Ugebrev #5, Endelig tag over hovedet

Mandag den 23. april
Det er så småt begyndt at blive hverdag, og der er ikke så mange ting at berette. Der var dog en afvigelse i og med at dette var dagen, hvor det årlige Bragg Institute gruppe foto skulle tages. Det gav også en mulighed for at se hvor mange mennesker der er involveret i projektet og det er ikke så få. Derudover fik jeg min egen konto til indkøb af kemikalier, computer programmer og lignende ting. Forholdsvis udsædvanligt, men det skyldes at Chris ikke er direkte ANSTO ansat.
En anden ting, som gør at det ikke er hver dag er, at jeg endnu ikke har fundet noget sted at bo, men stadig bor på Quest’en i Cronulla. Om formiddagen ringede jeg til Cripps&Cripps ejendomsmæglerne jeg har været i kontakt med et par gange for at høre om der var nyt om min ansøgning og om der var mulighed for at se andre steder. Afgørelsen var endnu ikke truffet, men de var modvillige til at vise mig andre steder, hvilket jeg håber var et tegn på at mine chancer at få stedet jeg havde ansøgt om var gode. Klokken 17.15 ringede Cripps&Cripps at ejeren havde nu kontaktet dem og var villig til udleje til mig – Hurra – endelig. For at kunne leje lejligheden skulle jeg dog tirsdag komme forbi kontoret med en bank check på 240 AUD, svarende til en uges husleje.

Tirsdag den 24. april
En kollega fra ANSTO, Micheal James skulle til Sydney university for at bruge spejlovnen. Det er planen at også jeg skal lære at bruge instrumentet, så jeg tog også til Sydney university. Mike har to master studerende fra Frankrig, som også skulle deltage i trækningen. Franskmændene bor også i Cronulla så det nemmeste var at vi fulgtes ad til universitetet, eftersom jeg kendte vejen.
Faktisk har jeg allerede bidraget til arbejdsgangen med hensyn til at forbedrede prøver til spejlovnen en lille dims som gør presning af prøverne meget nemmere. Det er en god fornemmelse at komme med sin erfaring for tidligere og kunne gøre en forskel. Ellers er det jo ikke rigtig fordi det er så meget for mig at lave herude, eftersom instrumentet jeg skulle arbejde med er på vej tilbage til Frankrig.
Omeftermiddag skulle jeg til Cripps&Cripps og aflever min bank check, som jeg forinden havde indløst i ANZ (Australian and New Zealand Bank group) hvor jeg har åbnet en konto. Jeg havde håbet også at få udleveret nøglerne, men det måtte desværre vente til fredag – ikke godt for det betød jeg måtte bekoste en overnatning på Quest’en for egen regning.
Hen mod aften var der pludselig en meget ubehagelig alarm der bedyrede at alle skulle evakueres og således forlade bygningen. Da jeg kom udenfor kunne jeg så to store brandbiler, men jeg kunne hverken se røg eller flammer. Jeg benyttede lejligheden til at shoppe et par småting og da jeg kom tilbage var alarmen afblæst.

Onsdag den 25. april
’Anzac day’ – ja mig sagde heller ikke umiddelbart noget, men det er en meget skattet hellig dag – eller en dag viet til minde om de faldende soldater ved Anzac – nå det hjalp ikke – Anzac er en kyst strækning i Turkiet, hvor Australierne under første verdenskrig led sit formodentligt værste tab. Hvis I har set ’Saving Privat Ryan’ så er det samme historie bare omtrent 30 år tidligere og soldaterne blev landsat i robåde! Anzac day kan betragtes lidt som amerikanernes memorial day, dog med det tvist at Anzac day også bliver vendepunktet fra da af bliver Australien mere en selvstændig nation i stedet for en vasal stat under det britiske imperium – ja de er så ikke sluppet helt af med briterne endnu (Elizabeth er stadig på bagsiden af 5 AUD sedlerne (den mindste)).
Alt dette viste jeg naturligvis ikke noget om ved dagens begyndelse – jeg viste heller ikke at der omformiddagen ville være processioner med militære veteraner, hvor de fik mulighed for at lufte deres medaljer – det alt sammen noget jeg først lærte da jeg så nyhederne om aftenen, plus en dokumenter udsendelse på Discovery om ’Anzac day’.
Min plan var at tage til Caringbah, hvor en kollega havde anbefalet mig at tage hen for at købe møbler og hårdehvidevarer. Forretningerne var desværre lukket på grund af Anzac day, men ud fra udstillingerne i vinduerne kunne jeg konstatere at møbelforretningen sandsynligvis ikke ville kunne hjælp mig det helt store – udvalget var for ringe, men det gav dog en ide om pris niveauet. På turen blev jeg opmærksom på de nydeligt klædte ældremænd med medaljer dinglende ved højre bryst. En iagttagelse som først omaften ved betragtning af Discovery channel skulle give endelig mening.
Jeg tog tilbage til Quest’en, checkede adressen for IKEA og var igen på farten. Jeg var desværre ikke den eneste der havde fået den glimrende ide at tage til IKEA på den fridag – IKEA havde faktisk været lukket om formiddagen og var først genåbnet klokken 13.00 på grund af Anzac day. Jo – det er en mindeværdigdag, som bliver betragt som noget særligt og ikke som når vi har Store Bede Dag – eller Kristi Himmelfart, måske skal jeg kun tale for mig selv, men det er min opfattelse at de fleste blot nyder fridagene uden at relatere det til noget særlig begivenhed, eller har nogen særlige ritualer forbundet med dagene.
Jeg fik checket IKEA’s varesortiment igennem – jeg besluttede ikke at købe noget, fordi det ville være ensbetydende med at jeg skulle slæbe det med videre fra Quest’en og jeg havde allerede så rigeligt at slæbe på.
Omaftenen blev jeg bekendt med den australske historie og det var faktisk ret spændende – først og fremmest lærte jeg var Anzac day var – dernæst tror jeg også jeg lidt forstår, hvorfor den bliver fejret – måske ikke alene fordi en masse australiere blev mejet ned på en strand i Tyrkiet, men fejlslagene indsat var ikke helt uden betydning for begivenhederne tre dekader senere – under d-dagen. Den øverst kommanderende som var ansvarlig for den fejl slaggende indsats ved Anzac var ingen ringere end Churchill, som efter den ulykkelige oplevelse i Tyrkiet trak sig som Englands forsvarsminister. Det var en dyr lektie man lærte i Tyrkiet, men det var sandsynlig medvirkende til at tilbage erobringen af fastlands Europa under D-dagen gik så forholdsvis smerte frit. Nå, det må være nok historie for denne gang, selv om det er ret spændende.

Torsdag den 26. april
Om morgenen ringede Nina – det var jo muligvis sidste gang i længer tid at jeg er i nærheden af en telefon og ubesværet kan kommunikere – det er altid dejligt at snakke med nogen derhjemme fra.
En med post doc. som forlader os havde opfordret til fællesfrokost – på en nærliggende pub, som øjensynligt bliver brugt som stamværtshus for ANSTO’s medarbejdere. Maden var ikke noget ar råbe hurra for, men hvad det er pub food, jo sjældent. Jeg var dog særligt uheldig – ikke med maden som sådan, men det endte med at alle måtte vente på mig! Ups… jeg var en af de sidste der bestilte, men jeg bestilte en meget simpel ret, så det var lidt mærkeligt at alle de andres buzzere brummede før min. Da alle andre havde fået deres mad gik jeg ind og spurgte hvor min blev af – det viste sig at min buzzer var løbet tør for batteri og min mad havde været klar de sidste 10 minutter – hurra. De fik dog en nu buzzer og de lavede en nu anretning, men det betød selvfølgelig at alle andre var færdige med at spise.

Fredag den 27. april
Dagen jeg var tvunget til at forlade Quest’en… Jeg kunne først hente nøglen klokken 10, så jeg havde god tid om morgenen til at pakke de sidste ting – bruge min sidste Internet kredit på at ringe hjem og tage en afsluttende svømmer og en tur i spa badet før jeg kunne komme i banken og få lavet endnu en bank check – på fire ugers husleje depositum og to ugers forud betaling.
Hos Cripps&Cripps skulle jeg underskrive et utal af dokumenter og fik en større samling af papirer med rettigheder og forpligtigelser – dybest set står der bare opfør dig ordentligt – er der problemer med røgalarmen eller låsen så kontakt ejeren han skal fikse det. Til min store glæde forlod jeg Cripps&Cripps med nøglerne (der er seks forskellige) til mit nye midlertidige hjem. Stedet var nogenlunde som jeg huskede det – badeværelset dog bedre en jeg huskede. Det er en ’two bedroom appartment’, hvilket betyder at udover daglig stuen er der to værelser. Værelserne er ikke så store, men hele lejligheden virker meget rummelig – det kan selvfølgelig skyldes at den endnu er helt tom. Udover lejligheden har jeg også en garage, øh, ja det har jeg vist ikke prøver før. Jeg stillede cyklen i garagen og tog tilbage til Cronulla for at hente min bagage. Således var flytningen overstået på mindre end 1½ time. Lige i nærheden er der en genbrugs forretning, jeg checkede den ud, men kunne konstatere at priserne ikke var væsentligt billigere end IKEA’s, det kan godt være at kvaliteten var højere, men på den anden side det er rare med noget nyt og når det nu kun skal holde to år er det heller ikke så kritisk med kvaliteten.
Jeg ville egentlig have været direkte i IKEA, men jeg var nødt til at tage et smut forbi arbejdet for at indsende et forslag til måletid her i Australien, som jeg har arbejdet på sammen med nogen fra Risø. Derudover skulle jeg have lavet en aftale med den schweiziske post doc. med hensyn til transport af hårdehvidevarer – han har en stationcar og havde tilbudt at hjælp.
Klokke blev derfor lidt i fem før jeg fik vendt træskoene med IKEA, det var derfor kun 45 minutter til lukke tid. Jeg besluttede derfor at fokusere på køkkengrejet og vente med at købe møblerne til weekenden. Puha, sådan en omgang bestik, glas, tallerkener, gryder og det løse… vejer godt til – jeg fik slæbt mig en pukkel til, men er nu også udstyret med et funktionelt køkken. Aftensmaden kunne lige ordnes i Bistroen – 2 hot dogs – ikke lige den bedste og mest nærende aftensmad, men fra nu af er der ingen undskyldning jeg har alt udstyret til at kogere selv – også selvom komfuret med spiralvarmelegemerne ligner noget fra før anden verdenskrig. Trods det hårde slid med at slæbe tingene hjem skal der alligevel lyde en stor tak til IKEA.


Lørdag den 28. april
Dagen startede tidligt – ja så er det jo helle ikke mere behageligt at sove på gulvet, selvom min luftmadras er ganske udmærket, så tror jeg nu at det hjælper, hvis man har travet en dag med tung oppakning. Der var nu også en del at gøre, så det var godt at komme tidligt op. Først fik jeg vasket alt det ny grej af – en betragtelig opvask. Dernæst gik jeg på indkøb, hvor jeg udover en masse fødevarer også fik anskaffet mig en del rengøringsartikler her i blandt også en kost – så jeg fik fejet hele lejligheden – den var noget beskidt. Herefter tog jeg til Caringbah for at købe hårdehvidevarer, hvor jeg havde aftalt at mødes med Roland klokken 10.30. Det er forholdsvis lille biks for de sælger brugt og anden sorteringsvarer. Sælgeren var ganske flink – der var ikke det helt store udvalg, men til gengæld virkede priserne ikke urimelige. Jeg besluttede mig for en brugt vaskemaskine og et anden sorterings køleskab – nogen af de brugte køleskabe lugtede stadig når man åbnede dem – og vanligvis har de også en væsentligt dårligere effektivitet. Totalt set slap jeg med 700 AUD, hvilket jeg selv synes er en ret god handel. Timing med hensyn til Roland var perfekt og hans stationcar var som skabt til at fragte netop disse to stykker isenkram. Vi fik uden større besvær installeret udstyret – fedt – små skridt, men et køleskab er dog et af de vigtigste ting i husholdningen – måske med undtagelse af en god seng.
Klokken var nu blevet halv mange og jeg havde ikke rigtig mod på at bruge 1½ time på at tage i IKEA for derefter at moserundt sammen med alle mulig andre – så i stedet tog jeg til Miranda, hvor der efter sigende skulle være en gigantisk Mall – muligvis Sydney’s største. Planen var købe en brødrister og en el-kedel. Med hensyn til størrelsen kan jeg ikke påstå at jeg blev skuffet – det er en kæmpe Mall – vanligvis har Malls kun et supermarked – her var tre; Coles, Franklien’s og Aldi. Min opmærksomhed var dog mest rettet mod Myer, som sælger alt fra udendørsmøbler til bestik. Her fandt jeg en brødrister/grill/toaster snedig maskine som vi også har på ude på arbejdet. Derudover fandt jeg også en el-kedel et par have stole og lidt andet godt. Igen lidt af en tung slæber tilbage til Sutherland. Eftermiddagen gik med indkøb af grønsager og et besøg i endnu en lokal genbrugsforretning (Frelseshær) de havde dog heller ikke noget af interesse at byde på – jeg tror de to steder jeg har været har været mere beregnet på tøj end den type brugsgenstande jeg var ude efter.
Det første måltid blev tilberedt i Case de la Christensen – de nye havestole kom til deres ret, som de eneste eksisterende møbler og papkasserne de blev leveret i kunne snildt imitere et bord.


Søndag den 29. april
Gulvet blev vasket inden jeg tog tåget til Rhodes (IKEA) – desværre er der en del arbejde på skinnettet og jeg blev netop ramt af dette arbejde jeg havde eller tænkt mig at være der tidligt, men jeg måtte stige om til to forskellige busser så det blev noget senere end jeg havde håbet og regnet med. Efter en tredje tur gennem showrooms’ene, spiste jeg frokost i kafeteriet – kjötboller med tyttebær syltetøj. Jeg skulle bruge to vogne for at køre rundt med alle mine ny anskaffelser. Desværre var nogen af tingene udsolgt og i stedet for en dobbelt seng blev jeg nødt til at købe en Queen size – så nu håber jeg at dronningen snart kommer ;-). Jeg investerede også i en større hjørne/sovesofa, så jeg håber at også andre vil lægge vejen forbi Sydney – jeg har i hvert fald remedierne til at huse folk – det vil sige når jeg i morgen får leveret møblerne – dertil komme selvfølgelig også at de skal samles! Hele herligheden kom til at koste 2000 AUD, hvilket var dobbelt så meget som mit rådighedsbeløb på mit ANZ kort – det viste jeg desværre ikke noget om… heldigvis åd mit visa resten uden at volde problemer. Møblerne vil blive leveret mandag efter klokken 12.00 – det bliver sku’ rart at komme til at sove i en rigtig seng. I aften bliver dog også en fest for jeg skal for første gang i over en måned sove med en rigtig dyne.