bogstaver på facaden, således var det faktisk lykkedes mig at passere den to gange uden at opdage den. Det var først da jeg lærte mig de japanske tegn at jeg opdagede restauranten.

Søndag sluttede programmet tidligt, hvorefter der var arrangeret forskellige mulighed for udflugter: En tur til Himeji slottet, et Cruse i Kobe havn eller en til Mt Rokko, og Arima Spa efterfulgt af restaurant besøg. Jeg valgte sidst nævnte desværre var vejret ikke med os, så vi kunne intet se fra Mt Rokko, men det var utroligt afslappende med et japansk spa bad (on-zen). Højdepunktet var dog restaurant besøget, som forgik siddende på gulvet i et aflukket rum, med satami måtter på gulvet og rispapirvæge. Der blev bragt et utal af retter til bordet – den ene mere velsmagende end den anden. Til maden blev der drukket sake og jeg må indrømme at det lykkedes mig at blive halv snalleret.

Uge #38 Weekend i Paris

2007-10-11T20:52:00.002-07:00

Dagene gik med målinger – vi havde ikke den store succes – vi lærte noget nyt men forstå hvad der foregår, det gør vi endnu ikke – prøven spreder spin incoherent, hvilket den ikke burde.
Fredag morgen var måletiden slut – jeg tog TGV-toget til Paris for at besøge Iben og Peder. De havde lagt en nøgle, så jeg kunne komme ind i lejligheden – det var ikke blevet til alt for meget søvn den sidste nat, så jeg lagde mig lidt på sofaen og pludselig var jeg væk. Vi lavede aftensmad i fællesskab og sad og snakkede indtil hovederne begyndte at nikke. Lørdag gik morgenmaden over i brunch, mens vi snakkede og det var næsten middag inden vi forlod Rue de la Glacier. Tur gik ud til Mont-Matre og Sacre-Ceær, hvor Iben og Peder ikke havde været længde. Vi sad på trappen og betragtede forskellige gøgler. Specielt var der en der skilte sig ud – han havde en snor, en pind og en halveret bold samlet i bunden – han var okay sej, faktisk meget god. Desværre synes han ikke selv at det var noget at prale af så efter et større vredesudbrud pakkede han sammen og gik. Det gjorde vi også – vi slog et slag forbi den sidste vinmark i Paris – ja der ligger en vinmark midt i Paris. Vi gik en tur forbi Muolin Rouge, ikke fordi der var så meget at se. Vi fik frokost på en tagrestaurant med kanon udsigt over byen. En flok duer terroriserede restauranten, men der skulle dog mere til at skræmme os væk! Vi fik lidt travlt fordi vi skulle være tilbage i lejligheden ved 17-tiden, hvor Nina ville ankomme. På vej ned til busstoppestedet opdage Iben og Peder at de havde glemt deres fællespung – de spænede tilbage til restauranten. Jeg fortsatte med bussen mod Rue de la Glacier. Til alt held var pungen blevet afleveret til restauranten og Iben og Peder kom tilbage 10 minutter efter mig. En halv time senere kom Nina. Om aftenen gik vi på Koreansk restaurant – det smagte utrolig godt til næsten ingen penge. Efter maden var vi inde på en listig knippe, hvor de solgte forskellige gløgg varianter – jeg fik vin med karamel smag – det smagte ikke så dårligt som det måske lyder.

Søndag stod vi tidligt op for at tage på udflugt til Provins. Turen bestod i 4 timers vandring til Provins, som engang havde været en stor handelsby. På grund af ændringer i fragt ruterne var handlen totalt kollapset, hvilket betød at byen stort set var blevet efterladt som den stod i 14-hundretallet. En tåg lå tung omkring landskabet, da vi startede vandringen og i det fjerne kunne vi hører jægerne plaffe løs som gale. Undervejs fouragerede vi på både brombær og valnødder, som fandtes i stort tal. Vi nåede omsidder til Provins, hvor vi spiste frokost på et pandekageri. Byens stolthed er en stor domkirke og et vagttårn. Byen er flot og bestemt et besøg værd, hvis man er blevet træt af Paris – den er væsentlig forskellig fra Versaille eller Fontaine Blaue. Der er meget charme i Provins, hvor hele den gamle by er fyldt med gamle bindingsværkshuse. Med tog gik turen tilbage til Paris. Vi spiste aftensmad på en udmærket japansk restaurant. Jeg kunne vel ligeså godt vænne mig til at spise rå fisk – mandag gik turen nemlig til Japan.

Uge #37 Grenoble, spin-echo

2007-10-11T20:52:00.001-07:00

Dagene gik med arbejde, men også den del restaurent besøg i Grenoble. Den 13 var egentlig fridag, men jeg brugte den til at arbejde med data og lære den nye software at kende. Fredag startede et nyt eksperiment med Raphael og Fanni på IN11 – spin-echo. Meget svært og langsomt eksperiment. Vi kunne reproducere tidligere resultater, men vi så ikke noget spin-echo signal, så alt i alt var forsøget en lille smule skuffende.

Uge #36 Festuge, Grenoble, Vivaldi

2007-10-11T20:50:00.000-07:00

Mandag gik vi en tur ned i byen for at se på festugen – men jeg har dog sjældent oplevet noget så dødt – på store torv stod en DJ og spillede helt for sig selv, der var ikke en sjæl som lyttede. Tirsdag var vi ude at besøge Henrik, Bodil og pigerne, Mette der også. Det var som altid hyggeligt. Onsdag aften tog vi på restaurant Le Basilic, som er en af de sjældne BYO’er i Århus (BYO Bring Your Own, det henviser til vinen, som man selv skal medbring – de findes overalt i Sydney). Vi fik kokkens surprise menu med 3 retter – det var utroligt lækkert og dejligt at være i byen.
Torsdag aften gik turen til Grenoble – det gik smertefrit og uden problem – også selvom jeg ankom ved midnatstid til ESRF/ILL. Fredag morgen startede eksperimentet, vi testede et par krystaller, men fandt hurtigt et egnet eksemplar og startede data indsamlingen. Lørdag var sådan set ikke så meget forskellig fra fredag. Vi havde dog tid til en lille spadser tur op på Bastilien og videre op til krigsmonumentet. Chris marcherede af sted men Neeraj forholdsvis hurtigt sakkede agter ud – og jeg må erkende at heller ikke jeg kunne holde Chris’s tempo.

Målingerne kørte stadig uden vi havde mulighed for nogen større indflydelse. Dette var også tilfældet lørdag, hvor Chris havde arrangeret at tage ud at klatre med en old buddy. Neeraj og jeg fik et lift og gik en tur i området – som jeg ikke umiddelbart genkendte, men snart skulle det vise sig at jeg havde været der et par gange allerede.

Uge #35 Måneformørkelse og hjemrejse

2007-08-30T02:54:00.000-07:00

Jeg var både på universitet om mandagen og om onsdag – det lykkedes mig at lave mere arbejde for min arbejdsgiver på disse dage end nogen af de forudgående dage. Tirsdag var der måneformørkelse, som var utrolig spektakulær – der blev taget mange billeder – over 300, hvor af jeg har beholdt færre end 20. Resultatet ses herunder.

Torsdag holdte jeg foredrag for folkene på ANSTO, jeg synes selv det gik meget godt og de virkede da også meget interesserede. Fredag skulle jeg flyve engang om eftermiddagen, så jeg blev hjemme fra arbejde og pakkede min ting – som jeg skulle bruge den næste måneds tid.
Lørdag ankom jeg til Kastrup lufthavn klokken 7.30 om morgenen og jeg havde en time i København før jeg skulle med toget til Sønderjylland. Jeg nåede at gå en tur på Strøget, hvor der ikke sker meget klokken 8.00 om morgenen – jeg havde dog held til at hjælpe en ulykkelig fuld svensker på vej til hans hotel.
Nina mødte jeg på toget i Middelfart og derfra tog vi til Tønder via Tinglev. I Stokkebro var Kurt, Ellen og Marie til middag om aftenen - det var meget hyggeligt. Jeg tror det er mere end et halvt år siden jeg har set dem sidst. Søndag var vi til kaffe hos farfar Karl, der til trods for sine 86 år holder sig utroligt godt. Herefter på besøg i Vejen hos Mikkel og Tina, hvor vi blev unævnt til at være de første officielle gæster – det var vældig hyggelig aften og efterhånden også meget længe siden jeg havde set dem sidst – forsvar i oktober vil jeg tro, hvilket i skrivende stund er næste et år siden. Ved 10-tiden tog vi toget til Århus, hvor der var liv i byen grundet festugen. Det var en forholdsvis action packed weekend, men det er nu dejligt at se gamle venner og familie.

Uge #34 Vinsmagning, cykeltur og Great Northern Walk

2007-08-30T02:53:00.000-07:00

Ugen gik uden større begivenheder, jeg var igen på universitet om onsdagen, denne gang var det Rolands tur til at holde foredrag. Det blev fredag og en del Bragg Institutes ansatte tog til MCA, hvor der var vinsmagning. Entreen kostede 30 AUD, men så fik man til gengæld også et ”vinglas” – jeg solgte dog mit for 10 AUD. Efter smagning af utallige Shiraz, Pine Noir, Chardonnay and Carbennet-Sauvignon var det lykkedes mig at blive en smule snaleret – for kun 20 AUD. Efter smagningen gik vi på pub, hvor jeg fik en gang fish and chips – det er heldigt at der kommet mange Thailænder, Vietnamesere og liggende, så det er muligt at få andet end det engelske køkken, så nu har jeg fået fish and chips. Jeg aftalte med en af mine yngre kollegaer (Andrew – eller Andy) at tage på mountainbike tur i Royal National Park om lørdagen – min plan havde i forvejen været at cykle til Wollongong, så det passede mig fint.
Før turen ind i Royal National skiftede jeg bremserne på min cykel og det skulle vise sig at være en ganske god ide. Mountain bike er lidt ligesom down-hill skiing – det går nogen gange lidt hurtigere end man egentlig synes at kunne styrer, men det vel sagtens denne følelse af hastighed, der gør det spændende. Sjovt var det i hvert fald – også selv om jeg måtte en tur i gruset og pådrog mig skrammer på arme og ben. Jeg tror det var selve tandhjulet på kranken der ramte en forhindring – men herefter gik det enormt hurtigt med at komme ned at ligge – det gav et ordentlig skud adrenalin. Styret på cykel var blevet drejet 360° rundt – så det så normalt ud, men … Heldigvis kunne cyklens ordens uden problem og vi kørte videre. Det blev dog ikke til så forfærdeligt meget mere da gearet på Andy’s cykel begyndte at opføre sig mærkeligt.
Jeg blev inviteret til om aften og det var ganske hyggeligt. Andy’s kone er i England for at færdiggøre sin Ph.D. og kommer tilbage til Sydney i december måned. En situation som ikke synes så fremmed.
Søndag tog jeg på vandre tur i Ku-ring-gai chase. Jeg tog toget til Berowra og herfra gik jeg til Hornsby. Turen er kendt under navnet Great Northern Walk og går fra Sydney centrum til New Castle, hele turen tager 14 dage, men der mulighed for at stige af og på turen en del steder, hvilket jeg netop benyttede mig af. Faktisk havde jeg allerede gået en del af turen uden at vide det - fra Manly til Spits. Stien er vel markeret og i god stand, hvilket naturligvis er meget rart. Turen gik det meste at tide langs en eller anden form for vand – og en gang imellem også over vandet, hvilket ikke altid var lige simpelt og jeg præsterede da også pludselig at stå i vand til knæene – og så hjælper det faktisk ikke så meget at støvler er vandtætte… Turen gik også gennem mangrovesump og alt i alt var det en meget god tur – også med våde fødder.

Uge #33 Foredrag, BBQ, buddhistisk tempel og blow hole.

2007-08-21T00:36:00.000-07:00

Mandag var jeg undtagelsesvis på ANSTO, fordi jeg havde et møde med en fra Materials Department. Materials Department har en hip (hot isostatic press) og vi skulle gerne have hippet noget af vores prøver. Tirsdag forlod Soazig (en fransk pige) ANSTO, så vi var noget stykker der tog til afskedsmiddag i Engadine – på et Hotel der først så ud til at være lukket, men det lykkedes dog at komme ind. Afskedsmiddagen betød ’desværre’ at vi kom for sent til det obligatoriske sikkerhedsmøde. Vi kom tilbage lige tidsnok til at deltage i de sidste strækøvelser – i bedste Kaptajn Jepsersen stil – ’alle ud på gulvet også…’ ikke fordi, men helt ærligt… Det var blevet bemærket at vi havde været fraværende eller nærmere, det blev bemærket at vi kom sent – så det gav skideballe.
Onsdag skulle jeg holde foredrag på universitet, det var nu ikke fordi der var det store antal tilhører – jeg tror der var omkring 15 personer, men nå, foredraget gik godt og der var en god diskussion bagefter. Efter foredraget var der frokost i universitet meget fine restaurant – sådan et sted, hvor man reserverer bord og der er tjenere – jeg fik gnoggis med kanin. Fredag var jeg igen på universitet, det var det letteste eftersom der var barbecue (BBQ) i baghaven hos Chris. Det var en meget hyggelig eftermiddag og aften med – der var dog mange af de yngre studerende, som tog tidlig derfra, og det blev da heller ikke så sent for mit vedkommende jeg tror jeg var hjemme klokken 22.00.
Lørdag havde jeg en aftale med Damian – den spanske post doc. vi skulle på tur til Wollongong og besøge et nybygget buddhistisk tempel – 17 år gammelt. Turen derned gik stort set langs stranden og der var en kanonudsigt. Templet var også meget imponerende med en 7 etagers Pagoda og et stort hovedtempel.

Det var dog lidt morsomt for alt var lavet i plastik og med diodepærer, men på afstand var det meget flot og haven omkring var da også vældig fin, måske lige bortset fra de fede børnefigurer med alt for store hoveder.

Efter tempelbesøget tog vi op på Mt Keira, tilsyneladende havde alle motorcykel ejere fået samme ide – tilsyneladende var der et træf af en eller anden slags. På parkeringspladsen så vi en Kookaburra – Kookaburra tilhører Kingsfisherfamilien, men det mest karakteristiske ved fuglen er dens fuldstændige sindssyge grin (kald/sang). Vandrestien var desværre delvist afspærret på grund af nedstyrtningsfarer så det blev ikke til så meget vandretur som håbet. Vi valgte kører videre mod syd til Kiama, som er berømt for sit blow hole. Et blow hole er en snæver passage i klipperne ved kysten, som presser bølgerne op gennem et hul, som en hval der puster luft ud – desværre var der ikke så meget vind, så vandet kom ikke så højt op.

På parkeringspladsen mødte vi sjovt nok Rob – vores øverstkommanderende. Turen hjem var begivenhedsløs bortset fra en kraftig regnbyge.

Søndag havde regnet vejret bid sig fast og der blev på intet tidspunkt lukket for himmelsluserne – der var kun variation i hvor kraftigt vandet faldt. Der faldt på en dag 100 mm eller det samme som en hel måned under normale omstændigheder. Jeg ville have været på cykeltur i Royal National Park, men det droppede jeg – og eftersom der var skinnearbejde var det også lettere besværligt at komme til Sydney, med andre ord jeg blev hjemme og arbejde hele dagen – lidt trist, men ret effektivt.

Uge #32 Kystvandringen

2007-08-21T00:31:00.001-07:00

Det er efterhånden blevet hverdag igen i det Australske. Jeg undgik fuldstændig jet-lag bort set fra de 12 timers søvn – det må siges at være meget billigt sluppet. Ja, nu har jeg jo faktisk helt glemt at fortælle at reaktoren er gået i stykker… Tilsyneladende problemer med brændselsstavene – hvilket betyder mellem 8 uger og 8 måneders nedlukning – forhåbentlig bliver det 8 uger – 8 måneder ville ikke være til at bære. ’Hvis man skal vende det til noget positivt så er diffraktometret nok kommet tilbage fra Frankrig til den tid – hurra…
Mandag var jeg på universitet, der var sket en del siden sidst, så idet mindste lader det til at jeg snart kan komme i gang med noget syntese, spørgsmålet bliver nu bare om det bliver før eller efter jeg tager til Europa i september?
Ellers gik ugen uden de store udskejelser, torsdag eftermiddag tog jeg på shopping i Miranda – og fik dermed omsidder anskaffet et tørrestativ. I shopping centret mødte jeg Don og Herma – Don er den videnskabelig rorgænger og Herma styrer brugerkontoret. Med indkøbene overstået om torsdag havde jeg hele weekenden til vandreture – og vejret var helt perfekt, hvilket det faktisk har været siden jeg ankom mellem 17-24 grader og høj blå himmel – udmærket vintervejr.

Lørdag gik det med tog og båd til Bundeena, hvor kystvandringen tager sit udspring. Jeg skulle nå et tåg 26 km bort og 8 timer senere. Først gik jeg en lille ekstra tur ud til Jibbon Point, hvorfra der er en fantastisk udsigt til Cronulla og Cronulla beach. Denne lille detour tog dog en 1 time og nu havde jeg kun 7 timer til at nå de 26 km.

Kystvandring er fantastisk smuk – landskabet er meget varierende fra stejleklipper der går direkte ned til Stillehavet, hvorpå bølgerne slås sig selv til plukfisk til lange hvide strande, hvor bølgerne ruller og giver gode surfer muligheder. Der er dybe laguner med frisk vand og vandfald der falder direkte ned i havet. Der er et rigt og varieret fugleliv, og vegetationen er også meget speciel.

Turen går gennem 7 bløde sandstrande før den går gennem palme junglen til Otford (denne del af turen var identisk med turen i uge 31). Som det ses afbillederne kunne nogen af stederne bruges direkte i et feriekatalog. Jeg spiste frokost under palmen!

De betagende omgivelser fik mig dig også til at glemme tiden, men eftersom jeg havde gået sidste del af turen en uge forinden havde jeg en god ide om hvor lang tid det ville tage mig at gå sidste delen af turen. Med to timer til togafgang måtte jeg konstatere at jeg var langt bagefter tidsplanen. Jeg skruede tempoet i vejret – satte den lange ben foran – halsede af sted - … - Det opskruede tempo betød desværre at jeg ikke fik set så meget af omgivelserne – men jeg havde jo været der før. Det blev til en lang to timers ilmarch til at held bar anstrengelserne frugt jeg nåede banegården 5 minutter før afgang – vente tiden blev dog fordoblet fordi toget var 5 minutter forsinket, hvilket var meget heldigt for to andre vandregrupper som lige akkurat nåede toget.
Jeg var således allerede hjemme klokken 18.00, men jeg var total smadret – et karbad, et aftensmåltid og jeg tror lige at klokken sneg sig op på 20.30 før jeg lå i min seng.

Søndag vågnede jeg tidligt – veludhvilet men stadig øm i benene jeg gjorde ret og gik en lille tur, hvilket løsnede op for benene og jeg besluttede at tage toget til Engardine og derfra gå tilbage til Sutherland via Audley. Jeg tog den stille og roligt og tog en masse billeder af blomster.

Det var således en meget behagelig søndagstur i lavet gear, men det blev alligevel til 5 timers gå tur.

Uge #31 Tilbage i Australien

2007-08-19T17:20:00.001-07:00

Tirsdag formiddag gik turen med bus til banegården, Nina tog med for at sige farvel. Herfra var det med tog til Købehavns lufthavn, jeg fik sovet en lille smule på turen. Herfra gik det med fly til Bangkok og fra Bangkok videre til Sydney. I Sydney med tåg til Wolli Creek og herfra endelig til Sutherland, hvor jeg ankom omkring klokken 22.00, efter en rejse på 28 timer. Jeg havde holdt mig vågn på flyveturen for at sikre mig at jeg kunne sove når jeg kom til Australien og på den måde undgå det værste jet-lag. ’Harry Potter and the order of the Phoenix’ var en stor hjælp til at holde mig vågn. Jeg var således enormt træt og jeg sov faktisk 12 timer i streg.
Lørdag tog jeg tåget til Waterfall og gik på vandretur i Heathcote National Park, hvor jeg gik op på Mount Westmacott, her var en fantastisk udsigt ud over Royal National Park, Sydney downtown og The Blue Mountains.

På vandreturen kom jeg også forbi en række imponerende vandfald, men desværre forsvandt stien pludseligt og jeg måtte erkende at ikke kunne finde vej og vendte derfor om og gik tilbage.

Søndag tog jeg tåget til Helensburgh for at gå en tur i Royal National Park, men det skulle vise sig umuligt at komme ind i parken fra Helensburgh, så jeg var tvunget til at tage tåget videre til Otford. Herfra havde jeg en ganske udmærket tur, som gik et stykke langs kysten – Burning Palm Beach og gennem Palm Jungle.

Palme junglen mindede allermest om noget fra Jurassic Park inklusiv lydkulissen og jeg ville ikke være blevet spor overrasket, hvis det pludseligt var kommet en dinosaur farende.

Uge #30 Besøg i Beder og Mosegård vikinger

2007-08-19T17:12:00.001-07:00

Tirsdag havde Henrik og Stine inviteret til afskedsfest i forbindelse med deres studie ophold i Australien, nærmere bestemt Perth, hvilket er den anden side af kontinentet i forhold til Sydney. Det var en hyggelig aften og det blev da også forholdsvis sent, selvom det var en hverdagsaften. Fredag var vi på besøg i Beder, hvor Anne og Thomas havde købt hus i et bofællesskab: Sol og vind. Vi cyklede til Beder gennem Marselisborg skov – det var en flot, men også meget bakket tur. Det var et dejligt sted Anne og Thomas havde købt og det lød som om bofællesskabet var velfungerende. Det blev da også sent inden vi svang os i sadlen og cyklede hjem i buldermørke.
Lørdag var jeg på universitet for lige at ordne et par ting inden afrejse.

Søndag tog vi til vikingemarked ved Mosegård, hvor vi så slaget mellem Dansken og Svensken – Dansken vandt.

Herefter var der heste opvisning med islænderheste – meget imponerende. Til sidst tog vikingen hæren opstilling mod publikum og stormede frem som om vi skulle løbes over ende.

Vi gik en tur på markedspladsen før vi cyklede hjem.

Vi havde inviteret Henrik, Bodil og pigerne til aftensmad på Ivar Huitfeldts gade 27, 1.tv. Det var rigtig hyggeligt og pigerne ville gerne blive noget længere, men eftersom børnehaven næste dag var der ikke så meget at gøre.

Uge # 29 Fødselsdag med børnejazz

2007-08-19T17:09:00.000-07:00

Hverdagen gik med arbejde uden der er så meget at berette. Lørdag var vi inviteret til 2x4 års fødselsdag på Sivsangervej – det var vældig hyggeligt og der blev pakket mange gaver ud. Vi var inde på klostertorv for at høre børnejazz – Brumbasserne, men det fængede ikke rigtig de fireårige fødselarer og målgruppen var nok også nærmere 8-12 årige. Henrik var desværre lidt sløj og måtte lægge sig, men det var nu alligevel en meget hyggelig dag og det var da også halv sendt før vi kom hjem.

Uge #28 Grenå og Skandinavisk dyrepark

2007-08-16T00:47:00.000-07:00

Mandag havde vi dog besøg fra Agerø, hvor Christian (Nina’s far) kom forbi efter at have været forbi Åbyhøj for at hente en pakke fra Indien. Ellers gik resten af ugen med arbejde. Nina var plaget af meget stærke rygsmerter og sad hjemme og arbejde da universitetsmøbler ikke just er de bedste. Lørdag blev vi samlet op af Birte og Lars og var på weekend ferie i Grenå, hvor de havde lejet et sommerhus gennem Hartmann. Vi gik en god lang tur, som var tæt på at blive ufrivilligt meget længere end beregnet da vi ikke rigtig kunne finde vej. På turen kom vi også forbi stedet for det kommende Beach Party – og der var godt nok uhyggeligt mange meget fulde unge mennesker selvom klokken kun var 15.00, men hvad det er vel sagtens den største begivenhed i Grenå – alle Tønder Festivalen og Klostermærken – eller ringridning i Røllum.
Aftenen båd på grillmad og scrapple til langt ud på natten – ikke at forglemme spabadet, som specielt Nina havde glæde af med sin dårlige ryg. Søndag tog vi til Skandinavisk dyrepark, som havde specialiseret sig i – ja dyr fra Skandinavien, isbjørne, brunebjørne, ulve, ræve, vildsvin, elge, rensdyr, hjorte af forskellig slags. Dyrene havde meget store arealer og flotte omgivelser.

Ved hjælp af hævede gangbroer var det alligevel muligt at komme tæt på dyrene. Efter aftensmaden tog vi toget tilbage til Århus.

Uge #27 Den svenske østkyst og Tall Ships Race.

2007-08-16T00:46:00.000-07:00

Mandag tog vi på kanal rundfart – der er godt nok ikke meget plads at give af når bådene sejler under broerne, men det kan helt sikkert anbefales at se København fra søsiden. Vi spiste frokost på Gråbrødretorv sammen med Lene og Kim (Lene Ninas søster og Kim ’tøjpusher’ bekendt). Vi tog tåget fra hovedbanegården til Lund, hvor jeg havde reserveret plads på ’Tåget’ – vandrehjemmet. Vi gik en tur rundt i byen og købte ind til aftensmad.

Tirsdag ville til Malmø, men desværre betød en ulykke på skinnerne at der var store forsinkelser, så vi blev i Lund og besøgte Kulturen og Domkirken. Vi gik også en tur ud i den nye universitetspark om aften tog vi i biografen og så Oceans 13.

Onsdag lykkedes det at komme til Malmø – hvor vi blandet så ’Twisted Torso’ og Øresundsbroen. Vi gik en tur i slotsparken og op og ned af Strøget, før vi splittede op og Nina gik på shopping, mens jeg gik til slottet/fortet. Fortet var dog ikke noget særligt og udstillingen lukkede 45 min senere så jeg droppede det og gik en tur rundt i byen.

Malmø er en underlig ting mellem en storby og en landsby, men den har hverken storbyens muligheder eller landsbyens charme – i hvert fald sammenlignet med Lund. Vi spiste aftensmad på en Indisk restaurant og her gik det op for mig hvor mange danskere der var i byen – ikke så få.

Torsdag tog vi toget til Göteborg – vejret var noget trist, men regnet stillende heldigvis lidt. Vi gik en tur rundt i byen og kom ud til havnen, hvor vi besøgte operahuset og drak en kop kaffe/te.

Stedet var totalt tomt bort set fra os og fire ekspedienter. Turen gik videre forbi ’Nya Ullevig’, som selvfølgelig huskes fra EM triumfen 1992. Vi fortsatte ud til Liseberg og gik tilbage gennem Chalmers. Vi spiste aftensmad på en Thai restaurant- meget velsmagen og i mængder der kunne have brødfødt en hel hær. Fredag morgen gik vi ud til Göteborgs botaniske have, som efter eget usagn er Nordeuropas største. Det da også en meget imponerende botanisk have med et flot væksthus – sjovt nok er året i år 300 året for Lindé, hvilket nok har betydet ekstra fokus på de botaniske have i Sverige. Vi besøgte også det Maritime museum, som har en stor samling af forskellige skibe og en ubåd - en rigtig flot og spændende udstilling.

Klokken 18.00 tog vi med Stena Line til Frederikshavn – desværre stod det ned i stænger – så udsejlingen som ellers er meget imponerede druknede bogstavligtalt. Fra Frederikshavn gik det med tog til Århus, hvor der helt tydeligt var stor festivitas nede på havnen. Det skulle senere vise sig at være Tall Ships Race. Vi tog derfor ned på havnen lørdag for at betragte de imponerende skibe. Det er jo ikke ligefrem hver dag at 10 af verdensstørste sejlskibe er i byen. Søndag satte Nina kursen mod Sønderjylland for at hente Silja (katten). Jeg tog ud for at se skibene sættesejl.

Uge #26 Konference i Lund, møde i København

2007-08-12T17:34:00.000-07:00

Konferencen startede først for alvor om mandagen, den blev holdt i universitets gamle bygninger i centret af Lund, som må siges at være meget charmerende. Onsdag holdt jeg et oplæg, hvilket jeg slap meget godt fra når jeg nu selv skal sige det. Jeg holdt tiden perfekt og der var en del relevante spørgsmål og et par stykker kom hen for at stille flere spørgsmål efter foredraget – så jeg vil kalde det en succes.

Torsdag blev der uddelt priser og programmet sluttede efter frokost, hvorefter vi havde fribilletter til Kulturen – Sveriges flotteste museum – ifølge den svenske turist forening. I sandhed også et meget imponerende museum – en blanding af Den Gamle By i Århus og Frilandsmuseet. Om aften blev vi kørt med busser til Luftkastellet, hvor konference middagen skulle finde sted. Luftkastellet er de bygninger der blev brugt til at præsentere bygningen af Øresundsbroen og der var en flot udsigt til broen. Indvendig var pladsen knap men, det lykkedes at presse alle 700 mennesker ind.

Fredag sluttede konferencen og jeg tog med Risø folkene tilbage til København. Niels inviterede mig med i fysisk fredagsbar, som havde sidste åbningsdag før de åbnede i nye lokaler. Hen på aftenenn tog jeg til Amager for at ind loggere os på vandrethjemmet, herfra tog jeg ud i lufthavnen og hente Nina, som kom fra Amsterdam.
Lørdag tog vi tåget til Nørreport station og fik en tur gennem Københavnsgader, forbi storkespringvandet og Christiansborg – ud til det Kongelig bibliotek og videre til Nyhavn, hvor vi fik brunch på en af de talrige restauranter. Herefter gik vi ud til Amalienborg, hvor vi så det sidste af vagtparaden og vi kom en tur op i Marmorkirken, hvor der er en fantastisk udsigt over København, specielt Amalienborg og Operahuset.

Fra Marmorkirken gik vi ud til Kastellet og selvfølgelig også forbi Den Lille Havfrue. Vi gik en tur omkring Christianshavn og spiste aftensmad på Christiania og gik en tur i Fristaden. Herefter gik vi en tur rundt på voldene og ud til Operahuset, hvor vi desværre ikke rigtig kunne komme ind fordi en forestilling netop skulle til at starte.

Vi sejlede tilbage til det centrale København, og gik til Kultorvet, hvor vi satte os og fik en øl. Vi skulle mødes med nogen af de andre, som Nina havde været på Hercules med, men eftersom de allerede havde været i byen om fredag var de først stået op ved 20-tiden. Vi besøgte forskellige barer og den ene øl tog den anden – ved 3-tiden tog vi tilbage til Amager.
Søndag må det nok erkendes at jeg var noget smadret. Det tog med andre ord lidt tid inden vi sad i toget på vej mod Humlebæk for at besøge Louisiana. Utroligt flot kunst museum både ude og inde – ærgerligt vi ikke havde mere tid. Tilbage mod København blev vi mødt af en meget sur – konduktør, det truede os og stort set alle andre i kuben med bål og brand fordi vi havde stemplet for lidt – hvis nogen husker Gramsespektrums kontrollørerne så var her et godt eksempel. Vi slap heldigvis for bøde, men som vi bag efter kom til at tænke på havde vi endnu ikke kørt for langt, så vi kunne også bare været stedet af og stemple mere og derefter hoppe på igen. Nå men vi stod af i Klampenborg for at besøge Bakken. Jeg må sige at tømmermændene sad stadig og lurede i baghovedet så det der med rutschebaner og karruseller det skulle jeg ikke have noget af. Vi gik en tur rundt på Bakken og også en tur ud i dyrehaven, hvor der var mere fredeligt og vi så endog også et par hjorte.

Uge #25 Middag i Australien, Sante Hans i Danmark

2007-08-12T17:33:00.000-07:00

Mandag var jeg inviteret til middag hos Chris sammen med hans anden Post Doc. og en Ph.D. studerende. Det var en hyggelig aften med god mad, vin og snak. Jeg havde medbragt en ølkage til dessert/aftenskaffen og det lod til at Neeraj havde haft samme ide og havde medbragt noget yderst klisteret i oliekogt dessert agtigt fra Indien.
Tirsdag havde jeg ølkagen med til kageordningen og den blev velmodtaget om end lidt skeptisk med hensyn til øllet. Onsdag dag startede 24 time lange timer inden jeg ankom omkring 9 tiden til Århus. På vej fra busstoppestedet til universitet mødte jeg Finn. Det var ganske rart at være tilbage i Danevang. Nina var til insitutemøde så der gik noget tid inden jeg fandt hende.
Santa Hans aften blev fejret på Sivsangervej, hvor Birte og Lars også var på besøg. Vi spise på sivsangervej og gik derefter ned til det store fællesbål. Der blev spillet lidt rund boldt inden bålet blev tændt og Silje afslørede sig selv som den helt store paparatzi med Henrik’s digital kamera. Nina og jeg tog forholdsvis tidligt hjem eftersom vi begge skulle af sted søndag – Nina til Bourdaux og jeg skulle til Lund til den Europiske neutron spredningskonference.
Velankommet til Lund indlogerede jeg mig på ”Tåget” vandrehjemmet, som udnytter et sæt gamle sovevogne. Meget charmende sted efter min mening og meget snedigt – eftersom det ligger tæt på banegården. Til velkomst receptionen mødte jeg sjovt nok nogen Nina havde gået på Hercules sammen med og vi besluttede at gå ud og drikke en øl – byen var noget død, men det var også aftenen efter ”mitsommer”, som nok er det største i Sverige.

Ugebrev #12, Manly og middag (uge 24)

2007-06-18T15:57:00.000-07:00

Grundet Dronningens fødselsdag var mandagen en fridag, det lader til at dronnings fødselsdag hvert år falder på en mandag – en lille smule mistænkeligt synes jeg nok. Dronningen, som der her er tale om er selvfølgelig hendes Majestæt Dronningen Elisabeth den II af Commonwealth (England og tilhørende kolonier og ex-kolonier). Elisabeth II findes også på bagsiden af den mindste pengeseddel 5$.

Nå men dronningens fødselsdag eller ej – mandagen var en fridag. Jeg besluttede at tage til Manly – med undertitlen ’the northern star’. Manly er den mest berømte mod nord beliggende strand og den næst mest berømte strand i Sydney. Hvor Bondi Beach ubetinget tager først pladsen i stand berømmelse.
Den letteste vej til Manly er med færge, hvilket også giver en indirekte havnerundfart en slags to i en løsning. Turen indbyder til at tage fotos, der er fantastik udsigt til Sydney skyline, Harbour Bridge og Operahuset – så jeg vil sige turen er et must. Himlen var høj blå og solen sendte sine morgen stråler på Sydneys berømte arkitektur, hvilket gav et fantastisk flot lys, hvad mere kan man bede om som turist og fotograf? Turen til Manly tager 30 min og er meget fredelig lige med undtagelse af de sidste 5 minutter, hvor man passerer gennem havneåbning, hvilket betyder at båden vipper lidt.

Vel ankommet til Manly, gik jeg først en tur langs stranden til et udsigtspunkt, og det er bestemt ikke uden at stranden kaldes nordens stjerne – det er virkelig en fantastisk strand. Vejret var også helt fantastisk i forhold til de seneste dages store vandmængder.

Efter strandturen gik jeg en tur langs Manly Scenic Walk, som går fra Manly til Spits. Turen er omkring 9 km lang med et par mulige afstikker til udsigtspunkter. Første delen af turen var lidt kedelig, men sidste delen var utrolig flot med mange udsigtspunkter og dramatiske fald og stigninger på stien.

Fra Spits tog jeg en bus tilbage til Manly, hvor jeg besøgte Ocean World. Ocean World er et akvarium, der er bedste kendt for at arrangere dyk i deres haj og rokke basin. Der var da også nogen i vandet mens jeg besøgte akvariet. Jeg lærte også et par spændende ting omkring giftige havdyr/organismer og … zombier. En af de mest delikate spiser i Japan er en fisk indeholdende Tetradotoxin TTX. TTX er ekstremt farlig nervegift, som ved indtagelse i for store mængder med fører total lammelse med døden til følge. Mindre mængde kan med fører delvist lammelse, mængderne der bruges til Sushi i Japan er lille og giver kun anledning til en kildrende fornemmelse på læberne og tungen. Giften TTX er også en af ingredienserne som bruges af Haitis Voodoo troldmænd/kvinder (også kaldet Zombiemaster) til at udfører Zombie ritualet. Giften er blandet med planteekstrakter og gives til offeret for Zombie ritualet. Offeret bliver lammet, men er stadig ved fuldbevidsthed – personen kan ikke bevæge sig og der er ingen livstegn, offeret antages derfor for at være død. Et begravelsesritual udføres og offeret begraves – mens offeret vel og mærke er ved fuldbevidsthed. Efterfølgende graves offeret op af Zombiemasteren og et tilbage kaldelse ritual udføres. Lammelsen fortager sig efter 24 timer, hvorefter offeret er overbevist om at han er død, men er blevet kaldt tilbage fra de dødsriger for at tjene Zombiemasteren. Han tror derfor selv at han tilhører de levende døde med andre ord en Zombie – historien minder lidt om dødsforbandelsen i hulebjørnensklan, hvis I skulle have læst den.

Udover fisk var der også en samling af farlige dyr – Slanger; Taipaner, Brown Snake, Death Adder, etc., edderkopper; Fundle web, Redbags og andre. Der var også en krokodille unge – som jeg ville tage et billede af – close up af hovedet. Krokodillen var dog ikke helt indstillet på at blive fotograferet, så jeg var ret glad for det pansrede glas, da den pludselig åbnede gabet og gjorde et lyn hurtigt udfald, som alene blev afværget var glasset – jeg skal gerne erkende at jeg blev forskrækket.

Turen tilbage til Sydney forgik med en katamaran færge, som tog den halve tid i forhold til færgen jeg var med på ud turen. Alt i alt en rigtig spændende dronningens fødselsdag for mig.
Jeg har arrangeret en kageordning, hvor kagespisningen forgår om tirsdagen. Første gang var sidste uge, hvor jeg ikke kunne detalje på grund af stråle sikkerhedskurset. Denne uge var det Damian – den spanske post doc., som stod for kage bagningen – det var første gang i hans liv at han skulle bage en kage – han havde valgt en Cateau Baske, eftersom han er fra Basker landet. Det var en meget avanceret kage – med cremefyld, men han var sluppet utroligt heldig fra projektet, som han fortalte havde taget hele mandagen. Det viste sig faktisk at jeg var det eneste hankønsvæsen ud af fire deltagende i kageordningen der tidligere havde bagt…
Da mandagen var fridag tog jeg på universitet onsdag, men det var nu ikke fordi der skete noget sindsoprivende spændende. Fredag var der igen en større gruppe fra ANSTO der tog forbi Rock Salt, som er stamværtshuset for ANSTO ansatte. Eftersom det ligger på vejen hjem slog jeg også et slag forbi – ja ikke kun fordi det ligger på vejen hjem, men selvfølgelig fordi det er hyggeligt og det giver mulighed for en lidt større kontakt flade. Det endte også med at en mindre gruppe af Bragg folkene spiste aftensmad der – der er en forholdsvis fin restaurant knyttet til baren, så jeg følte mig lidt malplaceret i mit cykel outfit. Maden var rigtig lækker jeg blev inviteret til aftensmad hos Mona og Bill om lørdagen. Mona og Bill var de første mennesker fra ANSTO, jeg mødte, eftersom de bor i Cronulla og tog mig med til ANSTO den første dag.
Lørdag var vejret elendigt – til en forandring. Formiddagen blev brugt på rengøring og tøjvask, herefter tog jeg til Museum of Contemporary Art (MCA). Udfra er MCA placeret i en enorm bygning, men det var nu ikke hele bygningen der blev brugt til museum. Der var et par meget interessant installationer, blandet andet Matthew Ngui; Point of View, hvor 50-100 hvide søjler med uforståelige tegn, ville danne en sætning, hvis man stod i den helt rigtige vinkel – der var naturligvis også andre spændende værker. Efter museet gik jeg en tur rundt i The Rocks, jeg håbede at finde en gave til mine niecer, men trods besøg til utallige souvenirshops og en tur på The Rock marked lykkedes det ikke at finde noget ordentligt.
Jeg tog lige en tur hjem forbi inden jeg satte mig i toget til Cronulla. Det var en meget hyggelig aften, vi var så mange: Bill, Mona, Ross, Don og mig – altså 5, alle de andre er fastansatte, så jeg var den eneste post doc. og vel sagtens 15-20 år yngre end gennemsnitsalderen af de andre. Alle undtagen Ross er ny tilkommende, Bill og Mona er flyttet fra USA, mens Don sidst arbejde i Holland. Det var som sagt en hyggelig aften og en god mulighed for at lære de andre at kende lidt bedre. Maden var også fænomenal, gulerodssuppe, avocado med rejer, kartoffel gratin og spareribs.
Vejrudsigten for søndag var nogen nogenlunde stabilt vejr, så jeg besluttede at tage en vandretur langs kysten. Det er nemlig hvalsæson i øjeblikket, så der skulle være gode muligheder for at se hvalerne der migrerer mod syd. Desværre så jeg igen hvaler og vejret var ikke stabilt – tvært imod, kom der mange korte men kraftige bygger. Det kan godt være at jeg så hvaler, men på grund af blæsten var der mange krusninger på bølgerne så det var ikke rigtigt muligt at sige om det var hvaler eller vejr. Til gengæld var der mange spændende ting, som var skyllet op på stranden, jeg har inden ide om hvad det er, men jeg tog et par billeder. Der var også en ottearmet sprutte på en armslængde, men den var godt maltrakteret af måger, som i øvrigt så ud til at have stor gavn a blæsten med hensyn til at fourager, men det var noget af en bet når de forsøgte at flyve. Blæsten var også så stræk at et vandfald blev forvandlet til et springvand. Vandet ville normalt løbe ud over kanten af klippen og ned i havet, men på grund af blæsten fløj vandet opad og endte tilbage i bækken på vej mod havet. Det var lidt sjovt at se.
Der var også andre fugle i området end måger – sorte papegøjer – jeg har aldrig tidligere set sorte papegøjer og jeg vist overhovedet ikke at de fandtes. Det er noget ret store fugle – vel på højde med en underarm med strakt hånd. En større flok på omkring 10 individer slog sig ned omkring mig – en lille smule spookie på en eller anden måde. Jeg tog et par billeder og skiftede til telelinse for at få bedre nærbilleder, desværre må jeg have været lidt for kedelig at studere i hvert fald fløj de alle sammen inden jeg var klar med telelinsen – øv. De er i øjeblikket ved at lave forsøg med de saltningsanlæg i området, så en del af vandrestierne var spærret af. Det var stadig lys da jeg kom hjem, jeg tog et karbad og bagte ølkage til om tirsdagen. Faktisk bagte jeg to kager, en til tirsdag og en til mandag, hvor jeg var inviteret til middag hos Chris.

Ugebrev #11, Regn, regn og atter regn (uge 23)

2007-06-11T18:50:00.000-07:00

Chris er på måletur til APS – i Chicago, så denne mandag arbejde jeg ude på ANSTO. Jeg kunne godt mærke at benene havde været i brug om søndagen, men det var ikke just noget større problem. Vandreturen havde været en stor oplevelse for Damian, i hvert fald fortalte han om turen til alle, som han kom i nærheden af. Han synes den havde været så god at han måske ville gå turen igen – jo den var da mægtig flot også noget bedre end den tur jeg havde alene weekenden forinden, men der er så utrolig mange ruter at vælge – så jeg ville da ikke som det første gå den samme tur igen, men det handler selvfølgelig om sikkerhed.
Tirsdag skulle jeg på strålesikkerhedskursus – en hel dagsoplevelse. Dagen startede godt nok med noget af en bundskraber – jeg tror, slide tre var – et atom er opbygget af neutroner, protoner og elektroner. Jeg tror de fleste læsere af dette nyhedsbrev ville være bekendt med det foredragsholderen gennem gik – niveauet svarede cirka til 8. klasse, bare undervist i et langsommer tempo – gab. Det skyldes selvfølgelig at alle ansatte også teknikker og nogen kontorfunktionærer der måtte arbejde med radioaktive materialer skal have kurset. Næste foredragsholder var heldigvis noget bedre – ikke fordi niveauet var bedre men fordi hun var en meget bedre underviser. Kurset skal gentages hvert andet år og ingen er undtaget – så jeg havde faktisk kurset sammen med Don Kearly – den videnskabelige leder af Bragg Institute, hvor Rob Robinson er den øverste leder af Bragg Insitute – også er der selvfølgelig en eller anden über – über leder af hele ANSTO, men ham har jeg værket set eller kender navnet på. Nå, men kurset gav mig således mulighed for at snakke med Don i pausen, hvilket gjorde at det ikke var helt spild af tid. Min ansættelse er jo i virkeligheden en smule besværlig, fordi det er Chris der er min vejleder, men han arbejder ikke på ANSTO – derfor er min daglige vejleder på ANSTO Ross. Jeg har dog fornemmelsen at Ross helst ville være fri for at have ansvaret for mig så de gange jeg er gået til ham er han altid på en eller anden måde krøbet uden om mine spørgsmål. Helt konkret drejer det sig om udfyldelsen af mit ’nøgleprojektskema’ – hvad har jeg tænkt mig at lave det næste år? Chris havde nogen ting han gerne ville have at jeg lavede og som vi skrev på skemaet – Ross var sådan naja – øhm, hvad har vi – hmm, måske du skulle spørge Don. Jeg fik således arrangeret et møde med Don om onsdagen. Jeg havde lavet en lang liste over ting jeg kunne tænke mig at arbejde på – de ting Chris havde forslået, et nyt projekt omhandlende køling ved hjælp af magnetisme og et par ting fra Århus som ikke er blevet helt færdig. Jeg gik gennem listen med Don og han synes det var 10-4, for ham var det vigtig at pointere at jeg ikke var Chris’ Post doc., men ANSTO post doc. så jeg skulle ikke bare lave Chris’ arbejde – fint nok med mig, det betyder ultimativt at jeg har fået utrolig stor frihed – hvilket jeg naturligvis er glad for.
Om torsdagen gennemgik jeg ANSTO laboratorietræning, hvilket betyder at jeg nu har lov til at arbejde i laboratoriet og jeg har fået en kittel – hurra nu kan jeg snart komme rigtig i gang. Torsdag aften tog jeg til Miranda for at shoppe (Mall’en har åben til 21.00) så selvom jeg kom lidt sent var det ikke noget problem. Udover nogen få fødevarer havde jeg tænkt mig at investere i en radio/stereoanlæg og en køkken powertool. Jeg fandt et mini-anlæg, som havde USB anlæg – nå hvor snedigt, så det købte jeg. Det skulle dog vise sig at det ikke er helt så potent som jeg havde håbet – det kan kun afspille sange fra USB stiks – ikke fra min USB harddisk og det kan kun spille .mp3 numre ingen andre formater -så lidt skuffende.
Vejret var gradvist blevet ringere om torsdagen, men det lykkedes mig at komme både til og fra arbejde uden at bliver synderligt våd – det galt også fredag, hvor jeg dog gik galt. Jeg måtte ned og ligge da min cykel sted ud på nogen fugtige træplanker og jeg følte tyngdekraftens tiltrækning. Det gav to blå knæ og en øm hånd – men derudover igen varige men eller skade på cyklen – ja var dog noget stiv da jeg kom op på cyklen igen. Uvejret tog til i styrke og det begyndte at piske ned – mildest talt. Om aften ville en del af de ansatte en tur på den lokale pub - alle post docs. var også inviteret til jeg synes umiddelbart at det lød som en glimrende ide og der var da også mange af de andre som sagde ja tak – men da vejret viste sig fortsat at være elendigt bakkede de alle sammen ud. Pubben ligger på vejen hjem, så jeg besluttede at tage en tur forbi om jeg så skulle være den eneste post doc. Vejret var godt nok ringe – da jeg havde klædt om for at tage af sted, var den eneste Australier på kontoret også på vej ud – han tilbød mig at køre forbi pubben – min cykel kunne let være bag i hans varevogn. Et tilbud jeg ikke kunne takke nej til – jeg tilbød så til gengæld at give en øl – han havde egentlig ikke tænkt sig at han ville på pubben, men nu hvor jeg gav – så ville han godt med ind og have en enkelt – jeg havde nu heller ikke tænkt mig at drikke mere end en enkelt. Det er så nu historien bliver meget pinlig for jeg erfarer nu at jeg har glemt min pung – den var stadig i de bukser jeg havde haft på da jeg var ude at handle om torsdagen. Så ikke nok med at flinke Nick giver mig et lift til pubben, lader sig overtale til at komme med ind og få en øl, nej han får også lov at betale for sig øl selv – plus for min øl – man skal ikke række Fanden en lille finger… Det endte faktisk med at Nick kørte mig helt hjem. Ja, en meget pinlig historie, men Fanden er meget taknemlig for det stod godt nok ned i stænger.
Lørdagen var ligesom fredagen præget af regn og her snakker vi rigtig meget regn plus en hård kuling. Selvfølgelig ikke så forskellig fra en god efterårs dag i Danmark – problemet er bare at den slags dage er meget mere sjældne herude – og man vender sig faktisk let til sol og moderate varme. Nej, situationen er faktisk ret alvorlig for en del menneske i skrivende stund, to er omkommet og en familie på fem forventes også at være blevet offer for vandmasserne – problemet er naturligvis at landskabet som er let bakket giver anledning til mudderskred på udsatte steder. Nogen veje er forsvundet mens andre er totalt oversvømmede. Vinden har også medført en del væltede træer, som har betydet store forsinkelser med toget og at flere tusind er uden strøm. Således måtte togpassagerer til Newcastle omdirigeres til busser, hvor en af busserne dog satte sig fast grundet oversvømmelserne og passagerne var først hjemme klokken 3.00 lørdag morgen. Blæsten har også forsaget at et tankskib er gået på grund. Alle disse nyheder er jeg selvfølgelig blevet delagtig gjort i gennem min nyerhvervede radio – så den er ikke helt tosset selvom den ikke kan tage musik fra min USB-harddisk. Nå, men hvad lavede jeg lørdag – jeg holdt mig inden døre – det var opfordringen fra myndighederne. Så det blev gjort grundigt rent og jeg fik skrevet en del på en artikel jeg er ved at forberede i forbindelse med konferencen i Lund. Til aftensmad lavede jeg en god gang gullaschsuppe, ja det synes at være det helt rigtig med sådan et vejr udenfor. Faktisk er det første gang i to måneder at jeg ikke tilbringer mindst 1 time udendørs og ærligtalt jeg glæder mig til at vejret bliver normalt igen, men der er regn på hele fem døgns prognosen. I radioen sagde de at mængden af vand der var faldet fredag – lørdag svarede til den mængde der normalt falder på to måneder.

Himlen var overskyet søndag morgen og enkelte regnebyger gjorde tilværelsen udendørs en smule risikable. Jeg tog tåget til Sydney og besøgte Observatory Hill, hvor der findes en lille anstronomisk museum. Det var et fint lille museum og oven i købet gratis.

Jeg erfarede også at en del målet med Captain Cook’s rejse i sin tid var at måle Venus’ passage gennem solen fra Tahiti. I nærheden af observatoriet klemt inde mellem skyskrabere ligger en lille kunst museum som jeg også besøgt. Herefter var et en tur over Harbour Bridge, med gode muligheder for tage billeder af Operahuset. Himlen mod vest var klart op, så det var en ganske fornøjelig tur.

Tilbage på den sydlige side af Sydney gik jeg en tur gennem The Rocks, hvor det weekend markedet netop var ved at lukke. Turen gik videre til Operahuset, mens solen sank ned i vest – en god anledning til at tage nogen billeder af dette Sydney’s varetegn, som arkitekten aldrig så færdig bygget.

Ugebrev #10, Endnu en Indflytterfest og endnu en vandreture (uge 22)

2007-06-04T04:28:00.000-07:00

Ugen startede på universitet, jeg mangler dog at modtage mine kemikalier, så jeg kan ikke rigtig komme igen på universitet. Jeg fik dog præcenteret en ide jeg havde fået på vandreturen i weekenden og ideen blev vel modtaget, så det betyder endnu et lille side projekt.
En af problemerne med hensyn til at få startet syntesearbejdet er en glasblæser, universitet har en glasblæser, men han vil kun blæse glas og ikke kvarts, så han kan ikke bruges til noget. Til gæld er der faktisk en glasblæser ude på ANSTO, som ikke har noget imod at arbejde med kvart – så er problemet at de ikke har nogen handskeboks på ANSTO – det vil sige Bragg Instute har ikke nogen handskeboks, men Materials Department har en, som vi forhåbentlig kan snige os til at låne. Nå, men tirsdag var jeg på besøg hos glasblæseren – en hyggelig livlig gammel gut, som tydeligvis savnede selskab. Så der blev snakket lidt i øst og vest – det kan typisk godt betale sig at bruge 10 minutter på at small talke. Det kan betyde mange ugers reduceret vente tid og det var nu egentlig også hyggeligt på en eller anden måde. De ønskede ampuller var allerede fremstillet dagen efter, så det var jo glimrende – ja nu er det jo ikke fordi det tager lang tid – glasblæseren i Århus ville typisk lave det med det samme så du havde ampullerne 5-10 minutter senere! Nu er vi jo i Australien, hvor man kan forvente at ting tager længere tid.
Tirsdag fik jeg også min første sending af kemikalier – det er egentlig lidt sjovt for det var kemikalier købt i Kina. Et par af mine kollegaer havde frarådet mig at afsøge at købe kemikalierne i Kina da de mente, at det kunne tage lang tid inden kemikalierne ville ankom. Fordi firmaet ikke tidligere havde været benyttet af ANSTO og derfor skulle evalueres først. Så faktisk havde jeg blot lavet en test ordre for at se dels hvor lang tid det ville tage og for at få en fornemmelse af kvaliteten. Jeg må erkende at jeg er imponerede over hvor hurtigt firmaet kunne levere kemikalierne – ligeledes er jeg imponeret over hvor lang tid ting tager hos ANSTO. Det tog 10 dage fra jeg havde afgivet ordren internt til at ordren gik videre ud i den vide verden. Det kiniske selskab modtog orden den 20. maj, den 22. maj var prøven sendt afsted med kurerer (normal forsendelsesmetode for dette firma). Den 24. maj blev prøven modtaget af ANSTO – den 29. maj bliver prøven levet til mig - - - Det tog altså mere dobbelt så lang tid at få prøven fragt 500 m på ANSTO end det gjorde at få prøven sendt fra Kina til Australien. Det begynder at undre mig lidt, hvordan der kan drives seriøs forskning i Australien – eller jeg skulle måske heller sige på ANSTO, for universiteterne er ikke helt så ile tilredt som ANSTO.
Som titlen på ugebrevet antyder, var der endnu en indflytter fest denne weekend – om lørdagen den gang var det den bulgarske post doc. Milen, som slog dørene op for et gilde. Milen har både kone og barn, så det blev koldt tidligt på eftermiddagen. Formiddagen brugte jeg på tøjvask og indkøb – det vil sige jeg tog endda en tur til Miranda, hvor der ligger et kæmpe indkøbscentre og købte en støvsuger – jeg havde lidt overvejet om ikke jeg kunne klare mig med en kost og en mobbe, men jeg tror sku’, at jeg bliver mega træt af det i længden. Det var en meget hyggelig indflytter fest hos Milen, stille og roligt. Milen virker som en meget stille og rolig – siger ikke så meget med mindre man direkte spørger ham – hans kone Renie derimod er et sandt vandfald. Nu har hun selvfølgelig heller ikke fundet et arbejde endnu – så hun går der hjemme så man kan godt forstille sig at hun virker savner nogen at snakke med (til). Det var noget lækkert mad nogen bulgarsk og russiske specialiteter. Udover os post docs havde han også inviteret sine vejledere. Det blev ikke alt for sent, hvilket var udmærket for jeg skulle tidligt op om søndagen. Jeg havde aftalt med den spanske post doc. Damian at tage på vandretur i Ku-ring-gai Chase National Park. Stedet, hvor jeg vandrede i sidste uge. Ruten havde jeg dog tilrettelagt lidt anderledes således at den denne gang gik gennem mangroven. Jeg havde naturligvis også taget hensyn til at Damian ikke så erfaren når det kommer til vandring eller ’bushwalking’ som det jo hedder herude. Jeg tror også han har lidt svært ved at motiverer sig selv til at tage af sted på egen hånd, men så var det jo fint nok han tog en tur med mig. Vandreturen var noget bedre end den jeg havde været på den foregående weekend – nu hjalp det selvfølgelig også at jeg havde investeret i bedre kort. Stien gik fra et forholdsvist højt liggende plateau ned til hav niveauet, hvor mangrove suppen findes. Således var landskabet meget varieret og størstedelen af turen gik langs flod/fjord; vand, skov og blå himmel har et eller andet magisk over sig – ja det vil sige at der faktisk var nogen få sky på himlen – første gang i en uge tror jeg.

Stien endte ved det samme meget turistede sted, hvor jeg havde været weekenden forinden. Vi mødte faktisk en del mennesker på stien – ikke nysgerrige turist bushwalkere, men hård pumpede idrætsfolk, som tydeligvis var ude for fitness og ikke fred og frihed. Næ, det var i tætsiddende trikot, MP3 afspiller i ørene og høj hastighed.
Vi spiste vores medbragte mad på den enorme resteplads sammen med alle de andre søndagscampister. Fra restepladens gik en anden vej tilbage – gennem mangroven på en blanke sti, som var hævet ½ meter over den suppede grund – selvom turen kun var 200 m så var det nu alligevel ret sejt at være inde midt i mangroven. Det var ret spændende at se selve mangrovebunden, hvor et meget stort antal krabber holdt til.

Vi så også et tidligere Aboriginal site – et sted, hvor de havde slebet deres økser – det var dog ikke overdrevet spektakulært når jeg nu skal være helt ærlig. Turen tilbage gik langs den grågrønne grumsede ’Limpopo’ flod, der er dogen ingen farer eller chance for at se krokodiller – de findes kun længere mod nord i North Queensland og Northern Territory. Helt til sidst på turen skulle vi de 150 m op, som vi tidligere var gået ned, hvilket var ved at tage livet af Damian, men alt i alt mente han også at det havde været en rigtig god tur – og måske ville han tage turen igen senere – ja ville jo nok vælge en anden tur når nu udvalget er så stort. På turen tilbage i toget blev der ikke snakket så meget, som på udturen. Vi var begge trætte - vi havde da også effektivt gået omkring 6-7 timer.

Ugebrev #9, Indflytterfest og vandreture (uge 21)

2007-05-28T03:47:00.001-07:00

Så blev det mandag igen, denne var dog anderledes end de andre for jeg mødte til arbejde på Sydney University og ikke på ANSTO. Første og største problem var at købe en billet – køen til billetkøb var ligesom lang som fortovet, det gik heldigvis rimelig hurtigt og jeg nåede da også at komme med det planlagte tog – ja togene går cirka 1 gang hvert 10 min så jeg kunne bare tage den næste, men toget jeg ønskede at køre med er mere direkte, hvilket betyder at det er 5 min hurtigere end de andre tog – ja, det kunne vel egentlig være lige meget hvilket tog jeg kørte med.
Jeg ankom til uni før Chris, så havde jeg taget senere tog, ville min ventetid have været mindre. Nå, men i første omgang ser det ud til at Chris ønsker at involvere mig i to studerendes arbejde, plus at jeg skal lave noget syntese. Studenter arbejdet er meget avanceret krystallografi, så her forventer jeg også at lære en del. Mit kendskab til incommensurable og superstrukturer er mere af omtale end egentlig erfaring – så det bliver spændende og det betyder også at jeg kommet til at lære at bruge nye programmer – skulle der være fagfolk som læser dette så drejer det sig om JANA2000/2006. Normalt afholdes der gruppemøde om mandagen, men grundet et foredrag var gruppemødet udsat til næste mandag. Jeg brugte dagen på at sætte mig ind i de forskellige projekter og få styr på mulighederne for syntese, hvilke remedier der er til rådighed. Til frokost spiste jeg sammen med et par af de andre fra gruppen på en lille japansk restaurant liggende i en sidegade til Kingsstreet. Efter arbejde gik jeg lige en tur ned i down-town Sydney, ja nu hvor jeg var kommet til bys kunne jeg vel ligeså godt kigge mig lidt omkring.
På tirsdags program ude på ANSTO stod der obligatorisk sikkerhedsmøde. Ikke fordi der var nogen der var kommet til skade, men ja vel for at genopfriske hvad vi skulle gøre, hvis vi havde et uheld eller et så kaldt near-miss. Jeg skal gerne indrømme at jeg kæmpe med mig selv for ikke at bryde ud i latter, for sjældent eller skulle jeg heller sige aldrig har jeg hørt eller set noget så dumt. Procedurerne og skemaerne, som skal udføres og udfyldes, henholdsvis må gøre ANSTO til det mest sikre sted at arbejde, hvis man skal tro statistikken for det er så besværligt at rapportere noget, at som min sidemand sagde til mig – ”I would have to lose a limb, before going throught that!” og jeg kunne kun give ham ret. Hvor er vi så henne – nul sikkerhed. Den generelle holdning efter mødet var – det er bedst at undgå ulykker – tænk bare på det papirarbejde du skal igennem, hvis du kommer ud for et uheld. Helt sikkert ikke intensionen fra sikkerhedsudvalgets side, men jeg forstår ikke at nogen af vores ledende personer ikke, sagde; ”Det er en OMMER,…”.
Både torsdag og fredag holdt jeg tidligt fri – det vil sige før 17.00. Torsdag brugte jeg på indkøb og rengøring, sidst nævnte var jeg dog allerede gået i gang med onsdag aften. Jeg var også en tur forbi posthuset og sende et brev – en overraskelse, men det var nærmere mig der blev overrasket da ekspedienten kunne fortælle at det ville tage optil 10 arbejdsdage før brevet nåede Danmark. Jeg spurgte om der ikke var muligheder for at sende noget hurtigere – jo, jeg kunne sende det express, hvilket betød at brevet ville forlade posthuset næste dag, men det kunne stadig tage optil 10 dage om at nå Danmark – hurra. Jeg begynder at forstå, hvorfor alting tager usandsynlig lang tid herude – eller forstå det gør jeg egentlig ikke – det var nærmere endnu en manifestation af at ting bare går rigtig, rigtig langsom herude.
Fredag skete det der ikke måtte ske… jeg punkterede på vej hjem. En 25 mm lang, 2 mm bred og meget tynd metal jagertus var gået gennem dækket og havde perforeret slagen. Det skete lige efter Woronora Bridge så jeg havde heldigvis ikke så langt hjem, men jeg skulle nå at gøre et par indkøb, hvor cyklen ville gøre det væsentligt hurtigere at komme til og fra Sutherland. Blandet skulle jeg købe nogen flere stole, 12 af 15 inviterede havde nemlig tænkt sig at komme. Stolene blev købt hos den lokale ”Kirkens korshær” 5 plasticstole for 15$ det er da rimelig okay – så har jeg også stole til altanen. Det skulle dog vise sig at stolene var meget beskidte så de skulle vaskes, endnu en tidsrøver. Nå, eftersom alle tilsyneladende kollektivt havde valgt at kommer 30 min senere end den inviterede tid, så gik det da så nogenlunde. Menuen var Tortilla chips og Burtitos – altså noget, hvor bestik ikke er essentielt. Jeg fik det arrangeret så skrivebordet blev placeres i forlængelse af min spisebord og så var der faktisk fint plads til alle. Det var, når jeg nu selv skal sige det som vært, en meget hyggelig aften. De fleste blev da også til afgangstidspunktet for det sidste tog lidt over 1.00. Stort set alle de andre bor i Cronulla – der hvor jeg også boede de første 3 uger, dejligt sted. Jeg magtede ikke at ryde op, så opvasken fik lov at stå til lørdag.
Lørdag formiddag gik således med oprydning, rengøring og cykellapning. Det viste sig at den i Frankrig købte og til Australien medbragte cykelpumpe ikke virkede, da min mountain bike er udstyret med bildæk ventiler og ikke ’normale’ cykelventiler. Så jeg måtte lige en tur forbi den lokale cykelbiks. Faktisk har jeg været i cykelbiksen de sidste tre weekender. Det var ikke noget problem at finde eller lappe hullet for den sags skyld – det var vel på størrelse med et knappenålshoved. Jeg havde på forhånd ikke lavet nogen planer for dagen, men vejret var utroligt flot og efter oprydning og frokosten tog jeg toget til Heathcote 4 stationer syd for Sutherland. Fra stationen går der en sti direkte ind i Royal National Park, noget bedre end at trave langs vejen. Tanken var at gå mod syd til Waterfall, som tænkt så gjort. Turen var første gang markeret, hvilket også var ret heldigt da den ofte gik over forholdsvis store stenarealer, hvor det ellers kan være svært at orientere sig.

Der var både udsigtspunkter, vandløb, vandfald og en lille klar vandpøl alt i alt en behagelig tur på omkring 4 timer. Solen sidste stråler oplyste stien til stationen i Waterfall og før jeg nåede hjem var det blevet mørket. Efter aftensmad og et karbad gik jeg meget tidligt i seng, jeg tror, fredag aftens udskejelser hævnede sig.

Søndag sendte solen en dejlig reminder om sommer – tja faktisk er det ved at være længe siden jeg har set en sky. Dagens udflugt gik til det nordlige Sydney nærmere bestemt Ku-ring-gai national park New South Wales’ anden ældste national park – den ældste er faktisk Royal National Park, som tidligere hed The National Park. Ku-ring-gai er noget anderledes end Royal da det under sidste istid var afvandingsområde, hvor store floder skar sig gennem landskabet. I takt med at isen smeltede steg vandet i havene og efterlod et landskab med utallige fjorde. Efter en 1½ times tog tur var det mening jeg ville tage en bus til trail head, men det viste sig at der kun var reduceret service om søndag og jeg måtte vente 1 time og 20 minutter eller gå 5 km gennem Sydney sububia – jeg valgte det sidste. Jeg havde desværre ikke noget deltaljeret kort over området, men området lå lige indenfor det der var indtegnet på det udetaljerede bykort jeg havde og som havde givet mig inspirationen til turen. Stien gik først langs en bred fire trail – tilsyneladende et levn efter opsætningen af el-masterne i området, i hvert fald holdt stien brat op ved den sidste elmast. En lille smal sti fortsatte til et udsigtspunkt, hvorfra man kunne se ned på Robbins Head, som var målet for turen. Her skulle der være en Mangrovevandring, hvor en sti på pøle skulle gå ud i mangrove området – i hvert fald ifølge det erhvervede bykort.

Ifølge kortet skulle der også gå en sti fra udsigtspunktet ned til en vej, som ville fører ned til Robbin head. Stien var da også tydelig nok i starten, men snart havde jeg mistet den og terrænet var forholdsvist stejlet – jeg fandt dog stien igen og mistede den da også igen, men det var ret tydeligt i hvilken retning jeg skulle gå, så det var ikke rigtig noget problem! – senere da jeg erhvervede et bedre kort gik det op for mig at der ikke var nogen sti ned fra udsigtspunktet… ups. Nå, men jeg klarede turen og traskede ned til Robbin head, hvor der overhovedet ikke var noget mangrove at se, men derimod en kæmpe resteplads og en rimelig stor marina?

Her var også et parkkontor, hvor jeg erhvervede mig detaljerede kort 1:25000 og efterfølgende måtte erfarer at der ikke var noget sti. Jeg spurgte til den tur jeg havde tænkt mig at gå og fik at vide at en bush fire i januar havde ødelagt store dele af stien og at den var under genopbygning og derfor lukket for offentligheden – det er så anden gang en eller anden bush fire skal ødelægge min eller nøje planlagte rute. Denne gang vist jeg det dog på forhånd så det var ikke så ærgerligt, som første gang i Blackheath. Jeg tog en alternativ tur som gik langs vandet et godt stykke før den brækkede af og gik op til en station i nærheden – Mount Kuring-gai.

Trods ændringen i planen var det alligevel en meget dejlig tur. Det er ret spændende at se, hvordan planterne ændre sig fra vandet op ad skåningen til toppen af bakken. I bunden og på skråningen er underskoven forholdsvis tæt og træerne forholdsvis høje, mens toppen var bræget af lavere bevoksning også træer men ikke så høje. Formenligt et spørgsmål om adgang til vand og en overdosis sol på toppen. Det var også spændende at se, hvordan den bush branden havde været årsag til at Eukalyptusene havde mistet barken. Eukalyptustræerne har deres frø under barken og er faktisk afhængige af bush brande for at viderebringe arten. Turen sluttede med en kort vandring gennem et bebygget område før ankomsten til banegården. En god afslutning på en vandretur, som bestemt ikke gik helt efter planen.

Alt i alt den dejlig weekend med høj sol og vandre turer i Sydney to ældste national parker. Således har jeg været i nationalparkerne, nord, syd og vest for Sydney – og når jeg nu tænker over det er den offentligt transport til og fra disse fantastiske nationale parker faktisk ikke så dårlig. De tre nævnte parker er måske undtagelser, fordi de ligger så tæt på Sydney, men på den anden side adgang til tre store national parker med meget varieret landskab indenfor 2 timers transport tid, det er ret unikt, og det skal helt sikkert udnyttes.

Ugebrev #8, Barbecue og bade tur (uge 20)

2007-05-22T02:28:00.000-07:00

Ugen startede med invitation til barbecue hos bossen i Stanwell Park omkring 30 km syd for Sutherland. Alle vi nye post doc’s og andet nys ankommet personel var inviteret. Bossen Robert (eller Rob) Robinson er det øverste kommenterende i Bragg Institute. Tja, ellers startede ugen stille og roligt i Australien, mens panikken begyndte at bedre sig i Danmark, hvor Nina netop lægger sidste hænd på sin ph.d. halvvejsrapport. Det blev derfor også til en halv hektisk slutning på ugen, eftersom jeg indvilligede i at læse korrektur. Derfor gik alle de vågne timer med arbejde. Torsdag var jeg på et heldagssikkerhedskursus – jeg vil ikke sige at det var komplet spild af tid, men hvad der tog en hel dag – kunne være overstået på 1 måske 2 timer – det var jo ting, som alle vidste, men bare skulle mindes om, gab… Der var sågar en af foredragsholdene der havde indset, hvor kedeligt det var og derfor har taget chokolade med, som hun uddelte, når der blev sparet rigtigt – ja undskyld, men det mindsker jo ikke det faktum at det er tidsspilde. Det eneste der var lidt spændende var brandbekæmpelsesdelen – det var lidt af en gammelknage, men han var ret spændende at høre på – han havde prøvet lidt af hvert. ’Og, det er jo fede at høre det fra en der har ar i hele ansigtet, så ved man jo også ligesom at hvis man ikke høre efter så man tæsk, som Anden siger. Der typisk tre bushbrande i området om året, plus diverse andre småting. Efter et kvarters foredrag havde vi sluk branden øvelser, hvor vi fik lov at prøve de forskellige typer brandslukkere; vandpumper, CO2-slukkere, pulverslukker og skumslukker, samt brandtæppe naturligvis. Til de første test blev nogle gamle brandslanger brugt som en fiktiv brand, dernæst havde han et gas-kar, hvor vi fik lov at prøve CO2-slukkerne. Herefter besluttede hans sig for at overhælde brandslagerne og et mindre område med benzin, hvad havde ellers sagt at det måtte han ikke gøre mere, men det var, sku’ lidt for kedeligt og urealistisk, hvis der ikke var rigtig ild. Kurset tog totalt set fra klokken 9-15, jeg havde egentlig tænkt mig at tage tidligt hjem – for jeg havde jo noget jeg skulle have rettet, men så kom Chris forbi. Han synes efterhånden det var på tide at jeg begyndt at lave noget – altså for ham eller ANSTO og det kan jeg jo kun give ham ret i – så aftalen blev at jeg mandag tager forbi universitet og bliver involveret i noget syntese arbejde – det passer mig glimrende.
Fredag tillod jeg mig at bruge arbejdstiden på at korrektur læse Nina’s seneste tilsendte afsnit. Om aftenen havde Ampero – spansk post doc inviteret vi andre post doc’s til hyggelig sammenkomst hos hende. Det var en vældig aften hendes mand – Alberto lavede en kæmpe balje Sangria – det smagt godt – som saftevand. Det var en hyggelig aften og snakken gik bare der ud af – jeg havde når misset mit sidste tog. Der må have været nogen procenter i Sangriaen, … for lørdag morgen kunne jeg godt mærke at jeg var lidt langsom i låget og tung i kroppen, nu er det selvfølgelig også længe siden at jeg har drukket mere end to øl på en aften, så selvfølgelig kunne det mærkes.
Lørdag formiddag blev brugt på rengøring og indkøb – jeg må virkelig sige at ’Bonde John’s Lade’ har meget at bude på ikke kun frugt, men der også oste, alle mulige marinerede oliven og kødpålæg, faktisk kunne jeg helt undlade at gå i Franklin’s – supermarkedet hvor jeg normalt lader mig betjene. Jeg var også lige en tur forbi den lokale slagter og købte en minut-steak – den var tynd og så ikke så stor ud – men det var den – det var vel omkring 44 i skostørrelse.
Jeg spiste brunch og gjorde mig klar til at cykle til Stanwell park, hvor jeg som nævnt skulle til barbecue, klokken 14.00. Planen fra min side var at cykle derned , det meste af de 30 km går gennem Royal National Park og en betragtelig del er på cykelstier, hvor der ikke kommer biler. Jeg havde estimeret at turen ville tage 3 timer, det er selvfølgelig lidt svært at vurdere tiden ud fra et kort alene, faktorer som vejens beskaffenhed, terrænets hældninger og omgivelsernes skønhed (jeg skal jo tage billeder) spiller naturligvis en rolle for gennemsnitshastigheden.
Første delen af turen havde jeg allerede gået den foregående weekend, men det er noget af en fordel at være på cykel. Cykelruten gik på en såkaldt fire trail – ’brand sti’, en grusvej, som er bred nok til at en personbil eller en brandbil i princippet kan køre der. På højre side af stien løb en bæk eller måske nærmere en å. Beplantning ændre sig ikke, som under vandreturen den foregående weekend, men forblev, hvad man vel kan tillade sig at kalde tæt regnskov. Grundet lydende og omgivelser ja så ville det ikke have overrasket mig, hvis der pludselig kom en dinosaur springende ud af buskene – landskabet minde virkeligt om Durrasic Park. Der kom dog aldrig nogen dinosaur, men i stedet så jeg en ’Superb lurebird’ lidt underligt navn – en fugl på fasan størrelse, hvis halefjer henleder tankerne på en påfugl, dog mindre i øjenfaldende, fordi farverne er mere afdæmpede. Fuglen findes kun i det sydøstlige Australien og den er faktisk afbilledet på Royal National Park’s logo. Det lykkedes mig desværre at få rettet objektivet mod kræet før det var stykket af.

Efter 10-12 km på den behagelig cykelsti holdt den desværre op og resten af turen måtte deles med biler og motorcykellister, specielt den sidste gruppe lod til at nyde godt af det gode vejr. Vejen var på igen måde så trafikeret at det var ubehageligt. Mens ruten går næsten stik syd, så bevæger kystlinien sig mod vest, det vil sige at ruten ender ude kysten – samtidig med at parken slutter. Det betød en fantastisk udsigt over kyststrækningen mod syd.
Jeg ankom til Rob’s place klokken 13.55 så det kunne ikke have været timet meget bedre. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag med en god gang traditionel barbecue. Beliggenheden af huset er fantastisk med udsigt til stranden og kun 5 minutters gang til vandet. Efter at have spist gik vi en tur ned på stranden. Planene var at tage toget tilbage, men min cykel kunne lige og lige være i bagagerummet på Roland’s stationcar, så jeg fik et lift hjem. Jeg var ret træt efter de seneste dages strabadser så jeg gik tidligt i seng.
Søndag tog jeg toget til Bondi Junction – Bondi Beach er formodentligt den mest berømte strand i Sydney. Der findes en meget betagende vandresti fra Bondi Beach til Coogee beach, som jeg havde tænkt mig at betræde. I første omgang vist det sig dog at være noget længere fra Bondi Junction til Bondi Beach end jeg havde forventet.

Jeg var kommet tidligt afsted så det betød dog ikke så meget. I Bondi er der også et søndagsmarked, hvor lokale kunstnere og skrammelsælger fald byder deres vare. Det var meget sjovt at se, en stor del af de solgte affekter lod til at være inspireret af surf subkulturen, som i høj grad dyrkes ved Bondi Beach.
Turen gik nu over stejleklippe med dramatiske fald direkte ned i Stillehavet til den næste strand. Der var i alt 6 strande på den strækning jeg gik. De vilde forrevne klipper og de bløde strand kurver gav en spændende og meget fotogen kontrast. Det er i sandhed en meget betagende tur.
På Coogee beach tog jeg et sol og et vand bad, vandet er absolut perfekt 21 grader, hvilket omtrent samme temperatur som luften. Her skal det lige tilføjes at maj måned er ækvivalent til november måned på den nordlige halvkugle!
Fra Coogee beach ville jeg gå tilbage til Bondi Junction gennem Centennial Park på denne tur passerede jeg også University of New South Wales (det andet universitet i Sydney). Jeg brugte bevist ordet ’ville’ gå gennem Centennial Park – faktisk lykkedes det mig også at gå gennem parken stort set uden at opdage det, fordi parken er så stor at der går veje med huse på begge sidder gennem den. Det vil sige jeg ikke havde den store park oplevelse. Jeg passerede dog også Sydney Cricket Ground og Syndey Stadion. Tilsyneladende havde Syndey Swans lige spillet cricket for uhyggeligt mange mennesker på gaden med banner, hatte, halstørklæder og trøjer, ja og hvad anden merchendise man kan finde på. De mange mennesker havde også givet anledning til total trafik kaos, hvilket jeg heldigvis ikke behøvede at bekymre mig om som fodgænger. Jeg nåede frem til Bondi Junction og tog tåget tilbage til Sutherland, hvor jeg spiste aftensmad og skrev dagbog.