Ugebrev # 3 SCANZ konference i Hunter Valley (uge 15)

Mandag den 9. april
Den er også kendt som anden påske dag – så det var endnu en fridag. Jeg besluttede at afprøve min ny indkøbte cykel – ”det røde lyn” – i virkeligheden er det en ret tung mountain bike, der ikke er egnet til at køre helt vildt hurtigt til gengæld er den terrængående. Navnet på forretningen ”Chain Reaction” passer meget godt med cyklens fremtidige anvendelse til og fra atom reaktoren i Lucas Heights. Lucas Heights antyder at det bakket i og omkring Sydney – og jeg må da også sige at jeg ikke har noget mod at cyklen er udstyret med hele 18 gear.
Cykling i Australien er noget mere besværligt end derhjemme – udover bakkerne er der kun meget få cykelstier og bilisterne er alt andet end vandt til cykellister, hvilket tilsyneladende gør cykling lidt farligt på kontinentet. Inde på nettet havde jeg kunne finde en beskrivelse af en cykel ruten til ANSTO (Australian Nuclear Science & Technology Organisation.), som skulle være forholdsvis sikker og en kørselsafstand på omkring 12 km.
Det gik ikke alt for godt med at følge ruten, i hvert fald lykkedes det at køre en betragtelig distance i den gale retning. Turen derud tog således noget længere tid end forventet – nu skal det også siges at jeg kørte hele vejen fra Cronulla til Lucas Heights (25 km) i fremtiden forventer jeg kun at køre strækningen fra Sutherland til Lucas Heights (12 km). Trods mine afvigelser fra ruten, må jeg sige at det den faktiske er ganske okay – der er mindre end 500 m på stærkt befærdet vej – det kræver dog at jeg kører på ”dirt road” noget af vejen, men med mit røde vidunder af et terrængående køretøj, skulle det jo ikke være noget af et problem. Turen er faktisk ret spektakulær – en længere bro har en cykelsti monteret på undersiden og tillader en aldeles fantastisk udsigt. Hele turen ente med at tage over 4 timer så jeg var ret sulten da jeg endelig kom tilbage til Cronulla.
Om eftermiddagen tog jeg mig en spadsertur langs stranden, men solen sank ned over landet – og farvede skummet på stillehavsbølgerne røde – betagende.

Tirsdag den 10. april
Jeg stod forholdsvis tidligt op for at komme tidligt til Sydney Central. Håbet var, at jeg eventuelt kunne nå i banken og måske finde frem til immigrations myndighederne inden bussen klokken 10.00 kørte til Hunter Valley til den 25. SCANZ konferencen. Det lykkedes desværre hverken at finde immigrationsmyndighederne eller at åbne en bank konto – bankerne åbner først klokken 9.30 – ja det vel egentlig det samme som der hjemme jeg havde bare håbet.
Konferencen havde så mange deltagere at konferencestedet ikke kunne huse alle, derfor var nogen heriblandt undertegnede blevet henvist til et hotel i nærheden – og når vi nu snakker Austalien så er nærheden i omegnen af 15 km væk, lidt mere end jeg havde ventet.
Efter en udmærket frokost startede foredragene – der var en laaang række af proteinkrystallografer som lage ud, hvilket ærligtalt ikke være særlig spændende. Til gengælde var der mulighed for at blive introduceret til stort set hele Australiens samlede stand af krystallografer og folk der interesserede sig for fast stof videnskab.

Onsdag den 11. april
Efter endnu en lang række foredrag var det udflugt til et vinsmagningssted – Hunter Valley er netop kendt for vindyrkning. Igen fordi deltager antallet var så stort var vi delt op i to forskellige grupper – jeg deltog i gruppen som blev kørt til Lindemans – en tysker, der for forholdsvis lang tid siden tog til Australien for at dyrke vin – i dag et af de største vinslotte, eller skulle man sige vingårde. Hoveddelen af deres vin bliver produceret længere mod syd, men de havde en lille outpost i Hunter Valley. Først smagte vi deres ’champagne’, hvilket ikke var så dårlig, derefter fik et par hvidvine, her i blandet en der smagte af passionsfrugt, måske ikke lige den mest heldige – faktisk var der ikke nogen af dem der var rigtig gode – det galt i det store hele også for deres rødvine. Australske vine er meget kraftige i smagen, dem vi fik var meget bitre/sure uden væsentlig frugt smag, nej det var ikke lige min kop-’vin’. Vi fik også en mousserende rødvin, som jeg ikke helt kan besluttet mig for om var god eller ej. Normalt er jo ikke så meget til Champagne og mousserende vine.
Omaftenen var der barbecue – hvilket ikke var sådan rigtig barbecue – grund til de kaldte det barbecue var velsagtens at vi spiste udendørs. Efter aftensmaden var der poster session, hvilket jeg dog synes var noget overflødigt, men det skal være der.

Torsdag den 12. april
En meget lang dag med foredrag efterfulgt af en gallamiddag. Maden og vinen var virkelig god til gallamiddagen, jeg var meget positivt overrasket når jeg sammenligner med mine erfaringer fra England og USA, så kunne man godt frugte at Australien ville være noget i samme retning. Det lader dog til at den korte afstand til det orientalske køkken har inspireret og tilladt spændende udskejelser – såsom banan-chili kompot. Det var i hvert fald en rigtig god middag, som også bød på et andet interessant koncept – nemlig altanerende opdækning – det vil sige at der var to forretter, to hovedretter og to desserter, som blev serveret skiftevis – således at ens sidemænd fik den anden ret i forhold til den man selv skulle sætte tænderne i.

Fredag den 13. april
Konferences sidste dag – også dagen, hvor jeg skulle holde foredrag – en lidt ændret udgave af mit forsvar og stort set identisk med den Launch talk jeg havde holdt i Chicago, dog med den forskel at jeg kunne havde 20 min i forhold til 30 min i Chicago. Så jeg var lidt bange for om det var for langt – men det passede helt perfekt og jeg fik også efterfølgende meget positiv respons. Jeg havde igen, som tidligere med bragt et Peltier element, som jeg sendt rundt bag publikum – det er en succes hver gang. Efter frokosten – burger buffet – kørte bussen tilbage til Sydney.
I stedet for at tage direkte hjem, besluttede jeg at gå en tur rundt i downtown Sydney – og gik en tur ud til Darling Harbour. Syndey har et utroligt multikulturelt islæt, som jeg ikke mindes at have set i nogen anden storby, måske med undtagelse af Amsterdam, dog ikke samme udstrækning.


Lørdag den 14. april
Jeg startede dagen med at gå en tur rundt om den sydlige ende af Cronulla, som er en halvø. Stien går hele turen rundt langs med standen og udsigten er meget betagende – et par flotte blomster og noget kryb undslap da heller ikke min linse.
Nogen af husene der ligger ned til strande er sande herskabsvillaer, selvom også mindre bebyggelser har fundet vej til stranden. Fælles for stort set alle huse er at de har en ’garage’ rettet ned mod vandet. Det ser lidt spøjst ud, men hvorfor ikke beskytte båden når den trækkes på land?
Omkring middag tog jeg toget til Sydney central for at tage endnu en spadser tur rundt i byen og checke forskellige muligheder for at leje lejligheder i området syd for central nær universitet. Det blev dog til en længere tur i tid og afstand end jeg egentlig havde tænkt mig. Således var det faktisk ret sent inden jeg kom tilbage Cronulla.


Søndag den 15. april
Hurra – endelig lykkedes det at få fat i Nina efter rigtig mange forgæves opringninger – jeg skal da også lige love for, at vi fik taget revanche for de sidste næsten 2 måneders tavshed, med en maraton samtale på 2 timer. Det var rigtig dejligt at snakke med hende igen – jeg håber aldrig at der kommet til at gå så lang tid igen.
Efter morgenmaden besluttede jeg at cykle til Lucas Heights igen for at få et bedre estimat af hvor lang tid det ville tage, nu hvor jeg kender ruten. Det ville også give mig tid til at se på leasing mulighederne i Sutherland. Sutherland ligger ikke ligefrem i by centret, men på den anden side tager det heller ikke mere end 30 min med toget at komme til centrum eller Cronulla og stationen har mange afgange. Derudover ville Sutherland betyde at jeg ikke behøver at foretage nogen skift, men i princippet kan cykle direkte til Lucas Height, hvilket vil gøre det noget hurtigere end, hvis jeg både skulle med tog og cykle.
Cykelturen fra Cronulla til Sutherland tog 40 min og jeg fandt 4 ejendomsmægler, det så dog ikke alt for lovende ud men hensyn til at finde noget der var prismæssigt og størrelsesmæssigt overkommeligt – Nå, men jeg må prøve at snakke med dem mandag.
Cykelturen fra Sutherland til Lucas Heights tog ret præcist 1 time – det er stykke, men jeg tror ikke det er urealistisk at tage turen dagligt. På turen er der godt nok nogen dræber bakker, men hvad så kan jeg jo spare en tur i fitness centret, hvor jeg alligevel aldrig ville være kommet.
I løbet af eftermiddagen trak skyerne sammen og jeg besluttede at udskyde en tur til Kaptajn Cook’s landingssted til senere – det ende da også at tordne og styrt regne i cirka en times tid. Tiden blev i stedet brugt på afslapning og dagbogsskrivning.