Ugebrev #2, Blue Mountains (uge 14)

Torsdag den 5. april
På mystisk vist forsvandt mandag, tirsdag og onsdag på grund af rejse. Torsdag morgen var jeg ikke helt overrasket ramt af en smule jetlag så jeg stod tidligt op – omkring klokken 5.00 – solen var endnu ikke stået op. Jeg spiste morgenmad på balkonen og kunne ved samme lejlighed nyde solopgangen over Stillehavet, som jeg ville have haft perfekt udsigt til, hvis det ikke havde været for et par palmer og nogen fyrtræer.
Jeg gik en tur ned på standen, hvor surferne var godt i gang med at tumle sig bølgerne, mens dags første lys ligeså stille slikkede sig op ad standen. Meget dejlig strand – det kan man bestemt ikke klage over.



Efter stand turen havde jeg stadig en times tid inden jeg ville blive hentet så jeg gik en tur op langs Kingsway – efter de første 500 m er der stort set ikke andet end små villaer.

Klokken 8.15 blev jeg hentet af Monaha og Bill efter en stille og rolig køre tur begyndte den mere hæsblæsende del af dagen – der var naturligt nok en del papirer der skulle udfyldes, en del nye mennesker at hilse på og nye omgivelser at lære at kende. Indrømmet jeg kan ikke huske navne på mange af de personer jeg mødte. Tilsyneladende er der fire andre post doc’s, som er ansat mere eller mindre ligesom mig; en spainer, en russer, en schweizer og en jeg ikke kan huske.
Efter en sikkerhedstest mødes jeg med Chris – Chris Ling, som er min boss/vejleder. Han kunne desværre overbringe mig den sørgelige nyhed – tja helt nyt var det ikke for jeg havde hørt rygtet i Grenoble, at instrument jeg skal arbejde med er gået i stykker. Det vil sige at instrumentet faktisk aldrig har været i brug, men nu allerede gået i stykker. Instrumentet skal sendes tilbage til Frankrig, hvor det skal repareres og de forventer at kunne have det tilbage i Sydney omkring oktober. Surt show på den anden side giver det mig mere frie hænder med hensyn til hvad jeg vil lave.
I påsken havde Chris planer om at tage til en klatrefestival i Katoomba (Blue Mountains), og hvis jeg havde lyst var jeg velkommen til at tage med. Jeg havde selv overvejet at tage til Blue Mountains, så jeg takkede ja til tilbudet. Chris mente det nemmeste ville være at jeg over nattede hos dem (Chris og Althea) inde i byen så vi kunne komme tidligt af sted næste morgen. Som sagt så gjort. Jeg fik et lift tilbage til Cronulla af den Schweiziske post doc. Roland, købte et par nye vandrestøvler – jeg tog ikke mine gamle med da de efterhånden trænger til nye såler og derudover er de noget tunge i varmen. Udover støvler investerede jeg også i en brugt cykel – det var lidt nogle pushere, men jeg tror det var en okay deal alligevel. Ligeså meget som cyklen kostede brugte jeg til gengæld på en lås og en cykelhjelm – det sidste er påbudt ved lov.
Skyndsomt pakkede jeg en rygsæk med telt, sovepose og andet nødvendigt vildmarksgrej og tog toget til St Peter, hvor Chris hentede mig på banegården. De havde spiste, men Chris anbefalede Thai take-away, hvor vi gik ned og fik noget mad til mig – det er billigt $10 AUD for mere mad end man kan spise – oven i købet velkrydret. Althea fulgte med i en serie fjernsynet, som hun mente var dansk – og ganske rigtig om ikke det var Ørnen med engelske undertekster – sjovt. En flaske rødvin blev delt og jeg kunne efterhånden begynde at føle mit jetlag og jeg blundede da også hen et par gange. Jeg havde allerede fået anvist en seng, men jeg ville gerne forsøge at holde mig vågn så længe som muligt for at få has på det jetlag.

Fredag den 6. april
Vi stod tidligt op næste morgen, pakkede bilen færdig og kørte mod Blue Mountains. Festivalen var lørdag søndag, men Chris og Althea have planlagt at klatre om fredagen for derefter at tage til festival. Det var meningen at de skulle have mødes med nogen af deres venner for at klatre, men de var ikke kommet så tidligt af sted. Vejret var desværre ikke det bedste og der var meldt om risiko for regn – regn er en party killer hvad angår klatring da det gør stenene glatte og mulige at ’begribe’. Jeg gik med til klatre stedet for så at tage en lille spadseretur derudfra. Uheldigvis begyndte det at regne og De fik kun klatret engang før det besluttede at pakke sammen og tage til en anden væg, som er bedre beskytte og derfor mindre våd. Planen så da også ud til at lykkedes desværre tog intensiteten af regnen til og efter kort tid måtte de også droppe denne plan. Deres venner var imidlertid nået frem, men de havde opgivet at klatre, så vi mødtes med dem på en nærliggende pub. Her blev jeg så introduceret til en helt ny verden. Klatre folket har helt deres eget sprog – slang og fag termer som ikke er helt åbenlyse. Hver væg har et navn – forskellige ruter på samme væg har også forskellige navne, ydermere kan bestemte steder (pløkker) på ruten være kendte, samt måden hvorpå den skal forceres. Det var faktisk ret spændende at høre selvom jeg ikke har meget forstand på det, jeg har dog prøvet at klatre indendører i DGI huset i Århus, så jeg forstår fascinationen. Forskellen mellem indendørs og udendørs klatring er naturligvis at udendørs bliver ruterne ved med at være de samme, hvilket egentlig giver et bedre fællesskab, men kan bedre snakke om hvordan man forcere en given passage og give hinanden tricks og kneb. Der blev også snakket andet end klatring så helt udenfor følte jeg mig da ikke.
Overnatningen skulle muligvis foregå i en hytte, som en af de andre havde adgang til, det var dog uvist om andre allerede optog hytten, så en delegation blev sendt ud for at checke hytten. Den var tom – og mindede vel mest om et dansk sommerhus med en opholdsstue og en masse soveværelser. Udsigten fra hytten var utrolig – landskabet minde lidt om højenge i alperne, bare med regnskovsområder i stedet for nåleskov. Vi kørte tilbage til byen og spiste på pubben Ivanhoe, hvor vi tidligere havde drukket en øl. Efter at have spist tog vi ud til hytten, hvor der blev tændt op i pejsen og vi sad så i en rundkreds omkring ilden og snakkede. Det lykkedes mig at holde ud til omkring klokken 22.00, jeg tror også de andre gik i seng på dette tidspunkt.



Lørdag den 7. april
Der var to der stod meget tidligt op for at tage en morgen klatring inden festivalen begyndte. De fleste af de andre havde dog mindre travlt. Efter et cafe besøg gik turen til Katoomba, her tog jeg afsked med dem og startede vandreturen. Jeg skulle dog lige have shoppet noget mad og et kort. Det sidste viste sig at være noget svære end forventet, og jeg begyndte at overveje om jeg skulle droppe turen. Jeg besøgte samtlige forretninger i byen der solgte kort og alle meldte udsolgt og lange udsigter før det næste print skulle komme i den sidste forretning kunne ekspedienten i øvrigt tilføje at kortet ikke var at få nogen steder i byen. Noget nedtrykkende – i givet fald ville jeg være tvunget til at holde mit til de allermest turistede stier for ligesom at sikre at jeg ikke forvild.
Første delen af turen var i meget turistede omgivelser med asfalterede gangstier og ja en hel del turister – selvfølgelig er jeg også turist, men lidt på en anden måde – jeg kommer lidt længere væk fra min tourbus. Faktisk havde jeg gået første stykke tidligere, da jeg var i Sydney i 2005, men det er ret flot og tåler gerne en gentagelse. For enden af den asfalterede stig ligger Echo point, hvor der er flot udsigt til de tre søstre, som ses på billedet – ikke fordi de tre stensøjler egentlig er noget særligt – det er vel ligesom den lille havfrue ikke noget stort syn i sig selv. Det er historien som ligger bag. Ved Echo point ligger også et informationskontor og jeg tænkte du kunne da ikke skade og gå ind og spørge om de havde det kort jeg søgte eller havde andre fif. Til min store glæde kunne jeg konstatere at de faktisk havde det totalt udsolgte kort – og jeg skyndte mig at købe et. Samtid spurgte jeg personalet om mulighederne for mit forventede forehavende – overnatning i det fri. Ekspedient mente det kunne blive svært at finde en egnet teltplads på grund at terrænets hældning. Det så dog ikke så slemt ud på kortet, så jeg besluttede mig for at begive mig af sted. Turen gik først 200m ned ved siden af de tre søstre via ’Giant stairway’ meget stejl nedstigning til regnskoven. Nu ved jeg faktisk ikke om regnskov er den korrekte faglig term. Under alle omstændigheder føles det ret eksotisk med totalt ukendte fugleskrig og blomster og planter som jeg aldrig har set før. Bevoksningen kunne faktisk ændre sig betydeligt på få 100m, jeg formoder det har noget med undergrunden at gøre.



Efter at være kommet ned var turen heldigvis forholdsvis flad. Indtil opstigningen til Solitary Mountain sidst på dagen. En opstigning der vist sig at være hård, nok af flere forskellig grunde; 1) min form er dårlig, 2) jeg er ikke vant til så stor oppakning og 3) en del af det var bouldering, hvor hænder og knæ også måtte tages i anvendelse – alt i alt ret hårdt og så synes der ikke at være nogen ende på stien. Jeg havde snakket med en del af den andre vandre og de sagde at der både var gode teltpladser og mulighed for at få vand så med det i udsigt fik jeg slæbt mig selv til toppen. Kort efter jeg fik slået teltet op (omkring 17.30) begyndte det at regne, hvilket det gjorde med mellemrum hele natten. Klokken 18.00 havde jeg fået aftensmad og var i princippet klart til at sove, hvilket passede godt med at mørket ligeså stille havde lagt sig.



Søndag den 8. april
Jeg vågnede forholdvis tidlig og var egentlig udhvilet, jeg kunne heldigvis tving mig selv til at sove lidt længere også ledes blev klokken 6 før jeg stod op. Ikke tid der var så meget at gøre udover at spise morgenmad og vente på at regnen skulle høre op. Det sidste lod vente noget på sig, det vil sige at regne gjorde det egentlig ikke men skyerne hang tungt omkring toppen og det var meget fugtigt. Derfor var jeg desværre nødt til at pakke mit telt ned vådt. Turen ned af bjerget vist sig mindst ligeså besværlig som opstigningen med det lille tvist at stenene nu var blevet våde! Jeg sluttede mig til en gruppe på to andre vandre, som var på vej ned, skule der ske noget ville det jo være rart nok, hvis der var nogen der kunne slå alarm. Turen tilbage til Katoomba var forholdsvis begivenhedsløs, jeg fulgte Golden stairs til narrow neck, samme plateauet, som Katoomba ligger på. Sidste del af turen gik således på en mindre interessant dirt road.
Inde i Katoomba fandt jeg en kebab snedker og fik således stillet den værste sult, mens jeg ventede på toget tilbage til Sydney. Togturen mellem Katoomba og Sydney tager 2 timer, der til kommer så at jeg skal til Cronulla, hvilket betød at den samlede rejsetid nåede 3½ time – egentlig ikke så dårligt at komme fra bjergrigt område til perfekte strande på 3½ time. På vejen smuttede jeg lige forbi is-bixen fra første aften - mums. Tilbage på hotellet var der ikke meget andet at gøre end tage et spa-bad for at få løsnet musklerne – ah – en perfekt afslutningen på en glimrende påske!